Når man læser de franske boligannoncer og –beskrivelser på hjemmesider og i boligblade, undrer man sig ind i mellem over den ringe æstetiske og informative kvalitet på både billed- og tekstniveau – og dermed det lidet tiltalende indtryk, man som sælger accepterer at efterlade hos potentielle købere, der skal være udstyret med en rigtig god fantasi og lokalkendskab for at kunne blive fristet til at bestille en fremvisning.
Franskmændenes tilsyneladende manglende forståelse for bedst mulig iscenesættelse af den bolig, man har til salg, underbygges og forklares klart i nedenstående artikel af 29. april 2016 fra hjemmesiden www.mon-immeuble.com – samtidig med at den redegør for de enkle principper i konceptet Home Staging.
Home Staging: Sådan kan man sætte turbo på salget af en bolig uden omkostninger for ejer!
Home Staging – før og efter
Home Staging blev kendt i Frankrig i 2008 i forbindelse med TV-udsendelsen « Maison à vendre » (Hus til salg), der blev vis på kanalen M6. Siden har franskmændene fået den opfattelse, at Home Staging er lig med dyre håndværkerregninger, som skal betales af sælger og ejer, der absolut ingen lyst har til investere for at sælge, da investering ikke er ensbetydende med at kunne sælge til en højere pris. Men er dette nu også den skinbarlige sandhed?
Lad os lige kort ridse op, hvad Home Staging reelt dækker over: Home Staging er en form for iscenesættelse af din bolig, så den skiller sig ud fra konkurrentens, uden håndværksmæssig investering. Den tilførte merværdi skal få den potentielle køber til at falde for din bolig og give ham lyst til at købe og eje den.
« Blandt en række boliger med tilsvarende egenskaber vil den bolig, der præsenterer sig bedst, den bolig, hvori man oplever rum, volumen, lys eller stemning og atmosfære, få størst succes. Køber vælger altid den bolig, hvori han straks føler sig hjemme og godt tilpas», forklarer Francky Boisseau, medstifter af netværket Home-Staging Experts.
Home Staging: Professionel ydelse – eller gør-det-selv? Når man besøger et hus eller en lejlighed, har man ofte svært ved at se sig selv i boligen: Dekoration og indretning falder ikke i ens smag, møblerne ”forurener” rummet, eller familiebillederne virker invaderende … Home Staging eller « boligiscenesættelse » har til formål at fjerne disse forhindringer. Når Home Staging udføres af professionelle, sørger disse for, at rummene fremstår neutralt og sobert, så de tiltaler og passer til de fleste mennesker. Dette gøres ved at afpersonalisere, afmøblere og forenkle rummenes møblement og dekoration og, i visse situationer, ved at foretage enkelte reparationer.
Med Home Staging siger du med andre ord farvel til personlig stil i din bolig!
« Under en fremvisning skal køber ikke komme hjem til dig, men potentielt komme hjem til sig selv ! », understreger Francky Boisseau.
Tager man i betragtning, at 95% af de potentielle købere udvælger de boliger, de ønsker at besigtige, ud fra fotos, og at 90% af handlerne sker, fordi køber forelsker sig i boligen, bør man ikke undervurdere effekten af en sober og stilren dekoration og indretning. Det vurderes i øvrigt, at 90% af boligerne gennemsnitligt ville blive solgt på under 60 dage ved hjælp af Home Staging, mod 127 dage uden brug af denne ydelse.
Home Staging skulle således være VEJEN til et hurtigt boligsalg. Men på trods heraf synes franskmændene endnu ikke være overbeviste. På følgende spørgsmål: « Er du parat til at gøre brug af « Home Staging » for at maksimere chancen for at sælge eller udleje din bolig ? » – som den 2. største hjemmeside for gratis boligannoncer i Frankrig, Vivastreet.com, har stillet sine brugere, svarer 81% af de adspurgte faktisk « nej ».
Kunne den manglende interesse for Home Staging ikke skyldes de omkostninger, der er forbundet med denne ydelse ? Francky Boisseau afviser denne antagelse: « En komplet Home Staging ydelse, der omfatter opfølgning, udlån af møblement med tilbehør, indretning og skabelse af atmosfære samt professionel fotografering, beløber sig til omkring 1.800 euros ekskl. fransk moms for en 2/3 værelses bolig. Desuden kan man jo også selv stå for Home Staging af ens bolig, uden professionel assistance, og skabe plads ved at forenkle møblementet, skabe volumen ved at male vægge eller foretage enkelte småreparationer ».
Thierry Langlois, ejendomsdirektør i Vivastreet, mener dog, at omkostningerne fortsat udgør den største hindringen for udbredelsen af Home Staging : « Der er stadig tale om en forholdsvis ny og stærkt tv-mediatiseret praksis i Frankrig. Denne praksis synes endnu ikke at være nået ud til den brede befolkning. Home Staging kræver nødvendigvis et minimum af tid og penge fra sælgers side og opfattes fortsat blot en « détail » i mange ejeres bevidsthed. Resultaterne er endnu ikke entydigt dokumenteret. Modsat den gængse opfattelse er det dog slet ikke så let selv at gå i kast med Home Staging, hvis man er uden erfaring i denne kunst. »
Home Staging: Ejendomsmæglers ydelse
Home Staging er også en ydelse, som ofte varetages af ejendomsmægleren og indgår i honoraret. Det er faktisk en ydelse, som ejerne kan forvente af en ejendomsmægler, idet mægleren forpligter sig til at tage alle midler og handlinger i brug for at nå sit mål: salg på de bedste betingelser med hensyn til tid og pris. For ejendomsmæglerne tilfører denne ydelse en stærk merværdi til de eksklusive formidlingsaftaler med eneret på salg af en bolig, set i forhold til konkurrencen. Salgene sker hurtigere, er mere rentable og forbedrer dermed mæglerens image.
« Home Staging har således til formål at mindske liggetiden og sælge boligen hurtigere ved at skabe sympati hos potentielle købere. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at Home Staging ikke gør det muligt at sælge boligen til en højere pris end markedsprisen, men blot at maksimere chancerne for at finde en køber », konkluderer Thierry Langlois.
Vi har i rækken af vinartikler udforsket kendte, franske vindistrikter, hvor vi har berettet om alle de mange fortrinlige vine, der produceres på de forskellige egne, deres kvaliteter, historie, kulturarv m.m. Men i langt de fleste tilfælde har vi omtalt og privilegeret omtale og bedømmelse af rødvine og deres pendant, hvidvinsudgaverne, inklusive de mousserende af slagsen – og, set i bakspejlet, negligeret roséudgaverne! Altså et tilfælde af det, som man i videnskab gerne refererer til som ’bias’, og helst vil undgå. Rød og hvid har altså skygget.
FOTO: Hvad er mere sydfransk end et glas køligt rosé på terrassen med udsigt til Middelhavet …?
Måske skyldes denne negligering de autoritative vinkilder, vi har benyttet os af, som ligeledes synes at negligere roséudgaverne. Eller måske er det vores egen skyld, manglende nysgerrighed og kritisk sans? Det vil vi råde bod på her med denne korte, men rosé fokuserede artikel.
Rosévin i tal
Rosévinens popularitet har været stigende i de senere år (Baudoin 2023). Frankrig er, målt i værdi, verdens største roséproducent næst efter Spanien. Verdensproduktionen af rosé antages til at ligge på omkring de 24 millioner hektoliter årligt, eller 10% af den samlede vinproduktion. Ifølge Observatoire Mondial du Rosés nyeste rapport (OMR 2023) udmærker Frankrig sig ved at ligge i top på alle de kvantitative parametre: største producent, eksportør, importør – og forbruger af rosévin.
Regionen Provence er Frankrigs største producent af rosévine. I 2022 blev der produceret 157 millioner flasker, hvilket er 38% af Frankrigs samlede produktion og 4,2% af verdens produktion.
Rosévinens essens og image – lidt vinpsykologi
Hverken rød eller hvid, men farvemæssigt ind imellem, er rosévin på en eller anden måde indbegrebet af idéen om en hybridvin, der generelt lider under et lidt undertippet image, ikke kun i Danmark, men også i Frankrig. Rosé er bare ikke så fint, den er ikke nær som fornem som de røde og hvide af slagsen.
Rosé anses gerne i begge lande (og givetvis andre steder i verden) for at være den prototypiske, ukomplicerede sommervin, der bør serveres køligt (endda med isterninger!), og gerne som bag-in-box vin, uden at nogle vil tage anstød heraf. Det ligger i dens ligefremme, ukomplicerede og festlige natur. Det er den såkaldte typiske ’terrassevin’, som kan nydes uforpligtende i hverdagen såvel som i festlige sammenhænge. Med andre ord: en ægte livsstilsvin.
I Sydfrankrig er det fx den vin, der typisk vil blive skænket til grillmad – les grillades – når merguez-pølserne og lammekoteletterne med timian og rosmarin skal vendes på grillen, og vinen, der indtages på en varm sommerdag til en uforpligtende aperitifsammenkomst eller til en let frokost ude i haven, på terrassen, eller nede ved stranden. Altså en folkelig, glad og ukompliceret vin. Når vi skal have det ekstra godt socialt, kan rød- og hvidvin måske godt pakke sammen!? Her bliver rosé fremherskende pga. dens påståede ligefremhed. Men det koster som sagt på imagekontoen.
Genremæssigt er det nemlig som om rødvin til stadighed gerne vil fremstå som vinens magtfulde konge, hvor hvidvin så gerne vil søge at fremstå som dens lige så magtfulde, forførende dronning. Rosévin til gengæld nyder ikke nær så stor anseelse. Den mangler autoritet. Fører vi den royale analogi videre, kan vi måske se rosévinen som vinprinsen eller -prinsessen, som blot venter tålmodigt i baggrunden på at overtage tronen?
Sagt på en anden måde: rosévinen – herunder og især fransk rosévin – er offer for sin egen popularitet. Hvorimod den i virkelighed fortjener langt større anerkendelse for sin nuancerede måde at være vin på, fuld af stærke subtile og sanselige oplevelser.
Der er dog et område i Frankrig, hvor vinens hierarki tipper til fordel for rosévinene, og det er Provence. For Provence er rosévinenes slaraffenland. Her kan vi lære rosévinens sande natur at kende og nyde den til fulde. For den fortjener som sagt langt større anerkendelse og indlevelse.
Om at lave (god!) rosé – en særdeles vanskelig opgave uagtet metode
Inden vi besøger Provence og dens fornemme roséproduktion, skal vi lige ridse op, hvad rosévin egentlig er for en størrelse (CIVP 2023). Hvordan laver man rosé?
Det skal fra starten af slås fast, at af samtlige vinifikationsprocesser er rosévinifikation givetvis den sværeste og mest udfordrende, hvilket allerede afslører vores mål her, nemlig: på denne baggrund, med vores kritiske sans i behold, at anerkende rosévinene som ligeværdige partnere med de røde og de hvide. Altså at flytte rosévinenes image fra simpel aperitif og terrassevin til en kompleks, sensorisk kreation – en oplevelsesvin.
Der er grundlæggende to metoder at lave rosévin på.
