La Clape, eller ”stendyngen” på occitansk, er i den grad indbegrebet af, hvad Languedoc-vin egentlig formår. Og det er ikke så lidt. I tilgift får du et par beretninger om, hvordan La Clape skaber nye fortællinger og nye oplevelser.
FOTO: Vinmarker i Languedoc, nær Château Capitoul
Et enestående landskab mellem land og hav De anerkendte og eftertragtede Languedoc-vine fra AOC La Clape dyrkes i et område beliggende mellem byen Narbonne og Middelhavet ved et mindre bjergmassiv, der tidligere var en bjergrig ø. Øen er dog gennem århundreder langsomt blevet forbundet med fastlandet, i takt med at aflejringerne fra floden Aude fyldte de lavtliggende sø- og sumpområder ved foden af massivet op. Ordet ”Clape” betyder i øvrigt stendynge på occitansk.
Massivets højeste punkt hedder Pech Redon og rejser sig 214 meter over havet. La Clape er sytten kilometer langt og sytten kilometer bredt. Landskabet er meget karakteristisk med høje hvide kalkklipper, der stolt troner over Middelhavet, stejle slugter og dybe, snoede dale, der er bevokset med pinjeskov og Middelhavskrat, les garrigues – og selv sagt med vinmarker!
I 1973 opnåede La Clape status af regional naturpark og i 2000 status af EU-habitatområde takket være sin store biodiversitet, som der nidkært værnes om. Dette er også baggrunden for vinproducenternes mange økologiske tiltag, herunder i vinterperioden at lade fårene græsse mellem vinrækkerne for at holde græs og ukrudt ned og samtidig tilføre jorden naturlig gødning. Et stigende antal producenter lægger nu også om til biodynamisk dyrkning og fremstilling, og biodynamik er ligeledes kommet ind i billedet.
Vind, vand og sol kæmper om kap til gavn for vinen La Clape, tidligere klassificeret som Côteaux du Languedoc, opnåede fuld status af kommunal AOC i 2015. For La Clape-terroir er begunstiget med noget nær perfekte vejrforhold for vindyrkning. Masser af sol (op til 3000 timer om året, hvilket hører ind under topkategorien i Frankrig) og masser af vind og blæst til at jage de skyer væk, der ind i mellem måtte skærme for solen. Der er faktisk 13 af disse vinde, der hver især blæser om kap fra de fire verdenshjørner, og med hver deres særpræg: Tramontane, Ponant, Levant, Cers – og hvad de nu hedder allesammen. Men vand skal der som bekendt også til, og når det endelig lykkes for skyerne at slippe for blæsten, kan La Clape pludselig rammes af nærmest tropiske skybrud. Vind, vand og sol skaber således et stærkt, markant klima, som vindruerne til fulde udnytter for at hente kostbar næring og proppe sig med sukker.
Markant historie Stedet har qua sin naturlige skønhed længe tiltrukket alskens folkeslag, der i antikken sejlede forbi og valgte at slå sig ned her. For fønikerne var området allerede kendt som øen Lykia, og for romerne var den Insula Laci. Det var romerne der, som så mange andre steder, indførte vinplanten i La Clape. Kvaliteten var hurtigt i top, og den romerske republik kunne derfor fint belønne sine mest tapre legionærer med jordlodder, hvor de kunne blive vinbønder og tilgodese den stærkt efterspurgte vinproduktion.
Forkælet af havet: vine i særklasse med perfekt alliance af friskhed og mineralitet Det dyrkede areal udgør i dag 768 hektarer, som er spredt ud på 6 kommuner – Armissan, Fleury d’Aude, Gruissan, Narbonne, Salles-d’Aude, Vinassan. Der er 25 selvstændige producenter og 3 vinkooperativer. Den årlige produktion er på 26450 hektoliter med et gennemsnitligt udbytte på 42 hektoliter pr. hektar, svarende til små 4 millioner flasker, hvoraf de 80% er røde, og de 20 % er hvide.
Appellationen benytter en række strenge regler, der fastlægger maksimale og minimale andele af de forskellige sorter og deres nøjere sammensætning.
For de røde anvendes de klassiske, fortrukne druesorter, som man også finder i mange af Rhône- og Languedoc-vindistrikterne: grenache, mourvèdre, syrah – hvor man gerne supplerer med carignan og cinsault.
For de hvide er paletten noget større og omfatter bourboulenc blanc, clairette blanc, grenache blanc, piquepoul blanc, marsanne blanc, roussanne blanc og rolle blanc. Dertil suppleres desuden med carignan blanc, maccabeo blanc, terret blanc, ugni blanc og lejlighedsvist med viognier.
Som Afrodite, der blev født af havskum, er La Clape-vine indbegrebet af smukke vinkreationer, som er blevet forkælet af havet og den jodholdige luft. De har så meget karakter, at de vinder betydeligt ved lagring. De røde er komplekse vine, med et dybt, elegant purpurrødt farvespil. De fyldige aromaer er tætte og mønstrer smukke, bløde harmonier af cedertræ, modne røde og sorte frugter, kakao og peber – og skaber derved en levende, magtfuld, harmonisk og mineralsk mundoplevelse i absolut særklasse. Franskmændene bruger adjektivet ”racé” om sådanne vine, som er i top og frie for fejl.
De hvide har heller ingen grund til at blegne over for de rødes excellens. De frembyder smukke, lysegule guldfarver. Aromaerne domineres typisk af citrusfrugter og hvide frugter som pære og kvæde. De dufter også af garrigues og anis, med toner af grillede hasselnødder. Munden vil fryde sig over den flotte, elegante mineralitet, med svage jodantydninger, masser af friskhed, og afslutningsvist små reminiscenser af akaciehonning.
Ramme om øko-tegneserievin og luksus vinslot Vi vil slutte med et par La Clape-fortællinger.
La Clape danner nemlig ramme om en yderst vellykket tegneseriefortælling (billedet nedenfor) i Vinifera-serien, udgivet hos forlaget Glénat (2019), der har sat sig som mål at illustrere vinens historie i ord og billeder.
I Bio, le vin de la discorde (Økologi – stridens æble) – beretter forfatterne Corbeyran og Rodhain, bistået af tegneren Pietrobon, om et ungt, idealistisk økologisk vinproducentpar, der ikke kan enes om fortræffelighederne – eller manglen på samme – ved at producere økologisk.
For hende er økologi fint nok, som det er. Men ikke for ham, der vil have mere natur, terroir og millésime tilbage i vinen. For økologi ligger, trods alle gode intentioner, stadig milevidt fra idealet om fuld respekt for naturen. Det skaber konflikter i parforholdet. Kun biodynamik (eller naturvin) kan vise sig at kunne leve op til idealerne.
Fremtiden vil vise, om det er denne vej, vinbønderne i La Clape vil følge. Som allerede nævnt er nogle få allerede gået i gang, men der er lang vej endnu. Læs selv fortællingen – efterskriften (skrevet af Rodhain) taler for sig selv, idet den sætter hele den økologiske trend i det rette perspektiv.
Afslutningsvist bør der refereres til en anden historie, for det er i La Clape du vil kunne finde vinslottet Château Capitoul, der i dag rummer luksus slotsferieboliger, som heldige ejere har kunnet tage i brug siden sommeren 2021, efter at bygherre – siden afslutningen af projektsalget – har haft travlt med den nænsomme renovering og omdannelse til unikke ferieboliger. Med La Clape-vinmarker, stendyngebjerget og Middelhavet som umiddelbare naboer, er der lagt op til et liv på et lille stykke paradis på jorden.
FOTO: Château Capitoul
Læs mere om Château Capitoul på https://dk-france.dk/ferieboligsalg-sydfrankrig/slotsferiebolig-chateau-capitoul/, hvor vi formidler gensalg, når én af de 45 lejligheder igen (forhåbentlig!) bliver udbudt til salg. Vinen må du dog selv købe hos anerkendte, danske vinhandlere, der i den grad er faldet for La Clape. Det er nu din tur at smage på, hvad stendyngen kan frembringe af ædle dråber.
Af Liselotte Kruse, DK-France, på basis af interview med Gérard Korrel
Som franskunderviser møder jeg en masse spændende mennesker i næsten alle aldre med hver deres unikke personlighed, historie – og drøm. En af dem er Gérard Korrel. Han er hollænder, har stiftet familie, boet og arbejdet som fysioterapeut i Danmark i 34 år, men havde en drøm, som han også havde modet til at realisere. Det skete i 2021.
FOTO: Gérard Korrel, foran kirken i Tocane Saint Apre.
Hans beretning starter således:
Jeg kunne se mig selv i mine gamle patienter. Jeg var blevet 58 år, og resten af mit arbejdsliv var meget forudsigeligt. Dette skræmte mig, tanken om at forsætte sådan indtil de 67,5 år, indtil jeg kunne gå på pension. Nogen ville kalde det en forsinket midtlivskrise … Men jeg havde en drøm!
Min drøm skulle imidlertid også blive min kone Karens drøm. Hun har sine forældre på 80 år og sine to søskende boende i Danmark. Jeg foreslog hende et halvt års orlov – som dog senere blev til, at jeg fik ”overtalt” Karen til at gå linen ud og sælge alt, hvad vi ejede: hus, sommerhus, klinik, motorcykel – dog ikke vores to biler. Den 1. december 2021 kørte vi afsted i min kones lille Peugeot 208 med traileren fuldt pakket.
For virkelig at lære et land og dets kultur at kende er det i mine øjne nødvendigt at bo, arbejde og betale sin skat der. At blive en del af samfundet i stedet for at være turist. For at undgå, at rejsen til Frankrig først skulle være som pensionist, og med fare for at ende i en ”dansker-/ hollænderkoloni”, skulle det derfor være nu!
FOTO: Rue des Hollandais – mon vejen til ”Hollænderkolonien”?
I 1987, da muligheden for at flytte til Danmark bød sig, havde Gérard forinden mødt en dansk pige i en kibbutz i Israel, som fortalte ham, at han nemt kunne forsætte sin uddannelse til fysioterapeut i Danmark. Han søgte derfor optagelse, og trods 40 pladser til 800 ansøgere kom han ind!
Det havde dog siden folkeskoletiden været min drøm at flytte sydpå, nærmere betegnet til Frankrig, og ikke nordpå! Kald det kærlighed (Lars Lilholt).
Måske pga. et billede af en tegneserie i fjernsynet, der har brændt sig fast i min bevidsthed: Biler, der kører ind i byen på arbejde kl. 8.00 og ud af byen hjem igen kl. 16.00. Dette billede har provokeret mig: Hvorfor er der ikke én af bilerne, der kører ud af sporet?
Måske pga. geografitimerne i min folkeskoletid, hvor jeg drømte mig væk, drømte, at verden var større end Holland. At verden lå klar til at blive udforsket.
Jeg endte med at bo i Danmark i 34 år.
Jeg har været gift i 27 år og har fået to sønner: Asger, 25 år, uddannet dyrepasser. Han har boet i Kenya i sammenlagt knap tre år og har lige bosat sig i Holland. Og Christian, 26 år, knapt så eventyrligt, studerer fysioterapi. Mor og far er er ikke helt så vigtige mere i deres liv, om hvilket jeg kun kan sige: ”mission accomplie”! Der er dog fly til Bordeaux og Bergerac, hvilket i realiteten kunne sammenlignes med, at vi var flyttet til Sjælland!
Vi har slået os ned i departementet Dordogne, vel nok det flotteste jeg har set af Frankrig. Her er bakker og bjerge, floder og bække, maleriske landsbyer, mange châteauer og venlige, hjælpsomme franskmænd. Det siges, at der er ikke for varmt om sommeren og mildt om vinteren.
Jeg har holdt ferie her som barn, sammen med en folkeskoleven, Mark, og hans forældre. Måske endnu en oplevelse, der har bidraget til min drøm om at flytte sydpå?
I Dordogne har jeg fået mit drømmejob på en stor klinik for fysioterapi, med søde kollegaer. Da mange udlændinge, især englændere, ”les Anglais”, har bosat sig her, vil tiden vise, om det er godt (min drøm er jo ikke at ende i en udlændingekoloni). En 80 årig patient, englænder bosat i Frankrig i 30 år, har tilbudt os en rigtig fin bolig på et gammelt istandsat vinslot til 3.000 kr. om måneden.
Der bor Gérard og Karen nu!
FOTO: Vores ”château” i Dordogne.
Ting ta’r tid Særligt når man har med franske myndigheder og fransk bureaukrati at gøre! For Gérard er forberedelserne til at etablere sig i Frankrig da også startet for flere år siden!
FOTO: La Mairie – Rådhuset og Pôle Em ploi – det lokale franske jobcenter – i Périgueux.
For at kunne realisere drømmen om at arbejde som fysioterapeut i Frankrig er det nødvendigt at kunne tale sproget. Jeg havde syv års fransk på gymnasiet i Holland, som skulle finpudses (læs: Jeg skulle nærmest starte forfra). Det blev til franskkurser hos FOF: tre sæsoner i Grenå og derefter to sæsoner i Aarhus, hvor jeg fulgte DELF B1 og DELF B2 med efterfølgende bestået eksamen.
DELF B2-niveau er et adgangskrav for at kunne ansøge om et Europæisk Erhvervspas. Et pas, som er oprettet, for at man lettere kan få anerkendt sine faglige kvalifikationer i et andet EU-land. Og som dermed stimulerer arbejdskraftens frie bevægelighed.
Denne proces har dog for mit vedkommende været træg og noget opslidende. Især mit eksamensbevis fra 1992 af fra Fysioterapeutuddannelsen i Danmark gav nogle udfordringer, da studieordningen for min årgang fra den tid var blevet væk! Med uvurderlig hjælp fra min fransklærer og certificeret translatør Liselotte Kruse og hendes mand, ph.d. og lektor Patrick Leroyer, i form af oversættelse af et stort antal dokumenter, kommunikation med myndigheder m.v., lykkedes det dog til sidst at få min autorisation. Det skete efter godt 6 måneders tålmodighed og vedholdenhed – bl.a. takket være Patricks afsluttende brev skrevet til de kompetente franske myndigheder, som svar på et uberettiget afslag. Her skal nævnes, at et brev til de franske myndigheder ikke er til at sammenligne med et brev til de danske myndigheder. Der skal nogle sproglige formuleringer og høflighedsvendinger til, som vi ikke er vant til i Danmark, endsige i Holland.
