Kategoriarkiv: Ønologi og vinsprog

Marseille, Ønologi og vinsprog

PROVENCE: Rosévinenes slaraffenland

Vi har i rækken af vinartikler udforsket kendte, franske vindistrikter, hvor vi har berettet om alle de mange fortrinlige vine, der produceres på de forskellige egne, deres kvaliteter, historie, kulturarv m.m. Men i langt de fleste tilfælde har vi omtalt og privilegeret omtale og bedømmelse af rødvine og deres pendant, hvidvinsudgaverne, inklusive de mousserende af slagsen – og, set i bakspejlet, negligeret roséudgaverne! Altså et tilfælde af det, som man i videnskab gerne refererer til som ’bias’, og helst vil undgå. Rød og hvid har altså skygget.

FOTO: Hvad er mere sydfransk end et glas køligt rosé på terrassen med udsigt til Middelhavet …?

Måske skyldes denne negligering de autoritative vinkilder, vi har benyttet os af, som ligeledes synes at negligere roséudgaverne. Eller måske er det vores egen skyld, manglende nysgerrighed og kritisk sans? Det vil vi råde bod på her med denne korte, men rosé fokuserede artikel.

Rosévin i tal

Rosévinens popularitet har været stigende i de senere år (Baudoin 2023). Frankrig er, målt i værdi, verdens største roséproducent næst efter Spanien. Verdensproduktionen af rosé antages til at ligge på omkring de 24 millioner hektoliter årligt, eller 10% af den samlede vinproduktion. Ifølge Observatoire Mondial du Rosés nyeste rapport (OMR 2023) udmærker Frankrig sig ved at ligge i top på alle de kvantitative parametre: største producent, eksportør, importør – og forbruger af rosévin.

Regionen Provence er Frankrigs største producent af rosévine. I 2022 blev der produceret 157 millioner flasker, hvilket er 38% af Frankrigs samlede produktion og 4,2% af verdens produktion.

Rosévinens essens og image – lidt vinpsykologi

Hverken rød eller hvid, men farvemæssigt ind imellem, er rosévin på en eller anden måde indbegrebet af idéen om en hybridvin, der generelt lider under et lidt undertippet image, ikke kun i Danmark, men også i Frankrig. Rosé er bare ikke så fint, den er ikke nær som fornem som de røde og hvide af slagsen.

Rosé anses gerne i begge lande (og givetvis andre steder i verden) for at være den prototypiske, ukomplicerede sommervin, der bør serveres køligt (endda med isterninger!), og gerne som bag-in-box vin, uden at nogle vil tage anstød heraf. Det ligger i dens ligefremme, ukomplicerede og festlige natur. Det er den såkaldte typiske ’terrassevin’, som kan nydes uforpligtende i hverdagen såvel som i festlige sammenhænge. Med andre ord: en ægte livsstilsvin.

I Sydfrankrig er det fx den vin, der typisk vil blive skænket til grillmad – les grillades – når merguez-pølserne og lammekoteletterne med timian og rosmarin skal vendes på grillen, og vinen, der indtages på en varm sommerdag til en uforpligtende aperitifsammenkomst eller til en let frokost ude i haven, på terrassen, eller nede ved stranden. Altså en folkelig, glad og ukompliceret vin. Når vi skal have det ekstra godt socialt, kan rød- og hvidvin måske godt pakke sammen!? Her bliver rosé fremherskende pga. dens påståede ligefremhed. Men det koster som sagt på imagekontoen.

Genremæssigt er det nemlig som om rødvin til stadighed gerne vil fremstå som vinens magtfulde konge, hvor hvidvin så gerne vil søge at fremstå som dens lige så magtfulde, forførende dronning. Rosévin til gengæld nyder ikke nær så stor anseelse. Den mangler autoritet. Fører vi den royale analogi videre, kan vi måske se rosévinen som vinprinsen eller -prinsessen, som blot venter tålmodigt i baggrunden på at overtage tronen?

Sagt på en anden måde: rosévinen – herunder og især fransk rosévin – er offer for sin egen popularitet. Hvorimod den i virkelighed fortjener langt større anerkendelse for sin nuancerede måde at være vin på, fuld af stærke subtile og sanselige oplevelser.

Der er dog et område i Frankrig, hvor vinens hierarki tipper til fordel for rosévinene, og det er Provence. For Provence er rosévinenes slaraffenland. Her kan vi lære rosévinens sande natur at kende og nyde den til fulde. For den fortjener som sagt langt større anerkendelse og indlevelse.

Om at lave (god!) rosé – en særdeles vanskelig opgave uagtet metode

Inden vi besøger Provence og dens fornemme roséproduktion, skal vi lige ridse op, hvad rosévin egentlig er for en størrelse (CIVP 2023). Hvordan laver man rosé?

Det skal fra starten af slås fast, at af samtlige vinifikationsprocesser er rosévinifikation givetvis den sværeste og mest udfordrende, hvilket allerede afslører vores mål her, nemlig: på denne baggrund, med vores kritiske sans i behold, at anerkende rosévinene som ligeværdige partnere med de røde og de hvide. Altså at flytte rosévinenes image fra simpel aperitif og terrassevin til en kompleks, sensorisk kreation – en oplevelsesvin.

Der er grundlæggende to metoder at lave rosévin på.

Den første metode er den såkaldte ”pellikulære maceration” metode, som er meget lig rødvinfremstilling. Høsten af de røde druer kommer i kar op til 24 timer før gæring, så druerne frigiver frugtkød, skind (pellicula), sten og saft, hvorved farvepigmenter og aromaer fra skindet afgives til mosten. Mosten presses efterfølgende for at fraseparere masken og gæres ved lav temperatur for at skåne aromaerne.

En variant er ”saignée” metoden, idet ordet ”saignée” egentlig betyder åreladning (historien vil i øvrigt vide, i parentes bemærket, at helt tilbage i antikken, på Hippokrates’ tid – og helt frem til 1700-tallet, hvor lægegerningen byggede på 4-humors-teorien – også kaldet humoralpatologi – var ”saignée” en udbredt behandlingsmetode, som dog oftest resulterede i, at patienten blev yderligere afsvækket!). Det gælder dog ikke her, hvor metoden vinmæssigt giver særdeles god mening.

Kort fortalt fremstilles ”Rosé de saignée” ved nogle få timers maceration, typisk 6 til 48 timer, og ved aftapning af en del af mosten fra et kar, hvori mosten egentlig vinificeres som rødvin. Dernæst fortsætter vinificeringen af den aftappede most separat i et andet kar. Mosten vil derved have opnået sin karakteristiske roséfarve. Kunsten består selvsagt i at aftappe på det helt rigtige tidspunkt, for derved at afpasse og harmonisere både farve og smagsparametre.

Den anden metode er ”pressurage direct” – eller direkte presning, i stil med hvidvinsfremstilling. Metoden går ud på at presse druerne ganske langsomt enten med stilk eller afstilket straks efter høsten. Mosten kommer så i kar, hvorefter gæringen kan starte. Sådanne pressurés rosévine vil opnå en klarere og lysere, laksefarvet farve end macération rosévine.

Dertil skal nævnes en særlig metode, i stil med legenden om rosé som en blanding af røde og hvide vine, som ikke bruges i Provence, men mærkværdigt nok kun må bruges i Champagne, hvor hvid- og rødvin netop blandes sammen!! Der er tale om den såkaldte ”rosé d’assemblage” metode, der går ud på at tilsætte rødvin, fx fra Pinot noir eller Pinot meunier druer, til den hvide vin, der skal blive til Champagne, hvorved man får friske, svagt roséfarvede vine, i modsætning til saignée champagnevine, hvor både farve og smagsnuancer bliver mere intense.

Efter macération eller pressurage direct følger alle de øvrige vigtige vinifikationsfaser, der alle kræver stor indsigt i styring af processerne: débourbage (klaring af den ugærede most typisk ved dekantering), fermentation (gæring, både alkoholisk og malokatisk), élevage (lagring), décuvage (aftapning af vinen og maskseparation).

Ideelt klemt ind mellem hav og bjerge

Ideelt klemt ind mellem Middelhavet og Alperne kan den franske region Provence fremmønstre 3 forskellige Appellations d’Origine Protégées (AOP) : Côtes de Provence, Côteaux d’Aix en Provence, og Côteaux Varois de Provence, og dertil lokale, komplementære appellationer.

Det dyrkede areal udgør 27.700 hektarer, der fordeler sig på 3 departementer. Vinen produceres af 560 producenter (selvstændige producenter, som er flest, og dertil kooperativer og vinhuse), der tilsammen producerer mellem 1,2 og 1,3 millioner hektoliter, svarende til 180 millioner flasker, hvoraf de 90% er rosé. Salget fordeler sig med 41% til eksport, 34% til vinhandlere, og 25% til detailhandlen (supermarkeder, discountkæder m.fl.).

Ideelle jordbunds- og klimaforhold

Områdets undergrund udmærker sig ved to typer geologiske processer, der har generet to typer undergrund og jordbundsforhold, kalkagtige og krystallinske, og med meget lidt humus grundet den sparsomme vegetation, der mest består af kratbevoksning. Hvor jordbundsforholdene ikke er særlig frugtbare, er de dog veldrænede og derved særdeles velegnet til vinplanten, som er en middelhavsplante par excellence, der ikke bryder sig om al for megen fugtighed.

Klimamæssigt er Provence også velsignet, idet klimaet passer perfekt til produktion af vin: solrigt, tørt og varmt med henved 2800 solskinstimer årligt. Vinden blæser fra mange retninger, hvor nordenvinden Mistralen nok er den mest kendte. Det er en kraftig, tør vind, der ikke blot kan afkøle vinmarkerne, men også beskytter planten mod alle de plantesygdomme, som uvilkårligt kommer med for høj luftfugtighed.

Kombinationen af en række karakterfyldte druer med lokale repræsentanter

Der dyrkes en lang række druer til fremstilling af de hvide udgaver af Provence-vinene, bl.a. Rolle, Ugni blanc, Clairette, Sémillon, Grenache blanc og bourboulenc, som er en lokal druesort, men vi vil her selvsagt rette fokus på de mest udbredte røde druer, der indgår i produktionen af rosévinene (og naturligvis af de røde udgaver af Provence-vinene), og kort beskrive deres respektive karakter.

De røde druer omfatter:

Grenache, som oprindeligt stammer fra Spanien. Grenache tilfører kraft og saft til vinen og tilføjer elegante toner af røde frugter;

Cinsault, som er en ægte Provence-drue, bidrager med friskhed og frugt og etablerer en afdæmpende harmoni som modspil til de mere bastante druer;

Syrah sikrer robuste vine med god farve. Syrah er desuden kendt for sine lidt aggressive taniner, når vinen stadig er ung, men gør det så til gengæld muligt for vinen at udvikle sig over tid, hvor aromaerne vil afsløre tydelige nuancer af vanilje, tobak og syltede frugter;

Mourvèdre giver kontante, velstrukturerede vine, og tilfører aromaer af violer og brombær. Får vinen lov til at udvikle sig på flasken, vil den frembringe toner af krydderier, så som peber og kanel. Mourvèdre anvendes i øvrigt oftest i kombination med grenache og syrah, som vi fx kender det fra produktionen af de typiske Languedoc og Rhône-vine;

Tibouren er den lokale Provence-drue, der faktisk kun findes i Var-departement. Den er garant for frembringelsen af elegante og delikate vine, og frembyder en fin, kompleks næse. Det er også favoritdruen i kombinationen med andre Provence-druer;

Carignan er kendt som den nøjsomme drue, der kan finde sig til rette med fattige, ugunstige jordbundsforhold. Den var en gang meget udbredt i hele Provence, men er nu gået tilbage, skønt den fint kan kombineres med andre druer, hvor den vil bidrage med struktur, farve og fine smagsnuancer af kirsebær og hindbær;

Endelig er der Cabernet-Sauvignon, som er en sjælden drue i Provence, men er kendt for sine på én gang magtfulde og bløde taniner, med duftindtryk af grøn peber, solbær og tobak. I association med Syrah vil den sikre vine med lang levetid og stort udviklingspotentiale.

Gå nu selv på opdagelse i slaraffenlandet – og vælg din favorit!

Det vil føre for vidt i disse spalter at gennemgå alle de regionale appellationer én for én, herunder også de særlige lokale varianter af disse appellationer, så som Côtes de Provence Fréjus, Côtes de Provence La Londe, Côtes de Provence Pierrefeu, Côtes de Provence Notre Dame des Anges m.fl. Det er dog hævet over enhver tvivl, at de alle frembyder et væld af unikke, sensorielle profiler og oplevelser. Det gælder ikke mindst for de ofte meget poetiske, sarte visuelle indtryk. Provence-rosévinenes omfattende farvepalet åbner nemlig op for en fascinerende variation af farvenuancer, intensitet, klarhed, glans og lysrefleksioner og rummer i sig selv kimen til et vineventyr, hvori man kan fordybe sig.

Provence er i sandhed rosévinens slaraffenland, en slags eventyrland som ifølge Den Danske Ordbog (DDO 2023), hvis det står til troende, er ”et paradisisk sted, hvor alle muligheder står åbne, og alle ens ønsker går i opfyldelse”!

Vi lader det derfor med sindsro være op til læseren at udforske dette land og finde sin favoritrosé. For rosé fra Provence må ikke bare nydes og tolkes som en umiddelbar, ukompliceret livstilsvin, men som en udsøgt vinkreation, der fortjener dybeste respekt for sin sensuelle mangfoldighed.

Adjektivet ”rosé”, og hermed rosévinen, har som bekendt metonymisk taget navn efter det latinske substantiv rosa, rosenblomsten, der med sine over 100 arter, betegner det arketypiske symbol på kærlighed – kærligheden til hinanden, kærligheden til livet – og fremstår derved som en af nøglerne til et lille stykke slaraffenland hernede på jorden, hvilket ikke er så ringe endda …!

____________

FORFATTER
Indlæg v/Patrick Leroyer, ph-d. i fransk og leksikografi – DK-France

KILDER
Baudoin, Jérôme (2023). Rosé: la fin de la folle croissance. I : La revue du vin de France, 01.09.2023. Consulté le 16 décembre 2023 sur :

https://www.larvf.com/rose-la-fin-de-la-follecroissance,4836781.asp#:~:text=La%20France%2C%20championne%20du%20ros%C3%A9&text=La%20production%20mondiale%20de%20ros%C3%A9,millions%20d’hectolitres%20en%202021

CIVP (2023) = Conseil Interprofessionnel des Vins de Provence. Consulté le 16 décembre 2023 sur :

https://www.vinsdeprovence.com/civp

DDO (2023) = Den Danske Ordbog. Det danske Sprog- og Litteraturselskab. Consulté le 16 décembre sur :

https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=slaraffenland

OMR (2023) = Observatoire mondial du rosé (2023). Parution du nouveau rapport de l’observatoire mondial du rosé. la France consolide son leadership mondial. Consulté le 16 décembre 2023 sur :

https://www.franceagrimer.fr/filieres-Vin-et-cidre/Vin/Actualites/Parution-du-nouveau-rapport-de-l-Observatoire-mondial-du-rose.-La-France-consolide-son-leadership-mondial

____________

Ønologi og vinsprog, Sprog- og kulturkurser

I begyndelsen var ordet: om Bordeaux, vinord, vinnavne og vinordbøger

Skriv en kommentar

Vi har i en serie af artikler haft glæden af at guide læseren gennem en lang række franske vindistrikter fra nord til syd og fra vest til øst, men har endnu ikke udforsket dem alle. Vi mangler stadig vine fra Jura, Savoie, Korsika, Pyrenæerne, Garonne, Auvergne, Provence med flere.