Den første metode er den såkaldte ”pellikulære maceration” metode, som er meget lig rødvinfremstilling. Høsten af de røde druer kommer i kar op til 24 timer før gæring, så druerne frigiver frugtkød, skind (pellicula), sten og saft, hvorved farvepigmenter og aromaer fra skindet afgives til mosten. Mosten presses efterfølgende for at fraseparere masken og gæres ved lav temperatur for at skåne aromaerne.
En variant er ”saignée” metoden, idet ordet ”saignée” egentlig betyder åreladning (historien vil i øvrigt vide, i parentes bemærket, at helt tilbage i antikken, på Hippokrates’ tid – og helt frem til 1700-tallet, hvor lægegerningen byggede på 4-humors-teorien – også kaldet humoralpatologi – var ”saignée” en udbredt behandlingsmetode, som dog oftest resulterede i, at patienten blev yderligere afsvækket!). Det gælder dog ikke her, hvor metoden vinmæssigt giver særdeles god mening.
Kort fortalt fremstilles ”Rosé de saignée” ved nogle få timers maceration, typisk 6 til 48 timer, og ved aftapning af en del af mosten fra et kar, hvori mosten egentlig vinificeres som rødvin. Dernæst fortsætter vinificeringen af den aftappede most separat i et andet kar. Mosten vil derved have opnået sin karakteristiske roséfarve. Kunsten består selvsagt i at aftappe på det helt rigtige tidspunkt, for derved at afpasse og harmonisere både farve og smagsparametre.
Den anden metode er ”pressurage direct” – eller direkte presning, i stil med hvidvinsfremstilling. Metoden går ud på at presse druerne ganske langsomt enten med stilk eller afstilket straks efter høsten. Mosten kommer så i kar, hvorefter gæringen kan starte. Sådanne pressurés rosévine vil opnå en klarere og lysere, laksefarvet farve end macération rosévine.
Dertil skal nævnes en særlig metode, i stil med legenden om rosé som en blanding af røde og hvide vine, som ikke bruges i Provence, men mærkværdigt nok kun må bruges i Champagne, hvor hvid- og rødvin netop blandes sammen!! Der er tale om den såkaldte ”rosé d’assemblage” metode, der går ud på at tilsætte rødvin, fx fra Pinot noir eller Pinot meunier druer, til den hvide vin, der skal blive til Champagne, hvorved man får friske, svagt roséfarvede vine, i modsætning til saignée champagnevine, hvor både farve og smagsnuancer bliver mere intense.
Efter macération eller pressurage direct følger alle de øvrige vigtige vinifikationsfaser, der alle kræver stor indsigt i styring af processerne: débourbage (klaring af den ugærede most typisk ved dekantering), fermentation (gæring, både alkoholisk og malokatisk), élevage (lagring), décuvage (aftapning af vinen og maskseparation).
Ideelt klemt ind mellem hav og bjerge
Ideelt klemt ind mellem Middelhavet og Alperne kan den franske region Provence fremmønstre 3 forskellige Appellations d’Origine Protégées (AOP) : Côtes de Provence, Côteaux d’Aix en Provence, og Côteaux Varois de Provence, og dertil lokale, komplementære appellationer.
Det dyrkede areal udgør 27.700 hektarer, der fordeler sig på 3 departementer. Vinen produceres af 560 producenter (selvstændige producenter, som er flest, og dertil kooperativer og vinhuse), der tilsammen producerer mellem 1,2 og 1,3 millioner hektoliter, svarende til 180 millioner flasker, hvoraf de 90% er rosé. Salget fordeler sig med 41% til eksport, 34% til vinhandlere, og 25% til detailhandlen (supermarkeder, discountkæder m.fl.).
Ideelle jordbunds- og klimaforhold
Områdets undergrund udmærker sig ved to typer geologiske processer, der har generet to typer undergrund og jordbundsforhold, kalkagtige og krystallinske, og med meget lidt humus grundet den sparsomme vegetation, der mest består af kratbevoksning. Hvor jordbundsforholdene ikke er særlig frugtbare, er de dog veldrænede og derved særdeles velegnet til vinplanten, som er en middelhavsplante par excellence, der ikke bryder sig om al for megen fugtighed.
Klimamæssigt er Provence også velsignet, idet klimaet passer perfekt til produktion af vin: solrigt, tørt og varmt med henved 2800 solskinstimer årligt. Vinden blæser fra mange retninger, hvor nordenvinden Mistralen nok er den mest kendte. Det er en kraftig, tør vind, der ikke blot kan afkøle vinmarkerne, men også beskytter planten mod alle de plantesygdomme, som uvilkårligt kommer med for høj luftfugtighed.
Kombinationen af en række karakterfyldte druer med lokale repræsentanter
Der dyrkes en lang række druer til fremstilling af de hvide udgaver af Provence-vinene, bl.a. Rolle, Ugni blanc, Clairette, Sémillon, Grenache blanc og bourboulenc, som er en lokal druesort, men vi vil her selvsagt rette fokus på de mest udbredte røde druer, der indgår i produktionen af rosévinene (og naturligvis af de røde udgaver af Provence-vinene), og kort beskrive deres respektive karakter.
De røde druer omfatter:
Grenache, som oprindeligt stammer fra Spanien. Grenache tilfører kraft og saft til vinen og tilføjer elegante toner af røde frugter;
Cinsault, som er en ægte Provence-drue, bidrager med friskhed og frugt og etablerer en afdæmpende harmoni som modspil til de mere bastante druer;
Syrah sikrer robuste vine med god farve. Syrah er desuden kendt for sine lidt aggressive taniner, når vinen stadig er ung, men gør det så til gengæld muligt for vinen at udvikle sig over tid, hvor aromaerne vil afsløre tydelige nuancer af vanilje, tobak og syltede frugter;
Mourvèdre giver kontante, velstrukturerede vine, og tilfører aromaer af violer og brombær. Får vinen lov til at udvikle sig på flasken, vil den frembringe toner af krydderier, så som peber og kanel. Mourvèdre anvendes i øvrigt oftest i kombination med grenache og syrah, som vi fx kender det fra produktionen af de typiske Languedoc og Rhône-vine;
Tibouren er den lokale Provence-drue, der faktisk kun findes i Var-departement. Den er garant for frembringelsen af elegante og delikate vine, og frembyder en fin, kompleks næse. Det er også favoritdruen i kombinationen med andre Provence-druer;
Carignan er kendt som den nøjsomme drue, der kan finde sig til rette med fattige, ugunstige jordbundsforhold. Den var en gang meget udbredt i hele Provence, men er nu gået tilbage, skønt den fint kan kombineres med andre druer, hvor den vil bidrage med struktur, farve og fine smagsnuancer af kirsebær og hindbær;
Endelig er der Cabernet-Sauvignon, som er en sjælden drue i Provence, men er kendt for sine på én gang magtfulde og bløde taniner, med duftindtryk af grøn peber, solbær og tobak. I association med Syrah vil den sikre vine med lang levetid og stort udviklingspotentiale.
Gå nu selv på opdagelse i slaraffenlandet – og vælg din favorit!
Det vil føre for vidt i disse spalter at gennemgå alle de regionale appellationer én for én, herunder også de særlige lokale varianter af disse appellationer, så som Côtes de Provence Fréjus, Côtes de Provence La Londe, Côtes de Provence Pierrefeu, Côtes de Provence Notre Dame des Anges m.fl. Det er dog hævet over enhver tvivl, at de alle frembyder et væld af unikke, sensorielle profiler og oplevelser. Det gælder ikke mindst for de ofte meget poetiske, sarte visuelle indtryk. Provence-rosévinenes omfattende farvepalet åbner nemlig op for en fascinerende variation af farvenuancer, intensitet, klarhed, glans og lysrefleksioner og rummer i sig selv kimen til et vineventyr, hvori man kan fordybe sig.
Provence er i sandhed rosévinens slaraffenland, en slags eventyrland som ifølge Den Danske Ordbog (DDO 2023), hvis det står til troende, er ”et paradisisk sted, hvor alle muligheder står åbne, og alle ens ønsker går i opfyldelse”!
Vi lader det derfor med sindsro være op til læseren at udforske dette land og finde sin favoritrosé. For rosé fra Provence må ikke bare nydes og tolkes som en umiddelbar, ukompliceret livstilsvin, men som en udsøgt vinkreation, der fortjener dybeste respekt for sin sensuelle mangfoldighed.
Adjektivet ”rosé”, og hermed rosévinen, har som bekendt metonymisk taget navn efter det latinske substantiv rosa, rosenblomsten, der med sine over 100 arter, betegner det arketypiske symbol på kærlighed – kærligheden til hinanden, kærligheden til livet – og fremstår derved som en af nøglerne til et lille stykke slaraffenland hernede på jorden, hvilket ikke er så ringe endda …!
____________
FORFATTER Indlæg v/Patrick Leroyer, ph-d. i fransk og leksikografi – DK-France
KILDER Baudoin, Jérôme (2023). Rosé: la fin de la folle croissance. I : La revue du vin de France, 01.09.2023. Consulté le 16 décembre 2023 sur :
OMR (2023) = Observatoire mondial du rosé (2023). Parution du nouveau rapport de l’observatoire mondial du rosé. la France consolide son leadership mondial. Consulté le 16 décembre 2023 sur :
2023 har budt på flere eksistentielle forandringer hos os! En af dem var salget af vores 150 år gamle velholdte karakterbyhus i den historiske del af Nîmes – og det samtidige køb, om end i omvendt rækkefølge, af et misligholdt fiskerhus med udsigt til Middelhavet i Marseilles bohemebydel. To komplekse beslutninger – trods diverse moderne teknologiske kommunikationsmidler og beherskelse af det franske sprog, når koordineringen skal ske over en afstand på 2000 km!
FOTO: Byområdet la Madrague og le Mont Rose i Marseilles 8. arrondissement med udsigt til Middelhavet.
I denne artikel vil jeg kort beskrive vores personlige oplevelse af hussalget i Nîmes og huskøbet i Marseille.
Fra byhus …
Beslutningen om at sælge vores byhus i Nîmes (fotoet) er i høj grad foranlediget af vores søn. Efter at have været ejer siden 2002, dvs. i 21 år, er det da også en beslutning, der kræver en vis overvejelse.
Specielt når man har renoveret og vedligeholdt byhuset og faktisk er super glad for at holde ferie i huset, kender naboerne, byen, omgivelserne osv. Men måske netop derfor kan det også være godt med lidt forandring!?
Vores søn har efter studentereksamen arbejdet 5 år i Marseille og faldt for naturen, havet med strandene, bjergene og den multikulturelle storby, der enten fascinerer eller frastøder. Han har venner og føler sig hjemme i Marseille, der kun ligger 3 timers rejse med højhastighedstog fra Paris, hvor han til daglig bor og arbejder.
Det er her, han kunne forestille sig et ’sommerhus’. Ikke i Nîmes. Da forandring fryder, valgte vi derfor, samstemmende, at skifte Nîmes ud med Marseille.