Mine gode råd Med processen i frisk erindring har Gérard nedenfor samlet et par gode råd til dem, der måtte overveje at gå i hans fodspor:
Vær tålmodig og fastholdende: Det franske administrative system er som en mammut, der bevæger sig meget langsomt. Det skal ligeledes pointeres, i sammenligning med Danmark, at man møder personligt op og møder de offentligt ansatte ansigt til ansigt. Fx da min kone og jeg skulle registreres for at få et fransk sygesikringsbevis. Væbnet hver især med 50 papirark mødte vi op på kontoret og mødtes med en nærmest undskyldende mand inden for det franske papirsystem.
Benyt et PDU2 dokument: Jeg kunne få lov at være jobsøgende i 3 måneder i et EU-land, mens jeg fik dagpenge. Det er dog anbefalingsværdigt at have job på forhånd: Systemet i Frankrig er sådan indrettet, at hvis man ikke har et job, kan man ikke leje en bolig hverken privat eller offentligt. Hvis man ikke har en bolig, kan man ikke blive skrevet ind i det franske folkeregister og derfor ikke få fx fransk sygesikringsbevis. Man kan heller ikke få sin bil indregistreret. Franskmænd betegner dette fænomen som ”le serpent”.
Vær udadvendt. Fortæl alle og enhver, hvad du har gang i. Franskmænd er venlig og behjælpelige. jeg tror ikke på en dansk turist, der har været i Frankrig og fortæller, at franskmænd er sure og uhøflige; disse turister har nok ikke mødt flere franskmænd end den lokale tjener eller hotelreceptionist!
Spil et musikinstrument! Musik er international og en fin måde at skabe kontakt med andre på. Selv spiller jeg fx bas, og det har faktisk været en isbryder i flere situationer, bl.a. da jeg kom til Danmark: Musik som internationalt sprog krævede ikke et perfekt dansk og har resulteret i flere danske venner. Samme nummer har jeg til hensigt at gentage her i Frankrig.
Få rådgivning, hvis du ikke selv kan finde ud af det.
Hav en lille opsparing.
Og husk, til sidst:
”Aben følger med”: Det at flytte til et andet land er ikke ensbetydende med, at de små bekymringer, man har gået rundt med, forsvinder.
Parforholdet kan blive styrket, men det er ikke en ægteskabsredder. Man er i starten sammen 24 timer i døgnet.
Undskyldninger til ikke at udleve sin drøm er der nok af. Min kone og jeg vil kunne se os selv i øjnene som 80 årige og sige: ”Jeg har da i det mindste prøvet”.
FOTO: La cocotte minute – med en trykkoger i køkkenet er man godt på vej mod 100% integration!!
Gérard og Karen nyder deres nye tilværelse i Dordogne og fortryder på ingen måde at have turdet ”køre ud af sporet” og udforske en ukendt verden for at prøve at gøre deres drøm til virkelighed!
Af Liselotte Kruse, cand.interpret., certificeret translatør og tolk i fransk; habiliteret DELF-underviser-eksaminator, ekstern lektor, kommunikatør
Den dansk-norske professor og forfatter Ludvig Holberg (1684-1754), og Danmarks betydeligste komediedigter, gjorde nar af den opblæste overklassemand, der ”Med Fruerne Fransk, og Tydsk med sin Hund, og Dansk med sin Tjener han talte”. Linjerne – der samtidig hentyder til overklassens forkærlighed for tyske jagthunde! – stammer fra det berømte hyldestdigt til Ludvig Holberg, skrevet ca. 100 år efter dennes død, af digteren Christian Wilster (1797-1840) med titlen ”Før var der knapt skrevet paa Dansk en Bog” (Wilster, 1827), og understreger det franske sprogs status som overklassen og de lærdes sprog på Holbergs tid.
Le Pont du Gard
I dag vil mange sikkert mene, at fransk har mistet sin
ophøjede status – til trods for, at den øverste overklasse (læs Kongehuset) er
brugere af det franske sprog. Tal fra 2021 viser dog, at kun 312 af landets 1114
folkeskoler udbyder fransk (folkeskolen.dk). At forklare, hvordan det har kunnet
komme så vidt for det franske sprogs status i Danmark, hvor engelsk nu synes at
dominere, er ikke formålet med denne artikel. Formålet er tværtimod at gøre
læseren opmærksom på, at fransk mod alle ods – ikke bare i København – men i
Danmark generelt, tiltrækker sig fornyet interesse og er ved at rejse sig i nye
klæder, takket være bl.a. opmærksomheden omkring mulighed for at tage en
DELF-eksamen (se Faktaboks) flere steder i Danmark, indsatsen fra Institut
Français og fra en række ’frantastiske’ foreninger, skoler og ildsjæle.
Fransk på mode igen
I 1700-tallet havde
fransk en stærk indflydelse på det danske
sprog (dialekt.ku.dk/sproghistorie/), mens det i 1900-tallet først og fremmest
var engelsk, som påvirkede dansk. Den engelske tendens har fortsat ind i det
nye årtusinde. I hele perioden modtog dansk ord fra latin og græsk. På nogle områder,
det man også kalder ’domæner’, erstatter det engelske sprog fuldstændig dansk. Man
taler om et domænetab.
Et eksempel på dette domænetab er videregående
uddannelser, som udelukkende foregår på engelsk. Et andet eksempel er EU, hvor
danske parlamentsmedlemmer bruger engelsk i sammenhænge, hvor dansk officielt
er arbejdssprog. Engelsk bruges også i reklamer og musik. Og danske forskere
publicerer i stor stil på engelsk for at nå et internationalt publikum.
Specielt formanden for Dansk Sprognævn Niels
Davidsen Nielsen har gjort sig til talsmand for denne problemstilling. Og han
advarer mod at lade det danske sprog lide for mange domænetab. Domænetab gør
sig også gældende for selv store fremmedsprog som fransk, tysk, spansk, italiensk
m.fl., idet brugen af engelsk også bliver stadig mere udbredt på bekostning af
disse, hvilket i høj grad både skyldes politiske beslutninger og globalisering.
Men interessen for at lære fremmedsprog, som
fransk, er dog langt fra fraværende af den grund!
For mens flere uddannelser i fransk rundt om på
landets universiteter og øvrige uddannelsesinstitutioner er blevet lukket i de
senere år, øges antallet af elever og kursister på aftenskoler, eksempelvis hos
FOF Aarhus, hos private udbydere – og på gymnasierne, fx Aarhus Gymnasium
(Tilst og Skanderborg), hvor man oplever fornyet interesse for at beherske
fransk såvel sprogligt som kulturelt og professionelt (skanderborg.lokalavisen.dk),
hvilket afspejler sig i et stigende antal DELF-kandidater – altså
elever/kursister, der er tilmeldt en DELF-eksamen.
Den øgede interesse skyldes flere forhold, bl.a. en
skærpet bevidsthed om, at der med indlæringen af fremmedsproget også følger
hele kulturforståelsen, en indsigt i samfundsstrukturen, hverdagslivet osv.,
som man ikke oplever på samme måde uden at kunne tale og forstå sproget. Disse
kompetencer er der mange mennesker, der ønsker! Fx i forbindelse med rejser til
Frankrig eller andre fransktalende områder – eller som dansk udvekslingsstuderende
på fransktalende universiteter, hvor et B2-niveau er påkrævet. Det kan også
være til brug erhvervsmæssigt, hvis man er ansat i en international virksomhed
med relationer på fransktalende markeder – eller hvis man ønsker at etablere
selvstændig forretning i Frankrig, indhente autorisation, fx inden for liberale
erhverv.
Disse forhold har øget interessen for tilmelding til
DELF-eksaminer, der er officielle
eksaminer i fransk for udlændinge (se Faktaboks).
FAKTABOKS – Hvad er DELF og DALF?
DELF (Diplôme d’études en langue française) og DALF (Diplôme approfondi d’études en langue française) er officielle eksaminer i fransk for udlændinge, der udbydes af Institut Français verden over – og i Danmark også gennem godkendte eksamenscentre, som fx FOF Aarhus samt flere gymnasier. Diplomerne udstedes af det franske undervisningsministerium, er internationalt anerkendt og gældende på livstid.
DELF-diplomer udstedes på niveauerne A1-B2 til kandidater med et elementært til øvet niveau, mens DALF-diplomer er på niveauerne C1 og C2 og henvender sig til kandidater med et højt niveau i fransk. DELF tilbydes også med en erhvervsrettet profil, DELF Pro, med diplomer på niveauerne A1-B2.
Gode grunde for unge og voksne til at
vælge DELF – motivation og fordele
Et DELF-diplom kan være den perfekte løsning og er et oplagt valg i flere
situationer. Eksempelvis hvis man har tilbragt år i Frankrig eller
fransktalende lande, fx efter
studentereksamen, men ingen dokumentation har på de opnåede færdigheder. Færdigheder, der betyder, at man fx udtrykker
sig flydende, samtaler problemfrit i hverdagssituationer og om aktuelle
samfundsrelaterede forhold, at man forstår dialoger i film, tv- og radioudsendelser,
læser romaner, aviser etc. – samtidig med at den grammatiske beherskelse kan
være mere intuitiv, og at skriftlig udtryksfærdighed kan være knapt så
udviklet. Her er det dog værd at huske på, at de mundtlige færdigheder smitter
af på de skriftlige færdigheder og omvendt.
Endvidere er der i
forbindelse med BA-studiet mulighed for et ERASMUS-ophold på et fransktalende
universitet, der som minimum stiller krav om B1-niveau, mens optagelse på et
fransk universitet kræver B2-niveau. Endelig kan ønsket om et DELF-diplom i
fransk skyldes ens interesse for fransk sprog og kultur, en passion, der måske
udnyttes på rejser til fransktalende lande, som ejer af en fransk feriebolig eller
gennem læsning af franske romaner på originalsproget i fritiden.
Afslutningsvis, hvis man vil
opnå fransk statsborgerskab, så er kravet også her et bestået B2-niveau.
Fordele ved DELF-diplomet Diplomet har flere fordele for indehaveren:
diplomet er gældende på livstid og overalt i verden
diplomet dokumenterer niveauet for beherskelse af følgende fire
discipliner:
mundtlig forståelse
skriftlig forståelse
skriftlig produktion
mundtlig produktion
diplomet giver indehaveren en personlig sikkerhed og bevidsthed om
egne færdigheder
diplomets opnåelse bekræfter, at indehaveren har indsigt i ’culture
générale på et vist niveau
diplomet dokumenterer en vis indsigt i franske konventioner, kultur,
skik og brug
diplomerne skal ikke tages kronologisk, men ud fra det niveau, man
aktuelt har
Eksempler på motivation for et DELF-forløb At følge et DELF-kursus og tage eksamen opleves af kandidaterne som et kæmpe sprogligt boost, hvilket bl.a. kommer til udtryk i følgende udtalelser fra voksne med bestået DELF-eksamen:
DELF B2-kurset kom lige på det
tidspunkt, hvor jeg kæmpede med at finde motivationen i mit franske selvstudie.
Det er et intenst, krævende og yderst spændende forløb, som giver et enormt
sprogligt og kulturelt udbytte, hvor både mundtlige og skriftlige kompetencer
får et kæmpe boost via arbejdet med autentiske og vedkommende tekst-, lyd- og videomaterialer.
Jeg fortryder ingenlunde!
Kim, DELF B2-diplom 2021 _________________
For mit vedkommende handlede det
om at finde et højt niveau, hvor jeg følte, at jeg kunne lære en masse. Da jeg
meget gerne vil arbejde med sproget på den ene eller anden facon, var det
vigtigt for mig at finde et niveau, der var internationalt anerkendt, og som
kunne dokumentere mine kompetencer. Og det ledte mig til DELF.
Helle, DELF B2- diplom 2021 _________________
Det er 30 år siden, jeg lærte fransk, og jeg havde brug for en
genopfriskning. Efter kursusforløbet tænker jeg, at DELF har hele pakken:
Introduktion til fransk kultur samt ikke mindst træning i at læse, forstå,
lytte og skrive. For mig var der en forholdsvis stor mængde hjemmearbejde, men
alt i alt er mit generelle niveau hævet betragteligt.
Da jeg besluttede at genopfriske mine franskkundskaber,
som var blevet godt rustne, og gik i gang med at få undervisning af Liselotte,
havde jeg ingen intention om at gå til eksamen. Da Liselotte foreslog det,
tænkte jeg, at det jo var en rigtig god ide at få et officielt og anerkendt
eksamensbevis som dokumentation. For mig var det en meget tilfredsstillende
afslutning på et godt undervisningsforløb.
Premièrement, le français est une langue internationale
dans tous les domaines de la culture.
La connaissance du français ouvre des portes et nous donne des expériences
enrichissantes. Parler le français donne accès au théâtre, au film, à la
litterature, à la cuisine etc.
Deuxièmement, apprendre une nouvelle langue influence
souvent la manière dont on maîtrise sa langue maternelle. Personnellemet, je
suis plus observante comment j’utillise ma propre langue parlée
et écrite. Je pense que ça aussi donne une valeur extraordinaire, être plus
précise en trouvant des expressions adéquates.
Finalement, muscler son cerveau et rencontrer des
personnes enthousiastes, ça me plaît énormement.
La passation du DELF B2 renforce et accélère la vitesse
pour obtenir de bons résultats pour enfin progresser et être capable de
communiquer avec des Français natifs.
Toutes les différentes compétences du cerveau sont
demandées en même temps : la mémoire, l’intonation, la logique, la persévérance
ainsi que l’empathie et les compétences sociales dans la communication avec les
amis francophones!
Je suis infiniment reconnaissante et fière d’avoir passé
et réussi le DELF B2.
Astrid, DELF B2- diplom 2020 _________________
Et par gode råd til DELF-underviseren
Private undervisere samt undervisere på gymnasier og aftenskoler med status som DELF-eksamenscenter arbejder selvsagt med forskellige målgrupper. Men ud over den forskel, der ligger i, at kandidaterne befinder sig på forskellige stadier i livet, vil jeg mene, der er flere ligheder mellem de to målgrupper.
