La Clape, eller ”stendyngen” på occitansk, er i den grad indbegrebet af, hvad Languedoc-vin egentlig formår. Og det er ikke så lidt. I tilgift får du et par beretninger om, hvordan La Clape skaber nye fortællinger og nye oplevelser.
FOTO: Vinmarker i Languedoc, nær Château Capitoul
Et enestående landskab mellem land og hav De anerkendte og eftertragtede Languedoc-vine fra AOC La Clape dyrkes i et område beliggende mellem byen Narbonne og Middelhavet ved et mindre bjergmassiv, der tidligere var en bjergrig ø. Øen er dog gennem århundreder langsomt blevet forbundet med fastlandet, i takt med at aflejringerne fra floden Aude fyldte de lavtliggende sø- og sumpområder ved foden af massivet op. Ordet ”Clape” betyder i øvrigt stendynge på occitansk.
Massivets højeste punkt hedder Pech Redon og rejser sig 214 meter over havet. La Clape er sytten kilometer langt og sytten kilometer bredt. Landskabet er meget karakteristisk med høje hvide kalkklipper, der stolt troner over Middelhavet, stejle slugter og dybe, snoede dale, der er bevokset med pinjeskov og Middelhavskrat, les garrigues – og selv sagt med vinmarker!
I 1973 opnåede La Clape status af regional naturpark og i 2000 status af EU-habitatområde takket være sin store biodiversitet, som der nidkært værnes om. Dette er også baggrunden for vinproducenternes mange økologiske tiltag, herunder i vinterperioden at lade fårene græsse mellem vinrækkerne for at holde græs og ukrudt ned og samtidig tilføre jorden naturlig gødning. Et stigende antal producenter lægger nu også om til biodynamisk dyrkning og fremstilling, og biodynamik er ligeledes kommet ind i billedet.
Vind, vand og sol kæmper om kap til gavn for vinen La Clape, tidligere klassificeret som Côteaux du Languedoc, opnåede fuld status af kommunal AOC i 2015. For La Clape-terroir er begunstiget med noget nær perfekte vejrforhold for vindyrkning. Masser af sol (op til 3000 timer om året, hvilket hører ind under topkategorien i Frankrig) og masser af vind og blæst til at jage de skyer væk, der ind i mellem måtte skærme for solen. Der er faktisk 13 af disse vinde, der hver især blæser om kap fra de fire verdenshjørner, og med hver deres særpræg: Tramontane, Ponant, Levant, Cers – og hvad de nu hedder allesammen. Men vand skal der som bekendt også til, og når det endelig lykkes for skyerne at slippe for blæsten, kan La Clape pludselig rammes af nærmest tropiske skybrud. Vind, vand og sol skaber således et stærkt, markant klima, som vindruerne til fulde udnytter for at hente kostbar næring og proppe sig med sukker.
Markant historie Stedet har qua sin naturlige skønhed længe tiltrukket alskens folkeslag, der i antikken sejlede forbi og valgte at slå sig ned her. For fønikerne var området allerede kendt som øen Lykia, og for romerne var den Insula Laci. Det var romerne der, som så mange andre steder, indførte vinplanten i La Clape. Kvaliteten var hurtigt i top, og den romerske republik kunne derfor fint belønne sine mest tapre legionærer med jordlodder, hvor de kunne blive vinbønder og tilgodese den stærkt efterspurgte vinproduktion.
Forkælet af havet: vine i særklasse med perfekt alliance af friskhed og mineralitet Det dyrkede areal udgør i dag 768 hektarer, som er spredt ud på 6 kommuner – Armissan, Fleury d’Aude, Gruissan, Narbonne, Salles-d’Aude, Vinassan. Der er 25 selvstændige producenter og 3 vinkooperativer. Den årlige produktion er på 26450 hektoliter med et gennemsnitligt udbytte på 42 hektoliter pr. hektar, svarende til små 4 millioner flasker, hvoraf de 80% er røde, og de 20 % er hvide.
Appellationen benytter en række strenge regler, der fastlægger maksimale og minimale andele af de forskellige sorter og deres nøjere sammensætning.
For de røde anvendes de klassiske, fortrukne druesorter, som man også finder i mange af Rhône- og Languedoc-vindistrikterne: grenache, mourvèdre, syrah – hvor man gerne supplerer med carignan og cinsault.
For de hvide er paletten noget større og omfatter bourboulenc blanc, clairette blanc, grenache blanc, piquepoul blanc, marsanne blanc, roussanne blanc og rolle blanc. Dertil suppleres desuden med carignan blanc, maccabeo blanc, terret blanc, ugni blanc og lejlighedsvist med viognier.
Som Afrodite, der blev født af havskum, er La Clape-vine indbegrebet af smukke vinkreationer, som er blevet forkælet af havet og den jodholdige luft. De har så meget karakter, at de vinder betydeligt ved lagring. De røde er komplekse vine, med et dybt, elegant purpurrødt farvespil. De fyldige aromaer er tætte og mønstrer smukke, bløde harmonier af cedertræ, modne røde og sorte frugter, kakao og peber – og skaber derved en levende, magtfuld, harmonisk og mineralsk mundoplevelse i absolut særklasse. Franskmændene bruger adjektivet ”racé” om sådanne vine, som er i top og frie for fejl.
De hvide har heller ingen grund til at blegne over for de rødes excellens. De frembyder smukke, lysegule guldfarver. Aromaerne domineres typisk af citrusfrugter og hvide frugter som pære og kvæde. De dufter også af garrigues og anis, med toner af grillede hasselnødder. Munden vil fryde sig over den flotte, elegante mineralitet, med svage jodantydninger, masser af friskhed, og afslutningsvist små reminiscenser af akaciehonning.
Ramme om øko-tegneserievin og luksus vinslot Vi vil slutte med et par La Clape-fortællinger.
La Clape danner nemlig ramme om en yderst vellykket tegneseriefortælling (billedet nedenfor) i Vinifera-serien, udgivet hos forlaget Glénat (2019), der har sat sig som mål at illustrere vinens historie i ord og billeder.
I Bio, le vin de la discorde (Økologi – stridens æble) – beretter forfatterne Corbeyran og Rodhain, bistået af tegneren Pietrobon, om et ungt, idealistisk økologisk vinproducentpar, der ikke kan enes om fortræffelighederne – eller manglen på samme – ved at producere økologisk.
For hende er økologi fint nok, som det er. Men ikke for ham, der vil have mere natur, terroir og millésime tilbage i vinen. For økologi ligger, trods alle gode intentioner, stadig milevidt fra idealet om fuld respekt for naturen. Det skaber konflikter i parforholdet. Kun biodynamik (eller naturvin) kan vise sig at kunne leve op til idealerne.
Fremtiden vil vise, om det er denne vej, vinbønderne i La Clape vil følge. Som allerede nævnt er nogle få allerede gået i gang, men der er lang vej endnu. Læs selv fortællingen – efterskriften (skrevet af Rodhain) taler for sig selv, idet den sætter hele den økologiske trend i det rette perspektiv.
Afslutningsvist bør der refereres til en anden historie, for det er i La Clape du vil kunne finde vinslottet Château Capitoul, der i dag rummer luksus slotsferieboliger, som heldige ejere har kunnet tage i brug siden sommeren 2021, efter at bygherre – siden afslutningen af projektsalget – har haft travlt med den nænsomme renovering og omdannelse til unikke ferieboliger. Med La Clape-vinmarker, stendyngebjerget og Middelhavet som umiddelbare naboer, er der lagt op til et liv på et lille stykke paradis på jorden.
FOTO: Château Capitoul
Læs mere om Château Capitoul på http://dk-france.dk/ferieboligsalg-sydfrankrig/slotsferiebolig-chateau-capitoul/, hvor vi formidler gensalg, når én af de 45 lejligheder igen (forhåbentlig!) bliver udbudt til salg. Vinen må du dog selv købe hos anerkendte, danske vinhandlere, der i den grad er faldet for La Clape. Det er nu din tur at smage på, hvad stendyngen kan frembringe af ædle dråber.
I rækken af vinture i det franske land er vi i dag kommet til byen Cognac i Charentes-regionen, som er verdensberømt for destillatet af samme navn. Men få tænker egentlig over, at området er Frankrigs største producent af hvidvin. Vinen er dog, i modsætning til alle andre vine, ikke beregnet til at blive drukket, men til at blive opvarmet i svanehalsformede destillationsapparater, hvorefter den efter års lagring i egetræsfade skal blive til udsøgt Cognac.
Hennessy Cognac: Turbåden til besøg af Cognachusets faciliteter lægger til foran hovedindgangen …
Der findes på ’butte Montmartre’
i Paris, lidt tættere på himlen kunne man vel sige, en lille, men hyggelig, gastronomisk
restaurant, der kalder sig ”la part des anges”. Den ligger lidt gemt væk fra
turisternes standardruter i det berømte bohemekvarter og er først og fremmest kendt
og besøgt af lokale fra ”landsbyen”, som de ynder at kalde deres bydel. Men
hvad betyder nu dette maleriske navn ”la part des anges”? Vi kan allerede røbe,
at det er Cognacrelateret, men det vender vi tilbage til lidt længere nede i
artiklen. For først skal vi se på, hvad Cognac egentlig er.
Om druebrændevin og brandwijn
Vores vininteresserede og
vinkyndige læsere bør her tilgive os, for vi vil nu vil tage en lille afstikker
fra vores sædvanlige, franske vinskribentvirksomhed og udforske, hvad vin også
kan blive til, nemlig verdensberømt spiritus, når den som her destilleres til
Cognac.
Cognac er ’eau de vie de vin’, dvs.
på dansk druebrændevin – fra hollandsk brandwijn – da det var hollændere, der i
det 16. århundrede kastede sig ud i destilleringens ædle kunst, efter sigende
for at vinen kunne holde sig. På engelsk er ordet blevet til Brandy.
Selve byen Cognac (hvor det
toponymiske suffix -ac stammer fra latin -acum, der igen stammer fra keltisk
ako, der adjektivisk betyder ”tilhørende et sted, en familie, eller en
helligdom”), ligger på Charente-floden og er Charentes andenstørste by efter
Angoulême. Byen, der har en lang fortid bag sig, har i dag små 50.000
indbyggere og ligger historisk set på en af pilgrimsruterne til Compostella.
Cognac fremstilles ved den raffinerede,
komplekse sammensætning (assemblage) af brændevin hidrørende fra forskellige vinområder
(crus) og fra brændevin, der har forskellige lagringstider bag sig. Cognac er i
dag beskyttet af den franske Appellation d’Origine Contrôlée Cognac (AOC), der
er styret af en lang række kravspecifikationer, regler og vedtægter for navn,
geografi (først og fremmest fortegnelse over de hundredevise af små kommuner,
der kan tilordne sig appellationen), dyrkning af vinstokke, høst, transport,
vinfremstilling, destillering, lagring m.m. gennem en omfattende 20-siders lang
’cahier des charges’, hvor nyeste udgave er fra 2018.
Dyrkning af hvide druer ”en masse”
Vinmarkerne i Cognacs produktionsområdet
strækker sig over ca. 78.000 hektarer. Disse er fordelt hovedsageligt på to departementer,
Charente-Maritime og Charente, samt nogle få kommuner i departementerne Dordogne
og Deux-Sèvres. Området udgør blot 10% af vinarealerne i hele Frankrig, men
fremstår som den største producent af hvidvin i landet.
Det er den hvide drue Ugni blanc,
der suverænt dominerer og dækker over 98% af hele området. Det er en drue, der er
mere robust end tidligere dyrkede druer, som Folle blanche, der måtte bukke
under for phylloxera-angrebene i slutningen af det 19. århundrede.
Vinbønderne bestræber sig i dag i
stigende grad på at reducere mængden af sprøjtemidler (inklusiv økologiske
kobber- og svovlbaserede sprøjteopløsninger), og nogle følger den økologiske
vej ved bl.a. at lade græsset gro mellem rækkerne. Det er dog svært helt at
undgå at sprøjte, for Ugni-druerne angribes nemt af skimmelsvamp (meldug,
oïdium), som forstærkes af det våde atlanterhavsklima.
Vinområdet er geografisk opdelt i
6 koncentriske cruområder, hvor undergrunden og klimaets påvirkning varierer: ’Grande
Champagne’, ’Petite Champagne’, ’Borderies’, ’Fins Bois’, ’Bons Bois’, og ’Bois
Ordinaires ou Bois à terroirs’.
’Grande Champagne’, sydvest for
byen Cognac, regnes for det bedste område, der giver de mest raffinerede og mest
udsøgte eaux de vie, som ældes bedst og længst, og bidrager med dufte af blomster,
vinblomst, tørret lind og tørre vinranker. Dernæst følger ’Petite Champagne’ og
’Borderies’ som de næstbedste, hvor påvirkningen fra det maritime klima er lidt
mere udpræget. ’Bons Bois’ omringer de 3 førstnævnte, mens ’Bois ordinaires ou
Bois à terroirs’ ligger ud til Atlanterhavet.
Brugen af navnet ’Champagne’ til
benævnelse af de bedste Cognac cru’er sker i analogi med jordbundsforholdene i
Champagne-regionen, hvor de berømte mousserende vine produceres.
Jordbundsforholdene er nemlig umiddelbart sammenlignelige, med lerholdig
kalkjord på en undergrund af blød kalksten fra kridttiden. Sådanne
jordbundsforhold er gode til at holde på vandet, og vinstokken kan nemt stå
imod tørkeperioder om sommeren.
