Tag-arkiv: vin

Ønologi og vinsprog, Sprog- og kulturkurser

I begyndelsen var ordet: om Bordeaux, vinord, vinnavne og vinordbøger

Skriv en kommentar

Vi har i en serie af artikler haft glæden af at guide læseren gennem en lang række franske vindistrikter fra nord til syd og fra vest til øst, men har endnu ikke udforsket dem alle. Vi mangler stadig vine fra Jura, Savoie, Korsika, Pyrenæerne, Garonne, Auvergne, Provence med flere.

Frem for alt mangler vi at besøge det om nogen mest emblematiske af alle vindistrikter, Bordeaux, der alene kan mønstre 67 appellations contrôlées (AOC) ud af de 375 AOC’er, som Frankrig tilsammen er god for (tallene varierer en del, men disse er fra Vitisphère (2023) og stammer fra det franske, nationale institut INAO, der fører tilsyn med AOC-lovgivningen).

Château Les Carrasses
Vinmarkerne omkring vinferieslottet Château Les Carrasses

Bordeaux-distriktet er dog ret så komplekst, fordi det er sammensat af flere forskellige distrikter, og vi har derfor valgt – måske nok også fordi det at gå i gang med et sådant skriveprojekt kan virke lidt uoverskueligt – at vente lidt endnu. I stedet vil vi berette om noget lidt andet, som egentlig er det, der har motiveret og styret vores vinudforskning og vinskrivning hidtil, nemlig vores fokus på vinord, vinnavne og vinordbøger. Disse omfavner vinegnsbeskrivelser, vinhistoriske beretninger, vinkulturelle fortællinger, vintekniske forklaringer, vinlovgivning, vinøkonomi og -handel, og ikke mindst vinsmagningsanmeldelser med alle de oplevelser og drømme, som vin er i stand til at skabe og fostre.

Bordeaux …

Ordet Bordeaux er et fint sted at starte, for Bordeaux er et navn, vi på dansk kalder for et egennavn, eller på latin et proprium, som i Den Danske Ordbog (2023) defineres, som følger:

  • substantiv, som udpeger og benævner en bestemt person eller genstand, et bestemt sted el.lign. fx Hanne, Ford, Tivoli eller Antikken (DDO 2023)

Proprier adskiller sig hermed fra de såkaldte appellativer, som er alle de andre ord, der skrives med småt og ”beskriver levende væsener, genstande, aktiviteter, begreber el.lign. ved at henføre dem til en bestemt klasse med fælles egenskaber” (DDO 2023). Proprier, som skrives med stort, både udpeger og benævner noget helt bestemt, de har et unikt navn og udgør en eksklusiv kategori helt for sig selv.

Bordeaux … og bordeaux

Det sjove er, at vi med Bordeaux har to udpegninger og to benævnelser på én gang, to kategorier, en by og et vindistrikt. Det er konteksten, kommunikationssituationen, der vil afgøre, om vi refererer til den ene eller til den anden kategori. Her er de to definitioner, begge fra Wikipedia (2023):

  • Bordeaux er en storby i det sydvestlige Frankrig. Den er administrativ hovedby (præfektur) for departementet Gironde og hovedstad for den administrative region Nouvelle-Aquitaine
  • Bordeaux er et vindistrikt i Frankrig, hvor der årligt produceres 700 millioner flasker vin heraf 80% rødvin

Men ikke nok med det, for ordet bordeaux har også status af substantiv, og har to særskilte betydninger. Her er begge definitioner fra DDO (2023):

  • Bordeaux: dyb rød farve med en brunlig tone, som rødvin
  • Bordeaux: substantiv, fælleskøn, vin fra Bordeaux-området

Det er i denne forbindelse interessant at notere sig, at farven rød, her i sin dybrøde, lidt brunlige udgave, netop peger på noget andet end sig selv som farvekategori, nemlig på en type vin. Det gør i øvrigt alle farver, der gennem deres definitioner gerne peger på andre entiteter ude i verden. Rød defineres som ”med farve som fx blod eller en moden tomat” (DDO, 2023), hvor gul defineres ”med farve som fx en moden citron eller blommen i et æg”. Denne henvisning gør det unægtelig nemmere at begribe farven end blot en fysisk definition af rød som en farve, der ”omfatter farvenuancerne efter orange i den yderste, langbølgede ende af det synlige lys, dvs. nuancer med en bølgelængde mellem 630 og 750 nanometer” (DDO 2023).

Henvisningsfænomener i vinverdenen

Når vi bestræber os på at beskrive vin og skal forsøge at ramme dens unikke farve, vil vi således uvilkårligt pege på ting i verden, der besidder den farve, vi mener at kunne indfange for bedre at beskrive den og formidle vores visuelle indtryk, så de kan deles: kirsebærrød, rubinrød, halmgul, ravgul osv.

Dette henvisningsfænomen er endnu mere udpræget og tankevækkende, når vi taler om vinens duft eller aroma. For her mangler vores sprog ganske enkelt benævnelser for disse: dufte (og lugte) har nemlig ingen navne! (Kleiber, 2012). Hvad gør vi så? Jo, vi bruger bare navnet på kilden, hvorfra denne duft eller lugt stammer. Vi henviser så til duft af citron, af æble, af nellike, af brombær, roser, lindetræer, friskslået græs, læder, brændte mandler, skovjordbund efter regn osv. Listen er alenlang, da vores hjernes evne til at registrere, rubricere og genkende dufte er fænomenal. Mængden af duftbenævnelser er dermed uendelig, de sætter alle særlige associationer i gang, og pirrer til vores fantasi.

Bordeaux i et forbrugerperspektiv

Men historien om vinnavne, om deres farve og duft, stopper ikke ved disse kategorier, idet hver enkel vin som bekendt er unik. Derfor bestræber vi os på at indfange og definere dens væsen og væren (eller ontologi) – ved at knytte en lang række sanselige egenskaber (syn, duft, smag, følesans, neurologiske sensationer i ansigt mund og svælg) og tilføje en masse (relevant) viden om den verden, vinen er en del af, og som vi lever midt i.

Hermed får vi fat i det sidste – og måske mest spændende – medlem i familien af Bordeaux-navne: navnet som AOC, navnet som et bestemt produkt eller varemærke, som et specifikt domæne, en terroir, et vinhus, en særlig årgang, en særlig flaske – hvor navnet åbner op for en lang række tilknyttede egenskaber og fortællinger, med fx priser og anerkendelser, vurdering af forholdet mellem pris og kvalitet, råd til de bedste madassociationer og meget mere.