Frem for alt mangler vi at besøge det om nogen mest emblematiske af alle vindistrikter, Bordeaux, der alene kan mønstre 67 appellations contrôlées (AOC) ud af de 375 AOC’er, som Frankrig tilsammen er god for (tallene varierer en del, men disse er fra Vitisphère (2023) og stammer fra det franske, nationale institut INAO, der fører tilsyn med AOC-lovgivningen).

Château Les Carrasses
Vinmarkerne omkring vinferieslottet Château Les Carrasses

Bordeaux-distriktet er dog ret så komplekst, fordi det er sammensat af flere forskellige distrikter, og vi har derfor valgt – måske nok også fordi det at gå i gang med et sådant skriveprojekt kan virke lidt uoverskueligt – at vente lidt endnu. I stedet vil vi berette om noget lidt andet, som egentlig er det, der har motiveret og styret vores vinudforskning og vinskrivning hidtil, nemlig vores fokus på vinord, vinnavne og vinordbøger. Disse omfavner vinegnsbeskrivelser, vinhistoriske beretninger, vinkulturelle fortællinger, vintekniske forklaringer, vinlovgivning, vinøkonomi og -handel, og ikke mindst vinsmagningsanmeldelser med alle de oplevelser og drømme, som vin er i stand til at skabe og fostre.

Bordeaux …

Ordet Bordeaux er et fint sted at starte, for Bordeaux er et navn, vi på dansk kalder for et egennavn, eller på latin et proprium, som i Den Danske Ordbog (2023) defineres, som følger:

  • substantiv, som udpeger og benævner en bestemt person eller genstand, et bestemt sted el.lign. fx Hanne, Ford, Tivoli eller Antikken (DDO 2023)

Proprier adskiller sig hermed fra de såkaldte appellativer, som er alle de andre ord, der skrives med småt og ”beskriver levende væsener, genstande, aktiviteter, begreber el.lign. ved at henføre dem til en bestemt klasse med fælles egenskaber” (DDO 2023). Proprier, som skrives med stort, både udpeger og benævner noget helt bestemt, de har et unikt navn og udgør en eksklusiv kategori helt for sig selv.

Bordeaux … og bordeaux

Det sjove er, at vi med Bordeaux har to udpegninger og to benævnelser på én gang, to kategorier, en by og et vindistrikt. Det er konteksten, kommunikationssituationen, der vil afgøre, om vi refererer til den ene eller til den anden kategori. Her er de to definitioner, begge fra Wikipedia (2023):

  • Bordeaux er en storby i det sydvestlige Frankrig. Den er administrativ hovedby (præfektur) for departementet Gironde og hovedstad for den administrative region Nouvelle-Aquitaine
  • Bordeaux er et vindistrikt i Frankrig, hvor der årligt produceres 700 millioner flasker vin heraf 80% rødvin

Men ikke nok med det, for ordet bordeaux har også status af substantiv, og har to særskilte betydninger. Her er begge definitioner fra DDO (2023):

  • Bordeaux: dyb rød farve med en brunlig tone, som rødvin
  • Bordeaux: substantiv, fælleskøn, vin fra Bordeaux-området

Det er i denne forbindelse interessant at notere sig, at farven rød, her i sin dybrøde, lidt brunlige udgave, netop peger på noget andet end sig selv som farvekategori, nemlig på en type vin. Det gør i øvrigt alle farver, der gennem deres definitioner gerne peger på andre entiteter ude i verden. Rød defineres som ”med farve som fx blod eller en moden tomat” (DDO, 2023), hvor gul defineres ”med farve som fx en moden citron eller blommen i et æg”. Denne henvisning gør det unægtelig nemmere at begribe farven end blot en fysisk definition af rød som en farve, der ”omfatter farvenuancerne efter orange i den yderste, langbølgede ende af det synlige lys, dvs. nuancer med en bølgelængde mellem 630 og 750 nanometer” (DDO 2023).

Henvisningsfænomener i vinverdenen

Når vi bestræber os på at beskrive vin og skal forsøge at ramme dens unikke farve, vil vi således uvilkårligt pege på ting i verden, der besidder den farve, vi mener at kunne indfange for bedre at beskrive den og formidle vores visuelle indtryk, så de kan deles: kirsebærrød, rubinrød, halmgul, ravgul osv.

Dette henvisningsfænomen er endnu mere udpræget og tankevækkende, når vi taler om vinens duft eller aroma. For her mangler vores sprog ganske enkelt benævnelser for disse: dufte (og lugte) har nemlig ingen navne! (Kleiber, 2012). Hvad gør vi så? Jo, vi bruger bare navnet på kilden, hvorfra denne duft eller lugt stammer. Vi henviser så til duft af citron, af æble, af nellike, af brombær, roser, lindetræer, friskslået græs, læder, brændte mandler, skovjordbund efter regn osv. Listen er alenlang, da vores hjernes evne til at registrere, rubricere og genkende dufte er fænomenal. Mængden af duftbenævnelser er dermed uendelig, de sætter alle særlige associationer i gang, og pirrer til vores fantasi.

Bordeaux i et forbrugerperspektiv

Men historien om vinnavne, om deres farve og duft, stopper ikke ved disse kategorier, idet hver enkel vin som bekendt er unik. Derfor bestræber vi os på at indfange og definere dens væsen og væren (eller ontologi) – ved at knytte en lang række sanselige egenskaber (syn, duft, smag, følesans, neurologiske sensationer i ansigt mund og svælg) og tilføje en masse (relevant) viden om den verden, vinen er en del af, og som vi lever midt i.

Hermed får vi fat i det sidste – og måske mest spændende – medlem i familien af Bordeaux-navne: navnet som AOC, navnet som et bestemt produkt eller varemærke, som et specifikt domæne, en terroir, et vinhus, en særlig årgang, en særlig flaske – hvor navnet åbner op for en lang række tilknyttede egenskaber og fortællinger, med fx priser og anerkendelser, vurdering af forholdet mellem pris og kvalitet, råd til de bedste madassociationer og meget mere.

Nedenstående eksempel er karakteristik for den sidste, uudtømmelige dimension i Bordeaux-navnet, det er AOC-dimensionen, produktnavnet, dvs. forbrugsperspektivet. Det er en meningsgivende beretning om vores konstant foranderlige verden, som leksikografer (der beskæftiger sig med ordbøger i teori og praksis) kalder for den kulturelle og encyklopædiske dimension. Det fulde, sammensatte navn som unikt medlem af klassen kan eksempelvis være:

  • Bordeaux som produktnavn: « Vin Rouge AOP Bordeaux Château Haut Bascla 2018 »

    Prisvindende Bordeaux fra Château Haut Bascla – fantastisk raffineret med modne tanniner og flot frugt. Et exceptionelt glas for pengene. Lavet på 80% Merlot og 20% Cabernet Sauvignon, dyrket og certificeret som bæredygtigt. Kompleks og fløjlsblød med noter af mørke brombær og blommer og let krydrede undernoter fra fad. Har vundet guld i Paris og mange andre medalje med tidligere årgange. Går perfekt til gryderetter, grillretter og en god bøf.

    Kilde: Vin med mere.dk – Château Haut Bascla Bordeaux rouge 2018

Vinviden og vinordbøger

Vi vil slutte med at vende tilbage til ordbøger, som vi lige har omtalt. Vin er et privilegeret genstandsfelt for mange typer ordbøger, der beskriver viden om vin, vinhistorie, vin i kunst og litteratur, vinteknik, vinsprog etc. Udover ordbøger har vi også vinencyklopædier, vinleksika, vinglossarer, ordlister, datablade … Vi har vinguides, vinhåndbøger, vinplatforme, vinapplikationer, vinfora og vinblogs, som i stor udtrækning faktisk fungerer, som ordbøger nu gør. Vi kan slå op i dem for at øge vores viden om vin, for at få hjælp til at forstå vintekster eller tale om vin, eller få hjælp og vejledning til at handle vin og nyde den bedst muligt.

Og mere til: det forunderlige er, at vi alle bliver, eller kan blive leksikografer (ordbogsforfatter), når vi poster om vin, når vi anmelder vin på disse fora m.fl., og når vi deler vores vinviden og vores vinoplevelser i vores netværk. Vi er med til at udpege og selektere vine, beskrive dem, tildele dem egenskaber, kvalificere dem og først og fremmest indeksere dem, så alle andre, der interesser sig for vin, nemt kan få fat i dem, ”slå op i dem” så at sige, og få adgang til dem. Det samme gør alle vinfirmaer, der sælger deres vin online via deres webshops: vinfællesskaber og handelspladser.

I begyndelsen var ordet

Vinord, vinnavne og vinordbøger er derfor ikke blot abstrakte, lingvistiske eller billedlige tegnsamlinger, der peger, benævner, kategoriserer. De skaber mening om vores vinvirkelighed, vores vinfællesskaber, vores vinviden, vores følelser med at dele og nyde et glas vin, vores subjektive vinoplevelser. De skaber mening ved unikke associative fortællinger. De bygger vores vinkultur op og befolker i rigt mål vores drømme og fantasier, som alle vi vinelskere efterfølgende så glædeligt deler med hinanden. Ord- og vin-geek har man da lov at være, det giver nemlig mening.

____________

FORFATTER
Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

KILDER

Ønologi og vinsprog

Danskernes forkærlighed for Alsace og Alsace-vine

Skriv en kommentar

I rækken af vinture over det ganske franske land er turen nu kommet til en helt særlig fransk vinregion, som fylder rigtig meget i danskernes smag for franske vine, og i deres frankofile forkærlighed for det franske land i det hele taget, nemlig Alsace.

Altenberg Bergbieten. VinsAlsace.com ©CIVA – www.vinsalsace.com/fr/fonds-decrans

Mange danskere er fortrolige med den yndede franske region Alsace, eller Elsass som vores tyske naboer og venner ynder at omtale den, der strækker sig langs bjergkæden Vogeserne og ligger blot 935 km syd for den danske grænse. Regionen, der starter ved byen Wissembourg i nord og slutter ved Thann i syd, er 120 km lang, mellem 4 og 20 km bred og kan fint nås i bil (gerne med cyklen i traileren!) på én dag. Området er et yderst populært (vin)feriemål, da det er rigt på kultur- og naturskønne oplevelser, maleriske bindingsværkshuse i henrivende landsbyer, stolte europæiske kulturstade som regionshovedstaden Strasbourg og storbyerne Colmar og Mulhouse, og ikke mindst vin og gastronomi i særklasse.

For Alsace-vinene, først og fremmest de hvide og de mousserende, er yderst populære i Danmark, og mange danskere har sågar – i bil eller på cykel – udforsket Alsaces berømte vinrute – den 170 km lange route des vins – og aflagt gentagne besøg hos deres foretrukne, lokale vinproducenter, hvor alle kan finde deres yndlingskvalitetsvin, hvad enten det er en almindelig AOP eller en af de anerkendte, ypperlige grand cru’er. Et enkelt nøgletal kan belyse styrken af dette kærlighedsforhold. Danmark er nemlig, næst efter Belgien, som indtager første plads (med 45.124 hl) og med Tyskland på anden plads (med 28.861 hl), verdens 3. største importør af Alsace-vine med hele 18.249 hektoliter i 2020. Ved udgangen af 2021 er den danske efterspørgsel i øvrigt stærkt stigende, i størrelsesorden 15-40%.

Alsace-vin i tal – en række kvalitetscertificeringer

Alsace-vine optager blot 3,5% af vindyrkningsarealerne i Frankrig, svarende til ca. 15.606 hektarer land fordelte på 119 kommuner. Regionen, der består af de to departementer Haut-Rhin og Bas-Rhin, omsatte for 4,2 milliarder euroer i 2020. Produktionen nåede op på 786.000 hl i 2021, hvoraf de 90% er hvide. Alsace blev i øvrigt hårdt ramt i 2020 under COVID-19 pandemien, hvor produktion faldt med 10%., og hele 12% for Crémant-vinene. Tilbage i 2018 var produktionen helt oppe på 1.200.000 hl.

Udbyttet er ved lov fastsat til 65 hl pr. hektar for AOP-vinene, 70 hl for de mousserende (les Crémants), og 50 hl for grand cru’erne, der naturligvis kæler noget mere for kvaliteten af deres druer. Som følge af faldende omsætning og voksende, fyldte lagre gennem de senere år er der nu opnået enighed i det alsaciske vinerhverv om at begrænse udbytterne. Hvad fordeling af de enkelte druesorter angår, er det Pinot Blanc-druen, der dominerer, med 24% af den samlede høst, efterfulgt af Riesling (22%), Gewürtzstraminer (16%), Pinot Gris (15%), Pinot Noir (10%), Sylvaner (8%), samt øvrige druer, der blot tegner sig for 5 % af produktionen (Muscat, Auxerrois, Savagnin Rose).

Cirka 450 producenter har omlagt til økologi eller er i færd med at omlægge, og 136 producenter markedsfører deres vine under den såkaldte HVE-statslige certificering (Haute Valeur Environnementale = høj miljøværdi), der uden at være økologisk som sådan bestræber sig på at følge og fremme mere miljøansvarlige produktionsmetoder.

1945, 1962 – to politiske milepæle for alsacisk vinlovgivning

Den franske AOC-regulering af Alsace-vinene blev symbolsk nok etableret ved afslutningen af anden verdenskrig i 1945, under den daværende 4. republik. Her blev Alsace-Lorraine (på tysk Elsass Lothringen, som er betegnelsen på det gennem historien omstridte landområde mellem de to store, rivaliserende lande, Frankrig og Tyskland – det frankiske rige og det allemaniske rige) igen del af Frankrig. AOC-Alsace bliver dog først fastlagt ved dekret i 1962, som også, på Général De Gaulles initiativ, er året for den 5. republiks radikale forfatningsændring med direkte valg til præsidentembedet (Alsace har det åbenbart med at skrive sig markant ind i den franske, politiske historie!).

I henholdsvis 1975 og 1976 kommer AOP Grand cru og AOP Crémant appellationer til. Det er først i 2011, at hele lovgivningen om Alsace-vine endelig falder på plads med de tre AOP’er, vi kender i dag:

1. Appellation Alsace Contrôlée, med navnet på den anvendte druesort (Sylvaner, Pinot Blanc, Riesling, Muscat, Pinot Gris, Gewurtzstraminer og Pinot Noir)
2. Appellation Alsace Grand Cru Contrôlée, med 51 nøje afgrænsede terroirs i særklasse
3. Appellation Crémant d’Alsace Contrôlée (vinhøsten i Alsace starter i øvrigt med høsten til Crémant)

Vinerhvervet har stor økonomisk betydning for regionen, og beskæftiger hen ved 4.000 mennesker (med jobs i vinkooperativer og i handel med druer og uaftappet vin, og jobs som selvstændige vinbønder eller producenter/forhandlere). Dertil kommer, som allerede nævnt, hele vinturismeerhvervet, den såkaldte ønoturisme, der hvert år genererer betragtelige valutaindtægter til hele regionen.