Først og fremmest et entusiastisk ønske om at lære og beherske fransk og få indsigt i fransk kultur i den frankofone verden. Dernæst et mindst lige så vigtigt aspekt at have for øje som underviser, nemlig kandidaternes brændende ønske om at bruge sproget, fra første færd! At få følelsen af at ’bade’ i sproget og arbejde koncentreret og systematisk for at få det ind under huden som et naturligt og spontant udtryksmiddel på linje med modersmålet. Og endelig, men absolut ikke mindre væsentligt, tværtimod, er der hos kandidaterne et ønske om at beherske udtalen til perfektion og på et niveau, der ligger så tæt på modersmålsniveau som muligt. Kort sagt: Kandidaterne vil udfordres på fransk fra dag et. Underviserens fornemmeste opgave er at stille krav og vise vejen til målet.
DELF-lærerens værktøjskasse
Hvordan kan et kort eksamensforberedende forløb struktureres
for voksne?
Da min egen erfaring som
DELF-underviser udelukkende stammer fra det private kursusudbyderregi samt fra aftenskoleregi,
vil det være udgangspunktet for de tips og råd, jeg giver i det følgende – som dog
for mig at se sagtens kan overføres og tilpasses til gymnasieverdenen.
For DELF-underviseren er
der to primære forudsætninger for vellykket undervisning, nemlig motiverede
kandidater og en målgruppetilpasset metode. Hvis der er tale om voksne,
erhvervsaktive kursister, skal man som underviser være omhyggelig med valg af en
metode, der baserer sig på aktiviteter og temaer, mv., der henvender sig til
voksne mennesker. Er målgruppen gymnasieelever bør man tilsvarende vælge en
metode målrettet dette publikum. Ved at bruge en specielt tilpasset DELF-metode
sikrer man sig endvidere, at man gennem forberedelsesforløbet får trænet de
fire discipliner, som eksamen omfatter.
Til forberedelse af
eksamen fra et niveau til det næste er der angivet et vejledende antal timer
fra de franske myndigheders side. Behovet kan dog variere fra person til
person, det vigtigste er motivationen og ønsket om at beherske fransk sprog og
kultur samt det engagement, der kommer til udtryk, og den energi, der lægges i
forberedelsen til hver undervisningsgang. At udvikle sig fra et niveau til det
næste kræver en aktiv indsats, og her har underviseren en vigtig rolle som
animator og igangsætter, der starter allerede første mødegang, hvor fransk
introduceres som metasprog – altså sproget, der konsekvent kommunikeres på i
klassen, pr. mail osv.
Herefter er det
afgørende, at kandidaterne bliver fortrolige med at forstå og kommunikere på
fransk, opnår selvtillid trods skønhedsfejl, så kommunikation på fransk
allerede efter første mødegang føles naturlig – endda i en sådan grad, at også
pauserne foregår på fransk. Denne fortrolighed opnås bl.a. ved at lade
kandidaterne samarbejde på tid i grupper à to deltagere om de opgaver, metoden
byder på til den pågældende undervisningsgang. Gruppekonstellationen skifter
efter endt aktivitet, og læreren cirkulerer mellem grupperne eller kan deltage
som partner i tilfælde af ulige antal kandidater. Da arbejdet foregår på tid og
med jævnlige partnerskift, arbejdes der med et vist tempo, der hele tiden holder
kandidaternes fulde opmærksomhed fanget i den franske kontekst gennem
undervisningsgangens eksempelvis to lektioner. For variationens skyld kan der
mellem aktiviteterne arbejdes med fx en grammatikøvelse eller en
eksamenstræningsopgave i plenum. Det skal bemærkes, at ingen elektroniske
hjælpemidler (mobil-ordopslag undtaget) bruges på klassen, idet personlig
udveksling, interaktion og nærvær er i fokus.
Eksempler på valg af DELF-forløb
Kandidaterne kan vælge
kortere eller længere eksamensforberedende DELF-forløb. Selvstudie er også en
mulighed for de disciplinerede. En generel anbefaling fra min side vil dog være,
at man som kandidat bør sørge for at beherske elementær fransk grammatik og
udtale, inden man vælger et DELF-forberedelseskursus. Dette gælder uanset
niveau! Er man eksempelvis dansk nybegynder, gør man sig selv en stor tjeneste
ved først at tage et begynderfranskkursus på dansk, idet DELF-metoderne er på
fransk, også dem på begynderniveau! Herefter vil man være meget bedre rustet
til og motiveret for at tage et DELF-forberedelseskursus med efterfølgende
eksamen. Dette forhold afspejler sig også i tilrettelæggelsen af de
forberedelseskurser, som fx udbydes af FOF Aarhus, et blandt flere
DELF-eksamenscentre i Danmark. Kurserne er af forskellig varighed, nemlig 40
lektioner, 24 lektioner eller 10 lektioner – sidstnævnte forløb er decideret
eksamensforberedende med fokus på skriftlig produktion. Kandidaterne kan
således vælge forløb efter behov og niveau.
Eksempler på valg af metoder til
forskellige målgrupper
Der er generelt rigtig
mange metoder målrettet unge/teenagere. I søgningen efter en egnet metode til
voksne kan man derimod få en opfattelse af, at mange forfattere til metoder
osv. ikke forestiller sig, at mennesker over 25 år kan finde på at lære sprog. Samtidig
ses også en tendens til at slå unge/teenagere (16-18 år) og voksne sammen i én
metode, hvilket ikke er temamæssigt optimalt. Derfor kan det være en udfordring
at finde en metode, der indholdsmæssigt retter sig mod fx voksne mennesker på
arbejdsmarkedet, mod pensionister eller mod studerende på en højere
læreanstalt. Her følger dog et afprøvet eksempel på en metode til voksne, og
indtil videre mit bedste bud, samt eksempler på metoder til både gymnasieelever
og voksne:
Unge/teenagere (grands adolescents 16-18 ans): Soda, forlaget CLE International
Unge/teenagere og voksne : DELF ABC, forlaget CLE International; Alter Ego, forlaget Hachette
Ud over DELF Alment
findes der forskellige metoder til DELF Pro med professionelt og fagligt fokus
for medarbejdere i fx sundhedsvæsenet, i militæret, restaurationsbranchen,
international handel m.fl.
ECML, der er forkortelsen
for Det
Europæiske Center for Moderne Sprog under Europarådet, er en unik organisation,
der har som mission at fremme kvalitet og innovation i sprogundervisningen, og
som vil hjælpe europæerne til at lære sprog mere effektivt. ECML Kontaktpunkt
Danmark blev i 2019 officielt indlejret i NCFF, Det Nationale Center for
Fremmedsprog. NCFF’s vigtigste opgave er at forbedre og forny
fremmedsprogsundervisningen og sprogpædagogikken på alle indlæringsniveauer i
det danske uddannelsessystem. Centret inviterer jævnligt interesserede til at
byde ind med projekter til optimering af sprogundervisningen, og her har
DELF-relaterede projekter også mulighed for at ansøge om støttemidler.
Fransk – en lysere fremtid i Danmark?
Antallet af fransktalende
i verden vokser støt. Chancen for, at populariteten for fransk når op på
niveauet på Holbergs tid, er næppe realistisk. Men en undervisning, der har et
stærkt fokus på pragmatik og modernitet, og som er tilpasset samfundets aktuelle
behov, skulle have en god chance for at opfylde drømmen om at beherske fransk
sprog og kultur i en nutidig kontekst.
I rækken af vinture i det franske land er vi i dag kommet til byen Cognac i Charentes-regionen, som er verdensberømt for destillatet af samme navn. Men få tænker egentlig over, at området er Frankrigs største producent af hvidvin. Vinen er dog, i modsætning til alle andre vine, ikke beregnet til at blive drukket, men til at blive opvarmet i svanehalsformede destillationsapparater, hvorefter den efter års lagring i egetræsfade skal blive til udsøgt Cognac.
Hennessy Cognac: Turbåden til besøg af Cognachusets faciliteter lægger til foran hovedindgangen …
Der findes på ’butte Montmartre’
i Paris, lidt tættere på himlen kunne man vel sige, en lille, men hyggelig, gastronomisk
restaurant, der kalder sig ”la part des anges”. Den ligger lidt gemt væk fra
turisternes standardruter i det berømte bohemekvarter og er først og fremmest kendt
og besøgt af lokale fra ”landsbyen”, som de ynder at kalde deres bydel. Men
hvad betyder nu dette maleriske navn ”la part des anges”? Vi kan allerede røbe,
at det er Cognacrelateret, men det vender vi tilbage til lidt længere nede i
artiklen. For først skal vi se på, hvad Cognac egentlig er.
Om druebrændevin og brandwijn
Vores vininteresserede og
vinkyndige læsere bør her tilgive os, for vi vil nu vil tage en lille afstikker
fra vores sædvanlige, franske vinskribentvirksomhed og udforske, hvad vin også
kan blive til, nemlig verdensberømt spiritus, når den som her destilleres til
Cognac.
Cognac er ’eau de vie de vin’, dvs.
på dansk druebrændevin – fra hollandsk brandwijn – da det var hollændere, der i
det 16. århundrede kastede sig ud i destilleringens ædle kunst, efter sigende
for at vinen kunne holde sig. På engelsk er ordet blevet til Brandy.
Selve byen Cognac (hvor det
toponymiske suffix -ac stammer fra latin -acum, der igen stammer fra keltisk
ako, der adjektivisk betyder ”tilhørende et sted, en familie, eller en
helligdom”), ligger på Charente-floden og er Charentes andenstørste by efter
Angoulême. Byen, der har en lang fortid bag sig, har i dag små 50.000
indbyggere og ligger historisk set på en af pilgrimsruterne til Compostella.
Cognac fremstilles ved den raffinerede,
komplekse sammensætning (assemblage) af brændevin hidrørende fra forskellige vinområder
(crus) og fra brændevin, der har forskellige lagringstider bag sig. Cognac er i
dag beskyttet af den franske Appellation d’Origine Contrôlée Cognac (AOC), der
er styret af en lang række kravspecifikationer, regler og vedtægter for navn,
geografi (først og fremmest fortegnelse over de hundredevise af små kommuner,
der kan tilordne sig appellationen), dyrkning af vinstokke, høst, transport,
vinfremstilling, destillering, lagring m.m. gennem en omfattende 20-siders lang
’cahier des charges’, hvor nyeste udgave er fra 2018.
Dyrkning af hvide druer ”en masse”
Vinmarkerne i Cognacs produktionsområdet
strækker sig over ca. 78.000 hektarer. Disse er fordelt hovedsageligt på to departementer,
Charente-Maritime og Charente, samt nogle få kommuner i departementerne Dordogne
og Deux-Sèvres. Området udgør blot 10% af vinarealerne i hele Frankrig, men
fremstår som den største producent af hvidvin i landet.
Det er den hvide drue Ugni blanc,
der suverænt dominerer og dækker over 98% af hele området. Det er en drue, der er
mere robust end tidligere dyrkede druer, som Folle blanche, der måtte bukke
under for phylloxera-angrebene i slutningen af det 19. århundrede.
Vinbønderne bestræber sig i dag i
stigende grad på at reducere mængden af sprøjtemidler (inklusiv økologiske
kobber- og svovlbaserede sprøjteopløsninger), og nogle følger den økologiske
vej ved bl.a. at lade græsset gro mellem rækkerne. Det er dog svært helt at
undgå at sprøjte, for Ugni-druerne angribes nemt af skimmelsvamp (meldug,
oïdium), som forstærkes af det våde atlanterhavsklima.
Vinområdet er geografisk opdelt i
6 koncentriske cruområder, hvor undergrunden og klimaets påvirkning varierer: ’Grande
Champagne’, ’Petite Champagne’, ’Borderies’, ’Fins Bois’, ’Bons Bois’, og ’Bois
Ordinaires ou Bois à terroirs’.
’Grande Champagne’, sydvest for
byen Cognac, regnes for det bedste område, der giver de mest raffinerede og mest
udsøgte eaux de vie, som ældes bedst og længst, og bidrager med dufte af blomster,
vinblomst, tørret lind og tørre vinranker. Dernæst følger ’Petite Champagne’ og
’Borderies’ som de næstbedste, hvor påvirkningen fra det maritime klima er lidt
mere udpræget. ’Bons Bois’ omringer de 3 førstnævnte, mens ’Bois ordinaires ou
Bois à terroirs’ ligger ud til Atlanterhavet.
Brugen af navnet ’Champagne’ til
benævnelse af de bedste Cognac cru’er sker i analogi med jordbundsforholdene i
Champagne-regionen, hvor de berømte mousserende vine produceres.
Jordbundsforholdene er nemlig umiddelbart sammenlignelige, med lerholdig
kalkjord på en undergrund af blød kalksten fra kridttiden. Sådanne
jordbundsforhold er gode til at holde på vandet, og vinstokken kan nemt stå
imod tørkeperioder om sommeren.
Vinfremstilling alene for destillatets skyld
Det pudsige er, at den vin, der
destilleres til Cognac, er mere eller mindre rædselsfuld af en vin at være.
Eller måske snarere, siges at være rædselsfuld. Vores læsere vil uvilkårlig
undre sig, for vi har hidtil udelukkende skrevet om alskens gode franske vine.
Spørgsmålet er så nu, hvordan dårlig vin kan forvandles til en af verdens mest
anerkendte spirituosa? Eller med andre ord, hvordan kan dårlig vin bliver
himmelsk?
Den most, der bruges til
vinfremstilling, er kendetegnet ved lavt alkoholindhold på gennemsnitligt 8-9%
(min. 7%, maks. 12%) som betyder, at aromaer bedre kan koncentreres, og ved en meget
høj andel af syre, hvorved vinen bedre kan holde sig. Tilsætning af sukker og
sulfitter er ikke tilladt.
Under besøget i et berømt,
internationalt Cognachus i selve byen Cognac, spurgte jeg således til, om selve
vinen var nu værd at drikke? Dertil var svaret klart og entydigt: nej, vinen er
der nok ikke så meget at skrive hjem om, men den egner sig til gengæld
fortrinligt til destillering, hvor den bliver totalt forvandlet!