Vinfremstilling alene for destillatets skyld
Det pudsige er, at den vin, der
destilleres til Cognac, er mere eller mindre rædselsfuld af en vin at være.
Eller måske snarere, siges at være rædselsfuld. Vores læsere vil uvilkårlig
undre sig, for vi har hidtil udelukkende skrevet om alskens gode franske vine.
Spørgsmålet er så nu, hvordan dårlig vin kan forvandles til en af verdens mest
anerkendte spirituosa? Eller med andre ord, hvordan kan dårlig vin bliver
himmelsk?
Den most, der bruges til
vinfremstilling, er kendetegnet ved lavt alkoholindhold på gennemsnitligt 8-9%
(min. 7%, maks. 12%) som betyder, at aromaer bedre kan koncentreres, og ved en meget
høj andel af syre, hvorved vinen bedre kan holde sig. Tilsætning af sukker og
sulfitter er ikke tilladt.
Under besøget i et berømt,
internationalt Cognachus i selve byen Cognac, spurgte jeg således til, om selve
vinen var nu værd at drikke? Dertil var svaret klart og entydigt: nej, vinen er
der nok ikke så meget at skrive hjem om, men den egner sig til gengæld
fortrinligt til destillering, hvor den bliver totalt forvandlet!
Destilleringskunsten
Vinen destilleres ved den såkaldte
dobbelte destilleringsmetode (la ”repasse”, svarende til Pot Still metoden på engelsk)
i særlige charentais kobberalambic, der siden 1936 har haft samme udformning, til
en alkoholprocent på maks. 72,4% ved de 20 grader. Man opnår derved en 8 til 9
gange koncentration af aromaer og syre, og af vinens øvrige bestanddele. Cognac
er mere koncentreret end druebrændevin fra andre, varmere himmelstrøg, hvor
basisvinen typisk holder 10-12%, og koncentrationen kun er 5 til 7 gange.
Der må tilsættes farve (E150a,
almindelig karamel) og udtræk af egespåner. Der må også, iht. EU-spirituslovgivning
af 15. januar 2008, tilsættes forskellige former for sukker samt karamelliseret
sukker (opvarmet sakkarose).
Herefter lagres Cognac i store
350 liters egefade fra træerne i de nærliggende Limousin-skove.
La part des anges og den hemmelighedsfulde lagring
Og nu kommer vi til det. Det
maleriske udtryk – ”la part des anges ” (= englenes andel) – refererer
specifikt til andelen af den gode Cognac, der fordamper under lagring. For Cognac
lagres på 350-liters egetræsfade (enten nye fade eller fade, der tidligere har
indeholdt Cognac og genbruges) i nogle år, hvor den sover inde i de hvælvede
kridtkældere. Lige så stille, år efter år, trækker den ilt ind til sig og
fordamper, hvilket netop er meningen. Den grove og rå druebrændevin skifter
karakter og forvandles til et guddommeligt destillat.
Under lagringsprocessen farves stenlofterne
helt sorte af den mikroskopiske svamp torula compniacensis, der i de
ædle alkoholdampe finder sin næring. Cognacvinbonden (eller snarere
cognachusene) må således acceptere, at der en del svind. Det går dog til et
godt formål, da aromaerne koncentreres under lagringen. Cognac brændevinen
bliver mere rund og blød og udvikler med tiden en kompleks, eftertragtet
bouquet, som kaldes for ”rancio”. Rancio refererer til en sammenblanding af
særlige aromaer som fx efterårsskovbund, skovsvampe, nøddeolie, tobak, læder,
men også til figner, rosiner, ristede kaffebønner og kakao.
Ifølge Cognacerhvervets hovedorganisationen
Bureau National Interprofessionnel du Cognac repræsenterer svindet op
mod 2% af produktionen, svarende til 22 millioner flasker om året.
Der findes en laaaang (!) række
aldersafhængige betegnelser og betegnelsesvarianter, der må bruges i
markedsføringsøjemed, som tildeles ud fra det antal år, hvor Cognac har været lagret:
2, 3, 4, 5, 6, 10 og 14 år eller ældre. Blandt de mest kendte kan nævnes 3
stjerner og VS (ved de 2 år), VSOP (ved de 4 år), Napoleon (ved de 6 år), XO
(ved de 10 år), og XXO (ved og over de 14 år).
Flere måder at nyde Cognac på
Og nu til det måske vigtigste. Smagningen.
Cognac nydes bedst i små tulipanformede glas, da disse sikrer de bedste
betingelser for at nyde og vurdere både farve og farvespil, og for mere
effektivt at kunne indfange udviklingen af de subtile, komplekse aromaer.
Cognac kan nydes alene, og her
skal man ligesom ved vinsmagning huske at tygge lidt på væsken, og suge en
smule luft ind for at frigive dets identitet. Man kan nyde den ved
stuetemperatur, men man kan også komme isterninger i glasset, hvorved
oplevelsen skifter karakter i næse og mund. Ved smagninger hos Cognachusene
serveres de to versioner.
Dertil indgår Cognac i en lang
række cocktail-kreationer og aperitiffer, hvor den bibringer både sødme, styrke
og friskhed.
Endelig kan den også nydes til
maden, hvor man først indtager et par dråber i munden, tager en bid af maden og
tygger sin mad, og afslutter igen med et par dråber.
Ligesom ved vin findes der et
særligt Cognac aromahjul, som her er opdelt i de 4 årstider. ’Vinter’ samler aromaassociationer
omkring de træagtige dufte, ’sommer’ er forbundet med frugtaromaer, ’forår’
peger på blomster, mens ’efterår’ står under de krydrede duftes tegn. Hvert af
disse områder – eller aromafamilier – er selvsagt yderligere specificeret med
en lang række konkrete eksempler på dufte.
Hjulet blev
« opfundet » tilbage i 2009, hvor 50 eksperter mødtes for i 4 dage at
smage over 100 forskellige Cognac og udfylde over 5000 smagsnotater.
Cognac i tørre tal
Der er i følge de nyeste tal (2019)
fra Cognacerhvervsorganisationen 283 handelshuse – maisons de Cognac/maisons de
négoce – i Cognac. Nogle af disse er blevet til verdensberømte brands og ejes
af store internationale koncerner, som fx LVHM (det firma, der står bag Louis Vuitton
og Moët et Chandon, og hvor H står for Hennessy Cognac). Der findes 4276
vinbønder, hvoraf en stor del selv destillerer deres vin (de kaldes for bouilleurs
de crus). Dertil findes der 117 destilleringsfirmaer (disse betegnes bouilleurs
professionnels), der indkøber vin for at destillere på bestilling med henblik
på videresalg.
Cognacproduktionen beskæftiger
17.000 mennesker i direkte tilknytning til erhvervet (bødkere til fremstilling
af fade, gørtlere til kedler, fremstilling af glas, corkpropper, pap,
trykkerier, transport, laboratorier, landbrugsmaskiner osv.) og giver afledte
jobs til henved 60.000 mennesker. 97,9 % af produktionen (svarende til 26,5
millioner flasker) eksporteres til 160 lande over hele verden og generer en
omsætning på 3,6 milliarder euroer (= 27 milliarder kroner).
Nul n’est prophète en son pays
– eller på dansk ”ingen profet er
anerkendt i sin hjemby” er nok det bibelske udtryk, der bedst kan bruges til at
forklare det kølige forhold, der er mellem Cognac druebrændevin og franskmændene.
En nylig artikel i BFM Business
(Bianchi, 2018) har undersøgt fænomenet og undret sig. Det er nemlig bemærkelsesværdigt,
at franskmændene stort set ikke drikker Cognac. Hjemmemarkedet aftager kun 3%
af produktionen, og der findes intet andet fransk kulinarisk produkt, der kan
præstere så stor en andel til eksport. Imidlertid høster Cognac stor succes ude
i den store verden på de udenlandske markeder, fx i Tyskland, Storbritannien,
USA, Kina m.fl., og Cognacerhvervet i Charentes har derved sikret sig en rigtig
stor og stabil indtjening.
Franskmændene er til gengæld
verdens største forbrugere af Cognacs direkte konkurrent … whisky! Vi mangler dog
stadig en forklaring, ud over den, at Cognacs image måske skulle være blevet lidt
støvet og associeres med en ældre generation af forbrugere? I Danmark var
Cognac også tidligere vel synonym med afslutningen på de dengang så populære suppe-steg-og-is-middage,
hvor der af tjeneren blev spurgt ind til gæsterne ved kaffen: ”Cognac eller
likør”? Og dertil en god cigar?
Nok ikke så politisk korrekt i
dag, hvor ansvar, sundhed, fitness, økologi og bæredygtighed stormer frem. Men
lidt plads må der vel stadig være til livsnydere og til englenes drik? Vi lader
spørgsmålet stå og overlader svaret til læsernes vurdering.
Mange danskere kender til den franske region Languedoc-Roussillon, til hovedbyerne Montpellier, Sète, Béziers, Narbonne, Perpignan – og til de mange forskellige vine, der kommer herfra. Men hvad er historien bag denne region? Og hvordan er det gået til, at tidligere storproduktion af billig konsumvin nu er afløst af eftertragtede kvalitetsvine, flere og flere af dem økologiske? Denne artikel bringer dig bag om de mange forandringer, der har formet – og stadig former – regionen.
Vue over vignobles i Frontignan
Fra etruskerne til Occitanien Den tidligere selvstændige region Languedoc-Roussillon i Sydfrankrig strækker sig langs Middelhavet og ’løvebugten’ (Golfe du Lion) fra hovedbyen Montpellier, et stykke vest for Rhône-flodens udmunding, og helt ned til Pyrenæerne, ved grænsen til Spanien.
Ved sidste administrative reform i
1996 blev den slået sammen med Midi-Pyrénées for at danne den nye, storregion
Occitanie (Frankrigs andenstørste), hvorved Montpellier måtte afgive sin status
som regionshovedstad til storbyen Toulouse. Navnet ’Occitanie’ er dog velvalgt.
Sådan går det desværre ofte med fransk regional identitet i relation til den administrative opdeling af landet. De sammenlagte områder passer ikke altid lige sammen, og historisk sammenhængskraft må vige for politisk pres. Lovgiverne tænker primært økonomiske (og politiske) synergier og stordriftsfordele. Det er dog tvivlsomt, om dette rent faktisk holder i virkeligheden, for der kommer tit øgede udgifter til administration i kølvandet på sammenlægningerne. Afstande bliver også større fra et beslutningscenter til et andet, og fra borgerne til deres politikere.
Languedoc-Roussillon kan dog bryste
sig af at have en langt ældre kulturel identitet, som regionen har bevaret og
stolt har udviklet helt siden antikken og etruskerne, og efterfølgende grækerne
og romerne, hvor den blev frugtbar havnefront til Middelhavet og stærkt
befærdet forbindelsesled mellem den Iberiske halvø, det franske hovedland og
Italien.
Området blev gennemskåret af datidens motorvej, Via Domitia, hovedvejen, som romerne anlagde i dette dengang keltisk befolkede land, som de kaldte for Provincia (deraf navnet Provence, som dog ligger ved Alperne). Etymologien følger bestemt sine egne veje …
Forandringerne fortsatte efter
Romerrigets fald. Der kom talrige invasioner frem til middelalderen, hvor germanere,
muslimske maurere og vikinger på skift var på erobringstogter. Regionen blev først
indlemmet under den franske krone i 1271, under Philippe den 3., med øgenavnet ’den
dristige’, søn af den berømte korstogskonge, Ludvig den hellige.
Oc-sprog – fra latinske hoc til franske oui Languedoc – bogstaveligt ’oc-sprog’ – refererer til ordet ’ja’ på oldfransk. Oppe i Nordfrankrig bekræftede man sit udsagn ved at sige oïl (o – il), hvor man i syd blot sagde (h)oc, eller kort og godt ’o’. Både ’c’ og ’l’ forsvandt med tiden, hvor ’i’ holdt skansen, og blev til nutidens adverbium ’oui’.
Occitanien har haft, og har stadig, sit
eget sprog – eller snarere sprogfamilie – med en lang række dialektforgreninger,
som under ét kaldes for occitansk, men som refererer til både ældre og nutidige
dialekter. De dækker over store landområder, først og fremmest provencalsk og
languedocien, men også andre dialekter som dauphinois, auvergnat, limousinsk,
gasconsk, catalansk, romandsk og savoyardisk.
Den vestlige del af regionen, med
hovedbyen Perpignan, går under navnet Roussillon, fra latin ruscino, der blev
til rosselo på catalansk, og betyder rødligt. Navnet har den fået fra områdets okkerholdige,
rødlige jordarter – og navnet ”Languedoc-Roussillon” er blevet en uadskillelig,
samlet betegnelse, selvom den egentlig trækker i hver sin retning med Provence
mod øst og Catalonien mod sydvest.
Det vil føre for vidt her at gennemgå hele
regionens brogede historie. Vi skal blot bemærke, at forandringerne hele tiden
har skyllet hen over landet. Den sidste forandring af betydning er den økologiske
revolution, særligt i vinproduktionen.
Frankrigs største vingård under kraftig forvandling Languedoc-Roussillon er med sine 260.000 hektarer Frankrigs største vinområde i dag. Produktionen udgør 15,2 millioner hektoliter (2018), svarende til 1/3 del af Frankrigs samlede vinproduktion (ISV, 2021). I begyndelsen af det 20. århundrede var produktionen på sit højeste, og kæmpeformuer var blevet skabt gennem generationer af driftige vinbønder. Man kan den dag i dag se minder fra denne fordums storhedstid i de mange ”Châteaux” midt i vinmarkerne, prægtige og lidt pompøse, borgerlige vinejendomme og domæner, der uden blusel plagierer flere arkitektoniske stilarter for at signalere status. Det var dog ikke kvalitet, der dengang sikrede indtjening, det var kvantitet.