Hussalget i Nîmes startede i efteråret 2022. Vi inviterede 4 hhv. lokale og internationale mæglere til at vurdere huset. Den 4. blev desværre syg, så kun 3 af mæglerne kom med deres vurdering i efteråret. De var alle 3 skuffende! Ikke kun i forhold til prisen, men også til selve tilgangen til salget af vores velholdte hus, der senest havde fået nyt tag, ny facadedør og facaderenovering, …
Den ene af mæglerne havde vurderet huset i 2018, inden ovennævnte renoveringer. Hans vurderingspris havde næppe ændret sig! Det gik op for min mand og mig, at det for dem i høj grad blot handlede om at sælge hurtigst muligt, helst til en investor, fx med henblik på udlejning til studerende, for ikke at risikere at miste salget efter 3 måneder. Den prosaiske udformning af beskrivelsen havde ikke den store betydning, billedkvaliteten var heller ikke så vigtig. De så ikke mulighederne, og slet ikke de målgrupper, vi ønskede at tiltrække.
I foråret 2023 inviterede vi derfor den 4. mægler. Her var kemien straks en anden. Måske var hun – og vi selv – også klædt bedre på. Hun havde forinden modtaget vores beskrivelse af huset, fordele ved beliggenhed, intenderede målgrupper, muligheder osv. Hun var fornuftig og velovervejet i sin prisfastsættelse, der lå over de øvrige mæglere – faktisk var der en forskel på 50.000 EUR fra den laveste til hendes vurdering! I det hele taget var hun empatisk, forstående og langt mindre selvcentreret i sin tilgang til det at sælge noget af andre menneskers sjæl: deres bolig!
Det endte med at blive denne mægler, som fik huset til salg. 5 dage efter at salgsannoncen var offentliggjort, var købsaftalen underskrevet af en lokal beboer, der arbejdede i Paris, 3 timer borte med højhastighedstog, og ønskede boligen som sekundær bolig, da hans nærmeste familie, bl.a. hans mor, boede i Nîmes, faktisk i samme gade!
Når man, som i vores tilfælde, ikke har været ejer af en sekundær bolig i minimum 30 år, skal man betale fransk avanceskat (impôt sur la plus-value) til det franske skattevæsen, med fradrag af alle udgifter til renovering, herunder særligt energirenovering. Derudover skal man som ejer/sælger betale fransk beboelsesskat (taxe d’habitation) for hele året, mens fransk ejendomsskat (taxe foncière) betales prorata af sælger og køber.
Skødet blev underskrevet online i starten af august, via fuldmagt til notaren. Hermed var handlen en realitet, og Nîmes var et afsluttet kapitel!
… til fiskerhus
Vi havde egentlig længe, også langt før vi satte huset i Nîmes til salg, studeret boligmarkedet i Marseille. Specielt havde de arrondissementer, der lå ud til kysten, vores interesse (1., 2., 7. og 8.). Vores tanke var, at såfremt byhuset i Nîmes skulle skiftes ud med en bolig i Marseille, så skulle det kunne ses: der skulle være havudsigt! Vi var omkring rigtig mange muligheder og drømme.
Fra ejerlejlighed til ferielejlighed over slotsferiebolig til mindre huse, som i øvrigt var sjældne og sjældent inden for budgettet, når vi taler havudsigt.
Men så en dag faldt vi over fiskerhuset i Marseilles 8. arrondissement (fotoet). Eller rettere udsigten, indretningen (3 værelser, 50 m2, terrasse og havudsigt), beliggende 5 minutters gang fra stranden og fra Natur- og nationalparken, Parc national des Calanques. Prisen var måske lidt i overkanten af budgettet, der skulle også investeres i renovering, herunder nye el-installationer.
Men billederne, der som sædvanligt ikke var noget at råbe hurra for, gav et ok indtryk af standen. Og grundig rengøring gør jo altid underværker, siger erfaringen.
Vi var denne gang 3 købere, med aftalt prorata ejerskab, og besluttede at afgive bud. Hvor mange procent skulle vi forlange uden at virke ublu og useriøse? Det tog os lidt tid at blive enige, men det lykkedes, og buddet blev sendt afsted. Næste dag var det accepteret!
Købsprocessen var startet. Lidt overrumplet måske over for den nye realitet, der tegnede sig, men også super glade, begyndte vi så rejsen sammen med mægler og notar mod køb af huset. Vores søn tog et par dage efter til Marseille, besigtigede og filmede huset og omgivelserne.
Begejstringen blev ikke mindre. Inden han tog hjem havde han underskrevet købsaftalen med fuldmagt fra os. Herefter startede notarens arbejde med indsamling af nødvendige dokumenter osv. Vi på vores side overførte udbetaling mv. til notaren og forberedte betaling af den endelige købesum. Samtidig fik vi kontakt til en bygmester, som vores søn kendte gennem sine venner i Marseille.
Da skødet i midten af juni blev underskrevet, dels af vores søn, der igen fra taget fra Paris til Marseille, og af os online via fuldmagt, var handlen en realitet: Vi var nu pludselig ejere, for en kort periode, af 2 sekundære boliger i Sydfrankrig – dog velvidende på dette tidspunkt, at en køber var fundet til ejendommen i Nîmes!
Herefter startede en ny fase af ejerskabet af fiskerhuset: renovering. Denne fase er foregået dels inden vores flytning fra Nîmes til Marseille, som fandt sted midt i juli, dels efter indflytningen i tæt koordination med bygmesteren, der har styret alle håndværkere og har opfyldt stort set alle vores ønsker, dog ikke uden at være kritisk og give råd – og lave løsninger om med et smil! Fx er det ham, vi kan takke den hvide facade for, vi havde nemlig blot tænkt os at holde fast i den oprindelige gulbeige farve, som de fleste andre huse i kvarteret er malet i. Den hvide facade giver huset et mere eksklusivt look, der passer perfekt til stilen.
Vi er alle rigtig glade for den forandring, vores ejendomstransaktioner har ført med sig, og min mand og jeg glæder os vildt til vores næste ophold i fiskerhuset og det fantastiske bohemekvarter, huset ligger i, allerede i januar 2024!
FOTO: Aftenudsigten til Middelhavet fra fiskerhusets terrassen …
OBS! Marseille er i 2024 vært for bl.a. de 12 dages olympiske sejlkonkurrencer fra den 28. juli til den 8. august. En bemærkelsesværdig ting ved de olympiske konkurrencer er, at konkurrenterne kæmper på identiske fartøjer, hvilket gør det til en ekstraordinær præstation at sejre! Fiskerhuset udlejes til interesserede under denne begivenhed!
____________
FORFATTER Indlæg v/Liselotte Kruse, oversætter, underviser, kommunikatør og ordbogsredaktør, formidler af sydfranske ferieboliger – DK-France
Vi har i en serie af artikler haft glæden af at guide læseren gennem en lang række franske vindistrikter fra nord til syd og fra vest til øst, men har endnu ikke udforsket dem alle. Vi mangler stadig vine fra Jura, Savoie, Korsika, Pyrenæerne, Garonne, Auvergne, Provence med flere.
Frem for alt mangler vi at besøge det om nogen mest emblematiske af alle vindistrikter, Bordeaux, der alene kan mønstre 67 appellations contrôlées (AOC) ud af de 375 AOC’er, som Frankrig tilsammen er god for (tallene varierer en del, men disse er fra Vitisphère (2023) og stammer fra det franske, nationale institut INAO, der fører tilsyn med AOC-lovgivningen).
Vinmarkerne omkring vinferieslottet Château Les Carrasses
Bordeaux-distriktet er dog ret så komplekst, fordi det er sammensat af flere forskellige distrikter, og vi har derfor valgt – måske nok også fordi det at gå i gang med et sådant skriveprojekt kan virke lidt uoverskueligt – at vente lidt endnu. I stedet vil vi berette om noget lidt andet, som egentlig er det, der har motiveret og styret vores vinudforskning og vinskrivning hidtil, nemlig vores fokus på vinord, vinnavne og vinordbøger. Disse omfavner vinegnsbeskrivelser, vinhistoriske beretninger, vinkulturelle fortællinger, vintekniske forklaringer, vinlovgivning, vinøkonomi og -handel, og ikke mindst vinsmagningsanmeldelser med alle de oplevelser og drømme, som vin er i stand til at skabe og fostre.
Bordeaux …
Ordet Bordeaux er et fint sted at starte, for Bordeaux er et navn, vi på dansk kalder for et egennavn, eller på latin et proprium, som i Den Danske Ordbog (2023) defineres, som følger:
substantiv, som udpeger og benævner en bestemt person eller genstand, et bestemt sted el.lign. fx Hanne, Ford, Tivoli eller Antikken (DDO 2023)
Proprier adskiller sig hermed fra de såkaldte appellativer, som er alle de andre ord, der skrives med småt og ”beskriver levende væsener, genstande, aktiviteter, begreber el.lign. ved at henføre dem til en bestemt klasse med fælles egenskaber” (DDO 2023). Proprier, som skrives med stort, både udpeger og benævner noget helt bestemt, de har et unikt navn og udgør en eksklusiv kategori helt for sig selv.
Bordeaux … og bordeaux
Det sjove er, at vi med Bordeaux har to udpegninger og to benævnelser på én gang, to kategorier, en by og et vindistrikt. Det er konteksten, kommunikationssituationen, der vil afgøre, om vi refererer til den ene eller til den anden kategori. Her er de to definitioner, begge fra Wikipedia (2023):
Bordeaux er en storby i det sydvestlige Frankrig. Den er administrativ hovedby (præfektur) for departementet Gironde og hovedstad for den administrative region Nouvelle-Aquitaine
Bordeaux er et vindistrikt i Frankrig, hvor der årligt produceres 700 millioner flasker vin heraf 80% rødvin
Men ikke nok med det, for ordet bordeaux har også status af substantiv, og har to særskilte betydninger. Her er begge definitioner fra DDO (2023):
Bordeaux: dyb rød farve med en brunlig tone, som rødvin
Bordeaux: substantiv, fælleskøn, vin fra Bordeaux-området
Det er i denne forbindelse interessant at notere sig, at farven rød, her i sin dybrøde, lidt brunlige udgave, netop peger på noget andet end sig selv som farvekategori, nemlig på en type vin. Det gør i øvrigt alle farver, der gennem deres definitioner gerne peger på andre entiteter ude i verden. Rød defineres som ”med farve som fx blod eller en moden tomat” (DDO, 2023), hvor gul defineres ”med farve som fx en moden citron eller blommen i et æg”. Denne henvisning gør det unægtelig nemmere at begribe farven end blot en fysisk definition af rød som en farve, der ”omfatter farvenuancerne efter orange i den yderste, langbølgede ende af det synlige lys, dvs. nuancer med en bølgelængde mellem 630 og 750 nanometer” (DDO 2023).
Henvisningsfænomener i vinverdenen
Når vi bestræber os på at beskrive vin og skal forsøge at ramme dens unikke farve, vil vi således uvilkårligt pege på ting i verden, der besidder den farve, vi mener at kunne indfange for bedre at beskrive den og formidle vores visuelle indtryk, så de kan deles: kirsebærrød, rubinrød, halmgul, ravgul osv.