Destilleringskunsten
Vinen destilleres ved den såkaldte
dobbelte destilleringsmetode (la ”repasse”, svarende til Pot Still metoden på engelsk)
i særlige charentais kobberalambic, der siden 1936 har haft samme udformning, til
en alkoholprocent på maks. 72,4% ved de 20 grader. Man opnår derved en 8 til 9
gange koncentration af aromaer og syre, og af vinens øvrige bestanddele. Cognac
er mere koncentreret end druebrændevin fra andre, varmere himmelstrøg, hvor
basisvinen typisk holder 10-12%, og koncentrationen kun er 5 til 7 gange.
Der må tilsættes farve (E150a,
almindelig karamel) og udtræk af egespåner. Der må også, iht. EU-spirituslovgivning
af 15. januar 2008, tilsættes forskellige former for sukker samt karamelliseret
sukker (opvarmet sakkarose).
Herefter lagres Cognac i store
350 liters egefade fra træerne i de nærliggende Limousin-skove.
La part des anges og den hemmelighedsfulde lagring
Og nu kommer vi til det. Det
maleriske udtryk – ”la part des anges ” (= englenes andel) – refererer
specifikt til andelen af den gode Cognac, der fordamper under lagring. For Cognac
lagres på 350-liters egetræsfade (enten nye fade eller fade, der tidligere har
indeholdt Cognac og genbruges) i nogle år, hvor den sover inde i de hvælvede
kridtkældere. Lige så stille, år efter år, trækker den ilt ind til sig og
fordamper, hvilket netop er meningen. Den grove og rå druebrændevin skifter
karakter og forvandles til et guddommeligt destillat.
Under lagringsprocessen farves stenlofterne
helt sorte af den mikroskopiske svamp torula compniacensis, der i de
ædle alkoholdampe finder sin næring. Cognacvinbonden (eller snarere
cognachusene) må således acceptere, at der en del svind. Det går dog til et
godt formål, da aromaerne koncentreres under lagringen. Cognac brændevinen
bliver mere rund og blød og udvikler med tiden en kompleks, eftertragtet
bouquet, som kaldes for ”rancio”. Rancio refererer til en sammenblanding af
særlige aromaer som fx efterårsskovbund, skovsvampe, nøddeolie, tobak, læder,
men også til figner, rosiner, ristede kaffebønner og kakao.
Ifølge Cognacerhvervets hovedorganisationen
Bureau National Interprofessionnel du Cognac repræsenterer svindet op
mod 2% af produktionen, svarende til 22 millioner flasker om året.
Der findes en laaaang (!) række
aldersafhængige betegnelser og betegnelsesvarianter, der må bruges i
markedsføringsøjemed, som tildeles ud fra det antal år, hvor Cognac har været lagret:
2, 3, 4, 5, 6, 10 og 14 år eller ældre. Blandt de mest kendte kan nævnes 3
stjerner og VS (ved de 2 år), VSOP (ved de 4 år), Napoleon (ved de 6 år), XO
(ved de 10 år), og XXO (ved og over de 14 år).
Flere måder at nyde Cognac på
Og nu til det måske vigtigste. Smagningen.
Cognac nydes bedst i små tulipanformede glas, da disse sikrer de bedste
betingelser for at nyde og vurdere både farve og farvespil, og for mere
effektivt at kunne indfange udviklingen af de subtile, komplekse aromaer.
Cognac kan nydes alene, og her
skal man ligesom ved vinsmagning huske at tygge lidt på væsken, og suge en
smule luft ind for at frigive dets identitet. Man kan nyde den ved
stuetemperatur, men man kan også komme isterninger i glasset, hvorved
oplevelsen skifter karakter i næse og mund. Ved smagninger hos Cognachusene
serveres de to versioner.
Dertil indgår Cognac i en lang
række cocktail-kreationer og aperitiffer, hvor den bibringer både sødme, styrke
og friskhed.
Endelig kan den også nydes til
maden, hvor man først indtager et par dråber i munden, tager en bid af maden og
tygger sin mad, og afslutter igen med et par dråber.
Ligesom ved vin findes der et
særligt Cognac aromahjul, som her er opdelt i de 4 årstider. ’Vinter’ samler aromaassociationer
omkring de træagtige dufte, ’sommer’ er forbundet med frugtaromaer, ’forår’
peger på blomster, mens ’efterår’ står under de krydrede duftes tegn. Hvert af
disse områder – eller aromafamilier – er selvsagt yderligere specificeret med
en lang række konkrete eksempler på dufte.
Hjulet blev
« opfundet » tilbage i 2009, hvor 50 eksperter mødtes for i 4 dage at
smage over 100 forskellige Cognac og udfylde over 5000 smagsnotater.
Cognac i tørre tal
Der er i følge de nyeste tal (2019)
fra Cognacerhvervsorganisationen 283 handelshuse – maisons de Cognac/maisons de
négoce – i Cognac. Nogle af disse er blevet til verdensberømte brands og ejes
af store internationale koncerner, som fx LVHM (det firma, der står bag Louis Vuitton
og Moët et Chandon, og hvor H står for Hennessy Cognac). Der findes 4276
vinbønder, hvoraf en stor del selv destillerer deres vin (de kaldes for bouilleurs
de crus). Dertil findes der 117 destilleringsfirmaer (disse betegnes bouilleurs
professionnels), der indkøber vin for at destillere på bestilling med henblik
på videresalg.
Cognacproduktionen beskæftiger
17.000 mennesker i direkte tilknytning til erhvervet (bødkere til fremstilling
af fade, gørtlere til kedler, fremstilling af glas, corkpropper, pap,
trykkerier, transport, laboratorier, landbrugsmaskiner osv.) og giver afledte
jobs til henved 60.000 mennesker. 97,9 % af produktionen (svarende til 26,5
millioner flasker) eksporteres til 160 lande over hele verden og generer en
omsætning på 3,6 milliarder euroer (= 27 milliarder kroner).
Nul n’est prophète en son pays
– eller på dansk ”ingen profet er
anerkendt i sin hjemby” er nok det bibelske udtryk, der bedst kan bruges til at
forklare det kølige forhold, der er mellem Cognac druebrændevin og franskmændene.
En nylig artikel i BFM Business
(Bianchi, 2018) har undersøgt fænomenet og undret sig. Det er nemlig bemærkelsesværdigt,
at franskmændene stort set ikke drikker Cognac. Hjemmemarkedet aftager kun 3%
af produktionen, og der findes intet andet fransk kulinarisk produkt, der kan
præstere så stor en andel til eksport. Imidlertid høster Cognac stor succes ude
i den store verden på de udenlandske markeder, fx i Tyskland, Storbritannien,
USA, Kina m.fl., og Cognacerhvervet i Charentes har derved sikret sig en rigtig
stor og stabil indtjening.
Franskmændene er til gengæld
verdens største forbrugere af Cognacs direkte konkurrent … whisky! Vi mangler dog
stadig en forklaring, ud over den, at Cognacs image måske skulle være blevet lidt
støvet og associeres med en ældre generation af forbrugere? I Danmark var
Cognac også tidligere vel synonym med afslutningen på de dengang så populære suppe-steg-og-is-middage,
hvor der af tjeneren blev spurgt ind til gæsterne ved kaffen: ”Cognac eller
likør”? Og dertil en god cigar?
Nok ikke så politisk korrekt i
dag, hvor ansvar, sundhed, fitness, økologi og bæredygtighed stormer frem. Men
lidt plads må der vel stadig være til livsnydere og til englenes drik? Vi lader
spørgsmålet stå og overlader svaret til læsernes vurdering.
I tiden før corona var franske sekundære boliger – det vi i Danmark også kalder sommerhuse, fritidshuse eller ferieboliger, kært barn har mange navne! – ikke i særlig høj kurs blandt franskmænd. Hvorfor skulle man egentlig forpligte sig til at tilbringe sine ferier og weekender samme sted, når man med få klik kunne nyde behagelige lejeboliger hvor som helst i verden?
Men det var at gøre regning uden coronapandemien, der gennem udviklingen af folks adfærd og mentalitet har været medvirkende til at blande kortene på det franske sekundærboligmarked.
Château de Charmant: Eksempel på fransk sekundærbolig
Som følge af den eksplosive vækst i hjemmearbejdet er der mange franskmænd, ikke mindst parisere, som nu igen drømmer om en sekundær bolig (résidence secondaire), hvor de ikke blot kan tilbringe ferien, men også kan bo (- og arbejde hjemme, fra stuen, terrassen eller haven!) flere dage om ugen. Kort sagt, man har igen fået smag for ”sommerhuset”! Se FAKTABOKS.
På denne baggrund viser en undersøgelse, at sekundærboligen,
fra at være den lejlighedsvise bopæl, hurtigt er blevet til den regelmæssige
eller endog primære bopæl for dem, der er så heldige at kunne eje en sådan
bolig. En tendens man i øvrigt også kan konstatere i Danmark!
Sekundærboligmarkedet i Frankrig skifter ham!
Boostet af effekten af såvel den massive indførelse af
hjemmearbejde som af franskmændenes voksende interesse for boliger, særligt
huse, med udeområder (balkon, terrasse, have) har Covid-19 krisen sat gang i det
franske sekundærboligmarked, der således både er blevet styrket og har udviklet
sig.
Covid-19 krisen har godt og grundigt blandet kortene på det
franske ejendomsmarked generelt og på sekundærboligmarkedet i særdeleshed. Den
stigende udbredelse af hjemmearbejde gør det nu muligt for dem, der ejer en
sekundær bolig, at tilbringe to eller tre dage om ugen i den by, hvor de
arbejder – og hvor deres primære bolig ofte også ligger – og resten af tiden med
hjemmearbejde i den sekundære bolig.
Dette paradigmeskift har i øvrigt dannet baggrund for
fremkomsten af et nyt koncept i Frankrig, nemlig semiprimær bolig (résidence semi-principale), dvs. en bolig, hvor
man ikke længere nøjes med at tilbringe sine weekends og ferier en gang i
mellem, men hvor man fremover bor fast flere dage om ugen. Begrebet kan minde
om det danske ”supplerende helårsbolig” (https://finans.dk/weekend/).
Købe på landet, men tæt ved byen
Som den franske forfatter og journalist Alphonse Allais
(1854-1905) skrev: ”Man burde bygge byer
ude på landet, for der er luften sundere”. En ny 2.0 generation af – yngre
– købere ønsker således at købe en sekundær bolig på landet, ikke alt for langt
fra deres arbejde og ikke, som tidligere, nødvendigvis ved havet.
De unge 2.0 købere, der er opfostret med hjemmesider for
korttids- og sæsonudlejning blandt private, synes ligeledes – i modsætning til
deres forældre – at efterspørge boliger tæt på bymidten, renoverede og komfortable,
og gerne af beskeden størrelse. I valget mellem på den ene side storfamiliehuset
(mas XXL), der ligger isoleret og kræver istandsættelse, og på den anden side det
lille hus (maisonnette), der er indflytningsklart og let at komme til, særligt
med højhastighedstog (TGV), er det meget ofte det lille hus, der bliver
foretrukket.
Ejendomsinvestering, men ikke kun …
Selvom det på langt sigt kan være en god finansiel
investering, så er erhvervelsen af en sekundær bolig generelt ikke dikteret af
et spekulativ formål. Det er således mere muligheden for at kunne bruge og have
glæde af boligen end at udleje den, der motiverer køberne. De fleste franske sekundærboliger
er i øvrigt ikke på sæsonudlejningsmarkedet: 25% af ejerne af en sekundær bolig
i Frankrig overvejer, på sigt, at gøre boligen til deres primære bolig, mens
69% af ejerne ikke lejer ud.
Hvad koster det egentlig at have en såkaldt ”résidence secondaire” i
Frankrig?
Vedligeholdelsesudgifter (frais d’entretien), beboelsesskat
(taxe d’habitation), ejendomsskat (taxe foncière), renoveringsarbejde,
forsikring, afdrag på realkreditlån etc. Før man kaster sig ud i købet af en sekundær
bolig (résidence secondaire) i Frankrig, er det vigtigt at vurdere og tage
højde for de udgifter, der skal afholdes. Vedligeholdelsesudgifter i
forbindelse med en sekundær bolig bør ikke undervurderes!
Vedligeholdelsesudgifter kommer oven i købsprisen og kan veje tungt i det årlige budget. Når alt lægges sammen: forbrug (el, vand, varme, …), forbedringsarbejder (renovering, modernisering, isolering, …) abonnementer (internet, telefon, teleovervågning), skat (beboelsesskat, ejendomsskat, renovation, …) vedligeholdelsesudgifter (årligt tjek af varmesystem, maling, udeområder, …), forsikring og låneafdrag – kan regningen ende med at blive pebret. Generelt udgør ovennævnte udgifter gennemsnitligt mellem 1 og 3% årligt af købsprisen for en sekundær bolig i Frankrig. Det skal i øvrigt bemærkes, at fra 2023 skal kun ejere af en sekundær bolig – eller en ledig bolig – betale beboelseskat! Gennemsnitligt koster en sekundær bolig i Frankrig EUR 269.900 i 2021, og de tilhørende ejerudgifter udgør mellem EUR 2.699 og 8.097 årligt, hvortil kommer transportudgifter (brændstof, motorvejsafgift, togbillet, …) til og fra boligen (Logic-IMMO nr. 519).
Udleje for at reducere regningen …
Som det fremgår, er investering i en sekundær bolig ikke umiddelbart
noget, man kan blive rig af, som følge af de udgifter, der følger med købet. Ikke
desto mindre vokser andelen af franske sekundære boliger alligevel hurtigere end
andelen af primære boliger.
For at hente udgifterne hjem og gøre investeringen rentabel kan
løsningen være at udleje den franske sekundærbolig. Dette alternativ kan i
øvrigt vise sig at være rentabelt. På den ene side har Covid-19 krisen nemlig tidoblet
lysten til plads, udeområder, grønne områder og – mere generelt – franske huse.
På den anden side har udbredelsen af hjemmearbejde gjort det populært at blive sekundærboligejer.
