Vi har i rækken af vinartikler udforsket kendte, franske vindistrikter, hvor vi har berettet om alle de mange fortrinlige vine, der produceres på de forskellige egne, deres kvaliteter, historie, kulturarv m.m. Men i langt de fleste tilfælde har vi omtalt og privilegeret omtale og bedømmelse af rødvine og deres pendant, hvidvinsudgaverne, inklusive de mousserende af slagsen – og, set i bakspejlet, negligeret roséudgaverne! Altså et tilfælde af det, som man i videnskab gerne refererer til som ’bias’, og helst vil undgå. Rød og hvid har altså skygget.
Måske skyldes denne negligering de autoritative vinkilder, vi har benyttet os af, som ligeledes synes at negligere roséudgaverne. Eller måske er det vores egen skyld, manglende nysgerrighed og kritisk sans? Det vil vi råde bod på her med denne korte, men rosé fokuserede artikel.
Rosévin i tal
Rosévinens popularitet har været stigende i de senere år (Baudoin 2023). Frankrig er, målt i værdi, verdens største roséproducent næst efter Spanien. Verdensproduktionen af rosé antages til at ligge på omkring de 24 millioner hektoliter årligt, eller 10% af den samlede vinproduktion. Ifølge Observatoire Mondial du Rosés nyeste rapport (OMR 2023) udmærker Frankrig sig ved at ligge i top på alle de kvantitative parametre: største producent, eksportør, importør – og forbruger af rosévin.
Regionen Provence er Frankrigs største producent af rosévine. I 2022 blev der produceret 157 millioner flasker, hvilket er 38% af Frankrigs samlede produktion og 4,2% af verdens produktion.
Rosévinens essens og image – lidt vinpsykologi
Hverken rød eller hvid, men farvemæssigt ind imellem, er rosévin på en eller anden måde indbegrebet af idéen om en hybridvin, der generelt lider under et lidt undertippet image, ikke kun i Danmark, men også i Frankrig. Rosé er bare ikke så fint, den er ikke nær som fornem som de røde og hvide af slagsen.
Rosé anses gerne i begge lande (og givetvis andre steder i verden) for at være den prototypiske, ukomplicerede sommervin, der bør serveres køligt (endda med isterninger!), og gerne som bag-in-box vin, uden at nogle vil tage anstød heraf. Det ligger i dens ligefremme, ukomplicerede og festlige natur. Det er den såkaldte typiske ’terrassevin’, som kan nydes uforpligtende i hverdagen såvel som i festlige sammenhænge. Med andre ord: en ægte livsstilsvin.
I Sydfrankrig er det fx den vin, der typisk vil blive skænket til grillmad – les grillades – når merguez-pølserne og lammekoteletterne med timian og rosmarin skal vendes på grillen, og vinen, der indtages på en varm sommerdag til en uforpligtende aperitifsammenkomst eller til en let frokost ude i haven, på terrassen, eller nede ved stranden. Altså en folkelig, glad og ukompliceret vin. Når vi skal have det ekstra godt socialt, kan rød- og hvidvin måske godt pakke sammen!? Her bliver rosé fremherskende pga. dens påståede ligefremhed. Men det koster som sagt på imagekontoen.
Genremæssigt er det nemlig som om rødvin til stadighed gerne vil fremstå som vinens magtfulde konge, hvor hvidvin så gerne vil søge at fremstå som dens lige så magtfulde, forførende dronning. Rosévin til gengæld nyder ikke nær så stor anseelse. Den mangler autoritet. Fører vi den royale analogi videre, kan vi måske se rosévinen som vinprinsen eller -prinsessen, som blot venter tålmodigt i baggrunden på at overtage tronen?
Sagt på en anden måde: rosévinen – herunder og især fransk rosévin – er offer for sin egen popularitet. Hvorimod den i virkelighed fortjener langt større anerkendelse for sin nuancerede måde at være vin på, fuld af stærke subtile og sanselige oplevelser.
Der er dog et område i Frankrig, hvor vinens hierarki tipper til fordel for rosévinene, og det er Provence. For Provence er rosévinenes slaraffenland. Her kan vi lære rosévinens sande natur at kende og nyde den til fulde. For den fortjener som sagt langt større anerkendelse og indlevelse.
Om at lave (god!) rosé – en særdeles vanskelig opgave uagtet metode
Inden vi besøger Provence og dens fornemme roséproduktion, skal vi lige ridse op, hvad rosévin egentlig er for en størrelse (CIVP 2023). Hvordan laver man rosé?
Det skal fra starten af slås fast, at af samtlige vinifikationsprocesser er rosévinifikation givetvis den sværeste og mest udfordrende, hvilket allerede afslører vores mål her, nemlig: på denne baggrund, med vores kritiske sans i behold, at anerkende rosévinene som ligeværdige partnere med de røde og de hvide. Altså at flytte rosévinenes image fra simpel aperitif og terrassevin til en kompleks, sensorisk kreation – en oplevelsesvin.
Der er grundlæggende to metoder at lave rosévin på.