Dette henvisningsfænomen er endnu mere udpræget og tankevækkende, når vi taler om vinens duft eller aroma. For her mangler vores sprog ganske enkelt benævnelser for disse: dufte (og lugte) har nemlig ingen navne! (Kleiber, 2012). Hvad gør vi så? Jo, vi bruger bare navnet på kilden, hvorfra denne duft eller lugt stammer. Vi henviser så til duft af citron, af æble, af nellike, af brombær, roser, lindetræer, friskslået græs, læder, brændte mandler, skovjordbund efter regn osv. Listen er alenlang, da vores hjernes evne til at registrere, rubricere og genkende dufte er fænomenal. Mængden af duftbenævnelser er dermed uendelig, de sætter alle særlige associationer i gang, og pirrer til vores fantasi.
Bordeaux i et forbrugerperspektiv
Men historien om vinnavne, om deres farve og duft, stopper ikke ved disse kategorier, idet hver enkel vin som bekendt er unik. Derfor bestræber vi os på at indfange og definere dens væsen og væren (eller ontologi) – ved at knytte en lang række sanselige egenskaber (syn, duft, smag, følesans, neurologiske sensationer i ansigt mund og svælg) og tilføje en masse (relevant) viden om den verden, vinen er en del af, og som vi lever midt i.
Hermed får vi fat i det sidste – og måske mest spændende – medlem i familien af Bordeaux-navne: navnet som AOC, navnet som et bestemt produkt eller varemærke, som et specifikt domæne, en terroir, et vinhus, en særlig årgang, en særlig flaske – hvor navnet åbner op for en lang række tilknyttede egenskaber og fortællinger, med fx priser og anerkendelser, vurdering af forholdet mellem pris og kvalitet, råd til de bedste madassociationer og meget mere.
Nedenstående eksempel er karakteristik for den sidste, uudtømmelige dimension i Bordeaux-navnet, det er AOC-dimensionen, produktnavnet, dvs. forbrugsperspektivet. Det er en meningsgivende beretning om vores konstant foranderlige verden, som leksikografer (der beskæftiger sig med ordbøger i teori og praksis) kalder for den kulturelle og encyklopædiske dimension. Det fulde, sammensatte navn som unikt medlem af klassen kan eksempelvis være:
Bordeaux som produktnavn: « Vin Rouge AOP Bordeaux Château Haut Bascla 2018 »
Prisvindende Bordeaux fra Château Haut Bascla – fantastisk raffineret med modne tanniner og flot frugt. Et exceptionelt glas for pengene. Lavet på 80% Merlot og 20% Cabernet Sauvignon, dyrket og certificeret som bæredygtigt. Kompleks og fløjlsblød med noter af mørke brombær og blommer og let krydrede undernoter fra fad. Har vundet guld i Paris og mange andre medalje med tidligere årgange. Går perfekt til gryderetter, grillretter og en god bøf.
Kilde: Vin med mere.dk – Château Haut Bascla Bordeaux rouge 2018
Vinviden og vinordbøger
Vi vil slutte med at vende tilbage til ordbøger, som vi lige har omtalt. Vin er et privilegeret genstandsfelt for mange typer ordbøger, der beskriver viden om vin, vinhistorie, vin i kunst og litteratur, vinteknik, vinsprog etc. Udover ordbøger har vi også vinencyklopædier, vinleksika, vinglossarer, ordlister, datablade … Vi har vinguides, vinhåndbøger, vinplatforme, vinapplikationer, vinfora og vinblogs, som i stor udtrækning faktisk fungerer, som ordbøger nu gør. Vi kan slå op i dem for at øge vores viden om vin, for at få hjælp til at forstå vintekster eller tale om vin, eller få hjælp og vejledning til at handle vin og nyde den bedst muligt.
Og mere til: det forunderlige er, at vi alle bliver, eller kan blive leksikografer (ordbogsforfatter), når vi poster om vin, når vi anmelder vin på disse fora m.fl., og når vi deler vores vinviden og vores vinoplevelser i vores netværk. Vi er med til at udpege og selektere vine, beskrive dem, tildele dem egenskaber, kvalificere dem og først og fremmest indeksere dem, så alle andre, der interesser sig for vin, nemt kan få fat i dem, ”slå op i dem” så at sige, og få adgang til dem. Det samme gør alle vinfirmaer, der sælger deres vin online via deres webshops: vinfællesskaber og handelspladser.
I begyndelsen var ordet
Vinord, vinnavne og vinordbøger er derfor ikke blot abstrakte, lingvistiske eller billedlige tegnsamlinger, der peger, benævner, kategoriserer. De skaber mening om vores vinvirkelighed, vores vinfællesskaber, vores vinviden, vores følelser med at dele og nyde et glas vin, vores subjektive vinoplevelser. De skaber mening ved unikke associative fortællinger. De bygger vores vinkultur op og befolker i rigt mål vores drømme og fantasier, som alle vi vinelskere efterfølgende så glædeligt deler med hinanden. Ord- og vin-geek har man da lov at være, det giver nemlig mening.
____________
FORFATTER Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France
KILDER
Kleiber, Georges (2012). De la dénomination à la désignation : le paradoxe ontologico-dénominatif des odeurs. Dans Langue française 2012/2 (n°174), p. 45-58.
DDO (2023) = Den Danske Ordbog. Moderne dansk sprog. København: DSL. https://ordnet.dk/ddo [set 3. marts 2023]
Af Liselotte Kruse, DK-France, på basis af interview med Gérard Korrel, den 9. december 2022
Som franskunderviser og indehaver af kommunikationsbureauet DK-France møder jeg en masse spændende mennesker i næsten alle aldre med hver deres unikke personlighed, historie – og drøm. En af dem er Gérard Korrel. Han er hollænder, har stiftet familie, boet og arbejdet som fysioterapeut i Danmark i 34 år, men havde en drøm, som han også havde modet til at realisere. Det skete i 2021: Sammen med sin kone Karen solgte han alt i Danmark og startede et nyt liv i Dordogne.
Et år efter at have forladt Danmark, fået job og have boet i hele 5 lejede boliger i Dordogne, står Gérard Korrel og hans kone Karen i dag, fredag den 9. december 2022, med nøglen til deres franske drømmehus og dermed som ejere af en fransk ejendom. Den modige og eventyrlige rejse fra Holland over Danmark til Frankrig fortsætter med at udvikle sig!
FOTO: Gérard og Karen foran Drømmeslottet i Dordogne
Læs i det følgende Gérards beretning om hans franske huseventyr:
Hvornår og hvorfor besluttede du og Karen, at I skulle være ejere af en fransk ejendom?
Inden vi flyttede til Frankrig, havde Karen og jeg på forhånd besluttet os for, at vi ville købe et hus. Vi ønskede vores eget hus, en base, som vi kunne forme, som vi ville. Efter at have boet et lille års tid her i Frankrig blev vi kun styrket i denne tanke. Vi har boet 5 forskellige steder inden for et år, og det har blandt andet medført, at vi har mødt mange mennesker, som alle har været meget behjælpsomme.
Huset skulle gerne købes kontant. Ikke mindst som udlænding i Frankrig er det omstændeligt at købe hus med realkreditlån fra en fransk bank, da dette kræver, at man dels har fast arbejde, dels får en revisorpåtegning. Danske banker er heller ikke så villige til at yde lån. Og særligt i disse tider ser hussælger også helst, at folk har kontanter, da købsprocessen ellers kan blive rigtig lang for sælger.
Hvilke kriterier stillede I op for jeres hus? Hvad var det vigtigste for jer?
Et kriterium var fx, at der skulle være en have med mulighed for eventuel pool (piscine). Der måtte gerne være udsigt. Der skulle være flere værelser, så familien kan komme på besøg. Huset skulle ligge tæt på mit arbejde (5 minutter på cykel/i bil) – og vigtigst af alt: Det skulle være et hus med sjæl!
Vi vil udleve en drøm her i Dordogne, og det ville en moderne bungalow slet ikke kunne leve op til.
Hvordan vidste I, at i havde fundet jeres drømmehus?
Efter at have set og besigtiget ca. 50 huse havde vi fået indkredset, hvad vi ønskede. Og præcis dette herskabshus (maison de maître eller maison bourgeoise) havde alt og lidt mere til. Perioden mellem vores afgivelse af tilbud (offre d’achat) og udfærdigelse af skøde (acte authentique de vente), som varede ca. 5 måneder, har vi kørt forbi huset utallige gange. Hver gang følte vi os ekstremt heldige med at have fundet ”huset”.
Huset set fra indkørslen… fra bagsiden… fra forsiden
Hvordan fandt I huset?
Vi fandt drømmehuset efter at have holdt øje med ”Le Bon Coin”, en avis – og en internetportal, hvor både private og ejendomsmæglere sætter ejendomme til salg. Via den ejendomsmægler (agent immobillier), der havde huset til salg, kom vi kontakt med den nu tidligere ejer. Mægleren foreslog os at komme med et købstilbud (offre d’achat), dvs. et bud, som ejeren kan acceptere eller afslå. Hvis ejeren ikke accepterede, ville vi dog stadig have en chance for at få huset, da vi var de første, der havde budt ind. Hvis der var kommet et højere bud, kunne vi have forhøjet vores bud.
I vores tilfælde accepterede den tidligere ejer vores bud, som var 10 % under købsprisen.
Herefter skulle der udfærdiges en købsaftale (compromis de vente): et 37 siders dokument, hvor alle formaliteter i forbindelse med ejendomshandlen bliver beskrevet, herunder identificering af sælger, køber og selve ejendommen, tekniske undersøgelser mm. Efter underskrivelse af købsaftalen var der bl.a. en ‘afkølingsperiode’ (délai de rétractation) på 10 dage, hvor køber har ret til at fortryde købet.
I denne forbindelse skal det bemærkes, at købsaftalen er på fransk, og at fransk lov kræver, at dette dokument bliver oversat, i vores tilfælde til dansk, da min kone ikke taler flydende fransk (dvs. ikke har B2-niveau). Her har DK-France, ved certificeret translatør Liselotte Kruse og Patrick Leroyer, været os meget behjælpelige. Da notaren havde fået alle formaliteter på plads, blev vi indkaldt sammen med sælger til underskrivelse af skødet (acte authentique de vente): et 17 siders dokument, der omfatter formaliteter i forhold til ejendommen, herunder gentagelse af en del af købsaftalens formaliteter vedrørende selve købet – som i øvrigt også skulle oversættes til dansk!
Hvilke aktører var involveret i købsprocessen? Hvem var jeres rådgiver og tillidsperson? Gjorde I brug af advokat?
Blandt involverede aktører i købsprocessen var der, udover ejendomsmægleren, som er på sælgers side, notaren (notaire), en jurist, som er på både sælger og købers side, og som styrer købsprocessen. Som rådgiver inden for de juridiske forhold gjorde vi ikke brug af andre end notaren, dvs. vi havde ingen advokat med ind over. Fx var notaren os til stor hjælp i forbindelse med, at der i vores tilfælde var sket skader på taget efter en haglstorm, som den nu tidligere ejers forsikring skulle dække.