Hvis man vælger møbleret udlejning, skal der indhentes tilladelse fra rådhuset,
såfremt den kommune, hvori den sekundære bolig ligger, har over 200.000
indbyggere. Ligeledes skal man huske at indberette lejeindtægten til
skattevæsenet, både i Frankrig og i Danmark, som forretningsoverskud (bénéfices
industriels et commerciaux, BIC). Endelig bør man sikre sig, at sekundærboligen
har en god internetforbindelse!
Ovenstående nye boligtrend indikerer, at franske ”sommerhuse” vil blive mere eftertragtede i fremtiden og dermed en mere attraktiv investering – også for danskere, som ønsker sekundærbolig i Frankrig.
FAKTABOKS
Hvad er en helårsbolig, en primær bolig og en sekundær bolig? En helårsbolig er den ejendom, hvor du har din faste bopæl, rent faktisk bor og er tilmeldt det danske folkeregister (CPR). En helårsbolig er, som navnet antyder, en bolig som du må bo i hele året, der oftest omfatter bopælspligt. Helårsboliger findes primært i by- og landzoner. https://boligraadgiver.dk
”I EU-retlig forstand synes det, at se ud til, at primærbolig er helårsbeboelse, og altså den bolig, du bor i til hverdag, og boliger, som ikke er helårsbeboelse anses som sekundærbolig.” Karen H. Andersen,https://projekter.aau.dk
En sekundærbolig er en ejendom, hvor du ikke bor fast. Det er typisk et sommerhus eller en ferielejlighed. Men det kan fx også være en pendlerbolig eller en helårsbolig, hvor du ikke bor fast og således heller ikke er tilmeldt det danske folkeregister (CPR). Justitsministeriet, Civilstyrelsen, https://civilstyrelsen.dk/
”Begrebet fritidshus opstod, da det tilbage i 70’erne blev et krav at isolere de nybyggede sommerhuse, og så var det jo pludselig ikke bare et hus, som vi kunne bruge kun om sommeren, men derimod et hus som kunne bruges året rundt. Og derfor ændrede vi i branchen betegnelsen fra sommerhus til fritidshus.” Mette Bech Hofman, Planet Huse, https://huset-middelfart.dk/sommerhus-eller-fritidshus-hvad-er-forskellen
NOTE: I betydningen primærbolig svarer helårsbeboelse eller helårsbolig til det franske ’résidence primaire’ eller ’résidence principale’, mens sekundærbolig svarer til det franske ’résidence secondaire’. Bemærk dog, at juridisk og skattemæssig status er kulturelt bestemt og derfor underlagt de 2 landes nationale lovgivning. Bemærk i øvrigt, at man på dansk ser såvel ’primærbolig’ som ’primær bolig’ samt tilsvarende ’sekundærbolig’ og ’sekundær bolig’.
NOTE: En fleksbolig eller flexbolig kan minde om det nye franske begreb ’résidence semi-principale’. Bemærk dog, at juridisk og skattemæssig status er kulturelt bestemt og derfor underlagt de 2 landes nationale lovgivning.
Mange danskere kender til den franske region Languedoc-Roussillon, til hovedbyerne Montpellier, Sète, Béziers, Narbonne, Perpignan – og til de mange forskellige vine, der kommer herfra. Men hvad er historien bag denne region? Og hvordan er det gået til, at tidligere storproduktion af billig konsumvin nu er afløst af eftertragtede kvalitetsvine, flere og flere af dem økologiske? Denne artikel bringer dig bag om de mange forandringer, der har formet – og stadig former – regionen.
Vue over vignobles i Frontignan
Fra etruskerne til Occitanien Den tidligere selvstændige region Languedoc-Roussillon i Sydfrankrig strækker sig langs Middelhavet og ’løvebugten’ (Golfe du Lion) fra hovedbyen Montpellier, et stykke vest for Rhône-flodens udmunding, og helt ned til Pyrenæerne, ved grænsen til Spanien.
Ved sidste administrative reform i
1996 blev den slået sammen med Midi-Pyrénées for at danne den nye, storregion
Occitanie (Frankrigs andenstørste), hvorved Montpellier måtte afgive sin status
som regionshovedstad til storbyen Toulouse. Navnet ’Occitanie’ er dog velvalgt.
Sådan går det desværre ofte med fransk regional identitet i relation til den administrative opdeling af landet. De sammenlagte områder passer ikke altid lige sammen, og historisk sammenhængskraft må vige for politisk pres. Lovgiverne tænker primært økonomiske (og politiske) synergier og stordriftsfordele. Det er dog tvivlsomt, om dette rent faktisk holder i virkeligheden, for der kommer tit øgede udgifter til administration i kølvandet på sammenlægningerne. Afstande bliver også større fra et beslutningscenter til et andet, og fra borgerne til deres politikere.
Languedoc-Roussillon kan dog bryste
sig af at have en langt ældre kulturel identitet, som regionen har bevaret og
stolt har udviklet helt siden antikken og etruskerne, og efterfølgende grækerne
og romerne, hvor den blev frugtbar havnefront til Middelhavet og stærkt
befærdet forbindelsesled mellem den Iberiske halvø, det franske hovedland og
Italien.
Området blev gennemskåret af datidens motorvej, Via Domitia, hovedvejen, som romerne anlagde i dette dengang keltisk befolkede land, som de kaldte for Provincia (deraf navnet Provence, som dog ligger ved Alperne). Etymologien følger bestemt sine egne veje …
Forandringerne fortsatte efter
Romerrigets fald. Der kom talrige invasioner frem til middelalderen, hvor germanere,
muslimske maurere og vikinger på skift var på erobringstogter. Regionen blev først
indlemmet under den franske krone i 1271, under Philippe den 3., med øgenavnet ’den
dristige’, søn af den berømte korstogskonge, Ludvig den hellige.
Oc-sprog – fra latinske hoc til franske oui Languedoc – bogstaveligt ’oc-sprog’ – refererer til ordet ’ja’ på oldfransk. Oppe i Nordfrankrig bekræftede man sit udsagn ved at sige oïl (o – il), hvor man i syd blot sagde (h)oc, eller kort og godt ’o’. Både ’c’ og ’l’ forsvandt med tiden, hvor ’i’ holdt skansen, og blev til nutidens adverbium ’oui’.
Occitanien har haft, og har stadig, sit
eget sprog – eller snarere sprogfamilie – med en lang række dialektforgreninger,
som under ét kaldes for occitansk, men som refererer til både ældre og nutidige
dialekter. De dækker over store landområder, først og fremmest provencalsk og
languedocien, men også andre dialekter som dauphinois, auvergnat, limousinsk,
gasconsk, catalansk, romandsk og savoyardisk.
Den vestlige del af regionen, med
hovedbyen Perpignan, går under navnet Roussillon, fra latin ruscino, der blev
til rosselo på catalansk, og betyder rødligt. Navnet har den fået fra områdets okkerholdige,
rødlige jordarter – og navnet ”Languedoc-Roussillon” er blevet en uadskillelig,
samlet betegnelse, selvom den egentlig trækker i hver sin retning med Provence
mod øst og Catalonien mod sydvest.
Det vil føre for vidt her at gennemgå hele
regionens brogede historie. Vi skal blot bemærke, at forandringerne hele tiden
har skyllet hen over landet. Den sidste forandring af betydning er den økologiske
revolution, særligt i vinproduktionen.
Frankrigs største vingård under kraftig forvandling Languedoc-Roussillon er med sine 260.000 hektarer Frankrigs største vinområde i dag. Produktionen udgør 15,2 millioner hektoliter (2018), svarende til 1/3 del af Frankrigs samlede vinproduktion (ISV, 2021). I begyndelsen af det 20. århundrede var produktionen på sit højeste, og kæmpeformuer var blevet skabt gennem generationer af driftige vinbønder. Man kan den dag i dag se minder fra denne fordums storhedstid i de mange ”Châteaux” midt i vinmarkerne, prægtige og lidt pompøse, borgerlige vinejendomme og domæner, der uden blusel plagierer flere arkitektoniske stilarter for at signalere status. Det var dog ikke kvalitet, der dengang sikrede indtjening, det var kvantitet.
Regionen var hovedleverandør af den
jævne (for ikke at sige ringe) konsumvin, vin de table, hvor Frankrig for år
tilbage havde den triste rekord at være verdens største vinkonsument – med
deraf følgende misbrug. Alkoholisme (læs fx Zolas berømte, realistiske roman ’L’assommoir’)
hærgede, tit med statens blinde velsignelse. De franske soldater under første
verdenskrig fik fx udleveret en kvart liter vinration om dagen i begyndelsen af
krigen. Rationen steg snart til en halv liter og til en liter om dagen i krigens
sidste år. Dertil kom al den vin, som soldaterne kunne skaffe sig for egne
midler bag frontlinjerne. Helt frem til midt i 60’erne holdt denne ’vin de
table’ – med sine lidet prangende 10 eller 11 procents alkohol – sig som yndet dagligvare
hos de franske købmænd og hos de første supermarkeder. Der var pant på
flaskerne, som blev lukket til med plastkapsel og tynd metalfolie, og
forbrugerne brugte plastkurve med hank og plads til 6 flasker til at fragte deres
vinindkøb.
Tiderne har ændret sig drastisk. De tidligere så stolte vinslotte og domæner, som var gået i forfald, oplever i dag en renæssance, hvor vinkvaliteten er hævet betydeligt, og hvor økologi og bæredygtighed i kombination med ønoturisme er i højsædet (læs derom i artiklen ’Château Les Carrasses: når luksus rimer på bæredygtighed’). Der er igen kommet liv ude i landdistrikterne.
Kombinationen af heftig konkurrence på verdensmarkedet, massiv satsning på folkesundhed, restriktiv alkohollovgivning, overgang til langt lavere udbytte, høj kvalitet og økologi på baggrund af klimaforandring har totalt forvandlet erhvervet. De ’billige’ vinstokke er blevet rykket op med rod og med EU-støtte. Nye, bedre vinstokssorter, der giver langt bedre druer, er blevet plantet, og stokkerne er også flyttet væk fra kystområderne, med lidt uinteressant sandet jordbund, og længere ind i det bakkede bagland, ved foden af Massif Central. Her kan mere varierede, komplekse jordbunds- og klimaforhold berige vindruerne. Den ligeledes massive omstilling til økologisk brug betyder, at stokkene nu skal kæmpe noget mere og dermed giver færre, men bedre, aromatisk koncentrerede druer.
Vue over vignobles lidt nord for Béziers
Vinen først: mangfoldighed af terroirs, kompleks klassifikation Med sine 23.000 hektarer økologiske vinmarker (36% af det samlede franske vinareal) er Languedoc i dag Frankrigs største producent af biovin. Det svarer til 7% af vinarealet i verden. Arealerne, der omlægges til økologi (inkl. biodynamik og naturvine), vokser til stadighed, for efterspørgslen stiger.
Der dyrkes en lang række unikke stjernedruer, hver med egen smags- og aromaprofil, som cabernet franc, cabernet-sauvignon, carignan, grenache noir, merlot og syrah til fremstilling af de røde vine og af rosévinene, mens clairette, bourboulenc, grenache blanc, macabeu, marsanne, piquepoule, roussanne og vermentino anvendes til de hvide.
Til de røde er det især grenache, mourvèdre og syrah, der udgør broderparten af vinstokkene.
Til de søde dessertvine – den såkaldte
’vin doux naturel’ – bruges små muscatdruer.
Languedocvinene er alle terroir-vine. Som
vanligt med fransk vin er det ikke lige nemt at aflæse dem grundet en noget
kompliceret klassifikation. De klassificeres nemlig hierarkisk, med 15 IGP’ere (Indication
Géographique Protégée) og 20 af de finere AOP’ere (Appellation d’Origine Protégée).
Disse fordeler sig igen på 3 hovedkategorier: selve regionen (Languedoc), en del
af region (fx Pic St-Loup, Corbières, St-Chinian) og kommunen (fx Faugères, Fitou,
Minervois, La Clape).
Dertil kommer de søde dessertvine (fx Muscat
de Lunel), som udgør en kategori for sig, samt de mousserende vine (fx Blanquette
et Crémant de Limoux).
For at fuldende dette komplekse billede
skal man huske at indregne en række særlige regionale og lokale AOP-betegnelser
– cru-vine – som fx AOP Languedoc Quatourze og AOP St-Chinian Berlou.
Vi vil i en senere artikel søge at
komme tættere på disse spændende vine og de nye miljøvenlige produktionsmetoder,
der alle byder på store smagsoplevelser fremmet af sydens sol i en region, der
i den grad har formået at forandre sig, men med sjælen i behold.
Den franske troubadour fra Languedoc
havnebyen Sète, Georges Brassens, fangede noget af denne sjæl. Han skrev i en af
sine mest berømte sange, La Camarde, at der er noget helt særligt ved
Languedoc – at kunne nyde strand, sol, vin og pastis (blot med måde), også når
livet truer og går os imod.
C’est une plage où, même à ses moments furieux, Neptune ne se prend, jamais trop au sérieux, Où, quand un bateau fait naufrage, Le capitaine crie : « Je suis le maître à bord ! Sauve qui peut le vin, et le pastis d’abord, Chacun sa bonbonne, et courage. »
Det er en badestrand, hvor selv i raseri, Neptun tager tingene, aldrig så alvorligt, Hvor, når et skib synker til bunds, Råber kaptajnen højt: ”Jeg er skipper ombord! Svøm for livet, men husk, tag vin og pastis først, Hver mand sin ballon, og fat tørst.” _________________
Vil du have ro i sjælen, når du holder ferie? Et ophold på det naturskønt beliggende sydfranske vinslot, Château Les Carrasses, vil give dig ro i sjælen på hele to fronter: Omkranset af skove og bakkede vinmarker nyder du godt af naturens afslappende og helende kraft – samtidig med at du oplever autentisk slotsstemning i bæredygtig stil, som du vil turde være bekendt!
Læs i denne artikel, hvordan bygherren og idémanden bag Château Les Carrasses har tænkt bæredygtigheden og arkitekturens effekt på kroppen ind i vinslotprojektet fra start til slut!
Château Les Carrasses, med udsigt til det restaurerede oprindelige orangeri – beliggende i Languedoc, midt i vinmarkerne
Château Les Carrasses – et smukt, bæredygtigt restaureret vinslot fra det 19. århundrede, er resultatet af et 3-årigt restaureringsprojekt, som er udført i et samarbejde mellem en bygherre og hotelejer, Karl og Anita O’Hanlon, samt en lokal vinbonde, Laurent Bonfils.