Terroir diversitet som garant for en bred palet af vibrante, vinsmagningsoplevelser

Der findes næppe andre vinregioner i Frankrig, der som Alsace kan præstere en så omfattende terroir-diversitet og dermed terroir-effekt. Særdeles gunstige klima- og mikroklimatiske forhold (solrig, varm og begrænset nedbør), perfekt topografi (lav højde mellem 150 og 450 m.o.h., i læ for vinden og sydøst-orientering) samt skiftende, komplekse jordbundsforhold (med ekstrem høj variation af jordbundstyper grundet den dramatiske, geologiske historie og kompleksitet) har sammen skabt ideelle betingelser for Alsace-vinene, der alle byder på en lang række vibrante smagsoplevelser.

To vinkategorier

Vinene kan deles op i tørre og friske vine på den ene side, og i kraftfulde, intense vine på den anden.

De tørre og friske har hver deres identitet. Den friske, elegante Riesling mønstrer subtile aromaer af citrus, hvide blomster, anis, kommen og fennikel; den sprøde, livlige Pinot Blanc frembyder en fin næse af fersken, æble og blomsterdufte; den mere diskrete, forfriskende Sylvaner udfolder toner af frugt og blomst, og antydninger af frisk slået græs; den tørre og harmoniske Muscat udmærker sig med sine overvældende og koncentrerede, primære duft- og smagsaromaer direkte fra de vinificerede muscat-bær.

Så er der de kraftfulde, intense hvidvine. Den komplekse, friske og runde Pinot Gris kendetegnes af udsøgt balance og toner af røg, abrikoser, tørrede frugter, honning og bivoks; den overvældende, aromatiske Gewurtzstraminer skiller sig til gengæld ud med en sand overflod af toner fra en række eksotiske frugter, blomster, citrus og krydderier.

Udover de hvide vine producerer Alsace også rosé og røde vine. Pinot Noir Rosé d’Alsace er en let, frisk og sprød vin med delikate aromaer af små, røde frugter. Pinot Noir d’Alsace Rouge Léger er en let, livlig og afbalanceret vin, med bløde, harmoniske taniner og et væld af røde frugter som ribs og sure kirsebær. Pinot Noir d’Alsace Rouge udmærker sig ved sin fine struktur og god balance, med komplekse aromaer af brombær, solbær, kirsebær, vanilje og læder. Taninerne er bløde og fuldintegrerede, og smagsoplevelsen afsluttes med en harmonisk eftersmag.

Fine, elegante og lystigt boblende Crémants

De mousserende vine betegnes og markedsføres som Crémant d’Alsace. I den hvide udgave mønstrer disse vine fine bobler, der stiger regelmæssigt til vejrs og frigiver aromaer af æble og pære, fersken og abrikos, antydninger af citrus og tørrede frugter, hvide blomster og brioche. De opleves som friske, frugtagtige, med fint og delikat skum. I roséudgaven frigives elegante, delikate aromaer af små røde frugter, munden opleves frisk og harmonisk, hvor boblerne understøtter og forstærker vinens fyldighed.

Grands crus som stærke eksponenter for terroir

De 51 grand cru-vine er pr. definition massivt præget af deres respektive terroirs og udfolder hver især masser af kraft og intensitet; de både viderefører og løfter så at sige de smagsoplevelser, som deres ”små brødre”, de ”almindelige” Riesling, Muscat, Pinot Gris og Gewurtzstraminer (der er de 4 druesorter, som er tilladte), allerede besidder, men bringer dem til nye, koncentrerede højder. Det vil føre for vidt med den begrænsede plads, vi her har til rådighed, at berette om hver enkelts fortræffeligheder, for hver grand cru, hver årgang er absolut unik. Vi har her at gøre med superlative vine, hvor termer som balance, generøsitet, elegance, harmoni, voluptuøsitet, mineralitet, overdådighed m.fl. ikke bare er verbale prædikater, men kraftfulde, sensible stimuli til oprigtige, dybe sanseoplevelser.

Sjældne, suveræne, søde vine

Alsace er også leveringsdygtig i sjældne, søde vine lavet på sent høstede druer eller på druer angrebet af den ædle råddenskab (botrytis cynerea). Disse frembyder forførende, fremragende sødme; de er på én gang både ”moelleux” og ”liquoreux”, komplekse i munden og med blide toner af honning og confiterede henkogte frugter, med lang, vedvarende eftersmag.

Alsace er ikke blot vin, men også Elsassbier

Alsace er ikke kun et paradis for vinentusiaster. Det skal retfærdigvis anføres her til sidst, at Alsace er lige så anerkendt for sin ølproduktion og sin ølkultur – Elsassbier – som for sin vinproduktion og vinkultur. Det er jo værd at huske, at Frankrig er Europas 3. største øl-producerende land, og også nok det land med flest bryggerier i Europa, med rundt regnet 10.000 enkelte øl. I Alsace alene er der over 300 bryggerier. De dansk-ejede Kronenbourg bryggerier i Obernai (som er del af Carslberg-koncernen) er ikke længere enerådige på markedet, men har fået stærk konkurrence fra det stigende antal såkaldte mikrobryggerier, der brygger de stærkt eftertragtede ”bières artisanales” (hjemmebrygget øl).

Man kunne på denne baggrund nemt nære den mistanke, at der deri ligger yderligere grunde til danskernes forkærlighed for Alsace, ikke bare qua sine vine, men også qua sin øl som gudsbenådet drik, eller som man siger på alsacisk: ”Hopfe un Màlz, Gott erhàlt’s” (= Gud bevare hummel og malt).

Et alsacisk ordsprog siger også: ”Wer nit liebt Win, Weib un G’sàng, Der bliibt e Nàrr sin Läwe làng” (= Den, som hverken holder af vin, kvinde eller sang, vil en nar forblive livet igennem), men mon ikke øl også hører til i den alsaciske folkevisdom? Herfra skal der blot afslutningsvis lyde et velment, alsacisk ”S’gelt!” – for nu gælder det, som de siger: Nu må der gerne skåles.

_____________________

FORFATTER
Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

KILDER
Agreste. Filière Viticulture Alsace (2022). www.agreste.agriculture.gouv.fr, chrome-extension://efaidnbmnnnibpcajpcglclefindmkaj/https://draaf.grand-est.agriculture.gouv.fr/IMG/pdf/2021_06_Filiere_Viticulture_alsacienne_cle87c836.pdf [set 6. november 2022].

Brasseurs de France (2022). https://www.brasseurs-de-france.com/tout-savoir-sur-la-biere/le-marche-de-la-biere/ [set 6. november 2022].

La marque Alsace (2022). https://www.marque.alsace/la-production-des-vins-dalsace-01080 [set 6. november 2022].

Olca. Office pour la langue et les cultures d’Alsace et de Moselle (2022). Petit lexique de la vigne au vin en alsacien : Vun de Rawe züem Wi(n). https://www.olcalsace.org/fr/lexique_vin [set 6. november 2022]

Oenologie.fr (2022). https://www.oenologie.fr/cepage-alsace/ – [set 6. november 2022].

Smag på vin (2022). https://www.smagpaavin.dk/alsace-vinturistens-ferieparadis/ – [set 6. november 2022].

VinsAlsace.com (2022). https://www.vinsalsace.com/fr – [set 6. november 2022].

VinsAlsace.com (2022). https://www.vinsalsace.com/fr/fonds-decrans/ [hentet 6. november 2022].

Vitisphère. https://www.vitisphere.com/actualite-94435-les-baisses-de-rendements-2021-votees-en-alsace.html/ – [set 6. november 2022].

Ønologi og vinsprog, Slotte

La Clape – Vin, vinfortællinger, vinslotsoplevelser

Skriv en kommentar

Af Patrick Leroyer, DK-France

La Clape, eller ”stendyngen” på occitansk, er i den grad indbegrebet af, hvad Languedoc-vin egentlig formår. Og det er ikke så lidt. I tilgift får du et par beretninger om, hvordan La Clape skaber nye fortællinger og nye oplevelser.

FOTO: Vinmarker i Languedoc, nær Château Capitoul

Et enestående landskab mellem land og hav
De anerkendte og eftertragtede Languedoc-vine fra AOC La Clape dyrkes i et område beliggende mellem byen Narbonne og Middelhavet ved et mindre bjergmassiv, der tidligere var en bjergrig ø. Øen er dog gennem århundreder langsomt blevet forbundet med fastlandet, i takt med at aflejringerne fra floden Aude fyldte de lavtliggende sø- og sumpområder ved foden af massivet op. Ordet ”Clape” betyder i øvrigt stendynge på occitansk.

Massivets højeste punkt hedder Pech Redon og rejser sig 214 meter over havet. La Clape er sytten kilometer langt og sytten kilometer bredt. Landskabet er meget karakteristisk med høje hvide kalkklipper, der stolt troner over Middelhavet, stejle slugter og dybe, snoede dale, der er bevokset med pinjeskov og Middelhavskrat, les garrigues – og selv sagt med vinmarker!

I 1973 opnåede La Clape status af regional naturpark og i 2000 status af EU-habitatområde takket være sin store biodiversitet, som der nidkært værnes om. Dette er også baggrunden for vinproducenternes mange økologiske tiltag, herunder i vinterperioden at lade fårene græsse mellem vinrækkerne for at holde græs og ukrudt ned og samtidig tilføre jorden naturlig gødning. Et stigende antal producenter lægger nu også om til biodynamisk dyrkning og fremstilling, og biodynamik er ligeledes kommet ind i billedet.

Vind, vand og sol kæmper om kap til gavn for vinen
La Clape, tidligere klassificeret som Côteaux du Languedoc, opnåede fuld status af kommunal AOC i 2015. For La Clape-terroir er begunstiget med noget nær perfekte vejrforhold for vindyrkning. Masser af sol (op til 3000 timer om året, hvilket hører ind under topkategorien i Frankrig) og masser af vind og blæst til at jage de skyer væk, der ind i mellem måtte skærme for solen. Der er faktisk 13 af disse vinde, der hver især blæser om kap fra de fire verdenshjørner, og med hver deres særpræg: Tramontane, Ponant, Levant, Cers – og hvad de nu hedder allesammen. Men vand skal der som bekendt også til, og når det endelig lykkes for skyerne at slippe for blæsten, kan La Clape pludselig rammes af nærmest tropiske skybrud. Vind, vand og sol skaber således et stærkt, markant klima, som vindruerne til fulde udnytter for at hente kostbar næring og proppe sig med sukker.

Markant historie
Stedet har qua sin naturlige skønhed længe tiltrukket alskens folkeslag, der i antikken sejlede forbi og valgte at slå sig ned her. For fønikerne var området allerede kendt som øen Lykia, og for romerne var den Insula Laci. Det var romerne der, som så mange andre steder, indførte vinplanten i La Clape. Kvaliteten var hurtigt i top, og den romerske republik kunne derfor fint belønne sine mest tapre legionærer med jordlodder, hvor de kunne blive vinbønder og tilgodese den stærkt efterspurgte vinproduktion.

Forkælet af havet: vine i særklasse med perfekt alliance af friskhed og mineralitet
Det dyrkede areal udgør i dag 768 hektarer, som er spredt ud på 6 kommuner – Armissan, Fleury d’Aude, Gruissan, Narbonne, Salles-d’Aude, Vinassan. Der er 25 selvstændige producenter og 3 vinkooperativer. Den årlige produktion er på 26450 hektoliter med et gennemsnitligt udbytte på 42 hektoliter pr. hektar, svarende til små 4 millioner flasker, hvoraf de 80% er røde, og de 20 % er hvide.

Appellationen benytter en række strenge regler, der fastlægger maksimale og minimale andele af de forskellige sorter og deres nøjere sammensætning.

For de røde anvendes de klassiske, fortrukne druesorter, som man også finder i mange af Rhône- og Languedoc-vindistrikterne: grenache, mourvèdre, syrah – hvor man gerne supplerer med carignan og cinsault.

For de hvide er paletten noget større og omfatter bourboulenc blanc, clairette blanc, grenache blanc, piquepoul blanc, marsanne blanc, roussanne blanc og rolle blanc. Dertil suppleres desuden med carignan blanc, maccabeo blanc, terret blanc, ugni blanc og lejlighedsvist med viognier.

Som Afrodite, der blev født af havskum, er La Clape-vine indbegrebet af smukke vinkreationer, som er blevet forkælet af havet og den jodholdige luft. De har så meget karakter, at de vinder betydeligt ved lagring. De røde er komplekse vine, med et dybt, elegant purpurrødt farvespil. De fyldige aromaer er tætte og mønstrer smukke, bløde harmonier af cedertræ, modne røde og sorte frugter, kakao og peber – og skaber derved en levende, magtfuld, harmonisk og mineralsk mundoplevelse i absolut særklasse. Franskmændene bruger adjektivet ”racé” om sådanne vine, som er i top og frie for fejl.

De hvide har heller ingen grund til at blegne over for de rødes excellens. De frembyder smukke, lysegule guldfarver. Aromaerne domineres typisk af citrusfrugter og hvide frugter som pære og kvæde. De dufter også af garrigues og anis, med toner af grillede hasselnødder. Munden vil fryde sig over den flotte, elegante mineralitet, med svage jodantydninger, masser af friskhed, og afslutningsvist små reminiscenser af akaciehonning.

Ramme om øko-tegneserievin og luksus vinslot
Vi vil slutte med et par La Clape-fortællinger.

La Clape danner nemlig ramme om en yderst vellykket tegneseriefortælling (billedet nedenfor) i Vinifera-serien, udgivet hos forlaget Glénat (2019), der har sat sig som mål at illustrere vinens historie i ord og billeder.

I Bio, le vin de la discorde (Økologi – stridens æble) – beretter forfatterne Corbeyran og Rodhain, bistået af tegneren Pietrobon, om et ungt, idealistisk økologisk vinproducentpar, der ikke kan enes om fortræffelighederne – eller manglen på samme – ved at producere økologisk.

For hende er økologi fint nok, som det er. Men ikke for ham, der vil have mere natur, terroir og millésime tilbage i vinen. For økologi ligger, trods alle gode intentioner, stadig milevidt fra idealet om fuld respekt for naturen. Det skaber konflikter i parforholdet. Kun biodynamik (eller naturvin) kan vise sig at kunne leve op til idealerne.

Fremtiden vil vise, om det er denne vej, vinbønderne i La Clape vil følge. Som allerede nævnt er nogle få allerede gået i gang, men der er lang vej endnu. Læs selv fortællingen – efterskriften (skrevet af Rodhain) taler for sig selv, idet den sætter hele den økologiske trend i det rette perspektiv.

Afslutningsvist bør der refereres til en anden historie, for det er i La Clape du vil kunne finde vinslottet Château Capitoul, der i dag rummer luksus slotsferieboliger, som heldige ejere har kunnet tage i brug siden sommeren 2021, efter at bygherre – siden afslutningen af projektsalget – har haft travlt med den nænsomme renovering og omdannelse til unikke ferieboliger. Med La Clape-vinmarker, stendyngebjerget og Middelhavet som umiddelbare naboer, er der lagt op til et liv på et lille stykke paradis på jorden.

Château Capitoul
FOTO: Château Capitoul

Læs mere om Château Capitoul på https://dk-france.dk/ferieboligsalg-sydfrankrig/slotsferiebolig-chateau-capitoul/, hvor vi formidler gensalg, når én af de 45 lejligheder igen (forhåbentlig!) bliver udbudt til salg. Vinen må du dog selv købe hos anerkendte, danske vinhandlere, der i den grad er faldet for La Clape. Det er nu din tur at smage på, hvad stendyngen kan frembringe af ædle dråber.