Nedenstående eksempel er karakteristik for den sidste, uudtømmelige dimension i Bordeaux-navnet, det er AOC-dimensionen, produktnavnet, dvs. forbrugsperspektivet. Det er en meningsgivende beretning om vores konstant foranderlige verden, som leksikografer (der beskæftiger sig med ordbøger i teori og praksis) kalder for den kulturelle og encyklopædiske dimension. Det fulde, sammensatte navn som unikt medlem af klassen kan eksempelvis være:

  • Bordeaux som produktnavn: « Vin Rouge AOP Bordeaux Château Haut Bascla 2018 »

    Prisvindende Bordeaux fra Château Haut Bascla – fantastisk raffineret med modne tanniner og flot frugt. Et exceptionelt glas for pengene. Lavet på 80% Merlot og 20% Cabernet Sauvignon, dyrket og certificeret som bæredygtigt. Kompleks og fløjlsblød med noter af mørke brombær og blommer og let krydrede undernoter fra fad. Har vundet guld i Paris og mange andre medalje med tidligere årgange. Går perfekt til gryderetter, grillretter og en god bøf.

    Kilde: Vin med mere.dk – Château Haut Bascla Bordeaux rouge 2018

Vinviden og vinordbøger

Vi vil slutte med at vende tilbage til ordbøger, som vi lige har omtalt. Vin er et privilegeret genstandsfelt for mange typer ordbøger, der beskriver viden om vin, vinhistorie, vin i kunst og litteratur, vinteknik, vinsprog etc. Udover ordbøger har vi også vinencyklopædier, vinleksika, vinglossarer, ordlister, datablade … Vi har vinguides, vinhåndbøger, vinplatforme, vinapplikationer, vinfora og vinblogs, som i stor udtrækning faktisk fungerer, som ordbøger nu gør. Vi kan slå op i dem for at øge vores viden om vin, for at få hjælp til at forstå vintekster eller tale om vin, eller få hjælp og vejledning til at handle vin og nyde den bedst muligt.

Og mere til: det forunderlige er, at vi alle bliver, eller kan blive leksikografer (ordbogsforfatter), når vi poster om vin, når vi anmelder vin på disse fora m.fl., og når vi deler vores vinviden og vores vinoplevelser i vores netværk. Vi er med til at udpege og selektere vine, beskrive dem, tildele dem egenskaber, kvalificere dem og først og fremmest indeksere dem, så alle andre, der interesser sig for vin, nemt kan få fat i dem, ”slå op i dem” så at sige, og få adgang til dem. Det samme gør alle vinfirmaer, der sælger deres vin online via deres webshops: vinfællesskaber og handelspladser.

I begyndelsen var ordet

Vinord, vinnavne og vinordbøger er derfor ikke blot abstrakte, lingvistiske eller billedlige tegnsamlinger, der peger, benævner, kategoriserer. De skaber mening om vores vinvirkelighed, vores vinfællesskaber, vores vinviden, vores følelser med at dele og nyde et glas vin, vores subjektive vinoplevelser. De skaber mening ved unikke associative fortællinger. De bygger vores vinkultur op og befolker i rigt mål vores drømme og fantasier, som alle vi vinelskere efterfølgende så glædeligt deler med hinanden. Ord- og vin-geek har man da lov at være, det giver nemlig mening.

____________

FORFATTER
Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

KILDER

Ønologi og vinsprog

Danskernes forkærlighed for Alsace og Alsace-vine

Skriv en kommentar

I rækken af vinture over det ganske franske land er turen nu kommet til en helt særlig fransk vinregion, som fylder rigtig meget i danskernes smag for franske vine, og i deres frankofile forkærlighed for det franske land i det hele taget, nemlig Alsace.

Altenberg Bergbieten. VinsAlsace.com ©CIVA – www.vinsalsace.com/fr/fonds-decrans

Mange danskere er fortrolige med den yndede franske region Alsace, eller Elsass som vores tyske naboer og venner ynder at omtale den, der strækker sig langs bjergkæden Vogeserne og ligger blot 935 km syd for den danske grænse. Regionen, der starter ved byen Wissembourg i nord og slutter ved Thann i syd, er 120 km lang, mellem 4 og 20 km bred og kan fint nås i bil (gerne med cyklen i traileren!) på én dag. Området er et yderst populært (vin)feriemål, da det er rigt på kultur- og naturskønne oplevelser, maleriske bindingsværkshuse i henrivende landsbyer, stolte europæiske kulturstade som regionshovedstaden Strasbourg og storbyerne Colmar og Mulhouse, og ikke mindst vin og gastronomi i særklasse.

For Alsace-vinene, først og fremmest de hvide og de mousserende, er yderst populære i Danmark, og mange danskere har sågar – i bil eller på cykel – udforsket Alsaces berømte vinrute – den 170 km lange route des vins – og aflagt gentagne besøg hos deres foretrukne, lokale vinproducenter, hvor alle kan finde deres yndlingskvalitetsvin, hvad enten det er en almindelig AOP eller en af de anerkendte, ypperlige grand cru’er. Et enkelt nøgletal kan belyse styrken af dette kærlighedsforhold. Danmark er nemlig, næst efter Belgien, som indtager første plads (med 45.124 hl) og med Tyskland på anden plads (med 28.861 hl), verdens 3. største importør af Alsace-vine med hele 18.249 hektoliter i 2020. Ved udgangen af 2021 er den danske efterspørgsel i øvrigt stærkt stigende, i størrelsesorden 15-40%.

Alsace-vin i tal – en række kvalitetscertificeringer

Alsace-vine optager blot 3,5% af vindyrkningsarealerne i Frankrig, svarende til ca. 15.606 hektarer land fordelte på 119 kommuner. Regionen, der består af de to departementer Haut-Rhin og Bas-Rhin, omsatte for 4,2 milliarder euroer i 2020. Produktionen nåede op på 786.000 hl i 2021, hvoraf de 90% er hvide. Alsace blev i øvrigt hårdt ramt i 2020 under COVID-19 pandemien, hvor produktion faldt med 10%., og hele 12% for Crémant-vinene. Tilbage i 2018 var produktionen helt oppe på 1.200.000 hl.

Udbyttet er ved lov fastsat til 65 hl pr. hektar for AOP-vinene, 70 hl for de mousserende (les Crémants), og 50 hl for grand cru’erne, der naturligvis kæler noget mere for kvaliteten af deres druer. Som følge af faldende omsætning og voksende, fyldte lagre gennem de senere år er der nu opnået enighed i det alsaciske vinerhverv om at begrænse udbytterne. Hvad fordeling af de enkelte druesorter angår, er det Pinot Blanc-druen, der dominerer, med 24% af den samlede høst, efterfulgt af Riesling (22%), Gewürtzstraminer (16%), Pinot Gris (15%), Pinot Noir (10%), Sylvaner (8%), samt øvrige druer, der blot tegner sig for 5 % af produktionen (Muscat, Auxerrois, Savagnin Rose).

Cirka 450 producenter har omlagt til økologi eller er i færd med at omlægge, og 136 producenter markedsfører deres vine under den såkaldte HVE-statslige certificering (Haute Valeur Environnementale = høj miljøværdi), der uden at være økologisk som sådan bestræber sig på at følge og fremme mere miljøansvarlige produktionsmetoder.