Med hensyn til de byggetekniske forhold fandt vi, gennem vores netværk, en håndværker, der kunne sige god for huset, og via samme netværk fandt vi en elektriker/VVS’er/tømrer.
Var der overraskelser undervejs? Hvis ja, fortæl kort om den (eller de) største.
Den første overraskelse kom inden underskrivelsen af købsaftalen. Det viste sig, nemlig at en 5-7 m bred skrænt (talus) langs huset ikke hørte med til grunden, men stadig tilhørte den tidligere ejer, som i øvrigt bor forenden af vores matrikel. Hans grund ligger ligeledes op af denne skrænt. Efter den opdagelse, var vi naturligvis interesseret i at få købt den del af skrænten, der grænser direkte op til vores grund. Efter at have forhørt sig hos ejeren kunne ejendomsmægleren heldigvis fortælle os, at vi godt kunne få de ca. 2000 m2 med i købet, dvs. uden nogen form for yderligere betaling. Ejeren ville dog have, at jeg skulle stå for betaling af opmåling af grunden, hvilket vist kostede mig ca. 4.500 kr.
Den næste overraskelse kom under underskrivelsen skødet. For at sikre, at sælger og sælgers forsikringsselskab får udbedret skaderne forårsaget af førnævnte haglstorm, besluttede notaren, i forbindelse med underskrivelse af skødet, at holde de penge, det vil koste at udbedre skaderne, tilbage på en konto. Disse penge vil således først blive udbetalt til sælger, når skaderne er blevet udbedret. Her blev den tidligere ejer mildest talt sur. Hans kone kunne dog rette ham lidt ind. Det havde vist sig, at der efter haglstormen var flere skader på huset, end det så ud til ved første øjekast, og den tidligere ejer havde derfor givet et overslag (devis) på skaderne; han havde dog ikke regnet med, at pengene ville blive holdt tilbage!
Kender du husets historie? Hvordan oplever du indretning og stand indendørs og udendørs?
Huset er et såkaldt ’maison de maître’ eller ’maison bourgeoise’ – et herskabshus. Jeg kender ikke til husets historie – andet end at huset har været ejet af ‘det bedre borgerskab’. Vi kender heller ikke byggeåret, hvilket ikke er usædvanligt i Frankrig.
Om ejendommens indretning fortæller Gérard:
Fra hoveddøren kommer man ind i en forholdsvis stor gang, som ender i en stor, lidt herskabelig trappe til første sal. På venstre side af gangen er der adgang til spisestuen (salle à manger), køkkenet (cuisine) samt et badeværelse med toilet (toilettes/salle de bains). På højre side af gangen er der adgang til opholdsstuen (salle de séjour) og kontoret (bureau).
På første sal er der 3 værelser (chambre) og et badeværelse med toilet.
På anden sal kommer man ind på et stort loftrum (comble) med 4 meters loftshøjde.
Der er en stor kælder (cave) under huset, hvor der bl.a. findes en brønd (puit).
Og endelig under kælderens fundament er der yderligere nogle rum, som vi først fik besøgt efter overtagelsen.
Udenfor, foran huset, er der desuden nedgang til en hvælvet kælder (cave voutée) på hele husets længde.
Gérard er klar til besøg under kælderens fundament Karen poserer foran nedgangen til den hvælvede kælder
Fra hoveddøren kommer du ind i en forholdsvis stor gang …
Entrée og gang set mod hoveddøren … fra hoveddøren mod trappen – og trappeopgangen til 1. og 2. sal
Som det fremgik af billederne i salgsannoncen, og som de billeder, vi har taget ved vores overtagelse, bekræfter, var husets indendørs stand mildest talt ikke indbydende! Man fik et ukamufleret indtryk af, at der ikke var blevet ryddet op gennem længere tid. Før besigtigelsen af huset havde ejendomsmægleren advaret os om, at Madame led af samlermani, hvilket vi helt tydelig kunne konstatere.
Stuen …– og et vue ind i Madames samlermani
Til huset hører en park på knap 5000 m2. Det at have en have i franske byer er ikke så almindeligt.
Her skal det bemærkes, at ca. 2000 m2 af grunden er den skrænt (talus), som vi jo endte med at få foræret af den tidligere ejer.
Et udsnit af parken foran huset …– og huset set fra vejen og skrænten
Om husets udendørs stand kunne man konstatere adskillige tegn på manglende vedligeholdelse, blandt andet har et utæt afløb på 2. sal bevirket, at muren har fået kosmetiske vandskader.
Hvad er jeres overordnede plan med huset, her og nu og fremover?
Vi har sat 6 måneder af til renovering af huset, såsom nyt køkken, eftersyn af elektricitet/VVS, maling, afhøvling af gulv o.l. Vi drømmer om at blive boende her. Jeg har 7 år tilbage, til jeg går på pension (67,5 år). Min kone har 7 år længere.
Hvad med sproget?
Mit B2-niveau i fransk har vist sig til at være tilstrækkeligt til at have et job som fysioterapeut på klinik. At vi er kommet til Dordogne eller Perigord, hvor der tales dialekt, har dog budt på visse udfordringer! Min kone har efter et halvt år her i Dordogne fået tilbudt intensiv franskundervisning, og hun vil senere tage en A2- eller B1-eksamen, som forhåbentlig kan resultere i et deltidsjob som børnehavepædagog. Vi er optimistiske!
Som Gérard skrev til mig forleden i januar, i forbindelse med at han sendte mig nogle billeder:
”Det skrider langsomt fremad. Vi husker at nyde, at være tilstede. I går stod jeg i gangen med vue til kontoret med plancher et cheminée à bois. De franske døre stod åben, les volets aussi. Dehors, vue sur l’ancienne gare. Le ciel était bleu, 15 degrés. Hvor fransk kan det blive …
Jeg føler mig lykkelig.”
Glæd dig til en opfølgning på Gérard og Karens rejse om ca. 6 måneder, hvor vi forhåbentlig får lov til at få indblik i transformationen og processen mod realiseringen af drømmeslottet i Dordogne!
___________
LÆS MERE
Læs også det første interview med Gérard Korrel i artiklen fra april 2022:
Oversættelse kan faktisk være en svær nød at knække, selv på trods af både (gode) ordbøger og Google. For oversættelse er nemlig meget mere end hjælpemidler som ordbøger og Google – og selvfølgelig indgående kendskab til kildesprog og målsprog!
Oversættelse muliggør kommunikation mellem forskellige sprogkulturer
Oversættelse – og ikke mindst fagoversættelse – er i høj grad indsigt i og forståelse for kultur, kutymer, genrer, sprogbrug, terminologi, brugssituation, formål, målgruppe … Det er også en målrettet uddannelse i fagoversættelse og ikke mindst en gradvis opbygning af erfaring og specialisering, der betyder, at oversættelse både er et håndværk og en kunstart.
Fx har vi i DK-France netop haft fornøjelsen at oversætte et fransk skøde til dansk. Fransk notarsprog er i sig selv en udfordring at få omsat til et dansk, der giver mening for den menige modtager, men en af de største udfordringer var at finde frem til den for konteksten korrekte gengivelse af termer som ’acte’ og ’signature’.
’signature’ er mindre problematisk, når først man er klar på, at der er tale om jura og ikke marketing, og herefter skal man så blot være obs. på at skelne mellem underskrift, der er resultatet af underskrivelse/ underskrivning, som er selve handlingen at underskrive.
’acte’ er derimod en anderledes komplekst term med flere betydninger, bare inden for den juridiske verden, fx: handling, gerning, virkeliggørelse, manifestation, virksomhed, retshandel, kontrakt, aftale, disposition, akt, dokument, aktstykke, udfærdiget skrivelse, deklaration, attest, akt, parlamentsakt, forordning … og når ’authentique’ er underforstået: skøde, notaroprettet dokument, m.fl.
Og her er det, at oversætterens indsigt i og forståelse for de to sprogkulturer kommer på prøve og udfordres. Derfor er det, at oversættelse er mere end beherskelse af de to sprog, Google og ordbøger. Derfor er det også, at oversættelse, det at ramme den rigtige betydning, gengive denne og give modtageren den rigtige forståelse på korrekt formuleret sprog, er en passionerende proces.
Kvalitet i fagoversættelse er således kendetegnet ved tidskrævende tekstforfatning og research arbejde, der alt sammen i forskellige kontekster bidrager til at sikre tryg samhandel og relationer mellem fremmedsprogede markeder og kulturer.
Det er ligeledes en af grundene til, at vi redaktører på Ordbogens Erhvervs- og Ejendomsordbogenfransk-dansk-fransk har en mission om at gøre et ordbogsoplag brugbart og nyttigt på mikroniveau: altså sikre et så entydigt opslag som muligt, så brugeren eksempelvis får en kontrastiv forklaring på termens anvendelse og et overblik over faglige kontekster for termens forskellige betydninger. Som bruger skal man blot huske på, at en online ordbog aldrig er færdig, men altid på vej! Og konstruktive bidrag fra brugerne til optimering og udvidelse af ordbogen er mere end velkomne. Vores vision er nemlig også at blive brugernes foretrukne! ____________
I rækken af vinture over det ganske franske land er turen nu kommet til en helt særlig fransk vinregion, som fylder rigtig meget i danskernes smag for franske vine, og i deres frankofile forkærlighed for det franske land i det hele taget, nemlig Alsace.
Mange danskere er fortrolige med den yndede franske region Alsace, eller Elsass som vores tyske naboer og venner ynder at omtale den, der strækker sig langs bjergkæden Vogeserne og ligger blot 935 km syd for den danske grænse. Regionen, der starter ved byen Wissembourg i nord og slutter ved Thann i syd, er 120 km lang, mellem 4 og 20 km bred og kan fint nås i bil (gerne med cyklen i traileren!) på én dag. Området er et yderst populært (vin)feriemål, da det er rigt på kultur- og naturskønne oplevelser, maleriske bindingsværkshuse i henrivende landsbyer, stolte europæiske kulturstade som regionshovedstaden Strasbourg og storbyerne Colmar og Mulhouse, og ikke mindst vin og gastronomi i særklasse.
For Alsace-vinene, først og fremmest de hvide og de mousserende, er yderst populære i Danmark, og mange danskere har sågar – i bil eller på cykel – udforsket Alsaces berømte vinrute – den 170 km lange route des vins – og aflagt gentagne besøg hos deres foretrukne, lokale vinproducenter, hvor alle kan finde deres yndlingskvalitetsvin, hvad enten det er en almindelig AOP eller en af de anerkendte, ypperlige grand cru’er. Et enkelt nøgletal kan belyse styrken af dette kærlighedsforhold. Danmark er nemlig, næst efter Belgien, som indtager første plads (med 45.124 hl) og med Tyskland på anden plads (med 28.861 hl), verdens 3. største importør af Alsace-vine med hele 18.249 hektoliter i 2020. Ved udgangen af 2021 er den danske efterspørgsel i øvrigt stærkt stigende, i størrelsesorden 15-40%.