Regionen var hovedleverandør af den
jævne (for ikke at sige ringe) konsumvin, vin de table, hvor Frankrig for år
tilbage havde den triste rekord at være verdens største vinkonsument – med
deraf følgende misbrug. Alkoholisme (læs fx Zolas berømte, realistiske roman ’L’assommoir’)
hærgede, tit med statens blinde velsignelse. De franske soldater under første
verdenskrig fik fx udleveret en kvart liter vinration om dagen i begyndelsen af
krigen. Rationen steg snart til en halv liter og til en liter om dagen i krigens
sidste år. Dertil kom al den vin, som soldaterne kunne skaffe sig for egne
midler bag frontlinjerne. Helt frem til midt i 60’erne holdt denne ’vin de
table’ – med sine lidet prangende 10 eller 11 procents alkohol – sig som yndet dagligvare
hos de franske købmænd og hos de første supermarkeder. Der var pant på
flaskerne, som blev lukket til med plastkapsel og tynd metalfolie, og
forbrugerne brugte plastkurve med hank og plads til 6 flasker til at fragte deres
vinindkøb.
Tiderne har ændret sig drastisk. De tidligere så stolte vinslotte og domæner, som var gået i forfald, oplever i dag en renæssance, hvor vinkvaliteten er hævet betydeligt, og hvor økologi og bæredygtighed i kombination med ønoturisme er i højsædet (læs derom i artiklen ’Château Les Carrasses: når luksus rimer på bæredygtighed’). Der er igen kommet liv ude i landdistrikterne.
Kombinationen af heftig konkurrence på verdensmarkedet, massiv satsning på folkesundhed, restriktiv alkohollovgivning, overgang til langt lavere udbytte, høj kvalitet og økologi på baggrund af klimaforandring har totalt forvandlet erhvervet. De ’billige’ vinstokke er blevet rykket op med rod og med EU-støtte. Nye, bedre vinstokssorter, der giver langt bedre druer, er blevet plantet, og stokkerne er også flyttet væk fra kystområderne, med lidt uinteressant sandet jordbund, og længere ind i det bakkede bagland, ved foden af Massif Central. Her kan mere varierede, komplekse jordbunds- og klimaforhold berige vindruerne. Den ligeledes massive omstilling til økologisk brug betyder, at stokkene nu skal kæmpe noget mere og dermed giver færre, men bedre, aromatisk koncentrerede druer.
Vue over vignobles lidt nord for Béziers
Vinen først: mangfoldighed af terroirs, kompleks klassifikation Med sine 23.000 hektarer økologiske vinmarker (36% af det samlede franske vinareal) er Languedoc i dag Frankrigs største producent af biovin. Det svarer til 7% af vinarealet i verden. Arealerne, der omlægges til økologi (inkl. biodynamik og naturvine), vokser til stadighed, for efterspørgslen stiger.
Der dyrkes en lang række unikke stjernedruer, hver med egen smags- og aromaprofil, som cabernet franc, cabernet-sauvignon, carignan, grenache noir, merlot og syrah til fremstilling af de røde vine og af rosévinene, mens clairette, bourboulenc, grenache blanc, macabeu, marsanne, piquepoule, roussanne og vermentino anvendes til de hvide.
Til de røde er det især grenache, mourvèdre og syrah, der udgør broderparten af vinstokkene.
Til de søde dessertvine – den såkaldte
’vin doux naturel’ – bruges små muscatdruer.
Languedocvinene er alle terroir-vine. Som
vanligt med fransk vin er det ikke lige nemt at aflæse dem grundet en noget
kompliceret klassifikation. De klassificeres nemlig hierarkisk, med 15 IGP’ere (Indication
Géographique Protégée) og 20 af de finere AOP’ere (Appellation d’Origine Protégée).
Disse fordeler sig igen på 3 hovedkategorier: selve regionen (Languedoc), en del
af region (fx Pic St-Loup, Corbières, St-Chinian) og kommunen (fx Faugères, Fitou,
Minervois, La Clape).
Dertil kommer de søde dessertvine (fx Muscat
de Lunel), som udgør en kategori for sig, samt de mousserende vine (fx Blanquette
et Crémant de Limoux).
For at fuldende dette komplekse billede
skal man huske at indregne en række særlige regionale og lokale AOP-betegnelser
– cru-vine – som fx AOP Languedoc Quatourze og AOP St-Chinian Berlou.
Vi vil i en senere artikel søge at
komme tættere på disse spændende vine og de nye miljøvenlige produktionsmetoder,
der alle byder på store smagsoplevelser fremmet af sydens sol i en region, der
i den grad har formået at forandre sig, men med sjælen i behold.
Den franske troubadour fra Languedoc
havnebyen Sète, Georges Brassens, fangede noget af denne sjæl. Han skrev i en af
sine mest berømte sange, La Camarde, at der er noget helt særligt ved
Languedoc – at kunne nyde strand, sol, vin og pastis (blot med måde), også når
livet truer og går os imod.
C’est une plage où, même à ses moments furieux, Neptune ne se prend, jamais trop au sérieux, Où, quand un bateau fait naufrage, Le capitaine crie : « Je suis le maître à bord ! Sauve qui peut le vin, et le pastis d’abord, Chacun sa bonbonne, et courage. »
Det er en badestrand, hvor selv i raseri, Neptun tager tingene, aldrig så alvorligt, Hvor, når et skib synker til bunds, Råber kaptajnen højt: ”Jeg er skipper ombord! Svøm for livet, men husk, tag vin og pastis først, Hver mand sin ballon, og fat tørst.” _________________
Le Beaujolais nouveau er her! Nogle af vores læsere vil sikkert huske dette lovende, forførende vinslogan fra slutningen af det forrige årtusinde, sidst i 80’erne og begyndelsen af 90’erne, hvor de franske Beaujolais nouveau-vine var genstand for ekstrem megen marketing hype og lå helt i top i vores bevidsthed om fransk vin.
L’Escarpe, Beaujolais Villages 2018(DK-France)
Et gammelt, velafprøvet forretningstrick Dengang ventede vi spændt på den frigivelsesdato (3. torsdag i november) og det klokkeslæt (ved midnatstid), hvor man i Frankrig kunne trække de første propper op og smage på den nye Beaujolais-vin, mens kassevis af nouveau-vin i al hast blev fragtet til vinspændte entusiaster verden over, pr. bil eller fly. Det skulle gå stærkt!
I Danmark havde Beaujolais-importøren allieret sig med Citroën-importøren, og en kortege af fikse Citroën-biler – ikke ulig Tour de France karavanen – kørte fra Paris til Danmark i nattens mulm og mørke og med bagagerummet fuld af Beaujolais-kasser for at forsyne de utålmodigt ventende udskænkningssteder med den helt nye, uspolerede vin. Det var i sandhed en festdag, lidt à la de festdage, der senere fulgte, når konkurrenterne til vin, ølbryggerierne, også i stigende grad gav sig til at promovere særlige frigivelsesdage, når deres nye Påske- eller Julebryg kunne nydes. Et i princippet ældgammelt forretningstrick. For hvem synes ikke om ordet ”nouveau”, om alt det nye? Nyt er godt, og nyt er guf for fødevarebranchen (nye kartofler, nye jordbær m.fl.). Nyt er også godt for de ædle dråber, der passer til maden.
Mange var dog allerede den gang intuitivt af den opfattelse, at den egentlige værdi af nouveau-vinen snarere lå i oplevelsesværdien af et smart, kreativt PR-stunt og i selve festlaget end i en egentlig ønologisk bedrift, altså en ypperlig vin, der var værd at nyde. Med andre ord at vinen måske var lidt opreklameret? For den nye vin kunne godt være lidt for bleg, lidt for tynd, lidt for drueagtig, lidt for sur, men det var sådan, det var, og man forstod det sådan set godt.
Aromaer var der, mest friskpressede blå druer, men kompleksiteten manglede. Det kunne dårligt være ret meget anderledes med en såkaldt ”primeur” vin, som er en vin, der aftappes og markedsføres straks efter en noget fremskyndet vinifikationsproces (hurtig gæring vha. udblødning under kulsyretryk), og uden efterfølgende lagring. Primus eller primeur er som bekendt den første vin. Men som bekendt vokser træerne ikke ind i himlen.
Væk fra krise og tilbage til nutiden Interessen forsvandt og luften gik hurtigt af ballonen. Krisen kradsede over en lang årrække, og Beaujolais’ image tog skade. Det har siden for branchen været et langt sejt træk, og primeur-vinene, også kaldet vins nouveaux, er i dag tilbage på markedet i et mere normalt leje, hvor de bedre hører hjemme.
Det er i øvrigt ikke kun Beaujolais, der har patent
på disse vine. Næsten alle andre vindistrikter benytter sig af samme
fremgangsmåde for at skærpe interessen for deres nye årgang, og dermed booste
salget ved at fremskynde købelysten. Primeur-vin fungerer derved som kickstarter,
som indikator og budbringer for den kvalitet, der er på vej, og som man med
rimelighed kan forvente, når den ”rigtige” udgave af vinen kan leveres. Primeur-vinen
er nu blevet en ønologisk indikator. Megen markedsføring er der dog stadig i
fænomenet. Man har vel lov til at drømme og håbe, men de glade Beaujolais-nouveau
dage vender næppe tilbage.
Det skal dog siges, hvis man skal finde på
forklaringer på succesen den gang, at man i de glade år netop red på en dybt forankret
og indgroet popularitet blandt franske forbrugere. For netop Beaujolais-vine
har om nogen i Frankrig altid indtaget en særlig plads i den vinøse folkesjæl.
Vinen var i mange år yderst populær i ordets oprindelige betydning (populus som
er lig folket, pøblen), det vil sige en folkevin, der gerne blev nydt i en
”ballon de Beaujolais” rundt om på de franske barer og caféer, simpel,
ukompliceret, ligetil og politisk markeret som lidt proletaragtig og tilhørende
den arbejdende del af den franske befolkning snarere end det finere borgerskab.
De finere vine overlod man jo til de finere Bordeaux- og Bourgogne-folk. Her
lever den franske revolution videre, om man vil, i vinens identitet (eller
snarere i den måde, vi identificerer os med vinen på).
Det er dog ikke alle, der ud over denne marketinghistorie,
der startede godt, men endte skidt, kender til Beaujolais-vinen som sådan, og
det er egentlig lidt synd, for selvom vinen er et forholdsvis sjældent
bekendtskab på vinhandlernes hylder i Danmark i dag (inklusive de virtuelle
vinhylder), så fortjener den et bedre bekendtskab i kraft af sin specificitet
og af sin historie. Megen god Beaujolais i dag har (heldigvis) ikke så meget til
fælles med nouveau-udgaverne fra den gang. Så lad os kigge lidt nærmere på det
og yde vinen den retfærdighed, den trods alt fortjener.
Beaujolais med B som i Bourgogne Sidder man i et fransk højhastighedstog, TGV, eller kører man nordpå ad A7-motorvejen, Autoroute du soleil, vil man efter storbyen Lyon og i retning mod Mâcon køre forbi et stærkt bakket landskab, les Monts du Beaujolais, på Rhône-flodens højre bred. Distriktet andrager 17.324 hektarer og strækker sig over en stribe land, som er ca. 50 km lang og 10 til 15 km bred. Vinen dyrkes på skråningerne af Beaujolais-bjergerne, les Monts du Beaujolais, blide bjerge, der topper 700-1000 meter over havets overflade.
Distriktet hører egentlig ind under Bourgogne-vindistriktet,
men her er meningerne (som så ofte i Frankrigs vinkredse) ret så delte, for ikke
alle producenterne tilslutter sig det officielle franske vininstitut INAOs
geografiske opdeling og klassifikation, hverken hos vinbønderne i Bourgogne (les
Bourguignons) eller i Beaujolais, som har samlet sig i ”Association des producteurs de Bourgogne sur le territoire du Beaujolais”
(APBB). En langvarig strid, vi ikke vil ind på her. Vi må vel acceptere, at
”esprit de clocher” (bedst oversat som lokalpatriotisme) også her stadig har
kronede dage!
12 Appellationer og ikke færre end 50 typer af jordbundforhold Vinarealerne er dækket af den altdominerende druesort, Gamay noir drue, som er helt karakteristisk for Beaujolais-appellationen. Appellationen har 3 niveauer, de populære Beaujolais mod syd, Beaujolais Villages midt i, og så de 10 særskilte crus, der udgør toppen af Beaujolais-vinudbuddet i nord. I alfabetisk orden: Brouilly, Chénas, Chiroubles, Côte de Brouilly, Fleurie, Juliénas, Morgon, Moulin-à-vent, Régié og Saint-Amour (kan man drømme om bedre navn til en vin?). Altså 12 appellationer i alt.
Grappes de Gamay (Wikipedia Commons, punlic domain)
Til de hvide udgaver benytter man sig af samme drue
som i resten af Bourgogne i øvrigt, nemlig Chardonnay-druen. Der laves også
lidt rosé- og Crémant-vine (se vores artikel med titlen – ”Fra Crémant til
Champagne – om franske boblers stigende popularitet”- om denne type vin), som gerne
må sælges som Crémant de Bourgogne, til stor glæde for netop APBB-vinfolkene!