1945, 1962 – to politiske milepæle for alsacisk vinlovgivning

Den franske AOC-regulering af Alsace-vinene blev symbolsk nok etableret ved afslutningen af anden verdenskrig i 1945, under den daværende 4. republik. Her blev Alsace-Lorraine (på tysk Elsass Lothringen, som er betegnelsen på det gennem historien omstridte landområde mellem de to store, rivaliserende lande, Frankrig og Tyskland – det frankiske rige og det allemaniske rige) igen del af Frankrig. AOC-Alsace bliver dog først fastlagt ved dekret i 1962, som også, på Général De Gaulles initiativ, er året for den 5. republiks radikale forfatningsændring med direkte valg til præsidentembedet (Alsace har det åbenbart med at skrive sig markant ind i den franske, politiske historie!).

I henholdsvis 1975 og 1976 kommer AOP Grand cru og AOP Crémant appellationer til. Det er først i 2011, at hele lovgivningen om Alsace-vine endelig falder på plads med de tre AOP’er, vi kender i dag:

1. Appellation Alsace Contrôlée, med navnet på den anvendte druesort (Sylvaner, Pinot Blanc, Riesling, Muscat, Pinot Gris, Gewurtzstraminer og Pinot Noir)
2. Appellation Alsace Grand Cru Contrôlée, med 51 nøje afgrænsede terroirs i særklasse
3. Appellation Crémant d’Alsace Contrôlée (vinhøsten i Alsace starter i øvrigt med høsten til Crémant)

Vinerhvervet har stor økonomisk betydning for regionen, og beskæftiger hen ved 4.000 mennesker (med jobs i vinkooperativer og i handel med druer og uaftappet vin, og jobs som selvstændige vinbønder eller producenter/forhandlere). Dertil kommer, som allerede nævnt, hele vinturismeerhvervet, den såkaldte ønoturisme, der hvert år genererer betragtelige valutaindtægter til hele regionen.

Terroir diversitet som garant for en bred palet af vibrante, vinsmagningsoplevelser

Der findes næppe andre vinregioner i Frankrig, der som Alsace kan præstere en så omfattende terroir-diversitet og dermed terroir-effekt. Særdeles gunstige klima- og mikroklimatiske forhold (solrig, varm og begrænset nedbør), perfekt topografi (lav højde mellem 150 og 450 m.o.h., i læ for vinden og sydøst-orientering) samt skiftende, komplekse jordbundsforhold (med ekstrem høj variation af jordbundstyper grundet den dramatiske, geologiske historie og kompleksitet) har sammen skabt ideelle betingelser for Alsace-vinene, der alle byder på en lang række vibrante smagsoplevelser.

To vinkategorier

Vinene kan deles op i tørre og friske vine på den ene side, og i kraftfulde, intense vine på den anden.

De tørre og friske har hver deres identitet. Den friske, elegante Riesling mønstrer subtile aromaer af citrus, hvide blomster, anis, kommen og fennikel; den sprøde, livlige Pinot Blanc frembyder en fin næse af fersken, æble og blomsterdufte; den mere diskrete, forfriskende Sylvaner udfolder toner af frugt og blomst, og antydninger af frisk slået græs; den tørre og harmoniske Muscat udmærker sig med sine overvældende og koncentrerede, primære duft- og smagsaromaer direkte fra de vinificerede muscat-bær.

Så er der de kraftfulde, intense hvidvine. Den komplekse, friske og runde Pinot Gris kendetegnes af udsøgt balance og toner af røg, abrikoser, tørrede frugter, honning og bivoks; den overvældende, aromatiske Gewurtzstraminer skiller sig til gengæld ud med en sand overflod af toner fra en række eksotiske frugter, blomster, citrus og krydderier.

Udover de hvide vine producerer Alsace også rosé og røde vine. Pinot Noir Rosé d’Alsace er en let, frisk og sprød vin med delikate aromaer af små, røde frugter. Pinot Noir d’Alsace Rouge Léger er en let, livlig og afbalanceret vin, med bløde, harmoniske taniner og et væld af røde frugter som ribs og sure kirsebær. Pinot Noir d’Alsace Rouge udmærker sig ved sin fine struktur og god balance, med komplekse aromaer af brombær, solbær, kirsebær, vanilje og læder. Taninerne er bløde og fuldintegrerede, og smagsoplevelsen afsluttes med en harmonisk eftersmag.

Fine, elegante og lystigt boblende Crémants

De mousserende vine betegnes og markedsføres som Crémant d’Alsace. I den hvide udgave mønstrer disse vine fine bobler, der stiger regelmæssigt til vejrs og frigiver aromaer af æble og pære, fersken og abrikos, antydninger af citrus og tørrede frugter, hvide blomster og brioche. De opleves som friske, frugtagtige, med fint og delikat skum. I roséudgaven frigives elegante, delikate aromaer af små røde frugter, munden opleves frisk og harmonisk, hvor boblerne understøtter og forstærker vinens fyldighed.

Grands crus som stærke eksponenter for terroir

De 51 grand cru-vine er pr. definition massivt præget af deres respektive terroirs og udfolder hver især masser af kraft og intensitet; de både viderefører og løfter så at sige de smagsoplevelser, som deres ”små brødre”, de ”almindelige” Riesling, Muscat, Pinot Gris og Gewurtzstraminer (der er de 4 druesorter, som er tilladte), allerede besidder, men bringer dem til nye, koncentrerede højder. Det vil føre for vidt med den begrænsede plads, vi her har til rådighed, at berette om hver enkelts fortræffeligheder, for hver grand cru, hver årgang er absolut unik. Vi har her at gøre med superlative vine, hvor termer som balance, generøsitet, elegance, harmoni, voluptuøsitet, mineralitet, overdådighed m.fl. ikke bare er verbale prædikater, men kraftfulde, sensible stimuli til oprigtige, dybe sanseoplevelser.

Sjældne, suveræne, søde vine

Alsace er også leveringsdygtig i sjældne, søde vine lavet på sent høstede druer eller på druer angrebet af den ædle råddenskab (botrytis cynerea). Disse frembyder forførende, fremragende sødme; de er på én gang både ”moelleux” og ”liquoreux”, komplekse i munden og med blide toner af honning og confiterede henkogte frugter, med lang, vedvarende eftersmag.

Alsace er ikke blot vin, men også Elsassbier

Alsace er ikke kun et paradis for vinentusiaster. Det skal retfærdigvis anføres her til sidst, at Alsace er lige så anerkendt for sin ølproduktion og sin ølkultur – Elsassbier – som for sin vinproduktion og vinkultur. Det er jo værd at huske, at Frankrig er Europas 3. største øl-producerende land, og også nok det land med flest bryggerier i Europa, med rundt regnet 10.000 enkelte øl. I Alsace alene er der over 300 bryggerier. De dansk-ejede Kronenbourg bryggerier i Obernai (som er del af Carslberg-koncernen) er ikke længere enerådige på markedet, men har fået stærk konkurrence fra det stigende antal såkaldte mikrobryggerier, der brygger de stærkt eftertragtede ”bières artisanales” (hjemmebrygget øl).

Man kunne på denne baggrund nemt nære den mistanke, at der deri ligger yderligere grunde til danskernes forkærlighed for Alsace, ikke bare qua sine vine, men også qua sin øl som gudsbenådet drik, eller som man siger på alsacisk: ”Hopfe un Màlz, Gott erhàlt’s” (= Gud bevare hummel og malt).