Alsace-vin i tal – en række kvalitetscertificeringer
Alsace-vine optager blot 3,5% af vindyrkningsarealerne i Frankrig, svarende til ca. 15.606 hektarer land fordelte på 119 kommuner. Regionen, der består af de to departementer Haut-Rhin og Bas-Rhin, omsatte for 4,2 milliarder euroer i 2020. Produktionen nåede op på 786.000 hl i 2021, hvoraf de 90% er hvide. Alsace blev i øvrigt hårdt ramt i 2020 under COVID-19 pandemien, hvor produktion faldt med 10%., og hele 12% for Crémant-vinene. Tilbage i 2018 var produktionen helt oppe på 1.200.000 hl.
Udbyttet er ved lov fastsat til 65 hl pr. hektar for AOP-vinene, 70 hl for de mousserende (les Crémants), og 50 hl for grand cru’erne, der naturligvis kæler noget mere for kvaliteten af deres druer. Som følge af faldende omsætning og voksende, fyldte lagre gennem de senere år er der nu opnået enighed i det alsaciske vinerhverv om at begrænse udbytterne. Hvad fordeling af de enkelte druesorter angår, er det Pinot Blanc-druen, der dominerer, med 24% af den samlede høst, efterfulgt af Riesling (22%), Gewürtzstraminer (16%), Pinot Gris (15%), Pinot Noir (10%), Sylvaner (8%), samt øvrige druer, der blot tegner sig for 5 % af produktionen (Muscat, Auxerrois, Savagnin Rose).
Cirka 450 producenter har omlagt til økologi eller er i færd med at omlægge, og 136 producenter markedsfører deres vine under den såkaldte HVE-statslige certificering (Haute Valeur Environnementale = høj miljøværdi), der uden at være økologisk som sådan bestræber sig på at følge og fremme mere miljøansvarlige produktionsmetoder.
1945, 1962 – to politiske milepæle for alsacisk vinlovgivning
Den franske AOC-regulering af Alsace-vinene blev symbolsk nok etableret ved afslutningen af anden verdenskrig i 1945, under den daværende 4. republik. Her blev Alsace-Lorraine (på tysk Elsass Lothringen, som er betegnelsen på det gennem historien omstridte landområde mellem de to store, rivaliserende lande, Frankrig og Tyskland – det frankiske rige og det allemaniske rige) igen del af Frankrig. AOC-Alsace bliver dog først fastlagt ved dekret i 1962, som også, på Général De Gaulles initiativ, er året for den 5. republiks radikale forfatningsændring med direkte valg til præsidentembedet (Alsace har det åbenbart med at skrive sig markant ind i den franske, politiske historie!).
I henholdsvis 1975 og 1976 kommer AOP Grand cru og AOP Crémant appellationer til. Det er først i 2011, at hele lovgivningen om Alsace-vine endelig falder på plads med de tre AOP’er, vi kender i dag:
1. Appellation Alsace Contrôlée, med navnet på den anvendte druesort (Sylvaner, Pinot Blanc, Riesling, Muscat, Pinot Gris, Gewurtzstraminer og Pinot Noir) 2. Appellation Alsace Grand Cru Contrôlée, med 51 nøje afgrænsede terroirs i særklasse 3. Appellation Crémant d’Alsace Contrôlée (vinhøsten i Alsace starter i øvrigt med høsten til Crémant)
Vinerhvervet har stor økonomisk betydning for regionen, og beskæftiger hen ved 4.000 mennesker (med jobs i vinkooperativer og i handel med druer og uaftappet vin, og jobs som selvstændige vinbønder eller producenter/forhandlere). Dertil kommer, som allerede nævnt, hele vinturismeerhvervet, den såkaldte ønoturisme, der hvert år genererer betragtelige valutaindtægter til hele regionen.
Terroir diversitet som garant for en bred palet af vibrante, vinsmagningsoplevelser
Der findes næppe andre vinregioner i Frankrig, der som Alsace kan præstere en så omfattende terroir-diversitet og dermed terroir-effekt. Særdeles gunstige klima- og mikroklimatiske forhold (solrig, varm og begrænset nedbør), perfekt topografi (lav højde mellem 150 og 450 m.o.h., i læ for vinden og sydøst-orientering) samt skiftende, komplekse jordbundsforhold (med ekstrem høj variation af jordbundstyper grundet den dramatiske, geologiske historie og kompleksitet) har sammen skabt ideelle betingelser for Alsace-vinene, der alle byder på en lang række vibrante smagsoplevelser.
To vinkategorier
Vinene kan deles op i tørre og friske vine på den ene side, og i kraftfulde, intense vine på den anden.
De tørre og friske har hver deres identitet. Den friske, elegante Riesling mønstrer subtile aromaer af citrus, hvide blomster, anis, kommen og fennikel; den sprøde, livlige Pinot Blanc frembyder en fin næse af fersken, æble og blomsterdufte; den mere diskrete, forfriskende Sylvaner udfolder toner af frugt og blomst, og antydninger af frisk slået græs; den tørre og harmoniske Muscat udmærker sig med sine overvældende og koncentrerede, primære duft- og smagsaromaer direkte fra de vinificerede muscat-bær.
Så er der de kraftfulde, intense hvidvine. Den komplekse, friske og runde Pinot Gris kendetegnes af udsøgt balance og toner af røg, abrikoser, tørrede frugter, honning og bivoks; den overvældende, aromatiske Gewurtzstraminer skiller sig til gengæld ud med en sand overflod af toner fra en række eksotiske frugter, blomster, citrus og krydderier.
Udover de hvide vine producerer Alsace også rosé og røde vine. Pinot Noir Rosé d’Alsace er en let, frisk og sprød vin med delikate aromaer af små, røde frugter. Pinot Noir d’Alsace Rouge Léger er en let, livlig og afbalanceret vin, med bløde, harmoniske taniner og et væld af røde frugter som ribs og sure kirsebær. Pinot Noir d’Alsace Rouge udmærker sig ved sin fine struktur og god balance, med komplekse aromaer af brombær, solbær, kirsebær, vanilje og læder. Taninerne er bløde og fuldintegrerede, og smagsoplevelsen afsluttes med en harmonisk eftersmag.
Fine, elegante og lystigt boblende Crémants
De mousserende vine betegnes og markedsføres som Crémant d’Alsace. I den hvide udgave mønstrer disse vine fine bobler, der stiger regelmæssigt til vejrs og frigiver aromaer af æble og pære, fersken og abrikos, antydninger af citrus og tørrede frugter, hvide blomster og brioche. De opleves som friske, frugtagtige, med fint og delikat skum. I roséudgaven frigives elegante, delikate aromaer af små røde frugter, munden opleves frisk og harmonisk, hvor boblerne understøtter og forstærker vinens fyldighed.
Grands crus som stærke eksponenter for terroir
De 51 grand cru-vine er pr. definition massivt præget af deres respektive terroirs og udfolder hver især masser af kraft og intensitet; de både viderefører og løfter så at sige de smagsoplevelser, som deres ”små brødre”, de ”almindelige” Riesling, Muscat, Pinot Gris og Gewurtzstraminer (der er de 4 druesorter, som er tilladte), allerede besidder, men bringer dem til nye, koncentrerede højder. Det vil føre for vidt med den begrænsede plads, vi her har til rådighed, at berette om hver enkelts fortræffeligheder, for hver grand cru, hver årgang er absolut unik. Vi har her at gøre med superlative vine, hvor termer som balance, generøsitet, elegance, harmoni, voluptuøsitet, mineralitet, overdådighed m.fl. ikke bare er verbale prædikater, men kraftfulde, sensible stimuli til oprigtige, dybe sanseoplevelser.
Sjældne, suveræne, søde vine
Alsace er også leveringsdygtig i sjældne, søde vine lavet på sent høstede druer eller på druer angrebet af den ædle råddenskab (botrytis cynerea). Disse frembyder forførende, fremragende sødme; de er på én gang både ”moelleux” og ”liquoreux”, komplekse i munden og med blide toner af honning og confiterede henkogte frugter, med lang, vedvarende eftersmag.
Alsace er ikke blot vin, men også Elsassbier
Alsace er ikke kun et paradis for vinentusiaster. Det skal retfærdigvis anføres her til sidst, at Alsace er lige så anerkendt for sin ølproduktion og sin ølkultur – Elsassbier – som for sin vinproduktion og vinkultur. Det er jo værd at huske, at Frankrig er Europas 3. største øl-producerende land, og også nok det land med flest bryggerier i Europa, med rundt regnet 10.000 enkelte øl. I Alsace alene er der over 300 bryggerier. De dansk-ejede Kronenbourg bryggerier i Obernai (som er del af Carslberg-koncernen) er ikke længere enerådige på markedet, men har fået stærk konkurrence fra det stigende antal såkaldte mikrobryggerier, der brygger de stærkt eftertragtede ”bières artisanales” (hjemmebrygget øl).
Man kunne på denne baggrund nemt nære den mistanke, at der deri ligger yderligere grunde til danskernes forkærlighed for Alsace, ikke bare qua sine vine, men også qua sin øl som gudsbenådet drik, eller som man siger på alsacisk: ”Hopfe un Màlz, Gott erhàlt’s” (= Gud bevare hummel og malt).
Et alsacisk ordsprog siger også: ”Wer nit liebt Win, Weib un G’sàng, Der bliibt e Nàrr sin Läwe làng” (= Den, som hverken holder af vin, kvinde eller sang, vil en nar forblive livet igennem), men mon ikke øl også hører til i den alsaciske folkevisdom? Herfra skal der blot afslutningsvis lyde et velment, alsacisk ”S’gelt!” – for nu gælder det, som de siger: Nu må der gerne skåles.
Olca. Office pour la langue et les cultures d’Alsace et de Moselle (2022). Petit lexique de la vigne au vin en alsacien : Vun de Rawe züem Wi(n). https://www.olcalsace.org/fr/lexique_vin [set 6. november 2022]
Hvis der er noget, Covid-19 pandemien fik pustet nyt liv i, så er det sommerhus- eller sekundærboligmarkedet. Dette gør sig gældende i Danmark, men i høj grad også i Frankrig, hvor udbredelsen af hjemmearbejde og franskmændenes fornyede appetit på en mere grøn hverdag har boostet interessen for sekundære boliger. Men hvor ligger de? Hvad koster de? Hvem tilhører de? Er en sekundær bolig i Frankrig også en attraktiv investering for danskere? Det kan du læse mere om i det følgende.
Eksempel på sekundærbolig i Bagnols-sur-Sèze, i Gard departementet
I den periode, hvor aktivitetsniveauet i samfundet var nær nulpunktet, blev det franske marked for sekundære boliger (det vi i Danmark benævner sommerhus, fritidsbolig eller feriebolig) vakt til live af Covid-19 krisen. Selvom markedet ikke længere er på kogepunktet, er temperaturen dog fortsat (meget) høj. Sådan at forstå, at markedet for denne type ejendom, efter en himmelflugt og et sandt vandvid i 2021, nu synes at have fundet et mere roligt leje. Dette understøttes også af forårets tilbagegang i franskmændenes efterspørgsel på lån til køb af sekundære boliger. Dog synes stigende renter, stigende energipriser og inflation ikke at bremse investeringslysten! Samme tendens kan observeres på sommerhusmarkedet i Danmark.