Jordbundsforholdene, et af de to afgørende parametre,
der gør et stykke land til en terroir, er af meget varierende beskaffenhed
(branchen selv taler om op mod 50 forskellige typer jordbundsforhold), der
gavner vinstokkene og frembringer forskelligartede vine med en lang række værdifulde
aromaer. Gult ler, mergel og kalk dominerer mod syd, mens 250 millioner år
gammel granitundergrund fra triastiden i forskellige varianter præger
distriktet midt i og mod nord, hvori man også finder porfyr, skiffer og diorit.
Det andet parameter er klimaforholdene. Vinmarkerne, som tit og ofte er ret så
stejle, vender ideelt mod øst og syd, og nyder godt af et mildt klima, med
solrige somre og lidt middelhavskarakter, hvor der sjældent er koldt. Vinen kan
derfor høstes relativt tidligt.
Komplekse, sensuelle, organoleptiske profiler Beaujolais-appellationen byder på elegante, behagelige vine, med megen friskhed og fine aromaer af røde bærfrugter, hvor Villages-udgaverne har mere krop og struktur og også har potentiale til at blive gemt. Hovedreglen er dog, at Beaujolais-vinene skal nydes, mens de er unge.
Med crus de Beaujolais møder man selvsagt stigende
kompleksitet og et væld af delikate og forførende, sensuelle aromaer. Chiroubles er frisk, afrundet og dufter af blomster som viol, iris og
liljekonval. Fleurie har krop og bløde taniner. Her går blomsteraromaer hånd i
hånd med frugtaromaer som fersken og solbær, og med tiden udvikles krydrede
aromaer. Saint-Amour
ligger nordligst og frembyder en flot næse af pæoner, røde frugter og kirsh.
Den er meget harmonisk og er helt i top efter 4 til 5 år.
De mere robuste varianter
ligger mod syd. Brouilly ligger sydligst. Det er en krydret vin, der dufter af
små røde bær, fersken, og med tydelige mineralske toner. Côtes de Brouilly er elegant og udtryksfuld, kombinerer dufte af friske
frugter og iris og har alt at vinde ved at blive gemt. Juliénas er også udtryksfuld
og med megen krop. Den kombinerer ligeledes aromaer af blomst og frugt, viol,
røde frugter og blide krydderier. Régnié, som er den sidst tilkomne i rækken af
crus de Beaujolais, fremviser blåbær, hindbær og brombær. Hentydninger af svagt
duftende krydderier understreges af mineralske toner, der bibringer vinen en
frisk oplevelse i munden, med god struktur og fine, bløde taniner.
Chénas, Morgon og Moulin à vin udgør gemmevinene.
Chénas er den mest sjældne og kendetegnes ved stærke dufte af pæoner, roser,
krydderier og frisk træ. Det er en robust vin, der med tiden kan blive
fløjlsblød. Morgon er kendt for at kunne gemmes længe, op til 10 år eller endda
mere. Den udfolder aromaer af kirsebær, fersken og abrikos, er fyldig i munden,
tæt og kraftfuld. Moulin à vent domineres af røde frugtaromaer, iris, falmede
roser og blide krydderier. Den bliver bare bedre med alderen og udvikler toner
af skovbund, moskus og trøffel.
Le nouveau Beaujolais est arrivé Vi indledte med ordene Le Beaujolais nouveau est arrivé, le Beaujolais nouveau er her. En historie, der viste, at marketingfolkene gik for vidt. Distriktets produktion faldt drastisk, arealerne svandt ind. Nu er man i gang med det, som sker i alle vindistrikter. Mindre mængder, højere kvalitet.
Selve primeur-vinen, Beaujolais nouveau, har skiftet status. Fra at være en festvin er den blevet en vinindikator for seriøse vinfolk, der skal vurdere kvaliteten af de nye årgange, der er på vej. Samtidig har Beaujolais-appellationer – Beaujolais, Beaujolais Villages og de 10 crus – kastet nouveau skyggerne fra sig og genvundet deres plads som vine, der fortjener respekt og byder på store vinoplevelser.
Det er en ny generation Beaujolais, vi har med at gøre: Le nouveau Beaujolais est arrivé kunne man fristes til at sige med et lille ordspil, der bytter om på tillægsordets plads. Beaujolais har fornyet sig, mens den forbliver tro mod den franske vinsjæl.
Vi har i tidligere artikel (januar 2019) ført vores læsere gennem vindistrikterne i Rhônedalen, hvor vi sporadisk omtalte Châteauneuf-du-Pape som vinen med de mange druer. Op til 14 druer skrev vi. Vi må imidlertid pænt trække i land, da det rigtige tal i dag ’kun’ er 13. Til vores forsvar må vi dog anføre, at Châteauneuf-du-Pape gennem de 84 år, hvor appellationen har eksisteret, har været genstand for flere lovdekreter og ændringer af samme (1974, 1978, 1979, 1986 – de sidste udgaver er fra 1992 og 1993).
I dag
vil vi vende tilbage til denne berømte franske Rhônevin, som oversat direkte
til dansk betyder Pavens Nye Borg, og
ikke pavens nye slot, som man som frankofon eller frankofil ellers skulle være forledes
til at tro. Her er det danske sprog leksikalsk rigere end det franske, da dansk
skarpt skelner mellem to forskellige gloser – borg, der betegner et befæstet bolig, typisk med vandfyldte voldgrave,
og slot, som er en stor, rigt
udsmykket bolig for en fyrste eller konge. Ved borg taler man i Frankrig om Château-fort, mens slot svarer til Château, som fx i Château de Chambord
eller Versailles.
Alle,
der har besøgt den lille by Châteauneuf-du-Pape vil klart betegne pavens bygningsværk
som en borgruin, der ikke har megen château
eller neuf (= ny) over sig. Til
gengæld er der i Avignon hverken borg eller slot, men et palæ, Palais des
Papes. Ordet palais – dansk palæ
(eller palads) – betegner et stort, udsmykket byhus, hvilket her fint matcher
virkeligheden. Palais des Papes, som huser den årligt tilbagevendende
teaterfestival Festival d’Avignon, er en prægtig gotisk bygning, et palads, der
vidner om den katolske kirkes stormagtsdage i middelalderen.
Pavernes palæ. Billedkredit : Jean-Marc Rosier, http://www.rosier.pro, Wikipedia Commons
Inden
vil stifter nærmere bekendtskab med selve vinen, skal vi lige skrue tiden
tilbage, for der knytter sig en særlig historie til denne Pavens Nye Borg. Hvad har vin og pave med hinanden at gøre, kunne
man med rette spørge? Ud over det faktum, at der naturligvis eksisterer tætte
relationer mellem vin og religion, tænk blot på vin i biblen og på den sidste
nadver, eller på kirkefolkenes – især munkenes – kæmpe betydning for udvikling
af moderne vindyrkning i Vesteuropa. Vinen var ligeledes i oldtid nært knyttet
til det guddommelige, og de gamle grækere opretholdt gennem Dionysosmyten (Bacchus
hos Romerne) en særlig tilbedelse af vinens mange livsbekræftende fortræffeligheder,
der kom til udtryk i stort anlagte, ekstatiske fester.
Om Romertiden, fransk pavedømme og kastellet
Og à
propos Romerne. Det er sikkert og vist, at der netop af Romerne blev dyrket vin
i Châteauneuf-du-Pape området. Vinen bliver dog først skriftligt omtalt i
middelalderen af biskoppen Geoffroy i Avignon, men anerkendelsen kommer ikke
før i det 14. århundrede, i det herrens år 1314, da den første ”franske” pave etablerer
sit pavedømme i byen Avignon. Under paven Johan XXII bliver landsbyen Châteauneuf
desuden valgt som sommerresidens, og der bliver bygget en mægtig borg på en høj
i byen. Vinen får hermed hurtigt status som ’Pavens vin’.
I perioden 1309 til 1377 befinder den kristne kirke sig i en lidt usædvanlig situation, for Paven har forladt Rom og har bosat sig i Avignon. Byen styres i starten af Karl II fra Anjou, fyrst af Provence, konge af Napoli og trofast vasal til Pavestolen. Dog havde paven gennem årene forinden for vane at besøge byer i Sydfrankrig, bl.a. Lyon, for at tage til sin sommerresidens. Syv ”franske” paver vil i denne periode afløse hinanden i Pavernes Palæ, som de hver især bygger og udbygger. Dette brud med Rom er resultat af storpolitiske magtkampe i en brydningstid, hvor Rom plages af rivaliserende klaner, særligt efter separationen mellem kirken i øst og kirken i vest. Dertil kommer den fortsatte rivalitet mellem datidens to stormagter, Frankrig og England, der dikterer skiftende alliancer mellem europæiske fyrster og kongehuse. Avignon betragtes samtidig som en mere central placering af pavedømmet, hvor Rom, særligt efter kirkens separation, ligger perifært. Pavernes valg af Avignon får hurtigt stor betydning for byens vækst og velstand. Byen, der talte mellem fire og seks tusinde indbyggere i starten af pavernes tid, tiltrækker nye tilflyttere fra hele Europa og ser sit indbyggertal vokse til fyrre tusinde, og bliver hermed en af de største byer i Europa.
Med
pavernes indtog er vejen åben til berømmelsen for de ædle vindråber, hvor Châteauneuf-du-Pape
vinen serveres i Pavernes palæ og finder efterhånden vejen til de store
europæiske hoffer. Vinen serveres ved store fester og offentlige receptioner
til de europæiske gesandter, der afgiver betydelige ordrer på vinen, når de er
tilbage i deres hjemland. Vintønderne afskibes til Italien, til Tyskland og til
Storbritannien, og nogle år senere vil vinen endda krydse Atlanten og finde vej
til de amerikanske ganer.
Selve landsbyens
historie kan dateres tilbage til 1094, hvor den benævnes Castro Novo, det vil
sige den nye, befæstede landsby. Navnet skifter til Châteauneuf Calcernier i
det XII århundrede, med reference til kalkudvinding på stedet. Vi skal faktisk
vente helt frem til 1893, hvor landsbyen endelig omdøbes til Châteauneuf-du-Pape.
Dette sker på initiativ af byens fremsynede borgmester, Joseph Ducos, som en historisk
hyldest til de franske paver, der beboede byen i det XIV århundrede, og som
lidt af et vellykket stykke public relations.
Etymologisk
stammer ordet Château fra formen Castel
på middelalderlig provencalsk fransk, der netop betegner en befæstet landsby,
mens oprindelsen kan henføres til det latinske castellum, som diminutivt refererer til et lille castrum, dvs. militær lejr eller skanse.
På dansk har vi samme ord i ordet kastel, der ifølge Den Danske Ordbog betegner
et bemandet
fæstningsværk, hvorfra forsvaret af en by eller et militært anlæg ledes, og
hvor mandskabet kan søge tilflugt i tilfælde af voldsomt angreb (DDO 2020) – som fx kastellet i København, der blev bygget
af Christian den 4.
Måske kunne man fristes til at forklare Châteauneuf-du-Pape vinens overvældende
aromatiske styrke, saft og kraft med en nær henvisning til disse militære og
religiøse stormagtsdage? Sikkert er det dog, at associationen pave og borg om
en vin i sig selv i dag udgør et stærkt brand.
Foregangsvin for de franske AOC’er
Vinen fik sin AOC-kvalitetstempel,
den franske Appellation d’Origine Contrôlée (som i europæisk terminologi betegnes
Appellation d’Origine Protégée) den 30. juli 1935, hvor den franske republiks
præsident Albert Lebrun indstiftede AOC lovgivningen og underskrev de
allerførste AOC-regeringsdekreter. Det skal dog siges, at en sådan lovgivning
længe før havde været undervejs. Châteauneuf-du-Pape var blandt de første 6
vine, der modtog denne distinktion og dermed fik ophøjet sin status. Siden er
der som bekendt kommet mange flere AOC’er i Frankrig. I dag er vinen reguleret
af to dekreter fra 1992 og 1993, der i 11 paragraffer lovgiver i alle væsentlige
forhold: afgrænsning af geografisk område, tilladte druesorter, beskæring af
stokkene (der varierer afhængigt af druesort og stokkens alder), afstand mellem
rækkerne, kunstvanding (som er stærkt reguleret), vinifikation (kun rød og hvid
er tilladte, og der må kun anvendes sunde, modne druer), den naturlige
alkoholprocent (mindst 12,5o), udbytte, vilkårene for afsætning og
mærkning, og sanktionsmuligheder ved brud.
Flasken er også
gennem lovgivning beskyttet som indregistreret varemærke og kendes på sit
karakteristiske, prægede glasskjold i glasmassen, med stiliseret udgave af pavens
tiara og Skt. Peters nøgler. Det religiøse ophav fornægter sig ikke. Den
franske kassationsret fastslog senest i 1994, at der her er tale om en kunstnerisk
kreation, der i sit ophav skal beskyttes som al anden intellektuel ejendomsret.
Ud over beskyttelse af rettighederne er flasken samtidigt et stærkt kollektivt
brandinginstrument.
Kompleks vin,
særligt varieret jordbund og rød dominans
Châteauneuf-du-Pape er en kompleks, sammensat vin, der benytter sig af omfattende assemblage muligheder og metoder. Der er nemlig hele 13 druesorter, som er tilladte, og som producenten kan blande sammen i varierende blandingsforhold: grenache, syrah, mourvèdre, picpoul, terret noir, counoise, muscardin, vaccarèse, picardan, cinsault, clairette, roussane, og bourboulenc. Grenache dominerer og suppleres gerne af mourvèdre, syrah, cinsault, hvilket også er den klassiske assemblage for rigtig mange Rhônevine.