Et alsacisk ordsprog siger også: ”Wer nit liebt Win, Weib un G’sàng, Der bliibt e Nàrr sin Läwe làng” (= Den, som hverken holder af vin, kvinde eller sang, vil en nar forblive livet igennem), men mon ikke øl også hører til i den alsaciske folkevisdom? Herfra skal der blot afslutningsvis lyde et velment, alsacisk ”S’gelt!” – for nu gælder det, som de siger: Nu må der gerne skåles.

_____________________

FORFATTER
Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

KILDER
Agreste. Filière Viticulture Alsace (2022). www.agreste.agriculture.gouv.fr, chrome-extension://efaidnbmnnnibpcajpcglclefindmkaj/https://draaf.grand-est.agriculture.gouv.fr/IMG/pdf/2021_06_Filiere_Viticulture_alsacienne_cle87c836.pdf [set 6. november 2022].

Brasseurs de France (2022). https://www.brasseurs-de-france.com/tout-savoir-sur-la-biere/le-marche-de-la-biere/ [set 6. november 2022].

La marque Alsace (2022). https://www.marque.alsace/la-production-des-vins-dalsace-01080 [set 6. november 2022].

Olca. Office pour la langue et les cultures d’Alsace et de Moselle (2022). Petit lexique de la vigne au vin en alsacien : Vun de Rawe züem Wi(n). https://www.olcalsace.org/fr/lexique_vin [set 6. november 2022]

Oenologie.fr (2022). https://www.oenologie.fr/cepage-alsace/ – [set 6. november 2022].

Smag på vin (2022). https://www.smagpaavin.dk/alsace-vinturistens-ferieparadis/ – [set 6. november 2022].

VinsAlsace.com (2022). https://www.vinsalsace.com/fr – [set 6. november 2022].

VinsAlsace.com (2022). https://www.vinsalsace.com/fr/fonds-decrans/ [hentet 6. november 2022].

Vitisphère. https://www.vitisphere.com/actualite-94435-les-baisses-de-rendements-2021-votees-en-alsace.html/ – [set 6. november 2022].

Ønologi og vinsprog

Når sur vin bliver til gudedestillat – og englene også får deres andel

Skriv en kommentar

I rækken af vinture i det franske land er vi i dag kommet til byen Cognac i Charentes-regionen, som er verdensberømt for destillatet af samme navn. Men få tænker egentlig over, at området er Frankrigs største producent af hvidvin. Vinen er dog, i modsætning til alle andre vine, ikke beregnet til at blive drukket, men til at blive opvarmet i svanehalsformede destillationsapparater, hvorefter den efter års lagring i egetræsfade skal blive til udsøgt Cognac.

Hennessy Cognac_turbaaden lægger til foran Cognachusets hovedindgang
Hennessy Cognac: Turbåden til besøg af Cognachusets faciliteter lægger til foran hovedindgangen …

Der findes på ’butte Montmartre’ i Paris, lidt tættere på himlen kunne man vel sige, en lille, men hyggelig, gastronomisk restaurant, der kalder sig ”la part des anges”. Den ligger lidt gemt væk fra turisternes standardruter i det berømte bohemekvarter og er først og fremmest kendt og besøgt af lokale fra ”landsbyen”, som de ynder at kalde deres bydel. Men hvad betyder nu dette maleriske navn ”la part des anges”? Vi kan allerede røbe, at det er Cognacrelateret, men det vender vi tilbage til lidt længere nede i artiklen. For først skal vi se på, hvad Cognac egentlig er.

Om druebrændevin og brandwijn

Vores vininteresserede og vinkyndige læsere bør her tilgive os, for vi vil nu vil tage en lille afstikker fra vores sædvanlige, franske vinskribentvirksomhed og udforske, hvad vin også kan blive til, nemlig verdensberømt spiritus, når den som her destilleres til Cognac.

Cognac er ’eau de vie de vin’, dvs. på dansk druebrændevin – fra hollandsk brandwijn – da det var hollændere, der i det 16. århundrede kastede sig ud i destilleringens ædle kunst, efter sigende for at vinen kunne holde sig. På engelsk er ordet blevet til Brandy.

Selve byen Cognac (hvor det toponymiske suffix -ac stammer fra latin -acum, der igen stammer fra keltisk ako, der adjektivisk betyder ”tilhørende et sted, en familie, eller en helligdom”), ligger på Charente-floden og er Charentes andenstørste by efter Angoulême. Byen, der har en lang fortid bag sig, har i dag små 50.000 indbyggere og ligger historisk set på en af pilgrimsruterne til Compostella.

Cognac fremstilles ved den raffinerede, komplekse sammensætning (assemblage) af brændevin hidrørende fra forskellige vinområder (crus) og fra brændevin, der har forskellige lagringstider bag sig. Cognac er i dag beskyttet af den franske Appellation d’Origine Contrôlée Cognac (AOC), der er styret af en lang række kravspecifikationer, regler og vedtægter for navn, geografi (først og fremmest fortegnelse over de hundredevise af små kommuner, der kan tilordne sig appellationen), dyrkning af vinstokke, høst, transport, vinfremstilling, destillering, lagring m.m. gennem en omfattende 20-siders lang ’cahier des charges’, hvor nyeste udgave er fra 2018.

Dyrkning af hvide druer ”en masse”

Vinmarkerne i Cognacs produktionsområdet strækker sig over ca. 78.000 hektarer. Disse er fordelt hovedsageligt på to departementer, Charente-Maritime og Charente, samt nogle få kommuner i departementerne Dordogne og Deux-Sèvres. Området udgør blot 10% af vinarealerne i hele Frankrig, men fremstår som den største producent af hvidvin i landet.

Det er den hvide drue Ugni blanc, der suverænt dominerer og dækker over 98% af hele området. Det er en drue, der er mere robust end tidligere dyrkede druer, som Folle blanche, der måtte bukke under for phylloxera-angrebene i slutningen af det 19. århundrede.

Vinbønderne bestræber sig i dag i stigende grad på at reducere mængden af sprøjtemidler (inklusiv økologiske kobber- og svovlbaserede sprøjteopløsninger), og nogle følger den økologiske vej ved bl.a. at lade græsset gro mellem rækkerne. Det er dog svært helt at undgå at sprøjte, for Ugni-druerne angribes nemt af skimmelsvamp (meldug, oïdium), som forstærkes af det våde atlanterhavsklima.

Vinområdet er geografisk opdelt i 6 koncentriske cruområder, hvor undergrunden og klimaets påvirkning varierer: ’Grande Champagne’, ’Petite Champagne’, ’Borderies’, ’Fins Bois’, ’Bons Bois’, og ’Bois Ordinaires ou Bois à terroirs’.

’Grande Champagne’, sydvest for byen Cognac, regnes for det bedste område, der giver de mest raffinerede og mest udsøgte eaux de vie, som ældes bedst og længst, og bidrager med dufte af blomster, vinblomst, tørret lind og tørre vinranker. Dernæst følger ’Petite Champagne’ og ’Borderies’ som de næstbedste, hvor påvirkningen fra det maritime klima er lidt mere udpræget. ’Bons Bois’ omringer de 3 førstnævnte, mens ’Bois ordinaires ou Bois à terroirs’ ligger ud til Atlanterhavet.