Den første metode er den såkaldte ”pellikulære maceration” metode, som er meget lig rødvinfremstilling. Høsten af de røde druer kommer i kar op til 24 timer før gæring, så druerne frigiver frugtkød, skind (pellicula), sten og saft, hvorved farvepigmenter og aromaer fra skindet afgives til mosten. Mosten presses efterfølgende for at fraseparere masken og gæres ved lav temperatur for at skåne aromaerne.
En variant er ”saignée” metoden, idet ordet ”saignée” egentlig betyder åreladning (historien vil i øvrigt vide, i parentes bemærket, at helt tilbage i antikken, på Hippokrates’ tid – og helt frem til 1700-tallet, hvor lægegerningen byggede på 4-humors-teorien – også kaldet humoralpatologi – var ”saignée” en udbredt behandlingsmetode, som dog oftest resulterede i, at patienten blev yderligere afsvækket!). Det gælder dog ikke her, hvor metoden vinmæssigt giver særdeles god mening.
Kort fortalt fremstilles ”Rosé de saignée” ved nogle få timers maceration, typisk 6 til 48 timer, og ved aftapning af en del af mosten fra et kar, hvori mosten egentlig vinificeres som rødvin. Dernæst fortsætter vinificeringen af den aftappede most separat i et andet kar. Mosten vil derved have opnået sin karakteristiske roséfarve. Kunsten består selvsagt i at aftappe på det helt rigtige tidspunkt, for derved at afpasse og harmonisere både farve og smagsparametre.
Den anden metode er ”pressurage direct” – eller direkte presning, i stil med hvidvinsfremstilling. Metoden går ud på at presse druerne ganske langsomt enten med stilk eller afstilket straks efter høsten. Mosten kommer så i kar, hvorefter gæringen kan starte. Sådanne pressurés rosévine vil opnå en klarere og lysere, laksefarvet farve end macération rosévine.
Dertil skal nævnes en særlig metode, i stil med legenden om rosé som en blanding af røde og hvide vine, som ikke bruges i Provence, men mærkværdigt nok kun må bruges i Champagne, hvor hvid- og rødvin netop blandes sammen!! Der er tale om den såkaldte ”rosé d’assemblage” metode, der går ud på at tilsætte rødvin, fx fra Pinot noir eller Pinot meunier druer, til den hvide vin, der skal blive til Champagne, hvorved man får friske, svagt roséfarvede vine, i modsætning til saignée champagnevine, hvor både farve og smagsnuancer bliver mere intense.
Efter macération eller pressurage direct følger alle de øvrige vigtige vinifikationsfaser, der alle kræver stor indsigt i styring af processerne: débourbage (klaring af den ugærede most typisk ved dekantering), fermentation (gæring, både alkoholisk og malokatisk), élevage (lagring), décuvage (aftapning af vinen og maskseparation).
Ideelt klemt ind mellem hav og bjerge
Ideelt klemt ind mellem Middelhavet og Alperne kan den franske region Provence fremmønstre 3 forskellige Appellations d’Origine Protégées (AOP) : Côtes de Provence, Côteaux d’Aix en Provence, og Côteaux Varois de Provence, og dertil lokale, komplementære appellationer.
Det dyrkede areal udgør 27.700 hektarer, der fordeler sig på 3 departementer. Vinen produceres af 560 producenter (selvstændige producenter, som er flest, og dertil kooperativer og vinhuse), der tilsammen producerer mellem 1,2 og 1,3 millioner hektoliter, svarende til 180 millioner flasker, hvoraf de 90% er rosé. Salget fordeler sig med 41% til eksport, 34% til vinhandlere, og 25% til detailhandlen (supermarkeder, discountkæder m.fl.).
Ideelle jordbunds- og klimaforhold
Områdets undergrund udmærker sig ved to typer geologiske processer, der har generet to typer undergrund og jordbundsforhold, kalkagtige og krystallinske, og med meget lidt humus grundet den sparsomme vegetation, der mest består af kratbevoksning. Hvor jordbundsforholdene ikke er særlig frugtbare, er de dog veldrænede og derved særdeles velegnet til vinplanten, som er en middelhavsplante par excellence, der ikke bryder sig om al for megen fugtighed.
Klimamæssigt er Provence også velsignet, idet klimaet passer perfekt til produktion af vin: solrigt, tørt og varmt med henved 2800 solskinstimer årligt. Vinden blæser fra mange retninger, hvor nordenvinden Mistralen nok er den mest kendte. Det er en kraftig, tør vind, der ikke blot kan afkøle vinmarkerne, men også beskytter planten mod alle de plantesygdomme, som uvilkårligt kommer med for høj luftfugtighed.
Kombinationen af en række karakterfyldte druer med lokale repræsentanter
Der dyrkes en lang række druer til fremstilling af de hvide udgaver af Provence-vinene, bl.a. Rolle, Ugni blanc, Clairette, Sémillon, Grenache blanc og bourboulenc, som er en lokal druesort, men vi vil her selvsagt rette fokus på de mest udbredte røde druer, der indgår i produktionen af rosévinene (og naturligvis af de røde udgaver af Provence-vinene), og kort beskrive deres respektive karakter.