Châteauneuf-du-Pape
nyder godt af det solrige middelhavsklima og er berømt for sine vinmarker
dækket af små og mellemstore quarzit sten af 100% silicium, som kommer fra de
nærliggende Alper og er blevet slebet glatte af floden. De formindsker
fordampning og virker temperaturregulerende, idet de beskytter mod solens
stråling og akkumulerer varmen om dagen for at restituere denne til planterne
om natten, når temperaturen falder. Selve jordbunden består af lerholdig kalk,
mergel og lette, sandholdige jorde. Nordenvind, mistralen, der tit blæser hårdt
på disse kanter, spiller også en gavnlig rolle. Den virker nedkølende og er med
til at regulere væksten og tørre druerne efter regn, så de ikke så nemt angribes
af vinplantesygdomme og andet utøj.
Vinmarker i Châteauneuf-du-Pape. Billedkredit : Jean-Louis zimmermann, Wikipedia Commons, https://www.flickr.com/photos/jeanlouis_zimmermann/3477049778/
Vinen vinificeres typisk med stilkene, da grenachedruerne er fattige på
taniner, men flere domæner vælger nu at eksperimentere med forskellige grader
af afstilkning for at ændre vinens karakter og struktur.
Til at forøge ekstraktionen, dvs. udtræk af vinens hovedbestanddele,
herunder taniner, aromatiske komponenter og de anthocyaniner, der giver farve, anvendes
pigeage (presning af den faste hat af
drueskaller ned i mosten) eller délestage
(tømning af kar og omstikning under gæring). Der anvendes i øvrigt både moderne
og traditionelle produktionsmetoder, alt efter den stil, som producenten
tilstræber, og som markedet ellers efterlyser, fx de bastante, stærkt vinøse
vine, som vinanmelderen Parker var med til at sætte øverst på dagsorden, og som
kan virke fuldstændig overvældende. Nogle vil elske dem, andre vil frabede sig
disse og holde sig til mere afdæmpede traditioner.
Châteauneuf-du-Pape dækker i dag 3.145 hektarer af de 67.628 hektarer, som
hele Rhônedistriktet, Frankrigs anden største vindistrikt, udgør. Produktionen
er afgrænset til 5 kommuner, selve Châteauneuf kommune samt Courthézon, Bédarrides,
Sorgues og Orange kommuner.
Det gennemsnitlige udbytte ligger på 32 hektoliter pr hektar, hvilket giver
en årlig produktion på 95.000 hektoliter. Châteauneuf-du-Pape er kendetegnet
ved et stolt og varieret vinbondeerhverv, idet den produceres i 290 selvstændige
domæner, hvor kun 6% af produktion stammer fra kooperativer. De røde vine
dominerer massivt, med 93% af produktion, og kun 7% til de hvide udgaver, der
mere antager karakter af rariteter. Er man entusiast, bør man holde sig til
domæne-vine, idet kvaliteten ikke er nært så høj ved négociant-vine
(vinhandlere).
Landsbyen Châteauneuf-du-Pape. Billedkredit: Peter Brick, Wikipedia Commons
En pavestolt, guddommelig vinoplevelse?
Vi skal slutte af med en vurdering. Kan Châteauneuf-du-Pape vinen så leve fuldt
ud op til sin stolte historie? Har den samtlige fremragende kvaliteter, man som
vinelsker typisk sætter næsen og ganen op efter, eller er der måske tale om et
lidt opreklameret brand, der smart forsøger at differentiere sig midt i det
store udbud af Rhônevine, hvor kvalitet, som vi tidligere har beskrevet,
normalt ikke fejler noget? Kan Châteauneuf-du-Pape med andre ord fortsat være
pavestolt af sit ophav og leve op til sit image?
En lille beretning vil kunne besvare spørgsmålene. For år tilbage havde jeg
med min familie glæden af at besøge byen og se borgruinen, hvor der er
indrettet en friluftsscene til koncerter og andre forestillinger. Efterfølgende
gik turen til én af de mange domæner, der har vinhus midt i byen, og hvor man i
et mørkt og køligt kælderlokale kan deltage i en ”dégustation gratuite”. Det er
måske så som så med det ”gratis”, for man vil normalt ikke prøvesmage de ædle
dråber og forlade stedet uden at have afgivet en ordre eller taget en kasse med
sig. Det vil ikke være ”comme il faut”, og ganske rigtigt tog vi derfra fra med
et par (dyre) flakoner udsmykket med pavetiara og Peters nøgler. De blev så nydt
nogle år senere ved en særlig lejlighed og står den dag i dag prentet i min
erindring som noget, der måske ikke helt når status af guddommelig oplevelse,
men dog kommer tæt på. Med andre ord en fremragende vinoplevelse. En vin, der
bliver ved med at udgøre en kvalitetsreference, en form for benchmarking, som man
ubevidst bliver ved med at blive draget af og vende tilbage til, når andre
vinoplevelser efterfølgende skal nydes og evalueres.
Måske har der været en særlig atmosfære på spil den dag, der har gjort, at
smagningen blev til noget helt særligt, lidt i stil med den berømte madeleine-kage hos Marcel Proust, der kickstartede
erindringen og ledte forfatteren på sporet af den tabte tid. Videnskabeligt er
der noget om snakken. Af samtlige vores sanser er smagssansen i samspil med det
retronasale, hvor duftene jo blander sig ved en synæstesisk proces, nemlig den
sans, der kodemæssigt fylder mest i vores genom. Menneskets overlevelse er
betinget af vores fødeindtag, af hvad vi spiser og drikker, af hvad vi putter i
munden. Det sensorielle er både værn og samtidig kilde til nydelse og livets
opretholdelse.
Når det er sagt, skal vi heller ikke forglemme, at det forholder sig med
Châteauneuf-du-Pape som med alle andre kvalitetsvine uanset oprindelse. Der et
stort udbud på markedet, og regel nummer ét, nemlig at kvalitet koster penge,
gælder i høj grad også her. Gør man sig umage med at udforske, hvad Châteauneuf-bønderne
er i stand til at præstere, og er man villig til retmæssigt at belønne deres
flid og kreativitet, vil man sikre sig en stor vinoplevelse. Billige
eksemplarer skal man nok holde sig væk fra, det hænger ikke sammen.
Smag og behag kan man som bekendt ikke diskutere, siges det, men en god Châteauneuf-du-Pape
er leveringsdygtig i en lang palet af exceptionelle visuelle, olfaktive og
gustative egenskaber, vel at mærke hvis man er til det, som man i Danmark
betegner som de ”kraftige”, ”maskuline” vine. Er man det, og er man en smule
vinentusiast, vil man nemt kunne fryde sig over de primære dufter, der er
karakteristiske for det sydfranske, solbadede garrigues landskab, med forførende,
balsamiske og mineralske dufte af harpiks, eg, cedertræ, gyvel, akacie, vildvoksende
timian og blomster m.fl. og sekundært nogle fyldigere, sensuelle og varme animalske
undertoner af læder og pels. Det hele holdes sammen i en fortryllende balance af
bløde taniner med fuld integration af alkolhol, som normalt er oppe på 14 til
15 %, måske endda mere, og en lang, frydefuld eftersmag.
Paverne i Avignon gjorde det godt. Den vin, de var
med til at udvikle og fremelske, beviser den dag i dag, at vi som vinentusiaster
med lige dele held, viden og erfaring kan få lov til at komme paradiset et
lille skridt nærmere hernede på denne jord. Og med Châteauneuf-du-Pape har vi samtidig
fået udleveret nøglerne til lidt af den guddommelighed og evighed, der bor inderst
inde i os allesammen.
INAO (2020). Institut National d’Origine et de la Qualité, Appellation d’origine contrôlée Châteauneuf du pape. www.inao.gouv.fr/show_texte/273 [2. Maj 2020].
Et glas boblende vin indtager en helt særlig plads ved festivitas. Proppen, der springer med et knald, den blide skum, der danner sig lifligt brusende på toppen, når man skænker. De fine bobler, der som små tråde af perler stiger lystigt til vejrs. Den prikkende fornemmelse på ganen af kulsyre, der fremhæver aromaer og vækker alle vore sanser. De er alle festlige elementer, der gør boblende vinsmagning blandt venner, kollegaer eller i familiens skød til en helt særlig oplevelse. Det føles som om, den hvide (eller rosé!) mousserende vin har fået liv og funkler endnu mere!
Crémant d’Alsace – fra Vins Lichtlé Éric, propriétaire viticole à Gueberschwihr, France
Om at drikke stjerner og om en munk, der faktisk ikke troede på skum Hvis den franske benediktinermunk Dom Pérignon (1638-1715), der tilskrives
opfindelsen af metoden til fremstilling af mousserende vin i Champagne (méthode champenoise), havde levet i dag,
vil han blive noget forbavset over popularitet af mousserende vin, der i hans
tid betragtedes som fejlproduceret. Hans statue står som vartegn i byen Eperney
ved Champagnehuset Moët et Chandon, der som bekendt markedsfører deres premium
champagne under navnet ’Dom Pérignon’. Historien om den gode munk er god, men
er ikke desto mindre en skrøne. Munken opfandt ikke metoden, for den var
opfundet længe før ham, og faktisk arbejdede han for at modvirke vinens
kedelige tendens til at eftergære på flasken. Vi vil dog huske ham for de ord,
han også tilskrives, da han på selve dagen, hvor det langt om længe endelig lykkedes
for ham, hidkaldte sin munkebrødre: Venez
vite: je goûte les étoiles! (Skynd jer at komme, jeg drikker stjerner!).
Eftergæring og skum har vist sig siden hen ikke at være en fejl, men en særdeles attraktiv egenskab ved en type vin, den mousserende (mousse betyder skum), der går sin sejrens gang verden over. Salgstallene på verdensplan melder om årlige vækstrater, der får den ’stille vin’, hvor det globale forbrug er svagt faldende, til at blege (- til gengæld vokser markedsværdien, for forbrugerne drikker mindre, men efterspørger bedre kvalitet). Champagnes eksportmarked er nu større end sit hjemmemarked, og udbuddet af mousserende vine har aldrig nogensinde været større, hvor vine fra andre lande, med Cava og Prosseco i spidsen, stormer frem. Det franske vininstitut Vinexpo anslår i en nylig undersøgelse, at der på verdens plan vil blive afsat 281 millioner kasser (en kasse = 9 liter) mousserende vin i 2022, en stigning på 21 millioner kasser i forhold til 2017, til en værdi af svimlende 32,9 milliarder USD (små 216 milliarder kroner).
Kære bobler har mange navne Kigger man på terminologien, så har vinbobler mange navne. På dansk taler
man om mousserende, brusende, perlende eller boblende vin. Eller sågar
sprudlende vin. På fransk er der også forskellige, konkurrerende benævnelser,
men det er ikke ligegyldigt, hvad boblerne kaldes!
Vin effervescent (sprudlende eller
snarere mousserende vin) er den paraplyterm, der bruges til at referere til alle
de vine, der indeholder kulsyre, uanset fremstillingsmetode, som en fast
bestanddel af deres smagsopbygning. Den aktuelle skelnen mellem de forskellige
typer er fastlagt i europæisk lovgivning fra 2008 og 2009 og bygger på, hvor
meget gas, og derved hvor meget tryk, der er inde i flasken.
Er der under 1 g CO2, taler man om vin tranquille (stille vin). Fra 1 til 2 g CO2 pr. liter og med et indre tryk under 1 bar taler om vinperlant (perlende) vin. Fra 2 til 4 g CO2 pr. liter og et indre tryk mellem 1 og 2,5 bar taler man om vinpétillant (boblende vin). Vin mousseux (mousserende vin) topper på gas- og trykskala med et gasindhold, der ligger over 4,5 g pr. liter og et flasketryk fra 3 til 6 bar. Den mest berømte af alle vins mousseux (eller effervescents) er Champagne, og det er kun vin fra denne region, der må kalde sig Champagne (læs mere herom på vores hjemmeside i artiklen: Champagne: mellem tradition og innovation fra november 2017). Der opereres med 4 kategorier af vin mousseux i Frankrig, som præsenteres nedenfor.
Almindelig mousseux Almindelig vin mousseux (VM) produceres ud fra most
eller basevin, der indeholder mindst 8,5 % alkohol i indhold. Anden gæring på
flasken opnås ved tilsætning af liqueur
de tirage (’tiragelikør’), hvis opskrift oftest er hemmelig, men består af most,
vin og sukker. Slutalkoholindholdet skal være på mindst på 9,5 % – og sluttilsætning
af liqueur d’expédition (’ekspeditionslikør’)
må ikke få alkoholprocenten til at stige mere en 1,5 %. Mindste flasketryk skal
være på 3 bar. Der stilles ingen krav til lagring.
Kvalitets-mousseux Vin mousseux de qualité (VMQ) er en tak
bedre og kræver lidt mere omhu. Her skal mosten eller basevinen være på mindst
9% alkohol, og sluttilsætning af likør må højst hæve alkoholindholdet med 0,5%.
Flasketryk skal være på mindst 3,5 bar. Det kræves desuden, at vinen skal være
i kontakt med den bundfaldne gær (under gæring og lagring) i 90 dage, dog kun
30 dage, hvis vinen laves på lukkede tanke. Det er under denne kategori, man
finder de særlige, aromatiske mousserende vine som Muscat, Clairette, Mauzac eller Gamay.