Brugen af navnet ’Champagne’ til benævnelse af de bedste Cognac cru’er sker i analogi med jordbundsforholdene i Champagne-regionen, hvor de berømte mousserende vine produceres. Jordbundsforholdene er nemlig umiddelbart sammenlignelige, med lerholdig kalkjord på en undergrund af blød kalksten fra kridttiden. Sådanne jordbundsforhold er gode til at holde på vandet, og vinstokken kan nemt stå imod tørkeperioder om sommeren.

Vinfremstilling alene for destillatets skyld

Det pudsige er, at den vin, der destilleres til Cognac, er mere eller mindre rædselsfuld af en vin at være. Eller måske snarere, siges at være rædselsfuld. Vores læsere vil uvilkårlig undre sig, for vi har hidtil udelukkende skrevet om alskens gode franske vine. Spørgsmålet er så nu, hvordan dårlig vin kan forvandles til en af verdens mest anerkendte spirituosa? Eller med andre ord, hvordan kan dårlig vin bliver himmelsk?

Den most, der bruges til vinfremstilling, er kendetegnet ved lavt alkoholindhold på gennemsnitligt 8-9% (min. 7%, maks. 12%) som betyder, at aromaer bedre kan koncentreres, og ved en meget høj andel af syre, hvorved vinen bedre kan holde sig. Tilsætning af sukker og sulfitter er ikke tilladt.

Under besøget i et berømt, internationalt Cognachus i selve byen Cognac, spurgte jeg således til, om selve vinen var nu værd at drikke? Dertil var svaret klart og entydigt: nej, vinen er der nok ikke så meget at skrive hjem om, men den egner sig til gengæld fortrinligt til destillering, hvor den bliver totalt forvandlet!

Destilleringskunsten

Vinen destilleres ved den såkaldte dobbelte destilleringsmetode (la ”repasse”, svarende til Pot Still metoden på engelsk) i særlige charentais kobberalambic, der siden 1936 har haft samme udformning, til en alkoholprocent på maks. 72,4% ved de 20 grader. Man opnår derved en 8 til 9 gange koncentration af aromaer og syre, og af vinens øvrige bestanddele. Cognac er mere koncentreret end druebrændevin fra andre, varmere himmelstrøg, hvor basisvinen typisk holder 10-12%, og koncentrationen kun er 5 til 7 gange.

Der må tilsættes farve (E150a, almindelig karamel) og udtræk af egespåner. Der må også, iht. EU-spirituslovgivning af 15. januar 2008, tilsættes forskellige former for sukker samt karamelliseret sukker (opvarmet sakkarose).

Herefter lagres Cognac i store 350 liters egefade fra træerne i de nærliggende Limousin-skove.

La part des anges og den hemmelighedsfulde lagring

Og nu kommer vi til det. Det maleriske udtryk – ”la part des anges ” (= englenes andel) – refererer specifikt til andelen af den gode Cognac, der fordamper under lagring. For Cognac lagres på 350-liters egetræsfade (enten nye fade eller fade, der tidligere har indeholdt Cognac og genbruges) i nogle år, hvor den sover inde i de hvælvede kridtkældere. Lige så stille, år efter år, trækker den ilt ind til sig og fordamper, hvilket netop er meningen. Den grove og rå druebrændevin skifter karakter og forvandles til et guddommeligt destillat.

Under lagringsprocessen farves stenlofterne helt sorte af den mikroskopiske svamp torula compniacensis, der i de ædle alkoholdampe finder sin næring. Cognacvinbonden (eller snarere cognachusene) må således acceptere, at der en del svind. Det går dog til et godt formål, da aromaerne koncentreres under lagringen. Cognac brændevinen bliver mere rund og blød og udvikler med tiden en kompleks, eftertragtet bouquet, som kaldes for ”rancio”. Rancio refererer til en sammenblanding af særlige aromaer som fx efterårsskovbund, skovsvampe, nøddeolie, tobak, læder, men også til figner, rosiner, ristede kaffebønner og kakao.

Ifølge Cognacerhvervets hovedorganisationen Bureau National Interprofessionnel du Cognac repræsenterer svindet op mod 2% af produktionen, svarende til 22 millioner flasker om året.

Der findes en laaaang (!) række aldersafhængige betegnelser og betegnelsesvarianter, der må bruges i markedsføringsøjemed, som tildeles ud fra det antal år, hvor Cognac har været lagret: 2, 3, 4, 5, 6, 10 og 14 år eller ældre. Blandt de mest kendte kan nævnes 3 stjerner og VS (ved de 2 år), VSOP (ved de 4 år), Napoleon (ved de 6 år), XO (ved de 10 år), og XXO (ved og over de 14 år).

Flere måder at nyde Cognac på

Og nu til det måske vigtigste. Smagningen. Cognac nydes bedst i små tulipanformede glas, da disse sikrer de bedste betingelser for at nyde og vurdere både farve og farvespil, og for mere effektivt at kunne indfange udviklingen af de subtile, komplekse aromaer.

Cognac kan nydes alene, og her skal man ligesom ved vinsmagning huske at tygge lidt på væsken, og suge en smule luft ind for at frigive dets identitet. Man kan nyde den ved stuetemperatur, men man kan også komme isterninger i glasset, hvorved oplevelsen skifter karakter i næse og mund. Ved smagninger hos Cognachusene serveres de to versioner.

Dertil indgår Cognac i en lang række cocktail-kreationer og aperitiffer, hvor den bibringer både sødme, styrke og friskhed.

Endelig kan den også nydes til maden, hvor man først indtager et par dråber i munden, tager en bid af maden og tygger sin mad, og afslutter igen med et par dråber.

Ligesom ved vin findes der et særligt Cognac aromahjul, som her er opdelt i de 4 årstider. ’Vinter’ samler aromaassociationer omkring de træagtige dufte, ’sommer’ er forbundet med frugtaromaer, ’forår’ peger på blomster, mens ’efterår’ står under de krydrede duftes tegn. Hvert af disse områder – eller aromafamilier – er selvsagt yderligere specificeret med en lang række konkrete eksempler på dufte.

Hjulet blev « opfundet » tilbage i 2009, hvor 50 eksperter mødtes for i 4 dage at smage over 100 forskellige Cognac og udfylde over 5000 smagsnotater.

Cognac i tørre tal

Der er i følge de nyeste tal (2019) fra Cognacerhvervsorganisationen 283 handelshuse – maisons de Cognac/maisons de négoce – i Cognac. Nogle af disse er blevet til verdensberømte brands og ejes af store internationale koncerner, som fx LVHM (det firma, der står bag Louis Vuitton og Moët et Chandon, og hvor H står for Hennessy Cognac). Der findes 4276 vinbønder, hvoraf en stor del selv destillerer deres vin (de kaldes for bouilleurs de crus). Dertil findes der 117 destilleringsfirmaer (disse betegnes bouilleurs professionnels), der indkøber vin for at destillere på bestilling med henblik på videresalg.