Vinslottets raison d’être
er at medskabe et rejsemål i autentisk fransk vinstil sammen med såvel de lokale
beboere fra de omkringliggende landsbyer og besøgende på gennemrejse som for slottets
beboere, dvs. ejerne og lejerne af slottets ferieboliger – samtidig med at hver
enkelt gæst på Château Les Carrasses skræddersyer sit eget ideelle ophold ud
fra alt det, slottet har at tilbyde.
Renovering og genbrug giver nyt liv til gamle bygninger Den røde tråd i Château Les Carrasses er bæredygtighed. Hver bygningsomdannelse var nemlig ikke blot et renoveringsprojekt, men også et genbrugsprojekt, med et mål om at genanvende så meget at det originale materiale som muligt eller at give byggematerialet et nyt liv som udsmykningselementer andre steder på slotsområdet.
Château Les Carrasses er beliggende i et skønt naturområde og omfatter 28 unikke og idyllisk beliggende slotsferieboliger, hvoraf nogle grænser direkte op til vinmarkerne. Omdannelsen til bolig fra et tidligere liv som fx smedje, stald, gartnerbolig, loftrum, kornkammer eller stuer en suite er foretaget ud fra et mål om bevidst bevarelse af den oprindelige sjæl gennem så høj grad af genanvendelse som muligt.
Dette
har resulteret i designmæssigt unikke og nænsomt restaurerede boliger, med
landligt eller herskabeligt inspireret interiør, nogle med privat have, andre
med balkon eller terrasse, og enkelte med privat pool. Herudover er slotskomplekset
med det oprindelige orangeri indrettet med restaurant, reception, vinskole, fælles
infinity pool, diverse sportsfaciliteter, legeplads med børneklubhus mv.
Slottets dedikation til
Languedoc-områdets lokale miljø og kultur har skabt et markant og autentisk
bæredygtighedsprogram, der har fokus på kompetent byggeri med holistiske
løsninger samt mindre indgribende park- og haveanlæg, der arbejder med naturen,
frem for mod naturen. Restauranten dyrker fx sine egne grøntsager, og der hyres
lokale håndværkere og virksomheder for at understøtte vinslottets helhjertede medskabelse
af lokalsamfundets fællesskaber – alt sammen tiltag, der fremmer oplevelsen af
den eftertragtede ægte interaktion mellem slottets beboere og lokalsamfundet.
Der er tale om en
bæredygtighedsfilosofi, der ikke er opstået som følge af udefra kommende pres,
men som resultatet af en oprigtig tro på, at Château Les Carrasses skal spille
en nøglerolle i fremtidens lokale fællesskaber i forhold til økonomi, kultur og
miljø.
Bæredygtighed som ferielivsstil Ved at udnytte de lokale kompetencer, materialer og råvarer, hylde
princippet ’vild med vilje’, genanvende og være selvforsynende i så høj grad
som muligt, opstår der en synergieffekt mellem Château Les Carrasses,
lokalsamfundet samt slottets beboere, der i deres adfærd og ferielivsstil bliver
en væsentlig del af bæredygtighedsprincippet.
Gourmand med hang til god mad? Vil du videreføre bæredygtighedstanken under dit ophold på Château Les Carrasses og gastronomisk forkæles, anbefaler vi dig at få en udsøgt middelhavsmenu serveret i slottets restaurant eller at bestille en barbecue-menu med Languedoc-områdets bedste råvarer fra en af de mange lokale leverandører til indtagelse i solen langs kanten af slottets fælles infinity pool. Det kan også anbefales at deltage i det stemningsfulde vin og tapas aftenarrangementet, ledsaget af musik, hvor slottets beboere mødes med lokale og udefrakommende gæster. Når du har smagt på slotsrestaurantens specialiteter, så und dig selv en tur til havnebyen Marseillan for dér at indtage et måltid friskfangede østers tilsat kølig sprød hvidvin, mens du betragter de forbipasserende både, der sejler i havn efter endt rejse på Canal du Midi, der netop slutter i Étang de Thau.
Er du til udendørs aktiviteter? Så er der cykler til fri disposition og dermed rig mulighed for at se omgivelserne fra cykelsadlen. Tag fx en tur forbi vinmarkerne ned til Canal du Midi, som du kan følge i dit eget afstressende tempo, og oplev en forfriskende følelse af ro og frihed. Eller brænd kalorierne af på slottets pétanque-, tennis- og volleyballbaner. Bagefter kan du køle af på kanten af den imponerende fælles infinity pool, nyde udsigten ud over vinmarkerne – og måske endda en betagende solnedgang.
Château les Carrasses med udsigt til vinmarker – beliggende mellem landsbyerne Quarante, Capestang og Puisserguier
Er du vinelsker? Château Les Carrasses producerer sin egen vin, bl.a. en blød og elegant Syrah, en pikant Chardonnay uden trænoter og en tør, men frugtagtig Pinot Noir Rosé, så slottet er et fantastisk udgangspunkt for at stifte bekendtskab med Languedoc-områdets vine, inden du begiver dig ud på et smagseventyr til de mange vinhuse, der omgiver Château Les Carrasses.
Et ophold på Château Les Carrasses
sætter tiden i stå. Man får uvilkårligt følelsen
af at befinde sig på et fristed styret af naturens rytme, hvor naturens
styrkende, opladende og helende effekt tager over i nogle naturligt luksuriøse
dage.
FAKTABOKS Betegnelsen ’bæredygtige byer’ er baseret på det holistiske bæredygtighedsbegreb, som Château Les Carrasses også tager udgangspunkt i, og som blev skabt af Brundtland Kommissionen med udgivelsen af rapporten ’Our Common Future (Brundtland rapporten) i 1987. Brundtland rapporten var den første til at fokusere på global bæredygtighed og lancerede en omfattende indgang til bæredygtighed, som inddrog de sociale, økonomiske og miljømæssige aspekter. Målet for Brundtland Kommissionen var at vise vejen til en fremtidig udvikling: „(…) som opfylder de nuværende generationers behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare‟. (Brundtland rapporten, 1987).
Tiltag som i Château Les Carrasses skaber tydeligvis en positiv dominoeffekt i både lokalsamfundet og i samfundet som helhed – og er et eksempel på, at luksus og bæredygtighed ikke nødvendigvis udelukker hinanden, men tværtimod kan gå hånd i hånd og understøtte hinanden (Midi Libre, 2021).
Men bæredygtig udvikling slutter
selvfølgelig ikke ved genanvendelse af oprindelige materialer, forbrug af lokale
produkter og cykelture i naturen. Men de nævnte tiltag er et led i
bæredygtighedsprocessen – og dermed et klart signal og et bevidst skridt i
retning af holistisk bæredygtighed som beskrevet i Brundtland rapporten, der
indebærer en sammentænkning af det miljømæssige, det sociale og det økonomiske
i lokalsamfundet.
Le Beaujolais nouveau er her! Nogle af vores læsere vil sikkert huske dette lovende, forførende vinslogan fra slutningen af det forrige årtusinde, sidst i 80’erne og begyndelsen af 90’erne, hvor de franske Beaujolais nouveau-vine var genstand for ekstrem megen marketing hype og lå helt i top i vores bevidsthed om fransk vin.
L’Escarpe, Beaujolais Villages 2018(DK-France)
Et gammelt, velafprøvet forretningstrick Dengang ventede vi spændt på den frigivelsesdato (3. torsdag i november) og det klokkeslæt (ved midnatstid), hvor man i Frankrig kunne trække de første propper op og smage på den nye Beaujolais-vin, mens kassevis af nouveau-vin i al hast blev fragtet til vinspændte entusiaster verden over, pr. bil eller fly. Det skulle gå stærkt!
I Danmark havde Beaujolais-importøren allieret sig med Citroën-importøren, og en kortege af fikse Citroën-biler – ikke ulig Tour de France karavanen – kørte fra Paris til Danmark i nattens mulm og mørke og med bagagerummet fuld af Beaujolais-kasser for at forsyne de utålmodigt ventende udskænkningssteder med den helt nye, uspolerede vin. Det var i sandhed en festdag, lidt à la de festdage, der senere fulgte, når konkurrenterne til vin, ølbryggerierne, også i stigende grad gav sig til at promovere særlige frigivelsesdage, når deres nye Påske- eller Julebryg kunne nydes. Et i princippet ældgammelt forretningstrick. For hvem synes ikke om ordet ”nouveau”, om alt det nye? Nyt er godt, og nyt er guf for fødevarebranchen (nye kartofler, nye jordbær m.fl.). Nyt er også godt for de ædle dråber, der passer til maden.
Mange var dog allerede den gang intuitivt af den opfattelse, at den egentlige værdi af nouveau-vinen snarere lå i oplevelsesværdien af et smart, kreativt PR-stunt og i selve festlaget end i en egentlig ønologisk bedrift, altså en ypperlig vin, der var værd at nyde. Med andre ord at vinen måske var lidt opreklameret? For den nye vin kunne godt være lidt for bleg, lidt for tynd, lidt for drueagtig, lidt for sur, men det var sådan, det var, og man forstod det sådan set godt.
Aromaer var der, mest friskpressede blå druer, men kompleksiteten manglede. Det kunne dårligt være ret meget anderledes med en såkaldt ”primeur” vin, som er en vin, der aftappes og markedsføres straks efter en noget fremskyndet vinifikationsproces (hurtig gæring vha. udblødning under kulsyretryk), og uden efterfølgende lagring. Primus eller primeur er som bekendt den første vin. Men som bekendt vokser træerne ikke ind i himlen.
Væk fra krise og tilbage til nutiden Interessen forsvandt og luften gik hurtigt af ballonen. Krisen kradsede over en lang årrække, og Beaujolais’ image tog skade. Det har siden for branchen været et langt sejt træk, og primeur-vinene, også kaldet vins nouveaux, er i dag tilbage på markedet i et mere normalt leje, hvor de bedre hører hjemme.
Det er i øvrigt ikke kun Beaujolais, der har patent
på disse vine. Næsten alle andre vindistrikter benytter sig af samme
fremgangsmåde for at skærpe interessen for deres nye årgang, og dermed booste
salget ved at fremskynde købelysten. Primeur-vin fungerer derved som kickstarter,
som indikator og budbringer for den kvalitet, der er på vej, og som man med
rimelighed kan forvente, når den ”rigtige” udgave af vinen kan leveres. Primeur-vinen
er nu blevet en ønologisk indikator. Megen markedsføring er der dog stadig i
fænomenet. Man har vel lov til at drømme og håbe, men de glade Beaujolais-nouveau
dage vender næppe tilbage.
Det skal dog siges, hvis man skal finde på
forklaringer på succesen den gang, at man i de glade år netop red på en dybt forankret
og indgroet popularitet blandt franske forbrugere. For netop Beaujolais-vine
har om nogen i Frankrig altid indtaget en særlig plads i den vinøse folkesjæl.
Vinen var i mange år yderst populær i ordets oprindelige betydning (populus som
er lig folket, pøblen), det vil sige en folkevin, der gerne blev nydt i en
”ballon de Beaujolais” rundt om på de franske barer og caféer, simpel,
ukompliceret, ligetil og politisk markeret som lidt proletaragtig og tilhørende
den arbejdende del af den franske befolkning snarere end det finere borgerskab.
De finere vine overlod man jo til de finere Bordeaux- og Bourgogne-folk. Her
lever den franske revolution videre, om man vil, i vinens identitet (eller
snarere i den måde, vi identificerer os med vinen på).
Det er dog ikke alle, der ud over denne marketinghistorie,
der startede godt, men endte skidt, kender til Beaujolais-vinen som sådan, og
det er egentlig lidt synd, for selvom vinen er et forholdsvis sjældent
bekendtskab på vinhandlernes hylder i Danmark i dag (inklusive de virtuelle
vinhylder), så fortjener den et bedre bekendtskab i kraft af sin specificitet
og af sin historie. Megen god Beaujolais i dag har (heldigvis) ikke så meget til
fælles med nouveau-udgaverne fra den gang. Så lad os kigge lidt nærmere på det
og yde vinen den retfærdighed, den trods alt fortjener.
Beaujolais med B som i Bourgogne Sidder man i et fransk højhastighedstog, TGV, eller kører man nordpå ad A7-motorvejen, Autoroute du soleil, vil man efter storbyen Lyon og i retning mod Mâcon køre forbi et stærkt bakket landskab, les Monts du Beaujolais, på Rhône-flodens højre bred. Distriktet andrager 17.324 hektarer og strækker sig over en stribe land, som er ca. 50 km lang og 10 til 15 km bred. Vinen dyrkes på skråningerne af Beaujolais-bjergerne, les Monts du Beaujolais, blide bjerge, der topper 700-1000 meter over havets overflade.
Distriktet hører egentlig ind under Bourgogne-vindistriktet,
men her er meningerne (som så ofte i Frankrigs vinkredse) ret så delte, for ikke
alle producenterne tilslutter sig det officielle franske vininstitut INAOs
geografiske opdeling og klassifikation, hverken hos vinbønderne i Bourgogne (les
Bourguignons) eller i Beaujolais, som har samlet sig i ”Association des producteurs de Bourgogne sur le territoire du Beaujolais”
(APBB). En langvarig strid, vi ikke vil ind på her. Vi må vel acceptere, at
”esprit de clocher” (bedst oversat som lokalpatriotisme) også her stadig har
kronede dage!
12 Appellationer og ikke færre end 50 typer af jordbundforhold Vinarealerne er dækket af den altdominerende druesort, Gamay noir drue, som er helt karakteristisk for Beaujolais-appellationen. Appellationen har 3 niveauer, de populære Beaujolais mod syd, Beaujolais Villages midt i, og så de 10 særskilte crus, der udgør toppen af Beaujolais-vinudbuddet i nord. I alfabetisk orden: Brouilly, Chénas, Chiroubles, Côte de Brouilly, Fleurie, Juliénas, Morgon, Moulin-à-vent, Régié og Saint-Amour (kan man drømme om bedre navn til en vin?). Altså 12 appellationer i alt.
Grappes de Gamay (Wikipedia Commons, punlic domain)
Til de hvide udgaver benytter man sig af samme drue
som i resten af Bourgogne i øvrigt, nemlig Chardonnay-druen. Der laves også
lidt rosé- og Crémant-vine (se vores artikel med titlen – ”Fra Crémant til
Champagne – om franske boblers stigende popularitet”- om denne type vin), som gerne
må sælges som Crémant de Bourgogne, til stor glæde for netop APBB-vinfolkene!
Jordbundsforholdene, et af de to afgørende parametre,
der gør et stykke land til en terroir, er af meget varierende beskaffenhed
(branchen selv taler om op mod 50 forskellige typer jordbundsforhold), der
gavner vinstokkene og frembringer forskelligartede vine med en lang række værdifulde
aromaer. Gult ler, mergel og kalk dominerer mod syd, mens 250 millioner år
gammel granitundergrund fra triastiden i forskellige varianter præger
distriktet midt i og mod nord, hvori man også finder porfyr, skiffer og diorit.
Det andet parameter er klimaforholdene. Vinmarkerne, som tit og ofte er ret så
stejle, vender ideelt mod øst og syd, og nyder godt af et mildt klima, med
solrige somre og lidt middelhavskarakter, hvor der sjældent er koldt. Vinen kan
derfor høstes relativt tidligt.
Komplekse, sensuelle, organoleptiske profiler Beaujolais-appellationen byder på elegante, behagelige vine, med megen friskhed og fine aromaer af røde bærfrugter, hvor Villages-udgaverne har mere krop og struktur og også har potentiale til at blive gemt. Hovedreglen er dog, at Beaujolais-vinene skal nydes, mens de er unge.
Med crus de Beaujolais møder man selvsagt stigende
kompleksitet og et væld af delikate og forførende, sensuelle aromaer. Chiroubles er frisk, afrundet og dufter af blomster som viol, iris og
liljekonval. Fleurie har krop og bløde taniner. Her går blomsteraromaer hånd i
hånd med frugtaromaer som fersken og solbær, og med tiden udvikles krydrede
aromaer. Saint-Amour
ligger nordligst og frembyder en flot næse af pæoner, røde frugter og kirsh.
Den er meget harmonisk og er helt i top efter 4 til 5 år.
De mere robuste varianter
ligger mod syd. Brouilly ligger sydligst. Det er en krydret vin, der dufter af
små røde bær, fersken, og med tydelige mineralske toner. Côtes de Brouilly er elegant og udtryksfuld, kombinerer dufte af friske
frugter og iris og har alt at vinde ved at blive gemt. Juliénas er også udtryksfuld
og med megen krop. Den kombinerer ligeledes aromaer af blomst og frugt, viol,
røde frugter og blide krydderier. Régnié, som er den sidst tilkomne i rækken af
crus de Beaujolais, fremviser blåbær, hindbær og brombær. Hentydninger af svagt
duftende krydderier understreges af mineralske toner, der bibringer vinen en
frisk oplevelse i munden, med god struktur og fine, bløde taniner.
Chénas, Morgon og Moulin à vin udgør gemmevinene.
Chénas er den mest sjældne og kendetegnes ved stærke dufte af pæoner, roser,
krydderier og frisk træ. Det er en robust vin, der med tiden kan blive
fløjlsblød. Morgon er kendt for at kunne gemmes længe, op til 10 år eller endda
mere. Den udfolder aromaer af kirsebær, fersken og abrikos, er fyldig i munden,
tæt og kraftfuld. Moulin à vent domineres af røde frugtaromaer, iris, falmede
roser og blide krydderier. Den bliver bare bedre med alderen og udvikler toner
af skovbund, moskus og trøffel.
Le nouveau Beaujolais est arrivé Vi indledte med ordene Le Beaujolais nouveau est arrivé, le Beaujolais nouveau er her. En historie, der viste, at marketingfolkene gik for vidt. Distriktets produktion faldt drastisk, arealerne svandt ind. Nu er man i gang med det, som sker i alle vindistrikter. Mindre mængder, højere kvalitet.
Selve primeur-vinen, Beaujolais nouveau, har skiftet status. Fra at være en festvin er den blevet en vinindikator for seriøse vinfolk, der skal vurdere kvaliteten af de nye årgange, der er på vej. Samtidig har Beaujolais-appellationer – Beaujolais, Beaujolais Villages og de 10 crus – kastet nouveau skyggerne fra sig og genvundet deres plads som vine, der fortjener respekt og byder på store vinoplevelser.
Det er en ny generation Beaujolais, vi har med at gøre: Le nouveau Beaujolais est arrivé kunne man fristes til at sige med et lille ordspil, der bytter om på tillægsordets plads. Beaujolais har fornyet sig, mens den forbliver tro mod den franske vinsjæl.
Hvem er ikke på en ferie i Sydfrankrig kørt igennem en af de talrige, alt for stille, smukt beliggende historiske landsbyer med vedligeholdelsestrængende huse omkransende et imponerende, men forfaldent og forladt vinslot med tilhørende tilgroet park? Man fornemmer umiddelbart og smittes af den følelse af opgivenhed, der hviler over landsbyen, og tænker måske: Hvad er den dybereliggende årsag til denne situation for så mange landsbyer, der tidligere var det lokale kraftcenter? Hvorfor er driftige unge og erhvervsaktive ikke længere en del af landsbyens indbyggere?
Château les Carrasses med udsigt til vinmarker – beliggende mellem landsbyerne Quarante, Capestang og Puisserguier i Languedoc
Svarene er mange og af såvel politisk som samfundsmæssig og økonomisk art, men det er ikke dem, der vil være fokus på som sådan i denne artikel. Fokus vil være på spørgsmålet om, hvorvidt udviklingen i samfundsstrukturen overhovedet kan vendes, så den også er til fordel for landsbyer og lokalsamfund.
Er det muligt at starte en ny positiv trend og bryde den onde cirkel?
Ja, det er det, hvilket eksemplerne i det følgende er
beviser på! Resultater kommer som bekendt ikke af ingenting, det kræver en
indsats, en vilje og ikke mindst en bevidst opbakning!
Trend: renovering og omdannelse af bygninger til nye formål og funktioner I Frankrig ses flere forskelligartede by- og bygningsomdannelsesprojekter, der omfatter alt lige fra historiske enkeltbygninger til bydele og hele landsbyer – en trend, der også kan iagttages i stigende grad generelt i Europa. De projekter, der skal omtales her, er slotsprojekter primært beliggende i landdistrikter.
Hvad er idéen bag slotsprojekter? Idéen er bevarelse, renovering og omdannelse af forfaldne og forladte slotte til nye formål og funktioner, for derigennem at give fornyet liv lokalsamfundet.
Borge, slotte og særligt vinslotte var i sin tid centralnerven i landsbyen og lokalsamfundet. Med globaliseringen af vinproduktionen, konkurrencen osv. har mange af disse historiske bygninger mistet deres raison d’être, der er ikke længere brug for dem, de er dyre i drift, mange mangler vedligeholdelse, mange forlades og forfalder og ændrer status fra stolthed til skændsel for lokalsamfundet. Nedrivning kan ende med at blive løsningen for eventuelt at give plads til nybyggeri, men er det altid den bedste løsning, når der er tale om bevaringsværdige historiske bygninger? Hvis udviklingen skal vendes, er der behov for nytænkning. Det gamle er nøglen til det nye!
Hvad er fordelene for lokalsamfundet – og samfundet generelt? Ved bevarelse af slottene gennem respektfuld renovering og omdannelse til nye formål og funktioner, fx boliger, butikker, kontorlokaler, udstillingslokaler, hoteller, konferencecentre etc., fremtidssikrer man samtidig kulturarven, og dermed den lokale historie, og puster fornyet liv i aktiviteterne i lokalsamfundet.
Som eksempler på succesfuld
omdannelse af vinslotte kan nævnes:
For de nævnte slottes vedkommende er der
generelt tale om fredede historiske bygninger, der alle har gennemgået en
nænsom, respektfuld renovering og omdannelse (réhabilitation et transformation
de bâtisse de caractère), hvor bl.a. dele af selve slotshovedbygningen, vinproduktionslokaler
og funktionærboliger er ombygget til unikke slotsferieboliger. Boligerne er af
høj standard og sælges på trygge og favorable vilkår, nogle med egen pool,
andre med adgang til fælles pool, samt et stort udbud af fællesfaciliteter
(sport, fitness, wellness, m.fl.) og diverse lokale serviceydelser.
For at fastholde den oprindelige
funktion er vinproduktionen i flere af slottene bevaret i de nu topmoderniserede
produktionslokaler, driften er forpagtet ud til lokale producenter – med
mulighed for at boligejerne kan deltage og få del i produktionen. En restaurant
drives af en selvstændig restauratør, der gør brug af lokale økologiske
råvareleverandører, og som jævnligt arrangerer events for såvel slottets ejere
og beboere som for enhver udefrakommende; restaurant, konference- og
festlokaler kan lejes til diverse formål.
Hele komplekset styres af et
administrationsselskab, der bl.a. står for udlejning af ferieboligerne, hvis
ejerne ønsker det, samt for vedligeholdelse af bygninger, pools, parkanlæg og udenoms
arealer og gør i den forbindelse brug af lokale håndværkere.
En væsentlig del af filosofien
bag slotsprojekterne er baseret på bæredygtighedstanken ved at anvende lokale
leverandører, producenter og håndværkere i så stort et omfang som muligt og
dermed involvere hele lokalsamfundet i projekternes succes – hvilket må siges
at være lykkedes for ovennævnte slotsprojekter.
Fordelene skaber en positiv
dominoeffekt, der kan opsummeres, som følger:
bevarelse af kulturarv og historiske
karakterbygninger
værdiskabelse ved genbrug og omdannelse af
eksisterende bygninger frem for nedrivning og nybyggeri
genopblomstring af lokale håndværksvirksomheder,
forretninger og producenter
øget økologisk fokus og miljømæssig bevidsthed
ved brug af lokale råvarer og produkter
fornyet liv til landsbyer og lokalområder med
respekt for det nære og for naturen
Hvis man hører til dem, der ønsker
at bidrage til en bæredygtig fremtid og sætter pris på at bo i en historisk
bygning med sjæl frem for i nybyggeri, er dette endnu en fordel at føje til
ovennævnte opsummering!
På baggrund af ovennævnte
eksempler kan det konkluderes, at det er muligt at bryde den onde cirkel og
bringe liv og aktivitet tilbage til landsbyer og lokalområder. Det er blandt
andet lykkedes gennem en bevidst indsats for at genskabe det lokale kraftcenter
ved omdannelse af eksempelvis vinslotte til nye funktioner tilpasset den aktuelle
samfundsstruktur – og ikke mindst gennem opbakning og velvilje fra kommunale og
regionale myndigheder samt lokalbefolkningen.
Adopter et slot – alternativ form for bevarelse af kulturarv Af andre typer af projekter til bevarelse og omdannelse af kulturarv kan
nævnes den franske organisation ’Adopter un château’, der har som formål at
opkøbe truede bevaringsværdige slotte.
Her kan man som privatperson
købe en andel i et givent slotsprojekt og på den måde være med til at bevare
kulturarven. Dermed har man som medejer adgang til slottet på forskellige
vilkår, afhængig af andelens størrelse.
Vi har i tidligere artikel (januar 2019) ført vores læsere gennem vindistrikterne i Rhônedalen, hvor vi sporadisk omtalte Châteauneuf-du-Pape som vinen med de mange druer. Op til 14 druer skrev vi. Vi må imidlertid pænt trække i land, da det rigtige tal i dag ’kun’ er 13. Til vores forsvar må vi dog anføre, at Châteauneuf-du-Pape gennem de 84 år, hvor appellationen har eksisteret, har været genstand for flere lovdekreter og ændringer af samme (1974, 1978, 1979, 1986 – de sidste udgaver er fra 1992 og 1993).
I dag
vil vi vende tilbage til denne berømte franske Rhônevin, som oversat direkte
til dansk betyder Pavens Nye Borg, og
ikke pavens nye slot, som man som frankofon eller frankofil ellers skulle være forledes
til at tro. Her er det danske sprog leksikalsk rigere end det franske, da dansk
skarpt skelner mellem to forskellige gloser – borg, der betegner et befæstet bolig, typisk med vandfyldte voldgrave,
og slot, som er en stor, rigt
udsmykket bolig for en fyrste eller konge. Ved borg taler man i Frankrig om Château-fort, mens slot svarer til Château, som fx i Château de Chambord
eller Versailles.
Alle,
der har besøgt den lille by Châteauneuf-du-Pape vil klart betegne pavens bygningsværk
som en borgruin, der ikke har megen château
eller neuf (= ny) over sig. Til
gengæld er der i Avignon hverken borg eller slot, men et palæ, Palais des
Papes. Ordet palais – dansk palæ
(eller palads) – betegner et stort, udsmykket byhus, hvilket her fint matcher
virkeligheden. Palais des Papes, som huser den årligt tilbagevendende
teaterfestival Festival d’Avignon, er en prægtig gotisk bygning, et palads, der
vidner om den katolske kirkes stormagtsdage i middelalderen.
Pavernes palæ. Billedkredit : Jean-Marc Rosier, http://www.rosier.pro, Wikipedia Commons
Inden
vil stifter nærmere bekendtskab med selve vinen, skal vi lige skrue tiden
tilbage, for der knytter sig en særlig historie til denne Pavens Nye Borg. Hvad har vin og pave med hinanden at gøre, kunne
man med rette spørge? Ud over det faktum, at der naturligvis eksisterer tætte
relationer mellem vin og religion, tænk blot på vin i biblen og på den sidste
nadver, eller på kirkefolkenes – især munkenes – kæmpe betydning for udvikling
af moderne vindyrkning i Vesteuropa. Vinen var ligeledes i oldtid nært knyttet
til det guddommelige, og de gamle grækere opretholdt gennem Dionysosmyten (Bacchus
hos Romerne) en særlig tilbedelse af vinens mange livsbekræftende fortræffeligheder,
der kom til udtryk i stort anlagte, ekstatiske fester.
Om Romertiden, fransk pavedømme og kastellet
Og à
propos Romerne. Det er sikkert og vist, at der netop af Romerne blev dyrket vin
i Châteauneuf-du-Pape området. Vinen bliver dog først skriftligt omtalt i
middelalderen af biskoppen Geoffroy i Avignon, men anerkendelsen kommer ikke
før i det 14. århundrede, i det herrens år 1314, da den første ”franske” pave etablerer
sit pavedømme i byen Avignon. Under paven Johan XXII bliver landsbyen Châteauneuf
desuden valgt som sommerresidens, og der bliver bygget en mægtig borg på en høj
i byen. Vinen får hermed hurtigt status som ’Pavens vin’.
I perioden 1309 til 1377 befinder den kristne kirke sig i en lidt usædvanlig situation, for Paven har forladt Rom og har bosat sig i Avignon. Byen styres i starten af Karl II fra Anjou, fyrst af Provence, konge af Napoli og trofast vasal til Pavestolen. Dog havde paven gennem årene forinden for vane at besøge byer i Sydfrankrig, bl.a. Lyon, for at tage til sin sommerresidens. Syv ”franske” paver vil i denne periode afløse hinanden i Pavernes Palæ, som de hver især bygger og udbygger. Dette brud med Rom er resultat af storpolitiske magtkampe i en brydningstid, hvor Rom plages af rivaliserende klaner, særligt efter separationen mellem kirken i øst og kirken i vest. Dertil kommer den fortsatte rivalitet mellem datidens to stormagter, Frankrig og England, der dikterer skiftende alliancer mellem europæiske fyrster og kongehuse. Avignon betragtes samtidig som en mere central placering af pavedømmet, hvor Rom, særligt efter kirkens separation, ligger perifært. Pavernes valg af Avignon får hurtigt stor betydning for byens vækst og velstand. Byen, der talte mellem fire og seks tusinde indbyggere i starten af pavernes tid, tiltrækker nye tilflyttere fra hele Europa og ser sit indbyggertal vokse til fyrre tusinde, og bliver hermed en af de største byer i Europa.
Med
pavernes indtog er vejen åben til berømmelsen for de ædle vindråber, hvor Châteauneuf-du-Pape
vinen serveres i Pavernes palæ og finder efterhånden vejen til de store
europæiske hoffer. Vinen serveres ved store fester og offentlige receptioner
til de europæiske gesandter, der afgiver betydelige ordrer på vinen, når de er
tilbage i deres hjemland. Vintønderne afskibes til Italien, til Tyskland og til
Storbritannien, og nogle år senere vil vinen endda krydse Atlanten og finde vej
til de amerikanske ganer.
Selve landsbyens
historie kan dateres tilbage til 1094, hvor den benævnes Castro Novo, det vil
sige den nye, befæstede landsby. Navnet skifter til Châteauneuf Calcernier i
det XII århundrede, med reference til kalkudvinding på stedet. Vi skal faktisk
vente helt frem til 1893, hvor landsbyen endelig omdøbes til Châteauneuf-du-Pape.
Dette sker på initiativ af byens fremsynede borgmester, Joseph Ducos, som en historisk
hyldest til de franske paver, der beboede byen i det XIV århundrede, og som
lidt af et vellykket stykke public relations.
Etymologisk
stammer ordet Château fra formen Castel
på middelalderlig provencalsk fransk, der netop betegner en befæstet landsby,
mens oprindelsen kan henføres til det latinske castellum, som diminutivt refererer til et lille castrum, dvs. militær lejr eller skanse.
På dansk har vi samme ord i ordet kastel, der ifølge Den Danske Ordbog betegner
et bemandet
fæstningsværk, hvorfra forsvaret af en by eller et militært anlæg ledes, og
hvor mandskabet kan søge tilflugt i tilfælde af voldsomt angreb (DDO 2020) – som fx kastellet i København, der blev bygget
af Christian den 4.
Måske kunne man fristes til at forklare Châteauneuf-du-Pape vinens overvældende
aromatiske styrke, saft og kraft med en nær henvisning til disse militære og
religiøse stormagtsdage? Sikkert er det dog, at associationen pave og borg om
en vin i sig selv i dag udgør et stærkt brand.
Foregangsvin for de franske AOC’er
Vinen fik sin AOC-kvalitetstempel,
den franske Appellation d’Origine Contrôlée (som i europæisk terminologi betegnes
Appellation d’Origine Protégée) den 30. juli 1935, hvor den franske republiks
præsident Albert Lebrun indstiftede AOC lovgivningen og underskrev de
allerførste AOC-regeringsdekreter. Det skal dog siges, at en sådan lovgivning
længe før havde været undervejs. Châteauneuf-du-Pape var blandt de første 6
vine, der modtog denne distinktion og dermed fik ophøjet sin status. Siden er
der som bekendt kommet mange flere AOC’er i Frankrig. I dag er vinen reguleret
af to dekreter fra 1992 og 1993, der i 11 paragraffer lovgiver i alle væsentlige
forhold: afgrænsning af geografisk område, tilladte druesorter, beskæring af
stokkene (der varierer afhængigt af druesort og stokkens alder), afstand mellem
rækkerne, kunstvanding (som er stærkt reguleret), vinifikation (kun rød og hvid
er tilladte, og der må kun anvendes sunde, modne druer), den naturlige
alkoholprocent (mindst 12,5o), udbytte, vilkårene for afsætning og
mærkning, og sanktionsmuligheder ved brud.
Flasken er også
gennem lovgivning beskyttet som indregistreret varemærke og kendes på sit
karakteristiske, prægede glasskjold i glasmassen, med stiliseret udgave af pavens
tiara og Skt. Peters nøgler. Det religiøse ophav fornægter sig ikke. Den
franske kassationsret fastslog senest i 1994, at der her er tale om en kunstnerisk
kreation, der i sit ophav skal beskyttes som al anden intellektuel ejendomsret.
Ud over beskyttelse af rettighederne er flasken samtidigt et stærkt kollektivt
brandinginstrument.
Kompleks vin,
særligt varieret jordbund og rød dominans
Châteauneuf-du-Pape er en kompleks, sammensat vin, der benytter sig af omfattende assemblage muligheder og metoder. Der er nemlig hele 13 druesorter, som er tilladte, og som producenten kan blande sammen i varierende blandingsforhold: grenache, syrah, mourvèdre, picpoul, terret noir, counoise, muscardin, vaccarèse, picardan, cinsault, clairette, roussane, og bourboulenc. Grenache dominerer og suppleres gerne af mourvèdre, syrah, cinsault, hvilket også er den klassiske assemblage for rigtig mange Rhônevine.
Châteauneuf-du-Pape
nyder godt af det solrige middelhavsklima og er berømt for sine vinmarker
dækket af små og mellemstore quarzit sten af 100% silicium, som kommer fra de
nærliggende Alper og er blevet slebet glatte af floden. De formindsker
fordampning og virker temperaturregulerende, idet de beskytter mod solens
stråling og akkumulerer varmen om dagen for at restituere denne til planterne
om natten, når temperaturen falder. Selve jordbunden består af lerholdig kalk,
mergel og lette, sandholdige jorde. Nordenvind, mistralen, der tit blæser hårdt
på disse kanter, spiller også en gavnlig rolle. Den virker nedkølende og er med
til at regulere væksten og tørre druerne efter regn, så de ikke så nemt angribes
af vinplantesygdomme og andet utøj.
Vinmarker i Châteauneuf-du-Pape. Billedkredit : Jean-Louis zimmermann, Wikipedia Commons, https://www.flickr.com/photos/jeanlouis_zimmermann/3477049778/
Vinen vinificeres typisk med stilkene, da grenachedruerne er fattige på
taniner, men flere domæner vælger nu at eksperimentere med forskellige grader
af afstilkning for at ændre vinens karakter og struktur.
Til at forøge ekstraktionen, dvs. udtræk af vinens hovedbestanddele,
herunder taniner, aromatiske komponenter og de anthocyaniner, der giver farve, anvendes
pigeage (presning af den faste hat af
drueskaller ned i mosten) eller délestage
(tømning af kar og omstikning under gæring). Der anvendes i øvrigt både moderne
og traditionelle produktionsmetoder, alt efter den stil, som producenten
tilstræber, og som markedet ellers efterlyser, fx de bastante, stærkt vinøse
vine, som vinanmelderen Parker var med til at sætte øverst på dagsorden, og som
kan virke fuldstændig overvældende. Nogle vil elske dem, andre vil frabede sig
disse og holde sig til mere afdæmpede traditioner.
Châteauneuf-du-Pape dækker i dag 3.145 hektarer af de 67.628 hektarer, som
hele Rhônedistriktet, Frankrigs anden største vindistrikt, udgør. Produktionen
er afgrænset til 5 kommuner, selve Châteauneuf kommune samt Courthézon, Bédarrides,
Sorgues og Orange kommuner.
Det gennemsnitlige udbytte ligger på 32 hektoliter pr hektar, hvilket giver
en årlig produktion på 95.000 hektoliter. Châteauneuf-du-Pape er kendetegnet
ved et stolt og varieret vinbondeerhverv, idet den produceres i 290 selvstændige
domæner, hvor kun 6% af produktion stammer fra kooperativer. De røde vine
dominerer massivt, med 93% af produktion, og kun 7% til de hvide udgaver, der
mere antager karakter af rariteter. Er man entusiast, bør man holde sig til
domæne-vine, idet kvaliteten ikke er nært så høj ved négociant-vine
(vinhandlere).
Landsbyen Châteauneuf-du-Pape. Billedkredit: Peter Brick, Wikipedia Commons
En pavestolt, guddommelig vinoplevelse?
Vi skal slutte af med en vurdering. Kan Châteauneuf-du-Pape vinen så leve fuldt
ud op til sin stolte historie? Har den samtlige fremragende kvaliteter, man som
vinelsker typisk sætter næsen og ganen op efter, eller er der måske tale om et
lidt opreklameret brand, der smart forsøger at differentiere sig midt i det
store udbud af Rhônevine, hvor kvalitet, som vi tidligere har beskrevet,
normalt ikke fejler noget? Kan Châteauneuf-du-Pape med andre ord fortsat være
pavestolt af sit ophav og leve op til sit image?
En lille beretning vil kunne besvare spørgsmålene. For år tilbage havde jeg
med min familie glæden af at besøge byen og se borgruinen, hvor der er
indrettet en friluftsscene til koncerter og andre forestillinger. Efterfølgende
gik turen til én af de mange domæner, der har vinhus midt i byen, og hvor man i
et mørkt og køligt kælderlokale kan deltage i en ”dégustation gratuite”. Det er
måske så som så med det ”gratis”, for man vil normalt ikke prøvesmage de ædle
dråber og forlade stedet uden at have afgivet en ordre eller taget en kasse med
sig. Det vil ikke være ”comme il faut”, og ganske rigtigt tog vi derfra fra med
et par (dyre) flakoner udsmykket med pavetiara og Peters nøgler. De blev så nydt
nogle år senere ved en særlig lejlighed og står den dag i dag prentet i min
erindring som noget, der måske ikke helt når status af guddommelig oplevelse,
men dog kommer tæt på. Med andre ord en fremragende vinoplevelse. En vin, der
bliver ved med at udgøre en kvalitetsreference, en form for benchmarking, som man
ubevidst bliver ved med at blive draget af og vende tilbage til, når andre
vinoplevelser efterfølgende skal nydes og evalueres.
Måske har der været en særlig atmosfære på spil den dag, der har gjort, at
smagningen blev til noget helt særligt, lidt i stil med den berømte madeleine-kage hos Marcel Proust, der kickstartede
erindringen og ledte forfatteren på sporet af den tabte tid. Videnskabeligt er
der noget om snakken. Af samtlige vores sanser er smagssansen i samspil med det
retronasale, hvor duftene jo blander sig ved en synæstesisk proces, nemlig den
sans, der kodemæssigt fylder mest i vores genom. Menneskets overlevelse er
betinget af vores fødeindtag, af hvad vi spiser og drikker, af hvad vi putter i
munden. Det sensorielle er både værn og samtidig kilde til nydelse og livets
opretholdelse.
Når det er sagt, skal vi heller ikke forglemme, at det forholder sig med
Châteauneuf-du-Pape som med alle andre kvalitetsvine uanset oprindelse. Der et
stort udbud på markedet, og regel nummer ét, nemlig at kvalitet koster penge,
gælder i høj grad også her. Gør man sig umage med at udforske, hvad Châteauneuf-bønderne
er i stand til at præstere, og er man villig til retmæssigt at belønne deres
flid og kreativitet, vil man sikre sig en stor vinoplevelse. Billige
eksemplarer skal man nok holde sig væk fra, det hænger ikke sammen.
Smag og behag kan man som bekendt ikke diskutere, siges det, men en god Châteauneuf-du-Pape
er leveringsdygtig i en lang palet af exceptionelle visuelle, olfaktive og
gustative egenskaber, vel at mærke hvis man er til det, som man i Danmark
betegner som de ”kraftige”, ”maskuline” vine. Er man det, og er man en smule
vinentusiast, vil man nemt kunne fryde sig over de primære dufter, der er
karakteristiske for det sydfranske, solbadede garrigues landskab, med forførende,
balsamiske og mineralske dufte af harpiks, eg, cedertræ, gyvel, akacie, vildvoksende
timian og blomster m.fl. og sekundært nogle fyldigere, sensuelle og varme animalske
undertoner af læder og pels. Det hele holdes sammen i en fortryllende balance af
bløde taniner med fuld integration af alkolhol, som normalt er oppe på 14 til
15 %, måske endda mere, og en lang, frydefuld eftersmag.
Paverne i Avignon gjorde det godt. Den vin, de var
med til at udvikle og fremelske, beviser den dag i dag, at vi som vinentusiaster
med lige dele held, viden og erfaring kan få lov til at komme paradiset et
lille skridt nærmere hernede på denne jord. Og med Châteauneuf-du-Pape har vi samtidig
fået udleveret nøglerne til lidt af den guddommelighed og evighed, der bor inderst
inde i os allesammen.
INAO (2020). Institut National d’Origine et de la Qualité, Appellation d’origine contrôlée Châteauneuf du pape. www.inao.gouv.fr/show_texte/273 [2. Maj 2020].
Franskkurser, fransk erhvervskommunikation, sydfranske ferieboliger