________________________

FORFATTER

Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

KILDER

La Clape, île de grands vins. https://www.la-clape.com/ [set 24. april 2022]

La Clape (AOC) https://fr.wikipedia.org/wiki/La_Clape_(AOC) [set 24. april 2022]

BIO, le vin de la discorde. https://www.glenat.com/vinifera/vinifera-bio-le-vin-de-la-discorde-9782344024645 [set 25.april 2022] (forsidebilledet af tegneserien)

Ønologi og vinsprog

Når sur vin bliver til gudedestillat – og englene også får deres andel

Skriv en kommentar

I rækken af vinture i det franske land er vi i dag kommet til byen Cognac i Charentes-regionen, som er verdensberømt for destillatet af samme navn. Men få tænker egentlig over, at området er Frankrigs største producent af hvidvin. Vinen er dog, i modsætning til alle andre vine, ikke beregnet til at blive drukket, men til at blive opvarmet i svanehalsformede destillationsapparater, hvorefter den efter års lagring i egetræsfade skal blive til udsøgt Cognac.

Hennessy Cognac_turbaaden lægger til foran Cognachusets hovedindgang
Hennessy Cognac: Turbåden til besøg af Cognachusets faciliteter lægger til foran hovedindgangen …

Der findes på ’butte Montmartre’ i Paris, lidt tættere på himlen kunne man vel sige, en lille, men hyggelig, gastronomisk restaurant, der kalder sig ”la part des anges”. Den ligger lidt gemt væk fra turisternes standardruter i det berømte bohemekvarter og er først og fremmest kendt og besøgt af lokale fra ”landsbyen”, som de ynder at kalde deres bydel. Men hvad betyder nu dette maleriske navn ”la part des anges”? Vi kan allerede røbe, at det er Cognacrelateret, men det vender vi tilbage til lidt længere nede i artiklen. For først skal vi se på, hvad Cognac egentlig er.

Om druebrændevin og brandwijn

Vores vininteresserede og vinkyndige læsere bør her tilgive os, for vi vil nu vil tage en lille afstikker fra vores sædvanlige, franske vinskribentvirksomhed og udforske, hvad vin også kan blive til, nemlig verdensberømt spiritus, når den som her destilleres til Cognac.

Cognac er ’eau de vie de vin’, dvs. på dansk druebrændevin – fra hollandsk brandwijn – da det var hollændere, der i det 16. århundrede kastede sig ud i destilleringens ædle kunst, efter sigende for at vinen kunne holde sig. På engelsk er ordet blevet til Brandy.

Selve byen Cognac (hvor det toponymiske suffix -ac stammer fra latin -acum, der igen stammer fra keltisk ako, der adjektivisk betyder ”tilhørende et sted, en familie, eller en helligdom”), ligger på Charente-floden og er Charentes andenstørste by efter Angoulême. Byen, der har en lang fortid bag sig, har i dag små 50.000 indbyggere og ligger historisk set på en af pilgrimsruterne til Compostella.

Cognac fremstilles ved den raffinerede, komplekse sammensætning (assemblage) af brændevin hidrørende fra forskellige vinområder (crus) og fra brændevin, der har forskellige lagringstider bag sig. Cognac er i dag beskyttet af den franske Appellation d’Origine Contrôlée Cognac (AOC), der er styret af en lang række kravspecifikationer, regler og vedtægter for navn, geografi (først og fremmest fortegnelse over de hundredevise af små kommuner, der kan tilordne sig appellationen), dyrkning af vinstokke, høst, transport, vinfremstilling, destillering, lagring m.m. gennem en omfattende 20-siders lang ’cahier des charges’, hvor nyeste udgave er fra 2018.

Dyrkning af hvide druer ”en masse”

Vinmarkerne i Cognacs produktionsområdet strækker sig over ca. 78.000 hektarer. Disse er fordelt hovedsageligt på to departementer, Charente-Maritime og Charente, samt nogle få kommuner i departementerne Dordogne og Deux-Sèvres. Området udgør blot 10% af vinarealerne i hele Frankrig, men fremstår som den største producent af hvidvin i landet.

Det er den hvide drue Ugni blanc, der suverænt dominerer og dækker over 98% af hele området. Det er en drue, der er mere robust end tidligere dyrkede druer, som Folle blanche, der måtte bukke under for phylloxera-angrebene i slutningen af det 19. århundrede.

Vinbønderne bestræber sig i dag i stigende grad på at reducere mængden af sprøjtemidler (inklusiv økologiske kobber- og svovlbaserede sprøjteopløsninger), og nogle følger den økologiske vej ved bl.a. at lade græsset gro mellem rækkerne. Det er dog svært helt at undgå at sprøjte, for Ugni-druerne angribes nemt af skimmelsvamp (meldug, oïdium), som forstærkes af det våde atlanterhavsklima.

Vinområdet er geografisk opdelt i 6 koncentriske cruområder, hvor undergrunden og klimaets påvirkning varierer: ’Grande Champagne’, ’Petite Champagne’, ’Borderies’, ’Fins Bois’, ’Bons Bois’, og ’Bois Ordinaires ou Bois à terroirs’.

’Grande Champagne’, sydvest for byen Cognac, regnes for det bedste område, der giver de mest raffinerede og mest udsøgte eaux de vie, som ældes bedst og længst, og bidrager med dufte af blomster, vinblomst, tørret lind og tørre vinranker. Dernæst følger ’Petite Champagne’ og ’Borderies’ som de næstbedste, hvor påvirkningen fra det maritime klima er lidt mere udpræget. ’Bons Bois’ omringer de 3 førstnævnte, mens ’Bois ordinaires ou Bois à terroirs’ ligger ud til Atlanterhavet.

Brugen af navnet ’Champagne’ til benævnelse af de bedste Cognac cru’er sker i analogi med jordbundsforholdene i Champagne-regionen, hvor de berømte mousserende vine produceres. Jordbundsforholdene er nemlig umiddelbart sammenlignelige, med lerholdig kalkjord på en undergrund af blød kalksten fra kridttiden. Sådanne jordbundsforhold er gode til at holde på vandet, og vinstokken kan nemt stå imod tørkeperioder om sommeren.

Vinfremstilling alene for destillatets skyld

Det pudsige er, at den vin, der destilleres til Cognac, er mere eller mindre rædselsfuld af en vin at være. Eller måske snarere, siges at være rædselsfuld. Vores læsere vil uvilkårlig undre sig, for vi har hidtil udelukkende skrevet om alskens gode franske vine. Spørgsmålet er så nu, hvordan dårlig vin kan forvandles til en af verdens mest anerkendte spirituosa? Eller med andre ord, hvordan kan dårlig vin bliver himmelsk?

Den most, der bruges til vinfremstilling, er kendetegnet ved lavt alkoholindhold på gennemsnitligt 8-9% (min. 7%, maks. 12%) som betyder, at aromaer bedre kan koncentreres, og ved en meget høj andel af syre, hvorved vinen bedre kan holde sig. Tilsætning af sukker og sulfitter er ikke tilladt.

Under besøget i et berømt, internationalt Cognachus i selve byen Cognac, spurgte jeg således til, om selve vinen var nu værd at drikke? Dertil var svaret klart og entydigt: nej, vinen er der nok ikke så meget at skrive hjem om, men den egner sig til gengæld fortrinligt til destillering, hvor den bliver totalt forvandlet!

Destilleringskunsten

Vinen destilleres ved den såkaldte dobbelte destilleringsmetode (la ”repasse”, svarende til Pot Still metoden på engelsk) i særlige charentais kobberalambic, der siden 1936 har haft samme udformning, til en alkoholprocent på maks. 72,4% ved de 20 grader. Man opnår derved en 8 til 9 gange koncentration af aromaer og syre, og af vinens øvrige bestanddele. Cognac er mere koncentreret end druebrændevin fra andre, varmere himmelstrøg, hvor basisvinen typisk holder 10-12%, og koncentrationen kun er 5 til 7 gange.

Der må tilsættes farve (E150a, almindelig karamel) og udtræk af egespåner. Der må også, iht. EU-spirituslovgivning af 15. januar 2008, tilsættes forskellige former for sukker samt karamelliseret sukker (opvarmet sakkarose).

Herefter lagres Cognac i store 350 liters egefade fra træerne i de nærliggende Limousin-skove.

La part des anges og den hemmelighedsfulde lagring

Og nu kommer vi til det. Det maleriske udtryk – ”la part des anges ” (= englenes andel) – refererer specifikt til andelen af den gode Cognac, der fordamper under lagring. For Cognac lagres på 350-liters egetræsfade (enten nye fade eller fade, der tidligere har indeholdt Cognac og genbruges) i nogle år, hvor den sover inde i de hvælvede kridtkældere. Lige så stille, år efter år, trækker den ilt ind til sig og fordamper, hvilket netop er meningen. Den grove og rå druebrændevin skifter karakter og forvandles til et guddommeligt destillat.

Under lagringsprocessen farves stenlofterne helt sorte af den mikroskopiske svamp torula compniacensis, der i de ædle alkoholdampe finder sin næring. Cognacvinbonden (eller snarere cognachusene) må således acceptere, at der en del svind. Det går dog til et godt formål, da aromaerne koncentreres under lagringen. Cognac brændevinen bliver mere rund og blød og udvikler med tiden en kompleks, eftertragtet bouquet, som kaldes for ”rancio”. Rancio refererer til en sammenblanding af særlige aromaer som fx efterårsskovbund, skovsvampe, nøddeolie, tobak, læder, men også til figner, rosiner, ristede kaffebønner og kakao.

Ifølge Cognacerhvervets hovedorganisationen Bureau National Interprofessionnel du Cognac repræsenterer svindet op mod 2% af produktionen, svarende til 22 millioner flasker om året.

Der findes en laaaang (!) række aldersafhængige betegnelser og betegnelsesvarianter, der må bruges i markedsføringsøjemed, som tildeles ud fra det antal år, hvor Cognac har været lagret: 2, 3, 4, 5, 6, 10 og 14 år eller ældre. Blandt de mest kendte kan nævnes 3 stjerner og VS (ved de 2 år), VSOP (ved de 4 år), Napoleon (ved de 6 år), XO (ved de 10 år), og XXO (ved og over de 14 år).

Flere måder at nyde Cognac på

Og nu til det måske vigtigste. Smagningen. Cognac nydes bedst i små tulipanformede glas, da disse sikrer de bedste betingelser for at nyde og vurdere både farve og farvespil, og for mere effektivt at kunne indfange udviklingen af de subtile, komplekse aromaer.

Cognac kan nydes alene, og her skal man ligesom ved vinsmagning huske at tygge lidt på væsken, og suge en smule luft ind for at frigive dets identitet. Man kan nyde den ved stuetemperatur, men man kan også komme isterninger i glasset, hvorved oplevelsen skifter karakter i næse og mund. Ved smagninger hos Cognachusene serveres de to versioner.

Dertil indgår Cognac i en lang række cocktail-kreationer og aperitiffer, hvor den bibringer både sødme, styrke og friskhed.

Endelig kan den også nydes til maden, hvor man først indtager et par dråber i munden, tager en bid af maden og tygger sin mad, og afslutter igen med et par dråber.

Ligesom ved vin findes der et særligt Cognac aromahjul, som her er opdelt i de 4 årstider. ’Vinter’ samler aromaassociationer omkring de træagtige dufte, ’sommer’ er forbundet med frugtaromaer, ’forår’ peger på blomster, mens ’efterår’ står under de krydrede duftes tegn. Hvert af disse områder – eller aromafamilier – er selvsagt yderligere specificeret med en lang række konkrete eksempler på dufte.

Hjulet blev « opfundet » tilbage i 2009, hvor 50 eksperter mødtes for i 4 dage at smage over 100 forskellige Cognac og udfylde over 5000 smagsnotater.

Cognac i tørre tal

Der er i følge de nyeste tal (2019) fra Cognacerhvervsorganisationen 283 handelshuse – maisons de Cognac/maisons de négoce – i Cognac. Nogle af disse er blevet til verdensberømte brands og ejes af store internationale koncerner, som fx LVHM (det firma, der står bag Louis Vuitton og Moët et Chandon, og hvor H står for Hennessy Cognac). Der findes 4276 vinbønder, hvoraf en stor del selv destillerer deres vin (de kaldes for bouilleurs de crus). Dertil findes der 117 destilleringsfirmaer (disse betegnes bouilleurs professionnels), der indkøber vin for at destillere på bestilling med henblik på videresalg.

Cognacproduktionen beskæftiger 17.000 mennesker i direkte tilknytning til erhvervet (bødkere til fremstilling af fade, gørtlere til kedler, fremstilling af glas, corkpropper, pap, trykkerier, transport, laboratorier, landbrugsmaskiner osv.) og giver afledte jobs til henved 60.000 mennesker. 97,9 % af produktionen (svarende til 26,5 millioner flasker) eksporteres til 160 lande over hele verden og generer en omsætning på 3,6 milliarder euroer (= 27 milliarder kroner).

Nul n’est prophète en son pays

– eller på dansk ”ingen profet er anerkendt i sin hjemby” er nok det bibelske udtryk, der bedst kan bruges til at forklare det kølige forhold, der er mellem Cognac druebrændevin og franskmændene.

En nylig artikel i BFM Business (Bianchi, 2018) har undersøgt fænomenet og undret sig. Det er nemlig bemærkelsesværdigt, at franskmændene stort set ikke drikker Cognac. Hjemmemarkedet aftager kun 3% af produktionen, og der findes intet andet fransk kulinarisk produkt, der kan præstere så stor en andel til eksport. Imidlertid høster Cognac stor succes ude i den store verden på de udenlandske markeder, fx i Tyskland, Storbritannien, USA, Kina m.fl., og Cognacerhvervet i Charentes har derved sikret sig en rigtig stor og stabil indtjening.

Franskmændene er til gengæld verdens største forbrugere af Cognacs direkte konkurrent … whisky! Vi mangler dog stadig en forklaring, ud over den, at Cognacs image måske skulle være blevet lidt støvet og associeres med en ældre generation af forbrugere? I Danmark var Cognac også tidligere vel synonym med afslutningen på de dengang så populære suppe-steg-og-is-middage, hvor der af tjeneren blev spurgt ind til gæsterne ved kaffen: ”Cognac eller likør”? Og dertil en god cigar?

Nok ikke så politisk korrekt i dag, hvor ansvar, sundhed, fitness, økologi og bæredygtighed stormer frem. Men lidt plads må der vel stadig være til livsnydere og til englenes drik? Vi lader spørgsmålet stå og overlader svaret til læsernes vurdering.