Cognacproduktionen beskæftiger 17.000 mennesker i direkte tilknytning til erhvervet (bødkere til fremstilling af fade, gørtlere til kedler, fremstilling af glas, corkpropper, pap, trykkerier, transport, laboratorier, landbrugsmaskiner osv.) og giver afledte jobs til henved 60.000 mennesker. 97,9 % af produktionen (svarende til 26,5 millioner flasker) eksporteres til 160 lande over hele verden og generer en omsætning på 3,6 milliarder euroer (= 27 milliarder kroner).

Nul n’est prophète en son pays

– eller på dansk ”ingen profet er anerkendt i sin hjemby” er nok det bibelske udtryk, der bedst kan bruges til at forklare det kølige forhold, der er mellem Cognac druebrændevin og franskmændene.

En nylig artikel i BFM Business (Bianchi, 2018) har undersøgt fænomenet og undret sig. Det er nemlig bemærkelsesværdigt, at franskmændene stort set ikke drikker Cognac. Hjemmemarkedet aftager kun 3% af produktionen, og der findes intet andet fransk kulinarisk produkt, der kan præstere så stor en andel til eksport. Imidlertid høster Cognac stor succes ude i den store verden på de udenlandske markeder, fx i Tyskland, Storbritannien, USA, Kina m.fl., og Cognacerhvervet i Charentes har derved sikret sig en rigtig stor og stabil indtjening.

Franskmændene er til gengæld verdens største forbrugere af Cognacs direkte konkurrent … whisky! Vi mangler dog stadig en forklaring, ud over den, at Cognacs image måske skulle være blevet lidt støvet og associeres med en ældre generation af forbrugere? I Danmark var Cognac også tidligere vel synonym med afslutningen på de dengang så populære suppe-steg-og-is-middage, hvor der af tjeneren blev spurgt ind til gæsterne ved kaffen: ”Cognac eller likør”? Og dertil en god cigar?

Nok ikke så politisk korrekt i dag, hvor ansvar, sundhed, fitness, økologi og bæredygtighed stormer frem. Men lidt plads må der vel stadig være til livsnydere og til englenes drik? Vi lader spørgsmålet stå og overlader svaret til læsernes vurdering.

________________________

FORFATTER

Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

KILDER

Bianchi, Frédéric (2018). Pourquoi le cognac cartonne partout … sauf en France. BFM Business. https://www.bfmtv.com/economie/consommation/pourquoi-le-cognac-cartonne-partout-sauf-en-france_AN-201805190096.html [set 23.08.2021]

Bureau National Interprofessionnel du Cognac (2021). https://www.cognac.fr/ [set 23.08.2021]

Encyclopédie du Cognac en ligne (2021). Bureau National Interprofessionnel du Cognac. https://www.pediacognac.com/ [set 23.08.2021]

Erik Sørensen Leksikon (2021). https://www.eriksorensenvin.dk/leksikon/cognac/ [set 23.08.2021]

LÆS MERE om de franske vinområder
DK-France: Fransk ønologi og vinkultur

Ønologi og vinsprog

Pavens Nye Borg – om slotte, borge og palæer – og om Rhônevinen med de 13 druer

1 kommentar

Vi har i tidligere artikel (januar 2019) ført vores læsere gennem vindistrikterne i Rhônedalen, hvor vi sporadisk omtalte Châteauneuf-du-Pape som vinen med de mange druer. Op til 14 druer skrev vi. Vi må imidlertid pænt trække i land, da det rigtige tal i dag ’kun’ er 13. Til vores forsvar må vi dog anføre, at Châteauneuf-du-Pape gennem de 84 år, hvor appellationen har eksisteret, har været genstand for flere lovdekreter og ændringer af samme (1974, 1978, 1979, 1986 – de sidste udgaver er fra 1992 og 1993).

I dag vil vi vende tilbage til denne berømte franske Rhônevin, som oversat direkte til dansk betyder Pavens Nye Borg, og ikke pavens nye slot, som man som frankofon eller frankofil ellers skulle være forledes til at tro. Her er det danske sprog leksikalsk rigere end det franske, da dansk skarpt skelner mellem to forskellige gloser – borg, der betegner et befæstet bolig, typisk med vandfyldte voldgrave, og slot, som er en stor, rigt udsmykket bolig for en fyrste eller konge. Ved borg taler man i Frankrig om Château-fort, mens slot svarer til Château, som fx i Château de Chambord eller Versailles.

Alle, der har besøgt den lille by Châteauneuf-du-Pape vil klart betegne pavens bygningsværk som en borgruin, der ikke har megen château eller neuf (= ny) over sig. Til gengæld er der i Avignon hverken borg eller slot, men et palæ, Palais des Papes. Ordet palais – dansk palæ (eller palads) – betegner et stort, udsmykket byhus, hvilket her fint matcher virkeligheden. Palais des Papes, som huser den årligt tilbagevendende teaterfestival Festival d’Avignon, er en prægtig gotisk bygning, et palads, der vidner om den katolske kirkes stormagtsdage i middelalderen.

Fil:Avignon, Palais des Papes depuis Tour Philippe le Bel by JM Rosier.jpg
Pavernes palæ. Billedkredit : Jean-Marc Rosier, http://www.rosier.pro, Wikipedia Commons

Inden vil stifter nærmere bekendtskab med selve vinen, skal vi lige skrue tiden tilbage, for der knytter sig en særlig historie til denne Pavens Nye Borg. Hvad har vin og pave med hinanden at gøre, kunne man med rette spørge? Ud over det faktum, at der naturligvis eksisterer tætte relationer mellem vin og religion, tænk blot på vin i biblen og på den sidste nadver, eller på kirkefolkenes – især munkenes – kæmpe betydning for udvikling af moderne vindyrkning i Vesteuropa. Vinen var ligeledes i oldtid nært knyttet til det guddommelige, og de gamle grækere opretholdt gennem Dionysosmyten (Bacchus hos Romerne) en særlig tilbedelse af vinens mange livsbekræftende fortræffeligheder, der kom til udtryk i stort anlagte, ekstatiske fester.

Om Romertiden, fransk pavedømme og kastellet

Og à propos Romerne. Det er sikkert og vist, at der netop af Romerne blev dyrket vin i Châteauneuf-du-Pape området. Vinen bliver dog først skriftligt omtalt i middelalderen af biskoppen Geoffroy i Avignon, men anerkendelsen kommer ikke før i det 14. århundrede, i det herrens år 1314, da den første ”franske” pave etablerer sit pavedømme i byen Avignon. Under paven Johan XXII bliver landsbyen Châteauneuf desuden valgt som sommerresidens, og der bliver bygget en mægtig borg på en høj i byen. Vinen får hermed hurtigt status som ’Pavens vin’.