Sekundærboligen har genopfundet sig selv
2 års Covid-19 krise med tiltagende udbredelse af hjemmearbejde (télétravail) til følge har i Frankrig klart bidraget både til fornyet energi til sekundærboligmarkedet og til nyt liv til sekundærboligen. En ung kundegruppe, som udlejningsplatformene ellers har vænnet til luksusydelser – og som tanken om at skulle afholde omfattende vedligeholdelsesudgifter og være tvunget til at tilbringe alle ferier samme sted kunne afskrække – har nemlig (gen)opdaget sekundærboligerne og deres fordele!
Der er især rift om feriehuse relativt tæt på bymidten og på TGV-stationer, særligt blandt unge byboer, der savner ro og grønne områder. Uden for de (traditionelt meget eftertragtede) kyst- og bjergområder er det klart landsbyerne og forstadsområderne, der har trukket det lange strå. Den mulighed, som hjemmearbejde giver for at tilbringe flere dage om ugen i sekundærboligen, har ligeledes bevirket, at denne boligform – der nu betegnes semiprimær bolig – fortsætter med ikke blot at forføre seniorerne, men også at tiltrække en ny (velstående) kundegruppe bestående af familier og unge par.
Lokale boligmarkeder i ubalance
Medaljen har dog desværre også en bagside. For selvom sekundærboligen har vind i sejlene, kan man konstatere, at lokale købere højlydt beklager, at tilstrømningen af købere med langt højere købekraft end deres bidrager til ikke blot at mindske udbuddet af ejendomme til salg, men også til at øge prisniveauet. Dette gælder fx kystområderne i Aquitaine, Baskerlandet, Bretagne, Korsika og Normandiet. Eksempelvis er en ud af fem huse en sekundærbolig i Locronan i Finistère departementet! I Guéthary er en ud af to boliger sekundærbolig. Og i Bayonne, en eftertragtet by blandt købere af sekundærboliger, er priserne steget med 14,7% på 12 måneder (juni 2021-juni 2022).
Byerne Sète (Middelhavet), Ajaccio (Korsika) og Saint-Malo (Atlanterhavet) er tre af de mest populære byer på sekundærboligmarkedet. Men i fx Saint-Malo har sæsonudlejningens stigende omfang, herunder især Airbnb, med firdobling af indbyggertallet i højsæsonen, udviklet sig til et problem til skade for både hotelbranchen og lokale købere. Dette har betydet, at lokalpolitikere nu griber ind med restriktioner og forsøger at regulere sæsonudlejningsmarkedet.
For at modvirke ejendomsspekulation og stigende inddragelse af jordarealer til bebyggelse, som en overrepræsentation af feriehuse kunne forårsage i visse regioner, overvejer lokalpolitikere i Frankrig ligeledes muligheden for at indføre begrænsning på retten til at købe sekundærbolig.
Er en fransk sekundærbolig en attraktiv investering for danskere?
”Der er grund til optimisme på det franske ejendomsmarked, der har vist stærke tendenser på det seneste,” lød det i juni fra chefstrateg i Nykredit, Klaus Dalsgaard. Som nævnt ovenfor er det særligt sekundærboligmarkedet uden for de store byer, herunder Paris, der klarer sig godt i kraft af den øgede arbejdsmæssige fleksibilitet. Om tendensen fortsætter, er dog usikkert. Ligesom i Danmark er renten stigende i Frankrig, og dette vil på sigt kunne dæmpe prisudviklingen på ejendomsmarkedet, vurderer Klaus Dalsgaard. Den aktuelle inflation og det stigende boligudbud vil også kunne påvirke prisen nedadgående. Disse forhold kan gøre investering i en sekundærbolig attraktiv for danske købere med franske boligdrømme.
15 nøgletal til forståelse af det franske sekundærboligmarked
1
EUR 280.000 er gennemsnitsprisen for en sekundærbolig i Frankrig
2
27% af sekundærboligerne har et gennemsnitligt maksimalt areal på 40 m2
3
58% af sekundærboligerne er huse
4
84% af ejerne af en sekundærbolig ejer også en primærbolig
5
41% af ejerne af en sekundærbolig bor i en anden region
6
10% af sekundærboligerne i Frankrig tilhører udlændinge
7
66% af sekundærboligerne tilhører en ejer over 60 år
8
6% af sekundærboligens værdi udgør den gennemsnitlige vedligeholdelsesudgift over 10 år
9
62% af sekundærboligerne ligger 3 timers kørsel fra ejerens primærbolig
10
80% af sekundærboligerne er over 100 år gamle i Nièvre departementet i det centrale Frankrig
11
81% af boligerne i kommunefællesskabet Pyrénées Catalan (Font-Romeu, …) er sekundærboliger
12
42% af boligerne i Barritz er sekundærboliger
13
29% af den samlede boligmasse på Korsika er sekundærboliger
La Clape, eller ”stendyngen” på occitansk, er i den grad indbegrebet af, hvad Languedoc-vin egentlig formår. Og det er ikke så lidt. I tilgift får du et par beretninger om, hvordan La Clape skaber nye fortællinger og nye oplevelser.
FOTO: Vinmarker i Languedoc, nær Château Capitoul
Et enestående landskab mellem land og hav De anerkendte og eftertragtede Languedoc-vine fra AOC La Clape dyrkes i et område beliggende mellem byen Narbonne og Middelhavet ved et mindre bjergmassiv, der tidligere var en bjergrig ø. Øen er dog gennem århundreder langsomt blevet forbundet med fastlandet, i takt med at aflejringerne fra floden Aude fyldte de lavtliggende sø- og sumpområder ved foden af massivet op. Ordet ”Clape” betyder i øvrigt stendynge på occitansk.
Massivets højeste punkt hedder Pech Redon og rejser sig 214 meter over havet. La Clape er sytten kilometer langt og sytten kilometer bredt. Landskabet er meget karakteristisk med høje hvide kalkklipper, der stolt troner over Middelhavet, stejle slugter og dybe, snoede dale, der er bevokset med pinjeskov og Middelhavskrat, les garrigues – og selv sagt med vinmarker!
I 1973 opnåede La Clape status af regional naturpark og i 2000 status af EU-habitatområde takket være sin store biodiversitet, som der nidkært værnes om. Dette er også baggrunden for vinproducenternes mange økologiske tiltag, herunder i vinterperioden at lade fårene græsse mellem vinrækkerne for at holde græs og ukrudt ned og samtidig tilføre jorden naturlig gødning. Et stigende antal producenter lægger nu også om til biodynamisk dyrkning og fremstilling, og biodynamik er ligeledes kommet ind i billedet.
Vind, vand og sol kæmper om kap til gavn for vinen La Clape, tidligere klassificeret som Côteaux du Languedoc, opnåede fuld status af kommunal AOC i 2015. For La Clape-terroir er begunstiget med noget nær perfekte vejrforhold for vindyrkning. Masser af sol (op til 3000 timer om året, hvilket hører ind under topkategorien i Frankrig) og masser af vind og blæst til at jage de skyer væk, der ind i mellem måtte skærme for solen. Der er faktisk 13 af disse vinde, der hver især blæser om kap fra de fire verdenshjørner, og med hver deres særpræg: Tramontane, Ponant, Levant, Cers – og hvad de nu hedder allesammen. Men vand skal der som bekendt også til, og når det endelig lykkes for skyerne at slippe for blæsten, kan La Clape pludselig rammes af nærmest tropiske skybrud. Vind, vand og sol skaber således et stærkt, markant klima, som vindruerne til fulde udnytter for at hente kostbar næring og proppe sig med sukker.
Markant historie Stedet har qua sin naturlige skønhed længe tiltrukket alskens folkeslag, der i antikken sejlede forbi og valgte at slå sig ned her. For fønikerne var området allerede kendt som øen Lykia, og for romerne var den Insula Laci. Det var romerne der, som så mange andre steder, indførte vinplanten i La Clape. Kvaliteten var hurtigt i top, og den romerske republik kunne derfor fint belønne sine mest tapre legionærer med jordlodder, hvor de kunne blive vinbønder og tilgodese den stærkt efterspurgte vinproduktion.
Forkælet af havet: vine i særklasse med perfekt alliance af friskhed og mineralitet Det dyrkede areal udgør i dag 768 hektarer, som er spredt ud på 6 kommuner – Armissan, Fleury d’Aude, Gruissan, Narbonne, Salles-d’Aude, Vinassan. Der er 25 selvstændige producenter og 3 vinkooperativer. Den årlige produktion er på 26450 hektoliter med et gennemsnitligt udbytte på 42 hektoliter pr. hektar, svarende til små 4 millioner flasker, hvoraf de 80% er røde, og de 20 % er hvide.
Appellationen benytter en række strenge regler, der fastlægger maksimale og minimale andele af de forskellige sorter og deres nøjere sammensætning.
For de røde anvendes de klassiske, fortrukne druesorter, som man også finder i mange af Rhône- og Languedoc-vindistrikterne: grenache, mourvèdre, syrah – hvor man gerne supplerer med carignan og cinsault.
For de hvide er paletten noget større og omfatter bourboulenc blanc, clairette blanc, grenache blanc, piquepoul blanc, marsanne blanc, roussanne blanc og rolle blanc. Dertil suppleres desuden med carignan blanc, maccabeo blanc, terret blanc, ugni blanc og lejlighedsvist med viognier.
Som Afrodite, der blev født af havskum, er La Clape-vine indbegrebet af smukke vinkreationer, som er blevet forkælet af havet og den jodholdige luft. De har så meget karakter, at de vinder betydeligt ved lagring. De røde er komplekse vine, med et dybt, elegant purpurrødt farvespil. De fyldige aromaer er tætte og mønstrer smukke, bløde harmonier af cedertræ, modne røde og sorte frugter, kakao og peber – og skaber derved en levende, magtfuld, harmonisk og mineralsk mundoplevelse i absolut særklasse. Franskmændene bruger adjektivet ”racé” om sådanne vine, som er i top og frie for fejl.
De hvide har heller ingen grund til at blegne over for de rødes excellens. De frembyder smukke, lysegule guldfarver. Aromaerne domineres typisk af citrusfrugter og hvide frugter som pære og kvæde. De dufter også af garrigues og anis, med toner af grillede hasselnødder. Munden vil fryde sig over den flotte, elegante mineralitet, med svage jodantydninger, masser af friskhed, og afslutningsvist små reminiscenser af akaciehonning.
Ramme om øko-tegneserievin og luksus vinslot Vi vil slutte med et par La Clape-fortællinger.
La Clape danner nemlig ramme om en yderst vellykket tegneseriefortælling (billedet nedenfor) i Vinifera-serien, udgivet hos forlaget Glénat (2019), der har sat sig som mål at illustrere vinens historie i ord og billeder.
I Bio, le vin de la discorde (Økologi – stridens æble) – beretter forfatterne Corbeyran og Rodhain, bistået af tegneren Pietrobon, om et ungt, idealistisk økologisk vinproducentpar, der ikke kan enes om fortræffelighederne – eller manglen på samme – ved at producere økologisk.