De røde druer omfatter:
Grenache, som oprindeligt stammer fra Spanien. Grenache tilfører kraft og saft til vinen og tilføjer elegante toner af røde frugter;
Cinsault, som er en ægte Provence-drue, bidrager med friskhed og frugt og etablerer en afdæmpende harmoni som modspil til de mere bastante druer;
Syrah sikrer robuste vine med god farve. Syrah er desuden kendt for sine lidt aggressive taniner, når vinen stadig er ung, men gør det så til gengæld muligt for vinen at udvikle sig over tid, hvor aromaerne vil afsløre tydelige nuancer af vanilje, tobak og syltede frugter;
Mourvèdre giver kontante, velstrukturerede vine, og tilfører aromaer af violer og brombær. Får vinen lov til at udvikle sig på flasken, vil den frembringe toner af krydderier, så som peber og kanel. Mourvèdre anvendes i øvrigt oftest i kombination med grenache og syrah, som vi fx kender det fra produktionen af de typiske Languedoc og Rhône-vine;
Tibouren er den lokale Provence-drue, der faktisk kun findes i Var-departement. Den er garant for frembringelsen af elegante og delikate vine, og frembyder en fin, kompleks næse. Det er også favoritdruen i kombinationen med andre Provence-druer;
Carignan er kendt som den nøjsomme drue, der kan finde sig til rette med fattige, ugunstige jordbundsforhold. Den var en gang meget udbredt i hele Provence, men er nu gået tilbage, skønt den fint kan kombineres med andre druer, hvor den vil bidrage med struktur, farve og fine smagsnuancer af kirsebær og hindbær;
Endelig er der Cabernet-Sauvignon, som er en sjælden drue i Provence, men er kendt for sine på én gang magtfulde og bløde taniner, med duftindtryk af grøn peber, solbær og tobak. I association med Syrah vil den sikre vine med lang levetid og stort udviklingspotentiale.
Gå nu selv på opdagelse i slaraffenlandet – og vælg din favorit!
Det vil føre for vidt i disse spalter at gennemgå alle de regionale appellationer én for én, herunder også de særlige lokale varianter af disse appellationer, så som Côtes de Provence Fréjus, Côtes de Provence La Londe, Côtes de Provence Pierrefeu, Côtes de Provence Notre Dame des Anges m.fl. Det er dog hævet over enhver tvivl, at de alle frembyder et væld af unikke, sensorielle profiler og oplevelser. Det gælder ikke mindst for de ofte meget poetiske, sarte visuelle indtryk. Provence-rosévinenes omfattende farvepalet åbner nemlig op for en fascinerende variation af farvenuancer, intensitet, klarhed, glans og lysrefleksioner og rummer i sig selv kimen til et vineventyr, hvori man kan fordybe sig.
Provence er i sandhed rosévinens slaraffenland, en slags eventyrland som ifølge Den Danske Ordbog (DDO 2023), hvis det står til troende, er ”et paradisisk sted, hvor alle muligheder står åbne, og alle ens ønsker går i opfyldelse”!
Vi lader det derfor med sindsro være op til læseren at udforske dette land og finde sin favoritrosé. For rosé fra Provence må ikke bare nydes og tolkes som en umiddelbar, ukompliceret livstilsvin, men som en udsøgt vinkreation, der fortjener dybeste respekt for sin sensuelle mangfoldighed.
Adjektivet ”rosé”, og hermed rosévinen, har som bekendt metonymisk taget navn efter det latinske substantiv rosa, rosenblomsten, der med sine over 100 arter, betegner det arketypiske symbol på kærlighed – kærligheden til hinanden, kærligheden til livet – og fremstår derved som en af nøglerne til et lille stykke slaraffenland hernede på jorden, hvilket ikke er så ringe endda …!
____________
FORFATTER
Indlæg v/Patrick Leroyer, ph-d. i fransk og leksikografi – DK-France
KILDER
Baudoin, Jérôme (2023). Rosé: la fin de la folle croissance. I : La revue du vin de France, 01.09.2023. Consulté le 16 décembre 2023 sur :
CIVP (2023) = Conseil Interprofessionnel des Vins de Provence. Consulté le 16 décembre 2023 sur :
https://www.vinsdeprovence.com/civp
DDO (2023) = Den Danske Ordbog. Det danske Sprog- og Litteraturselskab. Consulté le 16 décembre sur :
https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=slaraffenland
OMR (2023) = Observatoire mondial du rosé (2023). Parution du nouveau rapport de l’observatoire mondial du rosé. la France consolide son leadership mondial. Consulté le 16 décembre 2023 sur :
https://www.franceagrimer.fr/filieres-Vin-et-cidre/Vin/Actualites/Parution-du-nouveau-rapport-de-l-Observatoire-mondial-du-rose.-La-France-consolide-son-leadership-mondial
____________