I perioden 1309 til 1377 befinder den kristne kirke sig i en lidt usædvanlig situation, for Paven har forladt Rom og har bosat sig i Avignon. Byen styres i starten af Karl II fra Anjou, fyrst af Provence, konge af Napoli og trofast vasal til Pavestolen. Dog havde paven gennem årene forinden for vane at besøge byer i Sydfrankrig, bl.a. Lyon, for at tage til sin sommerresidens. Syv ”franske” paver vil i denne periode afløse hinanden i Pavernes Palæ, som de hver især bygger og udbygger. Dette brud med Rom er resultat af storpolitiske magtkampe i en brydningstid, hvor Rom plages af rivaliserende klaner, særligt efter separationen mellem kirken i øst og kirken i vest. Dertil kommer den fortsatte rivalitet mellem datidens to stormagter, Frankrig og England, der dikterer skiftende alliancer mellem europæiske fyrster og kongehuse. Avignon betragtes samtidig som en mere central placering af pavedømmet, hvor Rom, særligt efter kirkens separation, ligger perifært. Pavernes valg af Avignon får hurtigt stor betydning for byens vækst og velstand. Byen, der talte mellem fire og seks tusinde indbyggere i starten af pavernes tid, tiltrækker nye tilflyttere fra hele Europa og ser sit indbyggertal vokse til fyrre tusinde, og bliver hermed en af de største byer i Europa.

Med pavernes indtog er vejen åben til berømmelsen for de ædle vindråber, hvor Châteauneuf-du-Pape vinen serveres i Pavernes palæ og finder efterhånden vejen til de store europæiske hoffer. Vinen serveres ved store fester og offentlige receptioner til de europæiske gesandter, der afgiver betydelige ordrer på vinen, når de er tilbage i deres hjemland. Vintønderne afskibes til Italien, til Tyskland og til Storbritannien, og nogle år senere vil vinen endda krydse Atlanten og finde vej til de amerikanske ganer.

Selve landsbyens historie kan dateres tilbage til 1094, hvor den benævnes Castro Novo, det vil sige den nye, befæstede landsby. Navnet skifter til Châteauneuf Calcernier i det XII århundrede, med reference til kalkudvinding på stedet. Vi skal faktisk vente helt frem til 1893, hvor landsbyen endelig omdøbes til Châteauneuf-du-Pape. Dette sker på initiativ af byens fremsynede borgmester, Joseph Ducos, som en historisk hyldest til de franske paver, der beboede byen i det XIV århundrede, og som lidt af et vellykket stykke public relations.

Etymologisk stammer ordet Château fra formen Castel på middelalderlig provencalsk fransk, der netop betegner en befæstet landsby, mens oprindelsen kan henføres til det latinske castellum, som diminutivt refererer til et lille castrum, dvs. militær lejr eller skanse. På dansk har vi samme ord i ordet kastel, der ifølge Den Danske Ordbog betegner et bemandet fæstningsværk, hvorfra forsvaret af en by eller et militært anlæg ledes, og hvor mandskabet kan søge tilflugt i tilfælde af voldsomt angreb (DDO 2020) – som fx kastellet i København, der blev bygget af Christian den 4.

Måske kunne man fristes til at forklare Châteauneuf-du-Pape vinens overvældende aromatiske styrke, saft og kraft med en nær henvisning til disse militære og religiøse stormagtsdage? Sikkert er det dog, at associationen pave og borg om en vin i sig selv i dag udgør et stærkt brand.

Foregangsvin for de franske AOC’er

Vinen fik sin AOC-kvalitetstempel, den franske Appellation d’Origine Contrôlée (som i europæisk terminologi betegnes Appellation d’Origine Protégée) den 30. juli 1935, hvor den franske republiks præsident Albert Lebrun indstiftede AOC lovgivningen og underskrev de allerførste AOC-regeringsdekreter. Det skal dog siges, at en sådan lovgivning længe før havde været undervejs. Châteauneuf-du-Pape var blandt de første 6 vine, der modtog denne distinktion og dermed fik ophøjet sin status. Siden er der som bekendt kommet mange flere AOC’er i Frankrig. I dag er vinen reguleret af to dekreter fra 1992 og 1993, der i 11 paragraffer lovgiver i alle væsentlige forhold: afgrænsning af geografisk område, tilladte druesorter, beskæring af stokkene (der varierer afhængigt af druesort og stokkens alder), afstand mellem rækkerne, kunstvanding (som er stærkt reguleret), vinifikation (kun rød og hvid er tilladte, og der må kun anvendes sunde, modne druer), den naturlige alkoholprocent (mindst 12,5o), udbytte, vilkårene for afsætning og mærkning, og sanktionsmuligheder ved brud.

Flasken er også gennem lovgivning beskyttet som indregistreret varemærke og kendes på sit karakteristiske, prægede glasskjold i glasmassen, med stiliseret udgave af pavens tiara og Skt. Peters nøgler. Det religiøse ophav fornægter sig ikke. Den franske kassationsret fastslog senest i 1994, at der her er tale om en kunstnerisk kreation, der i sit ophav skal beskyttes som al anden intellektuel ejendomsret. Ud over beskyttelse af rettighederne er flasken samtidigt et stærkt kollektivt brandinginstrument.

Kompleks vin, særligt varieret jordbund og rød dominans

Châteauneuf-du-Pape er en kompleks, sammensat vin, der benytter sig af omfattende assemblage muligheder og metoder. Der er nemlig hele 13 druesorter, som er tilladte, og som producenten kan blande sammen i varierende blandingsforhold: grenache, syrah, mourvèdre, picpoul, terret noir, counoise, muscardin, vaccarèse, picardan, cinsault, clairette, roussane, og bourboulenc. Grenache dominerer og suppleres gerne af mourvèdre, syrah, cinsault, hvilket også er den klassiske assemblage for rigtig mange Rhônevine.

Châteauneuf-du-Pape nyder godt af det solrige middelhavsklima og er berømt for sine vinmarker dækket af små og mellemstore quarzit sten af 100% silicium, som kommer fra de nærliggende Alper og er blevet slebet glatte af floden. De formindsker fordampning og virker temperaturregulerende, idet de beskytter mod solens stråling og akkumulerer varmen om dagen for at restituere denne til planterne om natten, når temperaturen falder. Selve jordbunden består af lerholdig kalk, mergel og lette, sandholdige jorde. Nordenvind, mistralen, der tit blæser hårdt på disse kanter, spiller også en gavnlig rolle. Den virker nedkølende og er med til at regulere væksten og tørre druerne efter regn, så de ikke så nemt angribes af vinplantesygdomme og andet utøj.

File:Vigne et galets à Châteauneuf-du-Pape.jpg
Vinmarker i Châteauneuf-du-Pape. Billedkredit : Jean-Louis zimmermann, Wikipedia Commons, https://www.flickr.com/photos/jeanlouis_zimmermann/3477049778/

Vinen vinificeres typisk med stilkene, da grenachedruerne er fattige på taniner, men flere domæner vælger nu at eksperimentere med forskellige grader af afstilkning for at ændre vinens karakter og struktur.