Kvalitets-mousseux fra bestemt område Så har vi Vin Mousseux de Qualité Produit dans une Région Déterminée (= kvalitetsmousserende vin fra en bestemt område) eller VMQPRD, som fremstilles ved 1 eller 2 alkoholiske gæringer i lukkede tanke ud fra en most eller basevin, hvis alkohol skal være mindst 9% (og op til 9,5 % i visse regioner). Der skal også opfyldes en række betingelser. Det reelle alkoholindhold skal være på mindst 10%, heraf maks. 0,5 % fra liqueur d’expédition. Mindste flasketryk ved 20 grader skal være 3,5 bar. Kontaktperiode med bundfald på 90 dage (dog kun 30, hvis tanken er udstyret med omrører). Lagring før afsætning på mindst 9 måneder ifølge den traditionelle metode, og 6 måneder for vine i lukkede tanke, alt efter lovgivning for den enkelte appellation.
Under VMQPRD
findes i øvrigt igen samme typer aromatiske mousserende vine som allerede omtalt
under de almindelige mousserende vine (Muscat, Clairette, Mauzac, Gamay).
Crémant vine Til sidst har vi Crémant vine, som dækker over en hel
familie. Betegnelsen er en fælleseuropæisk betegnelse for hvide eller rosé vine
af VMQPRD typen. De enkelte medlemslande lovgiver om den specifikke fremstilling.
Der er dog en række fællestræk: høsten skal foregå manuelt; udbytte ved
presning skal være maks. 100 liter most pr. 150 kg høstede druer; lagring skal
vare mindst 9 måneder, og sukkerindholdet må ikke komme over 50 g pr. liter.
Crémant d’Alsace, serveringsklar!
Det har tidligere været skik blandt producenterne at skilte med angivelsen méthode champenoise som en form for kvalitetsstempling på vinetikketten. Dette var en torn i øjet på Champagne, der forhandlede sig frem til, at navnet Crémant (som i Champagne hidtil brugtes om champagnevine med halvt som meget flasketryk som de rigtige Champagnevine) fremover skulle anvendes.
Ved at benytte
sig af den traditionelle fremstillingsmetode har alle de vine, der nu produceres
som Crémant fra et eller andet område, hermed slået fast, at de følger selvsamme
teknikker, som har gjort Champagne verdensberømt. Dette borger for deres
kvalitet, selvom de i deres afsætning ikke kan trække på samme eksklusive
image. De prøver dog alle at opnå ”une
montée en gamme”, dvs. arbejder for bedre kvalitet og opbygning af et
premium image, med dertil stigende priser.
Fra brut til doux – varierende sukkerindhold Alle mousserende vine skal anføre deres restsukkerindhold eller dosering. De
helt tørre går under betegnelse brut
nature (0-3 g pr. liter), så kommer extra brut (0-6 g pr. liter) og brut
(0-12 g pr. liter). Sødmegraden stiger med extra
sec (12-17 g pr. liter), sec
(17-32 g pr. liter), demi-sec (32-50
g pr. liter), hvor sødmen topper med doux
(over 50 g pr. liter).
En mangfoldighed af franske bobler Franske bobler er populære og oplever stor vækst i afsætningen. De kommer
fra stort set alle franske vinproducerende regioner, og flere regioner, bl.a.
Loire og Languedoc, overvejer omlægning af dele af deres produktion til bobler.
Her har vi oplistet de fleste af dem. De sælges både som hvid og rosé og
benytter sig af forskellige fremstillingsmetoder. Først og fremmest méthode traditionnelle og méthode champenoise. ’Champenoise’ er
egentlig den samme metode som ’traditionnelle’, men betegnelsen ’champenoise’
naturligvis er forbeholdt Champagne. Andre konkurrerende metoder kan anvendes,
herunder méthode ancestrale (kendetegnet
ved spontan gæring), méthode dioise (som
selvsagt bruges i Die og er kendetegnet ved filtrering uden dosering), samt lukket tank-metoden (hvor skum dannes
under tryk i lukkede tanke), og som især kendes fra de tyske sekt-vine.
Fra Champagne har vi selveste Champagne, der fås som både hvid og rosé.
Fra Alsace Crémant d’Alsace, også i hvid og rosé.
Fra Bourgogne Crémant de Bourgogne, i både hvid og rosé, og Bourgogne mousseux, der som en af de få boblende vine fås i rød.
Fra Bordeaux Crémant de Bordeaux i både hvid og rosé.
Fra Sydvestfrankrig kommer Gaillac effervescent
(der benytter sig af hele 3 forskellige fremstillingsmetoder: gaillacoise, traditionnelle
og ancestrale).
Fra Rhônedalen er der Saint-Péray mousseux samt Clairette
de Die og Crémant de Die, alle i
hvid.
Fra Jura
bjergene og byen Bugey kommer Crémant du
Jura og Bugey mousseux eller pétillant, begge i både hvid og rosé, samt Bugey mousseux, pétillant Cerdon og pétillant Montagnieu.
Fra Alperlandet i Savoie får vi Savoie méthode traditionnelle, Savoie méthode
traditionnelle Ayze og Savoie méthode
traditionnelle Seyssel, alle i både hvid og rosé.
Fra Loiredalen, i både hvid og rosé: Crémant de la Loire,
Anjou Pétillant eller fines bulles eller mousseux, Saumur Pétillant
eller fines bulles eller mousseux, Touraine Pétillant eller fines
bulles eller mousseux.
Ligeledes fra Loiredalen, men dog kun i hvid, har
vi de kendte Vouvray mousseux og Vouvray pétillant samt Montlouis mousseux og Montlouis pétillant.
Til sidst fra Languedoc, alle hvide, har vi Crémant de Limoux, Blanquette de Limoux, og Blanquette
méthode ancestrale.
Selvom Champagnen stadig troner som kongen over boblende vine i Frankrig og på verdensmarkedet, skal den dog ikke føle sig sikker. Crémant-producenterne gør, som allerede nævnt, en stor indsats for at øge kvaliteten. Og der er fx blevet forsvaret en række ph.d.-afhandlinger på franske og udenlandske universiteter (sidst i Brasilien), der har undersøgt og påvist, hvordan Crémant verden over er i gang med at opgradere sin vinkommunikation, så den med tiden kan blive lige så værdsat som Champagne, uden dog at blive sammenlignet med den! Uanset udfaldet af denne vindyst vil vi ønske vores læsere et godt og lykkebringende år. Lad propperne springe og boblerne stige til vejrs!
_____________________
KILDER Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France
Ordbogskilder Dico du vin (2019). https://dico-du-vin.com [set 10. december
2019].
Revue du vin de France, Dictionnaire du vin (2019). https://www.larvf.com/,le-dico-du-vin,13178.htm
[set 10. december 2019]
Andre kilder Gerbod, Catherine (2019). Le marché des effervescents continue de pétiller. https://www.reussir.fr/vigne/le-marche-des-effervescents-continue-de-petiller
[set 10. december 2019]
Vinexpo / IWSR (2019). Le marché mondial du vin et des spiritueux. https://www.vinexpobordeaux.com/ressources/etude-vinexpo-iwsr-marche-mondial/
I
regionen Languedoc knytter der sig en særlig historie til vand, i form af en
berømt vandvej, der skiftede status fra transport til turisme, og til
vinproduktion, der blev revolutioneret i økologiens tegn. Regionen giver dig
endda mulighed for at flytte ind i eget vinslot med egen vinproduktion. Vores
rejse starter ved byen Béziers.
Vinkælderen i Château St. Pierre de Serjac
Om Béziers, Riquet og fransk enevælde Byen Béziers i Hérault departementet i Sydfrankrig er kendt som fødebyen
for den franske ingeniør, Pierre-Paul Riquet, der i perioden 1667 og frem til
sin død i 1680 ledte projekteringen og byggeriet af en stort anlagt 241 km
langt kanal fra byen Toulouse til Middelhavet, med udmunding i étang de Thau, ikke
langt fra byen Sète, hvorved Atlanterhavet (idet man kan sejle fra Bordeaux til
Toulouse ad en kanal langs Garonnefloden) og Middelhavet blev forbundet. Der er
tale om ingeniørkunst på højeste plan, hvilket også har medført, at kanalen er
optaget på Unescos verdensarvliste, World Center Heritage.
Anlægget blev statsfinansieret af den franske monark, solkongen Ludvig den 14. (det skal dog lige bemærkes, at Riquet selv betalte en ikke ubetydelig del af byggeriet), og hans finansminister Colbert, der ønskede at etablere en transportlivsnerve ”entre les deux mers”, sætte gang i økonomien, og dermed cementere kongens magt i Lanquedoc, som ellers var kendt som en uroplaget og kriseramt provins. Det stod slemt til i disse år med vin- og kornproduktion, og priserne faldt.
Kanalen blev indviet i 1681 og i de efterfølgende år udvidet og forstærket
af en anden kendt fransk ingeniør, marskal Sébastien Le Prestre de Vauban, som
i samme periode var kongens militære fæstningsingeniør og lod opføre og ombygge
et stort antal befæstede anlæg over det ganske land, igen i absolutismens og
solkongens tjeneste, fransk enevælde.
Fra driftig færdselsvej til turistmagnet I Béziers er en af byens hovedstrøg i dag opkaldt efter Riquet, les Allées Paul Riquet. Først benævnt ”Canal
Royal de Languedoc” skiftede kanalen navn til ”Canal du Midi”, en langt mere
prosaisk og politisk korrekt benævnelse for de franske jakobiner og girondiner
under den store revolution 1789.
I dag har kanalen mistet sine oprindelige logistiske og politiske funktioner,
men tiltrækker hvert år et stigende antal turister, der i skyggen af de
majestætiske platantræer langs siderne gerne nyder sødmefyldte sejlture ad den
smukke, stille vandvej, og udforsker de mange sluseanlæg, gennem små idylliske byer,
vinslotte, og vinmarker.
Om postmoderne kultur, der fulgte efter vinoverflod Den sirlige kanal er i dag blevet
et stykke postmoderne oplevelseskultur. Den gennemkrydser det vinproducerende
Languedoc, der med naboegnen Roussillon engang i det 18. og 19. århundrede, og
helt frem til begyndelsen af det tyvende århundrede, var hovedleverandør af særdeles
billig og uprætentiøs, men drikkelig rødvin til hovedparten af den franske
befolkning, der ikke havde råd til hverken dyre Bordeaux eller Bourgogne. Altså
folkelig konsumvin.
I denne periode blev kolossale formuer
skabt af generationer af driftige, vinbondeslægter og vinhandlere, der udvidede
beplantning i sletterne langs Middelhavet, øgede produktiviteten og kunne levere
uanede mængder for at tilfredsstille den voldsomme efterspørgsel i stort set alle
franske byer. Den billige vin blev endda et krigsvåben under 1. verdenskrig,
hvor franske soldater i starten fik udleveret 25 cl pr dag og i krigens sidste
år en hel 75 cl flaske.
Frankrigs største vindistrikt som kilde til biorevolutionen Der er som bekendt flydt meget vand i kanalen siden disse storhedstider,
der fuldstændig negligerede sådan noget evident som folkesundhed. Vinkulturen
og vinforbruget har forandret sig voldsomt siden, selvom regionen stadig kan
bryste sig af at bevare sin position som førende vindistrikt i Frankrig, og som
den største i verden, med svimlende 14,4 millioner hektoliter så sent som i
2014, svarende til 2 milliarder flasker. I dag er vi nede på 13,3 millioner
hektoliter. For der er sket et paradigmeskift, væk fra kvantitet, der til
stadighed falder, til fordel for kvalitet, der fortsat stiger. Det betyder en
voldsom reduktion af arealer udlagt til vinplanten, en flytning af stokkene til
langt bedre jorde oppe i det bjergrige bagland, fokuseret forædling, nøjsom
dyrkning og avanceret, moderne vinifikation. Og ikke at glemme langt flere og
strengere kvalitetskrav.
Men det er først og fremmest den økologiske revolution, fuldstændig i
tidens ånd, som nu stjæler billedet. Languedoc-Roussillon optager i dag pladsen
som Frankrigs største producent af økologiske vine, både de traditionelle ”vins
bio”, men også de ret nye ”vins nature”, der også stormer frem, fordi
kvaliteten er i top og prisen rimelig. Regions andel af økologiske vine stiger
fortsat og udgør i dag over 30% af den samlede produktion af økologiske vine i
Frankrig.
Bliv din egen vinproducent De før så stolte slotte, der for vinpengene blev bygget som prægtige kopier
af middelalder, barokke eller renæssanceslotte forfaldt. Vinmarkerne blev
forsømte. Produktionen ophørte, og de små byer hensygnede. Men en ny revolution
er i gang. Takket være kombinationen af kvalitetsomstilling og den økologiske trend,
blomstrer syrah, carignan, grenache og mourvèdre druer igen; vinerier er
opgraderede, og kunstgødninger og pesticider er bandlyst. Slottene er
restaureret til deres storhedstid, der er igen liv i de små landsbyer, og
Languedocvin høster nu anerkendelse af kritiske forbrugere og vidende vinanmeldere.
I den lille by St. Pierre de Serjac, lidt nord for Béziers, kan du faktisk i
al beskedenhed deltage i revolutionen ved at blive ejer af en unik bolig i
vinslottet af samme navn, og med din egen kvalitetsvinproduktion og egne
flasker. Og så er der kun ganske kort til kølende sejlads på kanalen midt i
sommervarmen. Tjek DK-France for at vide mere, vi hjælper gerne. I november
måned vil vi også gentage succesen med vinskole og smagning på Hejmdal i
Aarhus. Mon ikke de dedikerede Languedoc biovine den aften finder vej til vores
ganer? Kanalvandene må du så have til gode.