For hende er økologi fint nok, som det er. Men ikke for ham, der vil have mere natur, terroir og millésime tilbage i vinen. For økologi ligger, trods alle gode intentioner, stadig milevidt fra idealet om fuld respekt for naturen. Det skaber konflikter i parforholdet. Kun biodynamik (eller naturvin) kan vise sig at kunne leve op til idealerne.
Fremtiden vil vise, om det er denne vej, vinbønderne i La Clape vil følge. Som allerede nævnt er nogle få allerede gået i gang, men der er lang vej endnu. Læs selv fortællingen – efterskriften (skrevet af Rodhain) taler for sig selv, idet den sætter hele den økologiske trend i det rette perspektiv.
Afslutningsvist bør der refereres til en anden historie, for det er i La Clape du vil kunne finde vinslottet Château Capitoul, der i dag rummer luksus slotsferieboliger, som heldige ejere har kunnet tage i brug siden sommeren 2021, efter at bygherre – siden afslutningen af projektsalget – har haft travlt med den nænsomme renovering og omdannelse til unikke ferieboliger. Med La Clape-vinmarker, stendyngebjerget og Middelhavet som umiddelbare naboer, er der lagt op til et liv på et lille stykke paradis på jorden.
FOTO: Château Capitoul
Læs mere om Château Capitoul på https://dk-france.dk/ferieboligsalg-sydfrankrig/slotsferiebolig-chateau-capitoul/, hvor vi formidler gensalg, når én af de 45 lejligheder igen (forhåbentlig!) bliver udbudt til salg. Vinen må du dog selv købe hos anerkendte, danske vinhandlere, der i den grad er faldet for La Clape. Det er nu din tur at smage på, hvad stendyngen kan frembringe af ædle dråber.
Af Liselotte Kruse, DK-France, på basis af interview med Gérard Korrel
Som franskunderviser møder jeg en masse spændende mennesker i næsten alle aldre med hver deres unikke personlighed, historie – og drøm. En af dem er Gérard Korrel. Han er hollænder, har stiftet familie, boet og arbejdet som fysioterapeut i Danmark i 34 år, men havde en drøm, som han også havde modet til at realisere. Det skete i 2021.
FOTO: Gérard Korrel, foran kirken i Tocane Saint Apre.
Hans beretning starter således:
Jeg kunne se mig selv i mine gamle patienter. Jeg var blevet 58 år, og resten af mit arbejdsliv var meget forudsigeligt. Dette skræmte mig, tanken om at forsætte sådan indtil de 67,5 år, indtil jeg kunne gå på pension. Nogen ville kalde det en forsinket midtlivskrise … Men jeg havde en drøm!
Min drøm skulle imidlertid også blive min kone Karens drøm. Hun har sine forældre på 80 år og sine to søskende boende i Danmark. Jeg foreslog hende et halvt års orlov – som dog senere blev til, at jeg fik ”overtalt” Karen til at gå linen ud og sælge alt, hvad vi ejede: hus, sommerhus, klinik, motorcykel – dog ikke vores to biler. Den 1. december 2021 kørte vi afsted i min kones lille Peugeot 208 med traileren fuldt pakket.
For virkelig at lære et land og dets kultur at kende er det i mine øjne nødvendigt at bo, arbejde og betale sin skat der. At blive en del af samfundet i stedet for at være turist. For at undgå, at rejsen til Frankrig først skulle være som pensionist, og med fare for at ende i en ”dansker-/ hollænderkoloni”, skulle det derfor være nu!
FOTO: Rue des Hollandais – mon vejen til ”Hollænderkolonien”?
I 1987, da muligheden for at flytte til Danmark bød sig, havde Gérard forinden mødt en dansk pige i en kibbutz i Israel, som fortalte ham, at han nemt kunne forsætte sin uddannelse til fysioterapeut i Danmark. Han søgte derfor optagelse, og trods 40 pladser til 800 ansøgere kom han ind!
Det havde dog siden folkeskoletiden været min drøm at flytte sydpå, nærmere betegnet til Frankrig, og ikke nordpå! Kald det kærlighed (Lars Lilholt).
Måske pga. et billede af en tegneserie i fjernsynet, der har brændt sig fast i min bevidsthed: Biler, der kører ind i byen på arbejde kl. 8.00 og ud af byen hjem igen kl. 16.00. Dette billede har provokeret mig: Hvorfor er der ikke én af bilerne, der kører ud af sporet?
Måske pga. geografitimerne i min folkeskoletid, hvor jeg drømte mig væk, drømte, at verden var større end Holland. At verden lå klar til at blive udforsket.
Jeg endte med at bo i Danmark i 34 år.
Jeg har været gift i 27 år og har fået to sønner: Asger, 25 år, uddannet dyrepasser. Han har boet i Kenya i sammenlagt knap tre år og har lige bosat sig i Holland. Og Christian, 26 år, knapt så eventyrligt, studerer fysioterapi. Mor og far er er ikke helt så vigtige mere i deres liv, om hvilket jeg kun kan sige: ”mission accomplie”! Der er dog fly til Bordeaux og Bergerac, hvilket i realiteten kunne sammenlignes med, at vi var flyttet til Sjælland!
Vi har slået os ned i departementet Dordogne, vel nok det flotteste jeg har set af Frankrig. Her er bakker og bjerge, floder og bække, maleriske landsbyer, mange châteauer og venlige, hjælpsomme franskmænd. Det siges, at der er ikke for varmt om sommeren og mildt om vinteren.
Jeg har holdt ferie her som barn, sammen med en folkeskoleven, Mark, og hans forældre. Måske endnu en oplevelse, der har bidraget til min drøm om at flytte sydpå?
I Dordogne har jeg fået mit drømmejob på en stor klinik for fysioterapi, med søde kollegaer. Da mange udlændinge, især englændere, ”les Anglais”, har bosat sig her, vil tiden vise, om det er godt (min drøm er jo ikke at ende i en udlændingekoloni). En 80 årig patient, englænder bosat i Frankrig i 30 år, har tilbudt os en rigtig fin bolig på et gammelt istandsat vinslot til 3.000 kr. om måneden.
Der bor Gérard og Karen nu!
FOTO: Vores ”château” i Dordogne.
Ting ta’r tid Særligt når man har med franske myndigheder og fransk bureaukrati at gøre! For Gérard er forberedelserne til at etablere sig i Frankrig da også startet for flere år siden!
FOTO: La Mairie – Rådhuset og Pôle Em ploi – det lokale franske jobcenter – i Périgueux.
For at kunne realisere drømmen om at arbejde som fysioterapeut i Frankrig er det nødvendigt at kunne tale sproget. Jeg havde syv års fransk på gymnasiet i Holland, som skulle finpudses (læs: Jeg skulle nærmest starte forfra). Det blev til franskkurser hos FOF: tre sæsoner i Grenå og derefter to sæsoner i Aarhus, hvor jeg fulgte DELF B1 og DELF B2 med efterfølgende bestået eksamen.
DELF B2-niveau er et adgangskrav for at kunne ansøge om et Europæisk Erhvervspas. Et pas, som er oprettet, for at man lettere kan få anerkendt sine faglige kvalifikationer i et andet EU-land. Og som dermed stimulerer arbejdskraftens frie bevægelighed.
Denne proces har dog for mit vedkommende været træg og noget opslidende. Især mit eksamensbevis fra 1992 af fra Fysioterapeutuddannelsen i Danmark gav nogle udfordringer, da studieordningen for min årgang fra den tid var blevet væk! Med uvurderlig hjælp fra min fransklærer og certificeret translatør Liselotte Kruse og hendes mand, ph.d. og lektor Patrick Leroyer, i form af oversættelse af et stort antal dokumenter, kommunikation med myndigheder m.v., lykkedes det dog til sidst at få min autorisation. Det skete efter godt 6 måneders tålmodighed og vedholdenhed – bl.a. takket være Patricks afsluttende brev skrevet til de kompetente franske myndigheder, som svar på et uberettiget afslag. Her skal nævnes, at et brev til de franske myndigheder ikke er til at sammenligne med et brev til de danske myndigheder. Der skal nogle sproglige formuleringer og høflighedsvendinger til, som vi ikke er vant til i Danmark, endsige i Holland.
Mine gode råd Med processen i frisk erindring har Gérard nedenfor samlet et par gode råd til dem, der måtte overveje at gå i hans fodspor:
Vær tålmodig og fastholdende: Det franske administrative system er som en mammut, der bevæger sig meget langsomt. Det skal ligeledes pointeres, i sammenligning med Danmark, at man møder personligt op og møder de offentligt ansatte ansigt til ansigt. Fx da min kone og jeg skulle registreres for at få et fransk sygesikringsbevis. Væbnet hver især med 50 papirark mødte vi op på kontoret og mødtes med en nærmest undskyldende mand inden for det franske papirsystem.
Benyt et PDU2 dokument: Jeg kunne få lov at være jobsøgende i 3 måneder i et EU-land, mens jeg fik dagpenge. Det er dog anbefalingsværdigt at have job på forhånd: Systemet i Frankrig er sådan indrettet, at hvis man ikke har et job, kan man ikke leje en bolig hverken privat eller offentligt. Hvis man ikke har en bolig, kan man ikke blive skrevet ind i det franske folkeregister og derfor ikke få fx fransk sygesikringsbevis. Man kan heller ikke få sin bil indregistreret. Franskmænd betegner dette fænomen som ”le serpent”.
Vær udadvendt. Fortæl alle og enhver, hvad du har gang i. Franskmænd er venlig og behjælpelige. jeg tror ikke på en dansk turist, der har været i Frankrig og fortæller, at franskmænd er sure og uhøflige; disse turister har nok ikke mødt flere franskmænd end den lokale tjener eller hotelreceptionist!
Spil et musikinstrument! Musik er international og en fin måde at skabe kontakt med andre på. Selv spiller jeg fx bas, og det har faktisk været en isbryder i flere situationer, bl.a. da jeg kom til Danmark: Musik som internationalt sprog krævede ikke et perfekt dansk og har resulteret i flere danske venner. Samme nummer har jeg til hensigt at gentage her i Frankrig.
Få rådgivning, hvis du ikke selv kan finde ud af det.
Hav en lille opsparing.
Og husk, til sidst:
”Aben følger med”: Det at flytte til et andet land er ikke ensbetydende med, at de små bekymringer, man har gået rundt med, forsvinder.
Parforholdet kan blive styrket, men det er ikke en ægteskabsredder. Man er i starten sammen 24 timer i døgnet.
Undskyldninger til ikke at udleve sin drøm er der nok af. Min kone og jeg vil kunne se os selv i øjnene som 80 årige og sige: ”Jeg har da i det mindste prøvet”.
FOTO: La cocotte minute – med en trykkoger i køkkenet er man godt på vej mod 100% integration!!
Gérard og Karen nyder deres nye tilværelse i Dordogne og fortryder på ingen måde at have turdet ”køre ud af sporet” og udforske en ukendt verden for at prøve at gøre deres drøm til virkelighed!