________________________

FORFATTER

Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

KILDER

Bianchi, Frédéric (2018). Pourquoi le cognac cartonne partout … sauf en France. BFM Business. https://www.bfmtv.com/economie/consommation/pourquoi-le-cognac-cartonne-partout-sauf-en-france_AN-201805190096.html [set 23.08.2021]

Bureau National Interprofessionnel du Cognac (2021). https://www.cognac.fr/ [set 23.08.2021]

Encyclopédie du Cognac en ligne (2021). Bureau National Interprofessionnel du Cognac. https://www.pediacognac.com/ [set 23.08.2021]

Erik Sørensen Leksikon (2021). https://www.eriksorensenvin.dk/leksikon/cognac/ [set 23.08.2021]

LÆS MERE om de franske vinområder
DK-France: Fransk ønologi og vinkultur

Ønologi og vinsprog, Slotte

Vinrevolution: Languedoc-Roussillon i forandringens tegn

Skriv en kommentar

Mange danskere kender til den franske region Languedoc-Roussillon, til hovedbyerne Montpellier, Sète, Béziers, Narbonne, Perpignan – og til de mange forskellige vine, der kommer herfra. Men hvad er historien bag denne region? Og hvordan er det gået til, at tidligere storproduktion af billig konsumvin nu er afløst af eftertragtede kvalitetsvine, flere og flere af dem økologiske? Denne artikel bringer dig bag om de mange forandringer, der har formet – og stadig former – regionen.

Vinmarker i Frontignan
Vue over vignobles i Frontignan

Fra etruskerne til Occitanien
Den tidligere selvstændige region Languedoc-Roussillon i Sydfrankrig strækker sig langs Middelhavet og ’løvebugten’ (Golfe du Lion) fra hovedbyen Montpellier, et stykke vest for Rhône-flodens udmunding, og helt ned til Pyrenæerne, ved grænsen til Spanien.

Ved sidste administrative reform i 1996 blev den slået sammen med Midi-Pyrénées for at danne den nye, storregion Occitanie (Frankrigs andenstørste), hvorved Montpellier måtte afgive sin status som regionshovedstad til storbyen Toulouse. Navnet ’Occitanie’ er dog velvalgt.

Sådan går det desværre ofte med fransk regional identitet i relation til den administrative opdeling af landet. De sammenlagte områder passer ikke altid lige sammen, og historisk sammenhængskraft må vige for politisk pres. Lovgiverne tænker primært økonomiske (og politiske) synergier og stordriftsfordele. Det er dog tvivlsomt, om dette rent faktisk holder i virkeligheden, for der kommer tit øgede udgifter til administration i kølvandet på sammenlægningerne. Afstande bliver også større fra et beslutningscenter til et andet, og fra borgerne til deres politikere.

Languedoc-Roussillon kan dog bryste sig af at have en langt ældre kulturel identitet, som regionen har bevaret og stolt har udviklet helt siden antikken og etruskerne, og efterfølgende grækerne og romerne, hvor den blev frugtbar havnefront til Middelhavet og stærkt befærdet forbindelsesled mellem den Iberiske halvø, det franske hovedland og Italien.

Området blev gennemskåret af datidens motorvej, Via Domitia, hovedvejen, som romerne anlagde i dette dengang keltisk befolkede land, som de kaldte for Provincia (deraf navnet Provence, som dog ligger ved Alperne). Etymologien følger bestemt sine egne veje …

Forandringerne fortsatte efter Romerrigets fald. Der kom talrige invasioner frem til middelalderen, hvor germanere, muslimske maurere og vikinger på skift var på erobringstogter. Regionen blev først indlemmet under den franske krone i 1271, under Philippe den 3., med øgenavnet ’den dristige’, søn af den berømte korstogskonge, Ludvig den hellige.

Oc-sprog – fra latinske hoc til franske oui
Languedoc – bogstaveligt ’oc-sprog’ – refererer til ordet ’ja’ på oldfransk. Oppe i Nordfrankrig bekræftede man sit udsagn ved at sige oïl (o – il), hvor man i syd blot sagde (h)oc, eller kort og godt ’o’. Både ’c’ og ’l’ forsvandt med tiden, hvor ’i’ holdt skansen, og blev til nutidens adverbium ’oui’.

Occitanien har haft, og har stadig, sit eget sprog – eller snarere sprogfamilie – med en lang række dialektforgreninger, som under ét kaldes for occitansk, men som refererer til både ældre og nutidige dialekter. De dækker over store landområder, først og fremmest provencalsk og languedocien, men også andre dialekter som dauphinois, auvergnat, limousinsk, gasconsk, catalansk, romandsk og savoyardisk.

Den vestlige del af regionen, med hovedbyen Perpignan, går under navnet Roussillon, fra latin ruscino, der blev til rosselo på catalansk, og betyder rødligt. Navnet har den fået fra områdets okkerholdige, rødlige jordarter – og navnet ”Languedoc-Roussillon” er blevet en uadskillelig, samlet betegnelse, selvom den egentlig trækker i hver sin retning med Provence mod øst og Catalonien mod sydvest.

Det vil føre for vidt her at gennemgå hele regionens brogede historie. Vi skal blot bemærke, at forandringerne hele tiden har skyllet hen over landet. Den sidste forandring af betydning er den økologiske revolution, særligt i vinproduktionen.

Frankrigs største vingård under kraftig forvandling
Languedoc-Roussillon er med sine 260.000 hektarer Frankrigs største vinområde i dag. Produktionen udgør 15,2 millioner hektoliter (2018), svarende til 1/3 del af Frankrigs samlede vinproduktion (ISV, 2021). I begyndelsen af det 20. århundrede var produktionen på sit højeste, og kæmpeformuer var blevet skabt gennem generationer af driftige vinbønder. Man kan den dag i dag se minder fra denne fordums storhedstid i de mange ”Châteaux” midt i vinmarkerne, prægtige og lidt pompøse, borgerlige vinejendomme og domæner, der uden blusel plagierer flere arkitektoniske stilarter for at signalere status. Det var dog ikke kvalitet, der dengang sikrede indtjening, det var kvantitet.

Regionen var hovedleverandør af den jævne (for ikke at sige ringe) konsumvin, vin de table, hvor Frankrig for år tilbage havde den triste rekord at være verdens største vinkonsument – med deraf følgende misbrug. Alkoholisme (læs fx Zolas berømte, realistiske roman ’L’assommoir’) hærgede, tit med statens blinde velsignelse. De franske soldater under første verdenskrig fik fx udleveret en kvart liter vinration om dagen i begyndelsen af krigen. Rationen steg snart til en halv liter og til en liter om dagen i krigens sidste år. Dertil kom al den vin, som soldaterne kunne skaffe sig for egne midler bag frontlinjerne. Helt frem til midt i 60’erne holdt denne ’vin de table’ – med sine lidet prangende 10 eller 11 procents alkohol – sig som yndet dagligvare hos de franske købmænd og hos de første supermarkeder. Der var pant på flaskerne, som blev lukket til med plastkapsel og tynd metalfolie, og forbrugerne brugte plastkurve med hank og plads til 6 flasker til at fragte deres vinindkøb.

Tiderne har ændret sig drastisk. De tidligere så stolte vinslotte og domæner, som var gået i forfald, oplever i dag en renæssance, hvor vinkvaliteten er hævet betydeligt, og hvor økologi og bæredygtighed i kombination med ønoturisme er i højsædet (læs derom i artiklen ’Château Les Carrasses: når luksus rimer på bæredygtighed’). Der er igen kommet liv ude i landdistrikterne.

Kombinationen af heftig konkurrence på verdensmarkedet, massiv satsning på folkesundhed, restriktiv alkohollovgivning, overgang til langt lavere udbytte, høj kvalitet og økologi på baggrund af klimaforandring har totalt forvandlet erhvervet. De ’billige’ vinstokke er blevet rykket op med rod og med EU-støtte. Nye, bedre vinstokssorter, der giver langt bedre druer, er blevet plantet, og stokkerne er også flyttet væk fra kystområderne, med lidt uinteressant sandet jordbund, og længere ind i det bakkede bagland, ved foden af Massif Central. Her kan mere varierede, komplekse jordbunds- og klimaforhold berige vindruerne. Den ligeledes massive omstilling til økologisk brug betyder, at stokkene nu skal kæmpe noget mere og dermed giver færre, men bedre, aromatisk koncentrerede druer.

Vinmarker ved Béziers
Vue over vignobles lidt nord for Béziers

Vinen først: mangfoldighed af terroirs, kompleks klassifikation
Med sine 23.000 hektarer økologiske vinmarker (36% af det samlede franske vinareal) er Languedoc i dag Frankrigs største producent af biovin. Det svarer til 7% af vinarealet i verden. Arealerne, der omlægges til økologi (inkl. biodynamik og naturvine), vokser til stadighed, for efterspørgslen stiger.

Der dyrkes en lang række unikke stjernedruer, hver med egen smags- og aromaprofil, som cabernet franc, cabernet-sauvignon, carignan, grenache noir, merlot og syrah til fremstilling af de røde vine og af rosévinene, mens clairette, bourboulenc, grenache blanc, macabeu, marsanne, piquepoule, roussanne og vermentino anvendes til de hvide.

Til de røde er det især grenache, mourvèdre og syrah, der udgør broderparten af vinstokkene.

Til de søde dessertvine – den såkaldte ’vin doux naturel’ – bruges små muscatdruer.

Languedocvinene er alle terroir-vine. Som vanligt med fransk vin er det ikke lige nemt at aflæse dem grundet en noget kompliceret klassifikation. De klassificeres nemlig hierarkisk, med 15 IGP’ere (Indication Géographique Protégée) og 20 af de finere AOP’ere (Appellation d’Origine Protégée). Disse fordeler sig igen på 3 hovedkategorier: selve regionen (Languedoc), en del af region (fx Pic St-Loup, Corbières, St-Chinian) og kommunen (fx Faugères, Fitou, Minervois, La Clape).

Dertil kommer de søde dessertvine (fx Muscat de Lunel), som udgør en kategori for sig, samt de mousserende vine (fx Blanquette et Crémant de Limoux).

For at fuldende dette komplekse billede skal man huske at indregne en række særlige regionale og lokale AOP-betegnelser – cru-vine – som fx AOP Languedoc Quatourze og AOP St-Chinian Berlou.

Vi vil i en senere artikel søge at komme tættere på disse spændende vine og de nye miljøvenlige produktionsmetoder, der alle byder på store smagsoplevelser fremmet af sydens sol i en region, der i den grad har formået at forandre sig, men med sjælen i behold.

Den franske troubadour fra Languedoc havnebyen Sète, Georges Brassens, fangede noget af denne sjæl. Han skrev i en af sine mest berømte sange, La Camarde, at der er noget helt særligt ved Languedoc – at kunne nyde strand, sol, vin og pastis (blot med måde), også når livet truer og går os imod.

C’est une plage où, même à ses moments furieux,
Neptune ne se prend, jamais trop au sérieux,
Où, quand un bateau fait naufrage,
Le capitaine crie : « Je suis le maître à bord !
Sauve qui peut le vin, et le pastis d’abord,
Chacun sa bonbonne, et courage. »

Det er en badestrand, hvor selv i raseri,
Neptun tager tingene, aldrig så alvorligt,
Hvor, når et skib synker til bunds,
Råber kaptajnen højt: ”Jeg er skipper ombord!
Svøm for livet, men husk, tag vin og pastis først,
Hver mand sin ballon, og fat tørst.”
_________________

FORFATTER
Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

KILDER
ISV (2021) = Institut Supérieur du Vin. https://www.isvin.fr/la-filiere-vin/la-filiere-vin-dans-le-sud-de-la-france/ [besøgt 03.04.2021].

Billede 1: Vinmarker i Frontignan. Fagairolles 34, CC BY-SA 4.0 https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0 [besøgt 03.04.2021]

Billede 2: Vinmarker nord for Bézirs. Egen optagelse.

LÆS OGSÅ
Château Les Carasses: når luksus rimer på bæredygtighed (2021). https://dk-france.dk/vinslotsprojekter-redder-vores-historiske-kulturarv/

Ønologi og vinsprog

Le Beaujolais nouveau est arrivé ! Fransk vinsjæl overvinder PR-stunt

Skriv en kommentar

Le Beaujolais nouveau er her! Nogle af vores læsere vil sikkert huske dette lovende, forførende vinslogan fra slutningen af det forrige årtusinde, sidst i 80’erne og begyndelsen af 90’erne, hvor de franske Beaujolais nouveau-vine var genstand for ekstrem megen marketing hype og lå helt i top i vores bevidsthed om fransk vin.

L'Escarpe, Beaujolais Villages 2018
L’Escarpe, Beaujolais Villages 2018 (DK-France)

Et gammelt, velafprøvet forretningstrick
Dengang ventede vi spændt på den frigivelsesdato (3. torsdag i november) og det klokkeslæt (ved midnatstid), hvor man i Frankrig kunne trække de første propper op og smage på den nye Beaujolais-vin, mens kassevis af nouveau-vin i al hast blev fragtet til vinspændte entusiaster verden over, pr. bil eller fly. Det skulle gå stærkt!

I Danmark havde Beaujolais-importøren allieret sig med Citroën-importøren, og en kortege af fikse Citroën-biler – ikke ulig Tour de France karavanen – kørte fra Paris til Danmark i nattens mulm og mørke og med bagagerummet fuld af Beaujolais-kasser for at forsyne de utålmodigt ventende udskænkningssteder med den helt nye, uspolerede vin. Det var i sandhed en festdag, lidt à la de festdage, der senere fulgte, når konkurrenterne til vin, ølbryggerierne, også i stigende grad gav sig til at promovere særlige frigivelsesdage, når deres nye Påske- eller Julebryg kunne nydes. Et i princippet ældgammelt forretningstrick. For hvem synes ikke om ordet ”nouveau”, om alt det nye? Nyt er godt, og nyt er guf for fødevarebranchen (nye kartofler, nye jordbær m.fl.). Nyt er også godt for de ædle dråber, der passer til maden.

Mange var dog allerede den gang intuitivt af den opfattelse, at den egentlige værdi af nouveau-vinen snarere lå i oplevelsesværdien af et smart, kreativt PR-stunt og i selve festlaget end i en egentlig ønologisk bedrift, altså en ypperlig vin, der var værd at nyde. Med andre ord at vinen måske var lidt opreklameret? For den nye vin kunne godt være lidt for bleg, lidt for tynd, lidt for drueagtig, lidt for sur, men det var sådan, det var, og man forstod det sådan set godt.

Aromaer var der, mest friskpressede blå druer, men kompleksiteten manglede. Det kunne dårligt være ret meget anderledes med en såkaldt ”primeur” vin, som er en vin, der aftappes og markedsføres straks efter en noget fremskyndet vinifikationsproces (hurtig gæring vha. udblødning under kulsyretryk), og uden efterfølgende lagring. Primus eller primeur er som bekendt den første vin. Men som bekendt vokser træerne ikke ind i himlen.

Væk fra krise og tilbage til nutiden
Interessen forsvandt og luften gik hurtigt af ballonen. Krisen kradsede over en lang årrække, og Beaujolais’ image tog skade. Det har siden for branchen været et langt sejt træk, og primeur-vinene, også kaldet vins nouveaux, er i dag tilbage på markedet i et mere normalt leje, hvor de bedre hører hjemme.

Det er i øvrigt ikke kun Beaujolais, der har patent på disse vine. Næsten alle andre vindistrikter benytter sig af samme fremgangsmåde for at skærpe interessen for deres nye årgang, og dermed booste salget ved at fremskynde købelysten. Primeur-vin fungerer derved som kickstarter, som indikator og budbringer for den kvalitet, der er på vej, og som man med rimelighed kan forvente, når den ”rigtige” udgave af vinen kan leveres. Primeur-vinen er nu blevet en ønologisk indikator. Megen markedsføring er der dog stadig i fænomenet. Man har vel lov til at drømme og håbe, men de glade Beaujolais-nouveau dage vender næppe tilbage.