_____________________
KILDER
Indlæg udarbejdet v/Patrick
Leroyer, DK-France, inspireret af
følgende artikler:
Dico du vin (2019).
https://dico-du-vin.com/languedoc-roussillon-viticole-2015/ [set 17.08.2019]
Wikipedia (2019). Pierre-Paul
Riquet, https://fr.wikipedia.org/wiki/Pierre-Paul_Riquet [set 17.08.2019]
I vores forrige artikel lovede vi at tage læseren med videre til mindre kendte franske vindistrikter. Turen går denne gang til et bestemt vindistrikt i Rhônedalen, nemlig Costières de Nîmes, midt i et landskab af garrigues (buskhedevegetation), flade, stenede, sletter og så de små kalkbakker, der omringer byen Nîmes, 40 km fra Middelhavet.
Costières de Nîmes
Rhônevin: både kendt og ukendt
Vores læsere vil hurtigt og med rette kunne indvende, at Rhônevin er temmelig kendt i Danmark! Det er ganske vist, men mindre kendte er dog de mange vindistrikter, der er dele af det store Rhôneområde. De har alle spændende historier at fortælle, og er bærere af særlige identiteter.
Inden vi tager sydpå og begiver os til Nîmes, skal vi derfor lige kort ridse op, hvad Côtes du Rhône og Rhônevine i det hele taget er for nogle størrelser. Rhônevine samlet set udgør Frankrigs andet største vinområde, med en årsproduktion på henved 300 millioner hektoliter. For nuværende er 10% af arealerne udlagte til økologisk dyrkning, et tal, der er stærkt stigende grunden forbrugernes støt voksende efterspørgsel på det, som Franskmændene kalder ”biologique”, eller blot ”bio” i daglig tale. Alt i alt dækker Rhônevin-regionen over 250 kommuner og 6 departementer.
Rhônevin-regionen strækker sig fra Côte Rôtie i nord, omkring byen Ampuis, 35 km syd for storbyen Lyon, til Costières de Nîmes og den lille by Vauvert, i sydvest, hvor vinmarkerne slutter, der hvor Camargue, Rhôneflodens store marsklandsdelta starter, en strækning på godt 250 km.
På højre Rhônebred finder man andre Rhonedistrikter, som altså ikke bærer Côtes du Rhône betegnelsen, men som har egen AOC betegnelse. Disse tæller fra nord til syd Côtes du Vivarais, Duché d’Uzès, Clairette de Bellegarde og altså Costières de Nîmes, alle på højre Rhônebred, mens man på venstre bred, også fra nord til syd, finder Grignan, Ventoux og Lubéron (yndet sted for ejendomsturister og frankofile englændere!). Fra vest mod øst er Rhonevinenes vinmarker at finde på en strækning på op til 150 km.
Costières de Nîmes (le Mont Ventoux i baggrunden)
Hvad dækker betegnelse Côtes du Rhône egentlig over?
Betegnelsen ”Côtes du Rhône” er forbeholdt nøje afgrænsede områder i Rhônedalen, alle med stort diversitet. Der laves rød, hvid, rosé og søde dessertvine, herunder den kendte Muscat Beaumes de Venise. Côtes du Rhône produceres og markedsføres i 4 kategorier, som fra bund til top af vinhierarkiet er: AOC Côtes du Rhône, for den kurante rhônevin uden nærmere specifikation af geografisk oprindelse, AOC Côtes du Rhône Villages (men uden angivelse af hvilken village, der er tale om), Côtes du Rhône Villages, med villageangivelse (fx Chusclan, Laudun, Plan de Dieu, Valréas, Visan), og så de bedste, selveste cru-vinene, med eget navn.
Disse hedder noget så forskelligt som Côte Rôtie, Condrieu, Château Grillet, St Joseph, Crozes Hermitage, Hermitage, Cornas, St Péray i den nordlige del af Rhône. I den sydlige del hedder de Lirac og Tavel (efter sigende Frankrigs nummer 1 rosé!) på højre flodbredde. På venstre flodbredde er der Vinsobres, Rasteau, Cairanne, Gigondas, Vacqueyras, Beaumes de Venise og så den berømte Châteauneuf-du-Pape (hvor op mod 14 forskellige druer kan komme i spil, hvilket forklarer vinens stærke karakter og forunderlige kompleksitet).
Der anvendes en lang række druer, Bourboulenc, Calitor, Carignan, Cinsault, Clairette, Counoise, Grenache Blanc, Grenache Noir, Marsanne, Muscat noir, Mourvèdre, Muscardin, Picardan, Picpoul Blanc, Picpoul Noir, Roussanne, Syrah, Terret Noir, Vaccarèse, Viognier. Det er mange, men det er stjernedruerne, der tegner sig for langt den største del af produktionen, nemlig Syrah, Grenache og Mourvèdre for de røde vine, og Marsanne og Viognier for de hvide.
Fra Rhodos til Rom og romervin
Vinen kom som bekendt til Frankrig med de gamle grækere, der 400 år før Kristus kom sejlende fra øen Rhodos og gav navnet til området, Rhodano, der senere blev til Rhodanus og så til Rhône. Det er, om ikke andet, en af de (spændende!) etymologiske hypoteser, for der er andre … Romerne førte vindyrkning mod nord, til byen Vienne, hvor de anlagde terrasser på de stejle skråninger. Den sydlige del af Rhônedalen blev hurtigt til, hvad man i dag vil kalde et logistikcenter, da vinen blev afskibet og sejlet på floden, fx fra havnen i byen Roquemaure, og videre derfra til eksport. Vinene fra Rhône var så populære, at de truede de italienske vine, der blev serveret i Rom!
Området blev også kendt – hvilket et stort antal arkæologiske fund bevidner – som centrum for keramikindustrien, med fremstilling af amforaer – såkaldte ’doliaer’ – til bl.a. opbevaring og transport af vin (og af Garum, den fiskesovs, som Romerne var så glade for, om end amforaer hertil var noget mindre). Det gik tilbage med vindyrkningen efter Romerrigets fald, og det er først med en stor indsats fra de katolske munke i middelalderen, at der igen kom gang i produktionen.
Her spillede den nok så berømte Châteauneuf du Pape en væsentlig rolle, dengang den katolske kirke havde to paver, en i Rom, og en i ”pavens nye slot”, Châteauneuf du pape, hvor 7 franske paver successivt sad i perioden 1305-1377. I dag er pavens palæ, le Palais des Papes, især kendt for, i sin indre Cour d’honneur, hvert år at tage imod friluft teaterforestillinger i regi af Festival d’Avignon, den internationale teaterfestival, der blev afholdt 1. gang i 1947.
Djævelskab og arkæologisk vin
Vi skal lige en tur tilbage til Costières og byen Vauvert, der kan bryste sig af at have de sydligst beliggende Rhonevinmarker, for at tage en lille filologisk afstikker. Det franske udtryk ”aller au diable Vauvert” (at tage hen til Vauvertdjævlen), som på dansk betyder noget i retning af at tage hen, hvor kragerne vender, skulle visselig stamme fra byens historie. Vauvert ligger nemlig på den kendte Compostella-rute, hvor pilgrimmene i middelalderen gjorde ophold og overværede små bibelske forestillinger, i hvilke djævlen, som markant symbol på alskens fristelser på denne jord, ofte spillede en væsentlig rolle. Og man kom langt vejs fra for at se disse. I dag er der flere producenter i Vauvert, der har tiltrukket sig international anerkendelse, og vine herfra – og fra nabokommunen Gallician – frister og kommer vidt omkring i den store verden.
Der er blevet drukket vin fra Costières i over 2000 år, men ingen i dag kan med sikkerhed sige, hvordan vinen – vinum romanum – smagte, når Romerne drak den til deres symposier. Man ved efterhånden en hel del om, hvordan vin blev dyrket, fx at vinplanter og frugttræer nærmest voksede sammen, og også hvilket udstyr man anvendte, for her har arkæologien efterhånden givet os stor viden på området. Hvad kan man så gøre? Jo, man kan gøre som Mas des Tourelles, ved flodbyen Beaucaire, har valgt at gøre, nemlig at fremstille en arkæologisk vin. Det er en vin, der om ikke andet kan give os et temmelig plausibelt bud på, hvordan vinen, eller rettere vinene, for der var flere opskrifter, kunne smage.
Mas des Tourelles: Vinfremstilling med den rekonstruerede galloromanske presse (www.tourelles.com)
Til dette formål har man rekonstrueret vinmarker, vindyrkningsmetoder, vinhøst og vinfremstilling (inklusive presse og nedgravede 400-liter doliaer til gæring) ud fra arkæologiske fund og fra datidens skriftlige kilder, fx den romerske forfatter og vinbonde Appius og andre klassiske forfattere som Plinius og Virgil.
I dag kan man i vingårdens butik vælge mellem 3 vine, der alle er kendetegnet ved tilsætning af en række smags- og konserveringsstoffer: honning, havvand, krydderier, opvarmet druesaft, kvæde m.fl. Resultatet er overraskende – og smagen kan bedst beskrives som en sammenblanding af portvin, mjød og medicinsk helsedrik eller urtelikør. Ikke dårligt, men specielt!
Heldigvis sælger de også gode, nutidige Costières de Nîmes, der passer bedre til vore nutidige smagsløg.
Costières de Nîmes i dag – krokodillen lænket til palmetræet
Nîmes’ byvåben designet af Philippe Starck
Nîmes’ byvåben (billedet ovenfor) fremstiller en stiliseret krokodille lænket til et palmetræ. Det er den verdensberømte designer Philippe Starck, der har tegnet sidste, stærkt stiliseret udgave af byvåbnet, der som bruges som logo til markedsføring af Costières vinene. Historien er den, at de romerske legioner, der kom sejrige hjem fra militære togter i Ægypten, havde medbragt krokodiller. Disse gjorde så stort indtryk på indbyggerne i byen Nîmes – Nemausus på latin – at man valgte at præge en mønt, med indskrift COL. NEM (Colonia Nemausus). Den symboliserede byens nyvundne privilegium som romersk koloni og illustrerede Romerrigets kejserlige magt, med fangeskabet af krokodillen som symbol på erobringen af Ægypten.
De romerske legionærer slog sig i øvrigt ned som vinbønder i de jordlodder, som kejseren havde foræret dem som tak for deres militære bedrifter.
Costières de Nîmes
Selvom der altså er blevet drukket Costières i over 2000 år, er det først i 1989, at AOC Costières de Nîmes blev etableret. Der skal bruges mindst to druer til den vigtige ’assemblage’ (blanding), der vil ende i tank (’cuvée’). Der anvendes Grenache, Syrah og Mourvèdre (af og til også Cinsault og Carignan), mens de hvide laves på grenache blanc, roussane, marsanne (og af til også clairette, bourboulenc, viognier, macabeu et vermentino). Jorbunden er kalk og ler, og så er der masser af de kendte ’galets’, de runde sten, som også findes i Châteauneuf du Pape. De er med til at regulere varmen og begrænse fordampningen. Klimaet er også påvirket af de milde briser, der blæser sydfra, fra Middelhavet, og er med til holde planterne frie for uønsket utøj og skimmel (for slet ikke at tale om ’mistralen’, den stormende nordenvind i Rhônedalen, der indimellem rusker godt op i det hele).
Magtfulde Costières fra Middelhavet
De røde Costières er rubinrøde, med masser af rød frugt, brombær, hyld. Med alderen får de violaromaer, sort oliven, milde krydderier og lakridsagtige taniner. De hvide er gylden gule og med flot farvespil. De har en god syre og byder på aromaer af hvide blomster, citrusfrugter og eksotiske frugter. Rosévinene er svagt rosafarvede, med friske aromaer af jordbær og hindbær, er bløde og med god fylde. De skal bare nydes. Man kan med fordel udforske disse både fyldige og elegante vine, der hver især har deres særlige karakter.
Hver torsdag i juli og august i Nîmes er der markeder og koncerter på de små pladser rundt i byen (les Jeudis de Nîmes). Ved domkirken om aftenen, når temperaturen falder lidt, byder les vignerons des Costières de Nîmes på kølige smagsprøver af deres produktion. De fortæller stolt om deres forskellige ”cuvées”, og det kan være svært at finde frem til sin favorit.
Vil man udforske distriktet, er det et godt sted at starte og aftale et besøg på ’le domaine’ næste dag. De gør det godt, og historien har givet dem ret. De var jo ikke så skøre, de Romere!
__________________________
KILDER Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France
Syndicat AOC Costières de Nîmes: https://www.costieres-nimes.org [set januar 2019]
Inter Rhône: http://www.vins-rhone.com/fr/appellation [set januar 2019]
Patrimoine Urbain: https://foucautalain9.wixsite.com/patrimoine-urbain [set januar 2019]
Mas des Tourelles: http://tourelles.com/ [set januar 2019]
DK-France fotoarkiv
I vores seneste indlæg lovede vi at tage læseren med på en tur gennem mindre kendte franske vindistrikter. Turen går denne gang til Loire-dalen, hvor der produceres spændende vine af fremragende kvalitet. Og vine for enhver smag.
Sancerre, La Forêt des Dames, årgang 2013 – sublim hvidvin !
At påstå, at Loire-vine skulle komme fra et mindre kendt vindistrikt, skal her fortolkes med danske briller, for Loires omdømme fejler bestemt ikke noget i selve Frankrig, der nyder størstedelen af produktionen.