Til at forøge ekstraktionen, dvs. udtræk af vinens hovedbestanddele, herunder taniner, aromatiske komponenter og de anthocyaniner, der giver farve, anvendes pigeage (presning af den faste hat af drueskaller ned i mosten) eller délestage (tømning af kar og omstikning under gæring). Der anvendes i øvrigt både moderne og traditionelle produktionsmetoder, alt efter den stil, som producenten tilstræber, og som markedet ellers efterlyser, fx de bastante, stærkt vinøse vine, som vinanmelderen Parker var med til at sætte øverst på dagsorden, og som kan virke fuldstændig overvældende. Nogle vil elske dem, andre vil frabede sig disse og holde sig til mere afdæmpede traditioner.

Châteauneuf-du-Pape dækker i dag 3.145 hektarer af de 67.628 hektarer, som hele Rhônedistriktet, Frankrigs anden største vindistrikt, udgør. Produktionen er afgrænset til 5 kommuner, selve Châteauneuf kommune samt Courthézon, Bédarrides, Sorgues og Orange kommuner.

Det gennemsnitlige udbytte ligger på 32 hektoliter pr hektar, hvilket giver en årlig produktion på 95.000 hektoliter. Châteauneuf-du-Pape er kendetegnet ved et stolt og varieret vinbondeerhverv, idet den produceres i 290 selvstændige domæner, hvor kun 6% af produktion stammer fra kooperativer. De røde vine dominerer massivt, med 93% af produktion, og kun 7% til de hvide udgaver, der mere antager karakter af rariteter. Er man entusiast, bør man holde sig til domæne-vine, idet kvaliteten ikke er nært så høj ved négociant-vine (vinhandlere).

File:Village of Chateauneuf-du-Pape.JPG
Landsbyen Châteauneuf-du-Pape. Billedkredit: Peter Brick, Wikipedia Commons

En pavestolt, guddommelig vinoplevelse?

Vi skal slutte af med en vurdering. Kan Châteauneuf-du-Pape vinen så leve fuldt ud op til sin stolte historie? Har den samtlige fremragende kvaliteter, man som vinelsker typisk sætter næsen og ganen op efter, eller er der måske tale om et lidt opreklameret brand, der smart forsøger at differentiere sig midt i det store udbud af Rhônevine, hvor kvalitet, som vi tidligere har beskrevet, normalt ikke fejler noget? Kan Châteauneuf-du-Pape med andre ord fortsat være pavestolt af sit ophav og leve op til sit image?

En lille beretning vil kunne besvare spørgsmålene. For år tilbage havde jeg med min familie glæden af at besøge byen og se borgruinen, hvor der er indrettet en friluftsscene til koncerter og andre forestillinger. Efterfølgende gik turen til én af de mange domæner, der har vinhus midt i byen, og hvor man i et mørkt og køligt kælderlokale kan deltage i en ”dégustation gratuite”. Det er måske så som så med det ”gratis”, for man vil normalt ikke prøvesmage de ædle dråber og forlade stedet uden at have afgivet en ordre eller taget en kasse med sig. Det vil ikke være ”comme il faut”, og ganske rigtigt tog vi derfra fra med et par (dyre) flakoner udsmykket med pavetiara og Peters nøgler. De blev så nydt nogle år senere ved en særlig lejlighed og står den dag i dag prentet i min erindring som noget, der måske ikke helt når status af guddommelig oplevelse, men dog kommer tæt på. Med andre ord en fremragende vinoplevelse. En vin, der bliver ved med at udgøre en kvalitetsreference, en form for benchmarking, som man ubevidst bliver ved med at blive draget af og vende tilbage til, når andre vinoplevelser efterfølgende skal nydes og evalueres.

Måske har der været en særlig atmosfære på spil den dag, der har gjort, at smagningen blev til noget helt særligt, lidt i stil med den berømte madeleine-kage hos Marcel Proust, der kickstartede erindringen og ledte forfatteren på sporet af den tabte tid. Videnskabeligt er der noget om snakken. Af samtlige vores sanser er smagssansen i samspil med det retronasale, hvor duftene jo blander sig ved en synæstesisk proces, nemlig den sans, der kodemæssigt fylder mest i vores genom. Menneskets overlevelse er betinget af vores fødeindtag, af hvad vi spiser og drikker, af hvad vi putter i munden. Det sensorielle er både værn og samtidig kilde til nydelse og livets opretholdelse.

Når det er sagt, skal vi heller ikke forglemme, at det forholder sig med Châteauneuf-du-Pape som med alle andre kvalitetsvine uanset oprindelse. Der et stort udbud på markedet, og regel nummer ét, nemlig at kvalitet koster penge, gælder i høj grad også her. Gør man sig umage med at udforske, hvad Châteauneuf-bønderne er i stand til at præstere, og er man villig til retmæssigt at belønne deres flid og kreativitet, vil man sikre sig en stor vinoplevelse. Billige eksemplarer skal man nok holde sig væk fra, det hænger ikke sammen.

Smag og behag kan man som bekendt ikke diskutere, siges det, men en god Châteauneuf-du-Pape er leveringsdygtig i en lang palet af exceptionelle visuelle, olfaktive og gustative egenskaber, vel at mærke hvis man er til det, som man i Danmark betegner som de ”kraftige”, ”maskuline” vine. Er man det, og er man en smule vinentusiast, vil man nemt kunne fryde sig over de primære dufter, der er karakteristiske for det sydfranske, solbadede garrigues landskab, med forførende, balsamiske og mineralske dufte af harpiks, eg, cedertræ, gyvel, akacie, vildvoksende timian og blomster m.fl. og sekundært nogle fyldigere, sensuelle og varme animalske undertoner af læder og pels. Det hele holdes sammen i en fortryllende balance af bløde taniner med fuld integration af alkolhol, som normalt er oppe på 14 til 15 %, måske endda mere, og en lang, frydefuld eftersmag.

Paverne i Avignon gjorde det godt. Den vin, de var med til at udvikle og fremelske, beviser den dag i dag, at vi som vinentusiaster med lige dele held, viden og erfaring kan få lov til at komme paradiset et lille skridt nærmere hernede på denne jord. Og med Châteauneuf-du-Pape har vi samtidig fået udleveret nøglerne til lidt af den guddommelighed og evighed, der bor inderst inde i os allesammen.

_____________________

Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

Ordbogskilder
DDO (2020). Den Danske Ordbog. Det Danske Sprog og Litteraturselskab. https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=kastel [2. Maj 2020].

TLFi – Trésor Informatisé de la langue française. http://atilf.atilf.fr/ [2. Maj 2020].

Andre kilder, hvor du kan få meget mere ekspertviden:
Châteauneuf-du-Pape, pavens vin. www.jyskvin.dk/vinomraader-guides/chateauneuf-du-pape [2. Maj 2020].

Fédération des syndicats de producteurs de Châteauneuf-du-Pape (2020). www.chateauneuf.com/ [2. Maj 2020].

Gudiksen, Søren (2020). www.chateauneuf.dk [9. Maj 2020].

INAO (2020). Institut National d’Origine et de la Qualité, Appellation d’origine contrôlée Châteauneuf du pape. www.inao.gouv.fr/show_texte/273 [2. Maj 2020].