Det skal dog siges, hvis man skal finde på forklaringer på succesen den gang, at man i de glade år netop red på en dybt forankret og indgroet popularitet blandt franske forbrugere. For netop Beaujolais-vine har om nogen i Frankrig altid indtaget en særlig plads i den vinøse folkesjæl. Vinen var i mange år yderst populær i ordets oprindelige betydning (populus som er lig folket, pøblen), det vil sige en folkevin, der gerne blev nydt i en ”ballon de Beaujolais” rundt om på de franske barer og caféer, simpel, ukompliceret, ligetil og politisk markeret som lidt proletaragtig og tilhørende den arbejdende del af den franske befolkning snarere end det finere borgerskab. De finere vine overlod man jo til de finere Bordeaux- og Bourgogne-folk. Her lever den franske revolution videre, om man vil, i vinens identitet (eller snarere i den måde, vi identificerer os med vinen på).

Det er dog ikke alle, der ud over denne marketinghistorie, der startede godt, men endte skidt, kender til Beaujolais-vinen som sådan, og det er egentlig lidt synd, for selvom vinen er et forholdsvis sjældent bekendtskab på vinhandlernes hylder i Danmark i dag (inklusive de virtuelle vinhylder), så fortjener den et bedre bekendtskab i kraft af sin specificitet og af sin historie. Megen god Beaujolais i dag har (heldigvis) ikke så meget til fælles med nouveau-udgaverne fra den gang. Så lad os kigge lidt nærmere på det og yde vinen den retfærdighed, den trods alt fortjener.

Beaujolais med B som i Bourgogne
Sidder man i et fransk højhastighedstog, TGV, eller kører man nordpå ad A7-motorvejen, Autoroute du soleil, vil man efter storbyen Lyon og i retning mod Mâcon køre forbi et stærkt bakket landskab, les Monts du Beaujolais, på Rhône-flodens højre bred. Distriktet andrager 17.324 hektarer og strækker sig over en stribe land, som er ca. 50 km lang og 10 til 15 km bred. Vinen dyrkes på skråningerne af Beaujolais-bjergerne, les Monts du Beaujolais, blide bjerge, der topper 700-1000 meter over havets overflade.

Distriktet hører egentlig ind under Bourgogne-vindistriktet, men her er meningerne (som så ofte i Frankrigs vinkredse) ret så delte, for ikke alle producenterne tilslutter sig det officielle franske vininstitut INAOs geografiske opdeling og klassifikation, hverken hos vinbønderne i Bourgogne (les Bourguignons) eller i Beaujolais, som har samlet sig i ”Association des producteurs de Bourgogne sur le territoire du Beaujolais” (APBB). En langvarig strid, vi ikke vil ind på her. Vi må vel acceptere, at ”esprit de clocher” (bedst oversat som lokalpatriotisme) også her stadig har kronede dage!

12 Appellationer og ikke færre end 50 typer af jordbundforhold
Vinarealerne er dækket af den altdominerende druesort, Gamay noir drue, som er helt karakteristisk for Beaujolais-appellationen. Appellationen har 3 niveauer, de populære Beaujolais mod syd, Beaujolais Villages midt i, og så de 10 særskilte crus, der udgør toppen af Beaujolais-vinudbuddet i nord. I alfabetisk orden: Brouilly, Chénas, Chiroubles, Côte de Brouilly, Fleurie, Juliénas, Morgon, Moulin-à-vent, Régié og Saint-Amour (kan man drømme om bedre navn til en vin?). Altså 12 appellationer i alt.

Grappes de Gamay ( Wikipedia Commons, public domain)
Grappes de Gamay (Wikipedia Commons, punlic domain)

Til de hvide udgaver benytter man sig af samme drue som i resten af Bourgogne i øvrigt, nemlig Chardonnay-druen. Der laves også lidt rosé- og Crémant-vine (se vores artikel med titlen – ”Fra Crémant til Champagne – om franske boblers stigende popularitet”- om denne type vin), som gerne må sælges som Crémant de Bourgogne, til stor glæde for netop APBB-vinfolkene!

Jordbundsforholdene, et af de to afgørende parametre, der gør et stykke land til en terroir, er af meget varierende beskaffenhed (branchen selv taler om op mod 50 forskellige typer jordbundsforhold), der gavner vinstokkene og frembringer forskelligartede vine med en lang række værdifulde aromaer. Gult ler, mergel og kalk dominerer mod syd, mens 250 millioner år gammel granitundergrund fra triastiden i forskellige varianter præger distriktet midt i og mod nord, hvori man også finder porfyr, skiffer og diorit. Det andet parameter er klimaforholdene. Vinmarkerne, som tit og ofte er ret så stejle, vender ideelt mod øst og syd, og nyder godt af et mildt klima, med solrige somre og lidt middelhavskarakter, hvor der sjældent er koldt. Vinen kan derfor høstes relativt tidligt.

Komplekse, sensuelle, organoleptiske profiler
Beaujolais-appellationen byder på elegante, behagelige vine, med megen friskhed og fine aromaer af røde bærfrugter, hvor Villages-udgaverne har mere krop og struktur og også har potentiale til at blive gemt. Hovedreglen er dog, at Beaujolais-vinene skal nydes, mens de er unge.

Med crus de Beaujolais møder man selvsagt stigende kompleksitet og et væld af delikate og forførende, sensuelle aromaer. Chiroubles er frisk, afrundet og dufter af blomster som viol, iris og liljekonval. Fleurie har krop og bløde taniner. Her går blomsteraromaer hånd i hånd med frugtaromaer som fersken og solbær, og med tiden udvikles krydrede aromaer. Saint-Amour ligger nordligst og frembyder en flot næse af pæoner, røde frugter og kirsh. Den er meget harmonisk og er helt i top efter 4 til 5 år.

De mere robuste varianter ligger mod syd. Brouilly ligger sydligst. Det er en krydret vin, der dufter af små røde bær, fersken, og med tydelige mineralske toner. Côtes de Brouilly er elegant og udtryksfuld, kombinerer dufte af friske frugter og iris og har alt at vinde ved at blive gemt. Juliénas er også udtryksfuld og med megen krop. Den kombinerer ligeledes aromaer af blomst og frugt, viol, røde frugter og blide krydderier. Régnié, som er den sidst tilkomne i rækken af crus de Beaujolais, fremviser blåbær, hindbær og brombær. Hentydninger af svagt duftende krydderier understreges af mineralske toner, der bibringer vinen en frisk oplevelse i munden, med god struktur og fine, bløde taniner.

Chénas, Morgon og Moulin à vin udgør gemmevinene. Chénas er den mest sjældne og kendetegnes ved stærke dufte af pæoner, roser, krydderier og frisk træ. Det er en robust vin, der med tiden kan blive fløjlsblød. Morgon er kendt for at kunne gemmes længe, op til 10 år eller endda mere. Den udfolder aromaer af kirsebær, fersken og abrikos, er fyldig i munden, tæt og kraftfuld. Moulin à vent domineres af røde frugtaromaer, iris, falmede roser og blide krydderier. Den bliver bare bedre med alderen og udvikler toner af skovbund, moskus og trøffel.

Le nouveau Beaujolais est arrivé
Vi indledte med ordene Le Beaujolais nouveau est arrivé, le Beaujolais nouveau er her. En historie, der viste, at marketingfolkene gik for vidt. Distriktets produktion faldt drastisk, arealerne svandt ind. Nu er man i gang med det, som sker i alle vindistrikter. Mindre mængder, højere kvalitet.

Selve primeur-vinen, Beaujolais nouveau, har skiftet status. Fra at være en festvin er den blevet en vinindikator for seriøse vinfolk, der skal vurdere kvaliteten af de nye årgange, der er på vej. Samtidig har Beaujolais-appellationer – Beaujolais, Beaujolais Villages og de 10 crus – kastet nouveau skyggerne fra sig og genvundet deres plads som vine, der fortjener respekt og byder på store vinoplevelser.

Det er en ny generation Beaujolais, vi har med at gøre: Le nouveau Beaujolais est arrivé kunne man fristes til at sige med et lille ordspil, der bytter om på tillægsordets plads. Beaujolais har fornyet sig, mens den forbliver tro mod den franske vinsjæl.

_________________

FORFATTER
Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

KILDER
Bompas, Olivier (2013). La dégustation des vins du Beaujolais. Le Point.fr. 04/09/2013 https://www.lepoint.fr/vin/appellations/beaujolais/la-dégustation-des-vins-du-beaujolais-04-09-2023-1720966-php [set 24. oktober 2020].

Vins du Beaujolais (2020). https://www.vins-du-Beaujolais.com [set 24. oktober 2020]

_____________________

Ønologi og vinsprog

Pavens Nye Borg – om slotte, borge og palæer – og om Rhônevinen med de 13 druer

1 kommentar

Vi har i tidligere artikel (januar 2019) ført vores læsere gennem vindistrikterne i Rhônedalen, hvor vi sporadisk omtalte Châteauneuf-du-Pape som vinen med de mange druer. Op til 14 druer skrev vi. Vi må imidlertid pænt trække i land, da det rigtige tal i dag ’kun’ er 13. Til vores forsvar må vi dog anføre, at Châteauneuf-du-Pape gennem de 84 år, hvor appellationen har eksisteret, har været genstand for flere lovdekreter og ændringer af samme (1974, 1978, 1979, 1986 – de sidste udgaver er fra 1992 og 1993).

I dag vil vi vende tilbage til denne berømte franske Rhônevin, som oversat direkte til dansk betyder Pavens Nye Borg, og ikke pavens nye slot, som man som frankofon eller frankofil ellers skulle være forledes til at tro. Her er det danske sprog leksikalsk rigere end det franske, da dansk skarpt skelner mellem to forskellige gloser – borg, der betegner et befæstet bolig, typisk med vandfyldte voldgrave, og slot, som er en stor, rigt udsmykket bolig for en fyrste eller konge. Ved borg taler man i Frankrig om Château-fort, mens slot svarer til Château, som fx i Château de Chambord eller Versailles.

Alle, der har besøgt den lille by Châteauneuf-du-Pape vil klart betegne pavens bygningsværk som en borgruin, der ikke har megen château eller neuf (= ny) over sig. Til gengæld er der i Avignon hverken borg eller slot, men et palæ, Palais des Papes. Ordet palais – dansk palæ (eller palads) – betegner et stort, udsmykket byhus, hvilket her fint matcher virkeligheden. Palais des Papes, som huser den årligt tilbagevendende teaterfestival Festival d’Avignon, er en prægtig gotisk bygning, et palads, der vidner om den katolske kirkes stormagtsdage i middelalderen.

Fil:Avignon, Palais des Papes depuis Tour Philippe le Bel by JM Rosier.jpg
Pavernes palæ. Billedkredit : Jean-Marc Rosier, http://www.rosier.pro, Wikipedia Commons

Inden vil stifter nærmere bekendtskab med selve vinen, skal vi lige skrue tiden tilbage, for der knytter sig en særlig historie til denne Pavens Nye Borg. Hvad har vin og pave med hinanden at gøre, kunne man med rette spørge? Ud over det faktum, at der naturligvis eksisterer tætte relationer mellem vin og religion, tænk blot på vin i biblen og på den sidste nadver, eller på kirkefolkenes – især munkenes – kæmpe betydning for udvikling af moderne vindyrkning i Vesteuropa. Vinen var ligeledes i oldtid nært knyttet til det guddommelige, og de gamle grækere opretholdt gennem Dionysosmyten (Bacchus hos Romerne) en særlig tilbedelse af vinens mange livsbekræftende fortræffeligheder, der kom til udtryk i stort anlagte, ekstatiske fester.

Om Romertiden, fransk pavedømme og kastellet

Og à propos Romerne. Det er sikkert og vist, at der netop af Romerne blev dyrket vin i Châteauneuf-du-Pape området. Vinen bliver dog først skriftligt omtalt i middelalderen af biskoppen Geoffroy i Avignon, men anerkendelsen kommer ikke før i det 14. århundrede, i det herrens år 1314, da den første ”franske” pave etablerer sit pavedømme i byen Avignon. Under paven Johan XXII bliver landsbyen Châteauneuf desuden valgt som sommerresidens, og der bliver bygget en mægtig borg på en høj i byen. Vinen får hermed hurtigt status som ’Pavens vin’.

I perioden 1309 til 1377 befinder den kristne kirke sig i en lidt usædvanlig situation, for Paven har forladt Rom og har bosat sig i Avignon. Byen styres i starten af Karl II fra Anjou, fyrst af Provence, konge af Napoli og trofast vasal til Pavestolen. Dog havde paven gennem årene forinden for vane at besøge byer i Sydfrankrig, bl.a. Lyon, for at tage til sin sommerresidens. Syv ”franske” paver vil i denne periode afløse hinanden i Pavernes Palæ, som de hver især bygger og udbygger. Dette brud med Rom er resultat af storpolitiske magtkampe i en brydningstid, hvor Rom plages af rivaliserende klaner, særligt efter separationen mellem kirken i øst og kirken i vest. Dertil kommer den fortsatte rivalitet mellem datidens to stormagter, Frankrig og England, der dikterer skiftende alliancer mellem europæiske fyrster og kongehuse. Avignon betragtes samtidig som en mere central placering af pavedømmet, hvor Rom, særligt efter kirkens separation, ligger perifært. Pavernes valg af Avignon får hurtigt stor betydning for byens vækst og velstand. Byen, der talte mellem fire og seks tusinde indbyggere i starten af pavernes tid, tiltrækker nye tilflyttere fra hele Europa og ser sit indbyggertal vokse til fyrre tusinde, og bliver hermed en af de største byer i Europa.

Med pavernes indtog er vejen åben til berømmelsen for de ædle vindråber, hvor Châteauneuf-du-Pape vinen serveres i Pavernes palæ og finder efterhånden vejen til de store europæiske hoffer. Vinen serveres ved store fester og offentlige receptioner til de europæiske gesandter, der afgiver betydelige ordrer på vinen, når de er tilbage i deres hjemland. Vintønderne afskibes til Italien, til Tyskland og til Storbritannien, og nogle år senere vil vinen endda krydse Atlanten og finde vej til de amerikanske ganer.

Selve landsbyens historie kan dateres tilbage til 1094, hvor den benævnes Castro Novo, det vil sige den nye, befæstede landsby. Navnet skifter til Châteauneuf Calcernier i det XII århundrede, med reference til kalkudvinding på stedet. Vi skal faktisk vente helt frem til 1893, hvor landsbyen endelig omdøbes til Châteauneuf-du-Pape. Dette sker på initiativ af byens fremsynede borgmester, Joseph Ducos, som en historisk hyldest til de franske paver, der beboede byen i det XIV århundrede, og som lidt af et vellykket stykke public relations.

Etymologisk stammer ordet Château fra formen Castel på middelalderlig provencalsk fransk, der netop betegner en befæstet landsby, mens oprindelsen kan henføres til det latinske castellum, som diminutivt refererer til et lille castrum, dvs. militær lejr eller skanse. På dansk har vi samme ord i ordet kastel, der ifølge Den Danske Ordbog betegner et bemandet fæstningsværk, hvorfra forsvaret af en by eller et militært anlæg ledes, og hvor mandskabet kan søge tilflugt i tilfælde af voldsomt angreb (DDO 2020) – som fx kastellet i København, der blev bygget af Christian den 4.

Måske kunne man fristes til at forklare Châteauneuf-du-Pape vinens overvældende aromatiske styrke, saft og kraft med en nær henvisning til disse militære og religiøse stormagtsdage? Sikkert er det dog, at associationen pave og borg om en vin i sig selv i dag udgør et stærkt brand.

Foregangsvin for de franske AOC’er

Vinen fik sin AOC-kvalitetstempel, den franske Appellation d’Origine Contrôlée (som i europæisk terminologi betegnes Appellation d’Origine Protégée) den 30. juli 1935, hvor den franske republiks præsident Albert Lebrun indstiftede AOC lovgivningen og underskrev de allerførste AOC-regeringsdekreter. Det skal dog siges, at en sådan lovgivning længe før havde været undervejs. Châteauneuf-du-Pape var blandt de første 6 vine, der modtog denne distinktion og dermed fik ophøjet sin status. Siden er der som bekendt kommet mange flere AOC’er i Frankrig. I dag er vinen reguleret af to dekreter fra 1992 og 1993, der i 11 paragraffer lovgiver i alle væsentlige forhold: afgrænsning af geografisk område, tilladte druesorter, beskæring af stokkene (der varierer afhængigt af druesort og stokkens alder), afstand mellem rækkerne, kunstvanding (som er stærkt reguleret), vinifikation (kun rød og hvid er tilladte, og der må kun anvendes sunde, modne druer), den naturlige alkoholprocent (mindst 12,5o), udbytte, vilkårene for afsætning og mærkning, og sanktionsmuligheder ved brud.

Flasken er også gennem lovgivning beskyttet som indregistreret varemærke og kendes på sit karakteristiske, prægede glasskjold i glasmassen, med stiliseret udgave af pavens tiara og Skt. Peters nøgler. Det religiøse ophav fornægter sig ikke. Den franske kassationsret fastslog senest i 1994, at der her er tale om en kunstnerisk kreation, der i sit ophav skal beskyttes som al anden intellektuel ejendomsret. Ud over beskyttelse af rettighederne er flasken samtidigt et stærkt kollektivt brandinginstrument.

Kompleks vin, særligt varieret jordbund og rød dominans

Châteauneuf-du-Pape er en kompleks, sammensat vin, der benytter sig af omfattende assemblage muligheder og metoder. Der er nemlig hele 13 druesorter, som er tilladte, og som producenten kan blande sammen i varierende blandingsforhold: grenache, syrah, mourvèdre, picpoul, terret noir, counoise, muscardin, vaccarèse, picardan, cinsault, clairette, roussane, og bourboulenc. Grenache dominerer og suppleres gerne af mourvèdre, syrah, cinsault, hvilket også er den klassiske assemblage for rigtig mange Rhônevine.

Châteauneuf-du-Pape nyder godt af det solrige middelhavsklima og er berømt for sine vinmarker dækket af små og mellemstore quarzit sten af 100% silicium, som kommer fra de nærliggende Alper og er blevet slebet glatte af floden. De formindsker fordampning og virker temperaturregulerende, idet de beskytter mod solens stråling og akkumulerer varmen om dagen for at restituere denne til planterne om natten, når temperaturen falder. Selve jordbunden består af lerholdig kalk, mergel og lette, sandholdige jorde. Nordenvind, mistralen, der tit blæser hårdt på disse kanter, spiller også en gavnlig rolle. Den virker nedkølende og er med til at regulere væksten og tørre druerne efter regn, så de ikke så nemt angribes af vinplantesygdomme og andet utøj.

File:Vigne et galets à Châteauneuf-du-Pape.jpg
Vinmarker i Châteauneuf-du-Pape. Billedkredit : Jean-Louis zimmermann, Wikipedia Commons, https://www.flickr.com/photos/jeanlouis_zimmermann/3477049778/

Vinen vinificeres typisk med stilkene, da grenachedruerne er fattige på taniner, men flere domæner vælger nu at eksperimentere med forskellige grader af afstilkning for at ændre vinens karakter og struktur.

Til at forøge ekstraktionen, dvs. udtræk af vinens hovedbestanddele, herunder taniner, aromatiske komponenter og de anthocyaniner, der giver farve, anvendes pigeage (presning af den faste hat af drueskaller ned i mosten) eller délestage (tømning af kar og omstikning under gæring). Der anvendes i øvrigt både moderne og traditionelle produktionsmetoder, alt efter den stil, som producenten tilstræber, og som markedet ellers efterlyser, fx de bastante, stærkt vinøse vine, som vinanmelderen Parker var med til at sætte øverst på dagsorden, og som kan virke fuldstændig overvældende. Nogle vil elske dem, andre vil frabede sig disse og holde sig til mere afdæmpede traditioner.

Châteauneuf-du-Pape dækker i dag 3.145 hektarer af de 67.628 hektarer, som hele Rhônedistriktet, Frankrigs anden største vindistrikt, udgør. Produktionen er afgrænset til 5 kommuner, selve Châteauneuf kommune samt Courthézon, Bédarrides, Sorgues og Orange kommuner.

Det gennemsnitlige udbytte ligger på 32 hektoliter pr hektar, hvilket giver en årlig produktion på 95.000 hektoliter. Châteauneuf-du-Pape er kendetegnet ved et stolt og varieret vinbondeerhverv, idet den produceres i 290 selvstændige domæner, hvor kun 6% af produktion stammer fra kooperativer. De røde vine dominerer massivt, med 93% af produktion, og kun 7% til de hvide udgaver, der mere antager karakter af rariteter. Er man entusiast, bør man holde sig til domæne-vine, idet kvaliteten ikke er nært så høj ved négociant-vine (vinhandlere).

File:Village of Chateauneuf-du-Pape.JPG
Landsbyen Châteauneuf-du-Pape. Billedkredit: Peter Brick, Wikipedia Commons

En pavestolt, guddommelig vinoplevelse?

Vi skal slutte af med en vurdering. Kan Châteauneuf-du-Pape vinen så leve fuldt ud op til sin stolte historie? Har den samtlige fremragende kvaliteter, man som vinelsker typisk sætter næsen og ganen op efter, eller er der måske tale om et lidt opreklameret brand, der smart forsøger at differentiere sig midt i det store udbud af Rhônevine, hvor kvalitet, som vi tidligere har beskrevet, normalt ikke fejler noget? Kan Châteauneuf-du-Pape med andre ord fortsat være pavestolt af sit ophav og leve op til sit image?

En lille beretning vil kunne besvare spørgsmålene. For år tilbage havde jeg med min familie glæden af at besøge byen og se borgruinen, hvor der er indrettet en friluftsscene til koncerter og andre forestillinger. Efterfølgende gik turen til én af de mange domæner, der har vinhus midt i byen, og hvor man i et mørkt og køligt kælderlokale kan deltage i en ”dégustation gratuite”. Det er måske så som så med det ”gratis”, for man vil normalt ikke prøvesmage de ædle dråber og forlade stedet uden at have afgivet en ordre eller taget en kasse med sig. Det vil ikke være ”comme il faut”, og ganske rigtigt tog vi derfra fra med et par (dyre) flakoner udsmykket med pavetiara og Peters nøgler. De blev så nydt nogle år senere ved en særlig lejlighed og står den dag i dag prentet i min erindring som noget, der måske ikke helt når status af guddommelig oplevelse, men dog kommer tæt på. Med andre ord en fremragende vinoplevelse. En vin, der bliver ved med at udgøre en kvalitetsreference, en form for benchmarking, som man ubevidst bliver ved med at blive draget af og vende tilbage til, når andre vinoplevelser efterfølgende skal nydes og evalueres.

Måske har der været en særlig atmosfære på spil den dag, der har gjort, at smagningen blev til noget helt særligt, lidt i stil med den berømte madeleine-kage hos Marcel Proust, der kickstartede erindringen og ledte forfatteren på sporet af den tabte tid. Videnskabeligt er der noget om snakken. Af samtlige vores sanser er smagssansen i samspil med det retronasale, hvor duftene jo blander sig ved en synæstesisk proces, nemlig den sans, der kodemæssigt fylder mest i vores genom. Menneskets overlevelse er betinget af vores fødeindtag, af hvad vi spiser og drikker, af hvad vi putter i munden. Det sensorielle er både værn og samtidig kilde til nydelse og livets opretholdelse.

Når det er sagt, skal vi heller ikke forglemme, at det forholder sig med Châteauneuf-du-Pape som med alle andre kvalitetsvine uanset oprindelse. Der et stort udbud på markedet, og regel nummer ét, nemlig at kvalitet koster penge, gælder i høj grad også her. Gør man sig umage med at udforske, hvad Châteauneuf-bønderne er i stand til at præstere, og er man villig til retmæssigt at belønne deres flid og kreativitet, vil man sikre sig en stor vinoplevelse. Billige eksemplarer skal man nok holde sig væk fra, det hænger ikke sammen.

Smag og behag kan man som bekendt ikke diskutere, siges det, men en god Châteauneuf-du-Pape er leveringsdygtig i en lang palet af exceptionelle visuelle, olfaktive og gustative egenskaber, vel at mærke hvis man er til det, som man i Danmark betegner som de ”kraftige”, ”maskuline” vine. Er man det, og er man en smule vinentusiast, vil man nemt kunne fryde sig over de primære dufter, der er karakteristiske for det sydfranske, solbadede garrigues landskab, med forførende, balsamiske og mineralske dufte af harpiks, eg, cedertræ, gyvel, akacie, vildvoksende timian og blomster m.fl. og sekundært nogle fyldigere, sensuelle og varme animalske undertoner af læder og pels. Det hele holdes sammen i en fortryllende balance af bløde taniner med fuld integration af alkolhol, som normalt er oppe på 14 til 15 %, måske endda mere, og en lang, frydefuld eftersmag.

Paverne i Avignon gjorde det godt. Den vin, de var med til at udvikle og fremelske, beviser den dag i dag, at vi som vinentusiaster med lige dele held, viden og erfaring kan få lov til at komme paradiset et lille skridt nærmere hernede på denne jord. Og med Châteauneuf-du-Pape har vi samtidig fået udleveret nøglerne til lidt af den guddommelighed og evighed, der bor inderst inde i os allesammen.

_____________________

Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

Ordbogskilder
DDO (2020). Den Danske Ordbog. Det Danske Sprog og Litteraturselskab. https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=kastel [2. Maj 2020].

TLFi – Trésor Informatisé de la langue française. http://atilf.atilf.fr/ [2. Maj 2020].

Andre kilder, hvor du kan få meget mere ekspertviden:
Châteauneuf-du-Pape, pavens vin. www.jyskvin.dk/vinomraader-guides/chateauneuf-du-pape [2. Maj 2020].

Fédération des syndicats de producteurs de Châteauneuf-du-Pape (2020). www.chateauneuf.com/ [2. Maj 2020].

Gudiksen, Søren (2020). www.chateauneuf.dk [9. Maj 2020].

INAO (2020). Institut National d’Origine et de la Qualité, Appellation d’origine contrôlée Châteauneuf du pape. www.inao.gouv.fr/show_texte/273 [2. Maj 2020].

Ønologi og vinsprog

Fra Crémant til Champagne – om franske boblers stigende popularitet

Skriv en kommentar

Et glas boblende vin indtager en helt særlig plads ved festivitas. Proppen, der springer med et knald, den blide skum, der danner sig lifligt brusende på toppen, når man skænker. De fine bobler, der som små tråde af perler stiger lystigt til vejrs. Den prikkende fornemmelse på ganen af kulsyre, der fremhæver aromaer og vækker alle vore sanser. De er alle festlige elementer, der gør boblende vinsmagning blandt venner, kollegaer eller i familiens skød til en helt særlig oplevelse. Det føles som om, den hvide (eller rosé!) mousserende vin har fået liv og funkler endnu mere!

Crémant d'Alsace – Vins Lichtlé Éric, propriétaire viticole à Gueberschwihr, France
Crémant d’Alsace – fra Vins Lichtlé Éric, propriétaire viticole à Gueberschwihr, France

Om at drikke stjerner og om en munk, der faktisk ikke troede på skum
Hvis den franske benediktinermunk Dom Pérignon (1638-1715), der tilskrives opfindelsen af metoden til fremstilling af mousserende vin i Champagne (méthode champenoise), havde levet i dag, vil han blive noget forbavset over popularitet af mousserende vin, der i hans tid betragtedes som fejlproduceret. Hans statue står som vartegn i byen Eperney ved Champagnehuset Moët et Chandon, der som bekendt markedsfører deres premium champagne under navnet ’Dom Pérignon’. Historien om den gode munk er god, men er ikke desto mindre en skrøne. Munken opfandt ikke metoden, for den var opfundet længe før ham, og faktisk arbejdede han for at modvirke vinens kedelige tendens til at eftergære på flasken. Vi vil dog huske ham for de ord, han også tilskrives, da han på selve dagen, hvor det langt om længe endelig lykkedes for ham, hidkaldte sin munkebrødre: Venez vite: je goûte les étoiles! (Skynd jer at komme, jeg drikker stjerner!).

Eftergæring og skum har vist sig siden hen ikke at være en fejl, men en særdeles attraktiv egenskab ved en type vin, den mousserende (mousse betyder skum), der går sin sejrens gang verden over. Salgstallene på verdensplan melder om årlige vækstrater, der får den ’stille vin’, hvor det globale forbrug er svagt faldende, til at blege (- til gengæld vokser markedsværdien, for forbrugerne drikker mindre, men efterspørger bedre kvalitet). Champagnes eksportmarked er nu større end sit hjemmemarked, og udbuddet af mousserende vine har aldrig nogensinde været større, hvor vine fra andre lande, med Cava og Prosseco i spidsen, stormer frem. Det franske vininstitut Vinexpo anslår i en nylig undersøgelse, at der på verdens plan vil blive afsat 281 millioner kasser (en kasse = 9 liter) mousserende vin i 2022, en stigning på 21 millioner kasser i forhold til 2017, til en værdi af svimlende 32,9 milliarder USD (små 216 milliarder kroner).

Kære bobler har mange navne
Kigger man på terminologien, så har vinbobler mange navne. På dansk taler man om mousserende, brusende, perlende eller boblende vin. Eller sågar sprudlende vin. På fransk er der også forskellige, konkurrerende benævnelser, men det er ikke ligegyldigt, hvad boblerne kaldes!

Vin effervescent (sprudlende eller snarere mousserende vin) er den paraplyterm, der bruges til at referere til alle de vine, der indeholder kulsyre, uanset fremstillingsmetode, som en fast bestanddel af deres smagsopbygning. Den aktuelle skelnen mellem de forskellige typer er fastlagt i europæisk lovgivning fra 2008 og 2009 og bygger på, hvor meget gas, og derved hvor meget tryk, der er inde i flasken.

Er der under 1 g CO2, taler man om vin tranquille (stille vin). Fra 1 til 2 g CO2 pr. liter og med et indre tryk under 1 bar taler om vin perlant (perlende) vin. Fra 2 til 4 g CO2 pr. liter og et indre tryk mellem 1 og 2,5 bar taler man om vin pétillant (boblende vin). Vin mousseux (mousserende vin) topper på gas- og trykskala med et gasindhold, der ligger over 4,5 g pr. liter og et flasketryk fra 3 til 6 bar. Den mest berømte af alle vins mousseux (eller effervescents) er Champagne, og det er kun vin fra denne region, der må kalde sig Champagne (læs mere herom på vores hjemmeside i artiklen: Champagne: mellem tradition og innovation fra november 2017). Der opereres med 4 kategorier af vin mousseux i Frankrig, som præsenteres nedenfor.

Almindelig mousseux
Almindelig vin mousseux (VM) produceres ud fra most eller basevin, der indeholder mindst 8,5 % alkohol i indhold. Anden gæring på flasken opnås ved tilsætning af liqueur de tirage (’tiragelikør’), hvis opskrift oftest er hemmelig, men består af most, vin og sukker. Slutalkoholindholdet skal være på mindst på 9,5 % – og sluttilsætning af liqueur d’expédition (’ekspeditionslikør’) må ikke få alkoholprocenten til at stige mere en 1,5 %. Mindste flasketryk skal være på 3 bar. Der stilles ingen krav til lagring.

Kvalitets-mousseux
Vin mousseux de qualité (VMQ) er en tak bedre og kræver lidt mere omhu. Her skal mosten eller basevinen være på mindst 9% alkohol, og sluttilsætning af likør må højst hæve alkoholindholdet med 0,5%. Flasketryk skal være på mindst 3,5 bar. Det kræves desuden, at vinen skal være i kontakt med den bundfaldne gær (under gæring og lagring) i 90 dage, dog kun 30 dage, hvis vinen laves på lukkede tanke. Det er under denne kategori, man finder de særlige, aromatiske mousserende vine som Muscat, Clairette, Mauzac eller Gamay.

Kvalitets-mousseux fra bestemt område
Så har vi Vin Mousseux de Qualité Produit dans une Région Déterminée (= kvalitetsmousserende vin fra en bestemt område) eller VMQPRD, som fremstilles ved 1 eller 2 alkoholiske gæringer i lukkede tanke ud fra en most eller basevin, hvis alkohol skal være mindst 9% (og op til 9,5 % i visse regioner). Der skal også opfyldes en række betingelser. Det reelle alkoholindhold skal være på mindst 10%, heraf maks. 0,5 % fra liqueur d’expédition. Mindste flasketryk ved 20 grader skal være 3,5 bar. Kontaktperiode med bundfald på 90 dage (dog kun 30, hvis tanken er udstyret med omrører). Lagring før afsætning på mindst 9 måneder ifølge den traditionelle metode, og 6 måneder for vine i lukkede tanke, alt efter lovgivning for den enkelte appellation.

Under VMQPRD findes i øvrigt igen samme typer aromatiske mousserende vine som allerede omtalt under de almindelige mousserende vine (Muscat, Clairette, Mauzac, Gamay).

Crémant vine
Til sidst har vi Crémant vine, som dækker over en hel familie. Betegnelsen er en fælleseuropæisk betegnelse for hvide eller rosé vine af VMQPRD typen. De enkelte medlemslande lovgiver om den specifikke fremstilling. Der er dog en række fællestræk: høsten skal foregå manuelt; udbytte ved presning skal være maks. 100 liter most pr. 150 kg høstede druer; lagring skal vare mindst 9 måneder, og sukkerindholdet må ikke komme over 50 g pr. liter.

Crémant d’Alsace, serveringsklar!
Crémant d’Alsace, serveringsklar!

Det har tidligere været skik blandt producenterne at skilte med angivelsen méthode champenoise som en form for kvalitetsstempling på vinetikketten. Dette var en torn i øjet på Champagne, der forhandlede sig frem til, at navnet Crémant (som i Champagne hidtil brugtes om champagnevine med halvt som meget flasketryk som de rigtige Champagnevine) fremover skulle anvendes.

Ved at benytte sig af den traditionelle fremstillingsmetode har alle de vine, der nu produceres som Crémant fra et eller andet område, hermed slået fast, at de følger selvsamme teknikker, som har gjort Champagne verdensberømt. Dette borger for deres kvalitet, selvom de i deres afsætning ikke kan trække på samme eksklusive image. De prøver dog alle at opnå ”une montée en gamme”, dvs. arbejder for bedre kvalitet og opbygning af et premium image, med dertil stigende priser.

Fra brut til doux – varierende sukkerindhold
Alle mousserende vine skal anføre deres restsukkerindhold eller dosering. De helt tørre går under betegnelse brut nature (0-3 g pr. liter), så kommer extra brut (0-6 g pr. liter) og brut (0-12 g pr. liter). Sødmegraden stiger med extra sec (12-17 g pr. liter), sec (17-32 g pr. liter), demi-sec (32-50 g pr. liter), hvor sødmen topper med doux (over 50 g pr. liter).

En mangfoldighed af franske bobler
Franske bobler er populære og oplever stor vækst i afsætningen. De kommer fra stort set alle franske vinproducerende regioner, og flere regioner, bl.a. Loire og Languedoc, overvejer omlægning af dele af deres produktion til bobler. Her har vi oplistet de fleste af dem. De sælges både som hvid og rosé og benytter sig af forskellige fremstillingsmetoder. Først og fremmest méthode traditionnelle og méthode champenoise. ’Champenoise’ er egentlig den samme metode som ’traditionnelle’, men betegnelsen ’champenoise’ naturligvis er forbeholdt Champagne. Andre konkurrerende metoder kan anvendes, herunder méthode ancestrale (kendetegnet ved spontan gæring), méthode dioise (som selvsagt bruges i Die og er kendetegnet ved filtrering uden dosering), samt lukket tank-metoden (hvor skum dannes under tryk i lukkede tanke), og som især kendes fra de tyske sekt-vine.

  • Fra Champagne har vi selveste Champagne, der fås som både hvid og rosé.
  • Fra Alsace Crémant d’Alsace, også i hvid og rosé.
  • Fra Bourgogne Crémant de Bourgogne, i både hvid og rosé, og Bourgogne mousseux, der som en af de få boblende vine fås i rød.
  • Fra Bordeaux Crémant de Bordeaux i både hvid og rosé.
  • Fra Sydvestfrankrig kommer Gaillac effervescent (der benytter sig af hele 3 forskellige fremstillingsmetoder: gaillacoise, traditionnelle og ancestrale).
  • Fra Rhônedalen er der Saint-Péray mousseux samt Clairette de Die og Crémant de Die, alle i hvid.
  • Fra Jura bjergene og byen Bugey kommer Crémant du Jura og Bugey mousseux eller pétillant, begge i både hvid og rosé, samt Bugey mousseux, pétillant Cerdon og pétillant Montagnieu.
  • Fra Alperlandet i Savoie får vi Savoie méthode traditionnelle, Savoie méthode traditionnelle Ayze og Savoie méthode traditionnelle Seyssel, alle i både hvid og rosé.
  • Fra Loiredalen, i både hvid og rosé: Crémant de la Loire, Anjou Pétillant eller fines bulles eller mousseux, Saumur Pétillant eller fines bulles eller mousseux, Touraine Pétillant eller fines bulles eller mousseux.
  • Ligeledes fra Loiredalen, men dog kun i hvid, har vi de kendte Vouvray mousseux og Vouvray pétillant samt Montlouis mousseux og Montlouis pétillant.
  • Til sidst fra Languedoc, alle hvide, har vi Crémant de Limoux, Blanquette de Limoux, og Blanquette méthode ancestrale.

Selvom Champagnen stadig troner som kongen over boblende vine i Frankrig og på verdensmarkedet, skal den dog ikke føle sig sikker. Crémant-producenterne gør, som allerede nævnt, en stor indsats for at øge kvaliteten. Og der er fx blevet forsvaret en række ph.d.-afhandlinger på franske og udenlandske universiteter (sidst i Brasilien), der har undersøgt og påvist, hvordan Crémant verden over er i gang med at opgradere sin vinkommunikation, så den med tiden kan blive lige så værdsat som Champagne, uden dog at blive sammenlignet med den! Uanset udfaldet af denne vindyst vil vi ønske vores læsere et godt og lykkebringende år. Lad propperne springe og boblerne stige til vejrs!

_____________________

KILDER
Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

Ordbogskilder
Dico du vin (2019). https://dico-du-vin.com [set 10. december 2019].

Revue du vin de France, Dictionnaire du vin (2019). https://www.larvf.com/,le-dico-du-vin,13178.htm

[set 10. december 2019]

Andre kilder
Gerbod, Catherine (2019). Le marché des effervescents continue de pétiller. https://www.reussir.fr/vigne/le-marche-des-effervescents-continue-de-petiller

[set 10. december 2019]

Vinexpo / IWSR (2019). Le marché mondial du vin et des spiritueux. https://www.vinexpobordeaux.com/ressources/etude-vinexpo-iwsr-marche-mondial/

[set 10. december 2019]

Ønologi og vinsprog

Vand, vin, revolution

Skriv en kommentar

I regionen Languedoc knytter der sig en særlig historie til vand, i form af en berømt vandvej, der skiftede status fra transport til turisme, og til vinproduktion, der blev revolutioneret i økologiens tegn. Regionen giver dig endda mulighed for at flytte ind i eget vinslot med egen vinproduktion. Vores rejse starter ved byen Béziers.

Vinkælderen i Château St. Pierre de Serjac

Om Béziers, Riquet og fransk enevælde
Byen Béziers i Hérault departementet i Sydfrankrig er kendt som fødebyen for den franske ingeniør, Pierre-Paul Riquet, der i perioden 1667 og frem til sin død i 1680 ledte projekteringen og byggeriet af en stort anlagt 241 km langt kanal fra byen Toulouse til Middelhavet, med udmunding i étang de Thau, ikke langt fra byen Sète, hvorved Atlanterhavet (idet man kan sejle fra Bordeaux til Toulouse ad en kanal langs Garonnefloden) og Middelhavet blev forbundet. Der er tale om ingeniørkunst på højeste plan, hvilket også har medført, at kanalen er optaget på Unescos verdensarvliste, World Center Heritage.

Anlægget blev statsfinansieret af den franske monark, solkongen Ludvig den 14. (det skal dog lige bemærkes, at Riquet selv betalte en ikke ubetydelig del af byggeriet), og hans finansminister Colbert, der ønskede at etablere en transportlivsnerve ”entre les deux mers”, sætte gang i økonomien, og dermed cementere kongens magt i Lanquedoc, som ellers var kendt som en uroplaget og kriseramt provins. Det stod slemt til i disse år med vin- og kornproduktion, og priserne faldt.

Kanalen blev indviet i 1681 og i de efterfølgende år udvidet og forstærket af en anden kendt fransk ingeniør, marskal Sébastien Le Prestre de Vauban, som i samme periode var kongens militære fæstningsingeniør og lod opføre og ombygge et stort antal befæstede anlæg over det ganske land, igen i absolutismens og solkongens tjeneste, fransk enevælde.

Fra driftig færdselsvej til turistmagnet
I Béziers er en af byens hovedstrøg i dag opkaldt efter Riquet, les Allées Paul Riquet. Først benævnt ”Canal Royal de Languedoc” skiftede kanalen navn til ”Canal du Midi”, en langt mere prosaisk og politisk korrekt benævnelse for de franske jakobiner og girondiner under den store revolution 1789.

I dag har kanalen mistet sine oprindelige logistiske og politiske funktioner, men tiltrækker hvert år et stigende antal turister, der i skyggen af de majestætiske platantræer langs siderne gerne nyder sødmefyldte sejlture ad den smukke, stille vandvej, og udforsker de mange sluseanlæg, gennem små idylliske byer, vinslotte, og vinmarker.

Om postmoderne kultur, der fulgte efter vinoverflod
Den sirlige kanal er i dag blevet et stykke postmoderne oplevelseskultur. Den gennemkrydser det vinproducerende Languedoc, der med naboegnen Roussillon engang i det 18. og 19. århundrede, og helt frem til begyndelsen af det tyvende århundrede, var hovedleverandør af særdeles billig og uprætentiøs, men drikkelig rødvin til hovedparten af den franske befolkning, der ikke havde råd til hverken dyre Bordeaux eller Bourgogne. Altså folkelig konsumvin.

I denne periode blev kolossale formuer skabt af generationer af driftige, vinbondeslægter og vinhandlere, der udvidede beplantning i sletterne langs Middelhavet, øgede produktiviteten og kunne levere uanede mængder for at tilfredsstille den voldsomme efterspørgsel i stort set alle franske byer. Den billige vin blev endda et krigsvåben under 1. verdenskrig, hvor franske soldater i starten fik udleveret 25 cl pr dag og i krigens sidste år en hel 75 cl flaske.

Frankrigs største vindistrikt som kilde til biorevolutionen
Der er som bekendt flydt meget vand i kanalen siden disse storhedstider, der fuldstændig negligerede sådan noget evident som folkesundhed. Vinkulturen og vinforbruget har forandret sig voldsomt siden, selvom regionen stadig kan bryste sig af at bevare sin position som førende vindistrikt i Frankrig, og som den største i verden, med svimlende 14,4 millioner hektoliter så sent som i 2014, svarende til 2 milliarder flasker. I dag er vi nede på 13,3 millioner hektoliter. For der er sket et paradigmeskift, væk fra kvantitet, der til stadighed falder, til fordel for kvalitet, der fortsat stiger. Det betyder en voldsom reduktion af arealer udlagt til vinplanten, en flytning af stokkene til langt bedre jorde oppe i det bjergrige bagland, fokuseret forædling, nøjsom dyrkning og avanceret, moderne vinifikation. Og ikke at glemme langt flere og strengere kvalitetskrav.

Men det er først og fremmest den økologiske revolution, fuldstændig i tidens ånd, som nu stjæler billedet. Languedoc-Roussillon optager i dag pladsen som Frankrigs største producent af økologiske vine, både de traditionelle ”vins bio”, men også de ret nye ”vins nature”, der også stormer frem, fordi kvaliteten er i top og prisen rimelig. Regions andel af økologiske vine stiger fortsat og udgør i dag over 30% af den samlede produktion af økologiske vine i Frankrig.

Bliv din egen vinproducent
De før så stolte slotte, der for vinpengene blev bygget som prægtige kopier af middelalder, barokke eller renæssanceslotte forfaldt. Vinmarkerne blev forsømte. Produktionen ophørte, og de små byer hensygnede. Men en ny revolution er i gang. Takket være kombinationen af kvalitetsomstilling og den økologiske trend, blomstrer syrah, carignan, grenache og mourvèdre druer igen; vinerier er opgraderede, og kunstgødninger og pesticider er bandlyst. Slottene er restaureret til deres storhedstid, der er igen liv i de små landsbyer, og Languedocvin høster nu anerkendelse af kritiske forbrugere og vidende vinanmeldere.

I den lille by St. Pierre de Serjac, lidt nord for Béziers, kan du faktisk i al beskedenhed deltage i revolutionen ved at blive ejer af en unik bolig i vinslottet af samme navn, og med din egen kvalitetsvinproduktion og egne flasker. Og så er der kun ganske kort til kølende sejlads på kanalen midt i sommervarmen. Tjek DK-France for at vide mere, vi hjælper gerne. I november måned vil vi også gentage succesen med vinskole og smagning på Hejmdal i Aarhus. Mon ikke de dedikerede Languedoc biovine den aften finder vej til vores ganer? Kanalvandene må du så have til gode.

_____________________

KILDER

Indlæg udarbejdet v/Patrick Leroyer, DK-France, inspireret af følgende artikler:

Dico du vin (2019). https://dico-du-vin.com/languedoc-roussillon-viticole-2015/ [set 17.08.2019]

Wikipedia (2019). Pierre-Paul Riquet, https://fr.wikipedia.org/wiki/Pierre-Paul_Riquet [set 17.08.2019]