Loire-vine er undertippede i Danmark Danmark importerer det meste af sin franske vin fra de velkendte, klassiske – og sikre – vindistrikter som Bourgogne, Champagne, Alsace, Côtes du Rhône, Languedoc-Roussillon og ikke mindst Bordeaux. Der er derfor langt mellem rosé, hvide, røde eller boblende vine fra Loire. Disse kan man nemmere anskaffe sig i specialhandler eller på restauranter end i supermarkedernes vinafdelinger. For ikke at tale om nettet. Om ikke andet er det vine, der fortjener større opmærksomhed, og det er synd, de er undertippede i Danmark. Lad os besøge distriktet og lære dem lidt at kende.
Le jardin de la France : en oase for slotsromantik og vindyrkning Loire-floden, som med sine 1012 km er Frankrigs længste flod, skærer sig gennem Frankrig ca. halvvejs mellem nord og syd, fra øst i Massif Central, mod vest i Atlanterhavet, og udgør en naturlig klimagrænse.
Loire-dalen er desuden begunstiget med et mikroklima, med milde vintre og svale somre, og har gennem århundreder været et yndet udflugtsmål og en grøn oase for bl.a. velhavende parisere, der ville flygte fra byens larm og den dårlige luft for at nyde den smukke natur og bedrive jagt i de store skovområder syd for floden.
Trenden startede i middelalderen og tog til i renæssancen, hvor de franske konger og den franske adel lod sig bygge romantiske pragtslotte, der hver især rivaliserer i skønhed med harmonisk, klassisk udsmykning og sirligt anlagte franske parkanlæg eller middelalderlige tårnanlæg og brystningsmure.
Her kan vi finde Chambord, Blois, Cheverny (som Hergé i sine Tintin-albums brugte som model til kaptajn Haddocks Moulinsart), Amboise, Chenonceau, Villandry, Azay-le-Rideau, Ussé (Tornerose slot i Perraults eventyr), Chinon, Saumur (som har været hovedinspirationskilde til Disneys sleeping beauty slot), blot for at nævne de mest kendte. Betegnelsen ”Jardin de la France” (Frankrigs have) denoterer disse særlige historiske forhold og dette kulturlandskab, hvori vindyrkning kan spores 2000 år tilbage i tiden.
Vugge for moderne fransk Loire-dalen siges at være vugge for udvikling af moderne fransk. Det var her, digteren du Bellay i 1549 udgav sit berømte forsvarsskrift for det franske sprog og dets forskønnelse, efter at latin officielt var blevet lagt på hylden af den franske konge Frans den første i 1539, der dekreterede, at nu skulle fransk bruges i alle offentlige skrifter.
Du Bellay fulgtes snart af andre poeter og litterater, som Ronsard og Rabelais, og deres renæssanceværker fra 1530-1570 figurerer højt i den franske litterære kanon. Det siges også, at det er her, man i dag vil kunne høre den mest korrekte – og flotteste – franske udtale!
Vine som perler på en snor elle mangfoldighedens have Spredt på 3 franske regioner, 14 departementer, og med 800 km vinruter, er Loire-vinene kendetegnet ved deres høje diversitet. De indbefatter både AOP (Appellations d’Origine Contrôlée), Dénominations (benævnelser) og IGP (Indication Géographique Protégée Val de Loire) samt en lang række druesorter, hvor Cabernet Franc for de røde og Chenin, Melon de Bourgogne og Sauvignon for de hvide, er de mest anvendte.
Dertil kommer stor variation i jordbundforholdene (terroir), med stenarter som granit, gnejs og skiffer mod vest, og aflejringer af sedimenter mod øst, med gult kridt (tuffeau), sand og grus, flint og lerjernsten.
Produktionen er på 270 millioner flasker årligt, hvoraf 50 millioner går til eksport i 160 lande. Størstedelen vinificeres som hvid (41%). Rosé står for 27%, rød 19% og boblende vine for 13%. Bag denne succes står 2700 selvstændige vinbønder, 300 handelshuse og 15 vinkooperativer.[i]
Grundet den begrænsede spalteplads kan vi ikke udforske dem alle, så her vil vi bare kigge på nogle af de mest prominente.
Fra Nantes til Tours – 3 distrikter
Kilde: Wikipedia, Creative Commons
Starter vi mod vest, hvor Loire-vandene løber ud i havet, har vi omkring byen Nantes AOC Gros Plan de Nantes, en maritim hvidvin, der ofte fremstilles ”sur lie” (vinen lagres på fad i 4 til 5 måneder uden forudgående omstikning og udvikler sig sammen med sit naturlige bundfald, hvorved vinen vinder i rundhed og fedme). Det er også hjemegnen for Muscadet, der tæller flere AOC’ere, og som er lavet på melon de Bourgogne, en frisk, liflig vin, med megen frugt og fylde i munden. Her benyttes sur lie-metoden også. Disse vine er perfekte ledsagere til alt godt fra havet.
Lidt længere mod øst kommer vi til Anjou-vinene omkring byerne Angers og Saumur, der kan mønstre stor variation med 19 AOC’ere og benævnelser. Disse vine tæller både tørre og søde hvidvine, rosévine (på Gamay, Pinot Noir og Cabernet Franc) samt rødvine (på Cabernet franc og Cabernet Sauvignon).
Der produceres også boblende vine på Chenin Blanc og Chardonnay, den såkaldte Crémant de Loire. Fælles for Anjou-vinene er de flotte aromaer, med megen frugt og god balance og fylde. Og efter sigende er det vine, man ikke bliver dårlig af, hvis man skal tro sangteksten fra den berømte drikkevise Le Tourdion (1530): aussi désormais je bois Anjou ou Arbois! … (så nu drikker jeg Anjou eller Arbois!)
Vi fortsætter til storbyen Tours og vinene fra Touraine, hvor de mest berømte er Chinon, St Nicolas de Bourgueil og Vouvray. Her møder vi igen variationen fra den store vinpalet, fra lette til fyldigere vine, fra sødmefyldte til friske, tørre hvidvine, fra frugtige, elegante Gamay-vine til intense Cabernets Francs med flotte taniner, og ikke at forglemme, de aromatiske, boblende Crémanter, der er fyldt med kraft. Touraine slutter ved Amboise og Blois.
Små distrikter, stort omdømme Vi kan ikke afslutte turen uden at nævne den mindre region Centre-Loire, der ligger mere afsides mod øst, men producerer ypperlige vine. Der er her 9 AOC, hvor de bedst kendte er Sancerre og Pouilly-fumé. Det er højkvalitetsvine, mest hvide, der er meget eftertragtede og ofte optræder på vinkortet på de bedste restauranter rundt om i verden.
Her forholder det sig omvendt i forhold til de andre Loire-vine, der hovedsageligt nydes i Frankrig, da 60% af Sancerre går til eksport. De hvide Sancerre brillerer med deres frisked med komplekse citrusaromaer og en stram og elegant mineralitet. Der anvendes i øvrigt sur lie-vinifikation.
Den hvide Pouilly-fumé laves på Sauvignon Blanc og Chasselas. Da den især vokser på kalk- og kiselholdig jordbund med flint og mergel, er den ligesom Sancerre kendetegnet ved sin udprægede mineralske karakter (har derved også en anelse røg- fumé smag). I duften er der klare toner af gyvelblomst og frisk grapefrugt.
Fortjener større udbredelse Det turde nu stå klart, at Loire har mange gode vine at byde på. Med deres forbavsende varietet kan Loire-vine behage selv de mest kræsne ganer og burde vinde større indpas på de danske middagsborde – eller på terrassen, når sommeren skal nydes.
Næste gang, vi udkommer, vil vi bringe læseren videre på turen til andre franske vindistrikter, der ligeledes fortjener større kendskab.
Tallene i indlægget er hentet i: vinsvaldeloire.fr, dossier de presse 2018 [set 8. juli 2018]
Billedet Les vignobles … er hentet i: Wikipedia, Creative Commons
___________L________
[i] [i] Kilde: vinsvaldeloire.fr, dossier de presse 2018
Med denne artikel vil vi starte en ny serie af artikler, der vil komme rundt og udforske de mindre kendte franske vinområder. Vi vil tage læseren med på en tematisk rejse gennem Frankrigs vindistrikter, hvor læseren får indblik i de forskellige områder og vinenes særlige træk, og hvad der gør dem specielle. Vi finder det derfor oplagt at starte denne nye serie med Cahors-vinen som følge af dennes stigende interesse hos danskerne efter Prins Henriks død.
Vinmarker i oktober
En afskedshilsen til Prins Henrik I denne tid, hvor vi har taget afsked med Prins Henrik, er der kommet en fornyet interesse for “prinsens vin”, der har medført en øget efterspørgsel efter hans vin fra Château de Cayx, og mange steder blev der meldt udsolgt[1]. Dette kan ses som en hyldest til Prins Henrik som vingerningsmand og vinmager, og i den forbindelse sender vi en særlig tanke og tak til Prins Henrik gennem en præsentation af Cahors.
Det mindre kendte vinområde Cahors Grundet det danske kongehus’ tilknytning til Château de Cayx ringer der sandsynligvis en klokke hos vininteresserede danskere, når Cahors-området omtales. Château de Cayx kan spores helt tilbage til det 15. århundrede, hvor det blev opført for at kontrollere sejladsen på Lot-floden, men i 1974 købte Dronning Margrethe 2. og Prins Henrik slottet, hvor det undergik omfattende renoveringer over årene, herunder vinproduktionen i 1975[2].
Dog er Cahors-vinområdet ikke et af de mest kendte vinområder i Frankrig, da de fleste danskere generelt kender til de store, kendte vinområder i Frankrig såsom Bordeaux, Loire, Bourgogne og Alsace, hvor Cahors ikke hører til. Cahors-området lever i skyggen af disse andre vindistrikter. Men hvad er det, der adskiller dette område fra andre?
Den franske malbec-drue Malbec-druen (også kendt som Côt eller Auxerrois) har sin oprindelse i Cahors i det sydvestlige Frankrig. “Prinsens vin” følger derfor en gammel tradition ved næsten kun at bruge malbec-druen til rødvine, i det stort set alle af prinsens rødvine er lavet af 100 % malbec. Château de Cayx’ vinmarker er desuden 80 % beplantet med malbec-druesorten[3]. Den franske malbec er i øvrigt hoveddruen i de store argentinske rødvine[4]. Som sagt har malbec-druen sin oprindelse i Cahors, og reelt er Cahors et meget gammelt vindistrikt, der daterer tilbage til 1200-tallet, men i 1912 blev produktionen fuldstændig ødelagt af vinlusangreb. Produktionen kom først rigtigt i gang igen i 1950’erne og måtte opbygges fra grunden, så derfor er Cahors egentligt et ungt vindistrikt[5].
Cahors-vinen er en kraftig vin, der ofte er rig på garvesyre og frugt[6]. Grundet en del regn, ikke alt for mange varme dage (ca. 100) fra blomstring til høst har Cahors-vinen mere markante tanniner, som således giver en mere rustik stil[7]. Den udvikler sig ved lagring og tager derfor typisk flere år om at modne i flasken, før den er drikkeklar. Vinen skal ikke drikkes ung, idet vinens nuancer ikke er fuldt udviklet. Den kan iltes ved dekantering[8].
Cahors-vinen anses for franskmændene som en “ægte” vin de terroir, bl.a. fordi det er en kraftig vin, som er er meget afhængig af den gode jord, i og med der er en del regn og lidt sol.
Terroir – vindyrkning og hjemstavnspræg Terroir er et fransk udtryk, der betegner særlige kendetegn, såsom geografi, geologi og klimaforhold på en bestemt lokalitet, som præger fx en bestemt vinsort. Ordet terre er fransk og betyder jord, og det er lige præcis jorden, der er det mest essentielle for den franske vindyrkning. Terroir betyder således, at den samme druesort kan være dyrket i forskellige regioner, men stadig frembringe meget forskellige vine. Terroir-effekten kan også helt forsvinde, hvis fx høsten udsættes for overdosering af gødning. Gødningen skal derfor tilpasses ikke alene planten, men også jordbunden[9].
Der har dog været stor uenighed i vinindustrien om, hvor stor indflydelse terroir har, og hvor grænserne for begrebet går. Men terroir rummer i sin kerne forestillingen om, at jorden, hvorpå druerne gror, indgyder dem en særegen kvalitet, som er speciel for den pågældende region[10]. Det vil sige, at vinens jordbund og område kan smages.
Vin som kulturfænomen Med terroir-begrebet indbygget i den franske fælles bevidsthed er det ikke til at komme uden om, at vin generelt er et fransk kulturfænomen. Den er vævet ind i Frankrigs kultur-DNA, og vin er en integreret del i den franske kultur dels pga. den kristne tradition, hvor vinen er blevet overført til social kontekst og samlingspunkt, og dels pga. Frankrigs langvarige vindyrkning og dets tradition som bondesamfund[11]. Her spiller terroir og esprit de village en stor rolle. Esprit de village ligner terroir i den forstand, at franskmændene mener, deres afgrøder smager og bærer præg af den bestemte bys hjemstavn.
Vi vil i de kommende nyhedsbreve rejse videre gennem Frankrigs mindre kendte vinområder og kaste lys over bl.a. Pays Basque, Centralmassivet, Savoie og Jurabjergene, der også lever i skyggen af de mest kendte vindistrikter.
Hvis denne artikel har vækket interesse, kan du læse mere på følgende hjemmeside:
