Af Patrick Leroyer, DK-France

La Clape, eller ”stendyngen” på occitansk, er i den grad indbegrebet af, hvad Languedoc-vin egentlig formår. Og det er ikke så lidt. I tilgift får du et par beretninger om, hvordan La Clape skaber nye fortællinger og nye oplevelser.

Et enestående landskab mellem land og hav
De anerkendte og eftertragtede Languedoc-vine fra AOC La Clape dyrkes i et område beliggende mellem byen Narbonne og Middelhavet ved et mindre bjergmassiv, der tidligere var en bjergrig ø. Øen er dog gennem århundreder langsomt blevet forbundet med fastlandet, i takt med at aflejringerne fra floden Aude fyldte de lavtliggende sø- og sumpområder ved foden af massivet op. Ordet ”Clape” betyder i øvrigt stendynge på occitansk.

Massivets højeste punkt hedder Pech Redon og rejser sig 214 meter over havet. La Clape er sytten kilometer langt og sytten kilometer bredt. Landskabet er meget karakteristisk med høje hvide kalkklipper, der stolt troner over Middelhavet, stejle slugter og dybe, snoede dale, der er bevokset med pinjeskov og Middelhavskrat, les garrigues – og selv sagt med vinmarker!

I 1973 opnåede La Clape status af regional naturpark og i 2000 status af EU-habitatområde takket være sin store biodiversitet, som der nidkært værnes om. Dette er også baggrunden for vinproducenternes mange økologiske tiltag, herunder i vinterperioden at lade fårene græsse mellem vinrækkerne for at holde græs og ukrudt ned og samtidig tilføre jorden naturlig gødning. Et stigende antal producenter lægger nu også om til biodynamisk dyrkning og fremstilling, og biodynamik er ligeledes kommet ind i billedet.

Vind, vand og sol kæmper om kap til gavn for vinen
La Clape, tidligere klassificeret som Côteaux du Languedoc, opnåede fuld status af kommunal AOC i 2015. For La Clape-terroir er begunstiget med noget nær perfekte vejrforhold for vindyrkning. Masser af sol (op til 3000 timer om året, hvilket hører ind under topkategorien i Frankrig) og masser af vind og blæst til at jage de skyer væk, der ind i mellem måtte skærme for solen. Der er faktisk 13 af disse vinde, der hver især blæser om kap fra de fire verdenshjørner, og med hver deres særpræg: Tramontane, Ponant, Levant, Cers – og hvad de nu hedder allesammen. Men vand skal der som bekendt også til, og når det endelig lykkes for skyerne at slippe for blæsten, kan La Clape pludselig rammes af nærmest tropiske skybrud. Vind, vand og sol skaber således et stærkt, markant klima, som vindruerne til fulde udnytter for at hente kostbar næring og proppe sig med sukker.

Markant historie
Stedet har qua sin naturlige skønhed længe tiltrukket alskens folkeslag, der i antikken sejlede forbi og valgte at slå sig ned her. For fønikerne var området allerede kendt som øen Lykia, og for romerne var den Insula Laci. Det var romerne der, som så mange andre steder, indførte vinplanten i La Clape. Kvaliteten var hurtigt i top, og den romerske republik kunne derfor fint belønne sine mest tapre legionærer med jordlodder, hvor de kunne blive vinbønder og tilgodese den stærkt efterspurgte vinproduktion.

Forkælet af havet: vine i særklasse med perfekt alliance af friskhed og mineralitet
Det dyrkede areal udgør i dag 768 hektarer, som er spredt ud på 6 kommuner – Armissan, Fleury d’Aude, Gruissan, Narbonne, Salles-d’Aude, Vinassan. Der er 25 selvstændige producenter og 3 vinkooperativer. Den årlige produktion er på 26450 hektoliter med et gennemsnitligt udbytte på 42 hektoliter pr. hektar, svarende til små 4 millioner flasker, hvoraf de 80% er røde, og de 20 % er hvide.

Appellationen benytter en række strenge regler, der fastlægger maksimale og minimale andele af de forskellige sorter og deres nøjere sammensætning.

For de røde anvendes de klassiske, fortrukne druesorter, som man også finder i mange af Rhône- og Languedoc-vindistrikterne: grenache, mourvèdre, syrah – hvor man gerne supplerer med carignan og cinsault.

For de hvide er paletten noget større og omfatter bourboulenc blanc, clairette blanc, grenache blanc, piquepoul blanc, marsanne blanc, roussanne blanc og rolle blanc. Dertil suppleres desuden med carignan blanc, maccabeo blanc, terret blanc, ugni blanc og lejlighedsvist med viognier.

Som Afrodite, der blev født af havskum, er La Clape-vine indbegrebet af smukke vinkreationer, som er blevet forkælet af havet og den jodholdige luft. De har så meget karakter, at de vinder betydeligt ved lagring. De røde er komplekse vine, med et dybt, elegant purpurrødt farvespil. De fyldige aromaer er tætte og mønstrer smukke, bløde harmonier af cedertræ, modne røde og sorte frugter, kakao og peber – og skaber derved en levende, magtfuld, harmonisk og mineralsk mundoplevelse i absolut særklasse. Franskmændene bruger adjektivet ”racé” om sådanne vine, som er i top og frie for fejl.

De hvide har heller ingen grund til at blegne over for de rødes excellens. De frembyder smukke, lysegule guldfarver. Aromaerne domineres typisk af citrusfrugter og hvide frugter som pære og kvæde. De dufter også af garrigues og anis, med toner af grillede hasselnødder. Munden vil fryde sig over den flotte, elegante mineralitet, med svage jodantydninger, masser af friskhed, og afslutningsvist små reminiscenser af akaciehonning.

Ramme om øko-tegneserievin og luksus vinslot
Vi vil slutte med et par La Clape-fortællinger.

La Clape danner nemlig ramme om en yderst vellykket tegneseriefortælling (billedet nedenfor) i Vinifera-serien, udgivet hos forlaget Glénat (2019), der har sat sig som mål at illustrere vinens historie i ord og billeder.

For hende er økologi fint nok, som det er. Men ikke for ham, der vil have mere natur, terroir og millésime tilbage i vinen. For økologi ligger, trods alle gode intentioner, stadig milevidt fra idealet om fuld respekt for naturen. Det skaber konflikter i parforholdet. Kun biodynamik (eller naturvin) kan vise sig at kunne leve op til idealerne.

Fremtiden vil vise, om det er denne vej, vinbønderne i La Clape vil følge. Som allerede nævnt er nogle få allerede gået i gang, men der er lang vej endnu. Læs selv fortællingen – efterskriften (skrevet af Rodhain) taler for sig selv, idet den sætter hele den økologiske trend i det rette perspektiv.

Afslutningsvist bør der refereres til en anden historie, for det er i La Clape du vil kunne finde vinslottet Château Capitoul, der i dag rummer luksus slotsferieboliger, som heldige ejere har kunnet tage i brug siden sommeren 2021, efter at bygherre – siden afslutningen af projektsalget – har haft travlt med den nænsomme renovering og omdannelse til unikke ferieboliger. Med La Clape-vinmarker, stendyngebjerget og Middelhavet som umiddelbare naboer, er der lagt op til et liv på et lille stykke paradis på jorden.

Læs mere om Château Capitoul på https://dk-france.dk/ferieboligsalg-sydfrankrig/slotsferiebolig-chateau-capitoul/, hvor vi formidler gensalg, når én af de 45 lejligheder igen (forhåbentlig!) bliver udbudt til salg. Vinen må du dog selv købe hos anerkendte, danske vinhandlere, der i den grad er faldet for La Clape. Det er nu din tur at smage på, hvad stendyngen kan frembringe af ædle dråber.

________________________

FORFATTER

Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

KILDER

La Clape, île de grands vins. https://www.la-clape.com/ [set 24. april 2022]

La Clape (AOC) https://fr.wikipedia.org/wiki/La_Clape_(AOC) [set 24. april 2022]

BIO, le vin de la discorde. https://www.glenat.com/vinifera/vinifera-bio-le-vin-de-la-discorde-9782344024645 [set 25.april 2022] (forsidebilledet af tegneserien)

Mange danskere kender til den franske region Languedoc-Roussillon, til hovedbyerne Montpellier, Sète, Béziers, Narbonne, Perpignan – og til de mange forskellige vine, der kommer herfra. Men hvad er historien bag denne region? Og hvordan er det gået til, at tidligere storproduktion af billig konsumvin nu er afløst af eftertragtede kvalitetsvine, flere og flere af dem økologiske? Denne artikel bringer dig bag om de mange forandringer, der har formet – og stadig former – regionen.

Fra etruskerne til Occitanien
Den tidligere selvstændige region Languedoc-Roussillon i Sydfrankrig strækker sig langs Middelhavet og ’løvebugten’ (Golfe du Lion) fra hovedbyen Montpellier, et stykke vest for Rhône-flodens udmunding, og helt ned til Pyrenæerne, ved grænsen til Spanien.

Ved sidste administrative reform i 1996 blev den slået sammen med Midi-Pyrénées for at danne den nye, storregion Occitanie (Frankrigs andenstørste), hvorved Montpellier måtte afgive sin status som regionshovedstad til storbyen Toulouse. Navnet ’Occitanie’ er dog velvalgt.

Sådan går det desværre ofte med fransk regional identitet i relation til den administrative opdeling af landet. De sammenlagte områder passer ikke altid lige sammen, og historisk sammenhængskraft må vige for politisk pres. Lovgiverne tænker primært økonomiske (og politiske) synergier og stordriftsfordele. Det er dog tvivlsomt, om dette rent faktisk holder i virkeligheden, for der kommer tit øgede udgifter til administration i kølvandet på sammenlægningerne. Afstande bliver også større fra et beslutningscenter til et andet, og fra borgerne til deres politikere.

Languedoc-Roussillon kan dog bryste sig af at have en langt ældre kulturel identitet, som regionen har bevaret og stolt har udviklet helt siden antikken og etruskerne, og efterfølgende grækerne og romerne, hvor den blev frugtbar havnefront til Middelhavet og stærkt befærdet forbindelsesled mellem den Iberiske halvø, det franske hovedland og Italien.

Området blev gennemskåret af datidens motorvej, Via Domitia, hovedvejen, som romerne anlagde i dette dengang keltisk befolkede land, som de kaldte for Provincia (deraf navnet Provence, som dog ligger ved Alperne). Etymologien følger bestemt sine egne veje …

Forandringerne fortsatte efter Romerrigets fald. Der kom talrige invasioner frem til middelalderen, hvor germanere, muslimske maurere og vikinger på skift var på erobringstogter. Regionen blev først indlemmet under den franske krone i 1271, under Philippe den 3., med øgenavnet ’den dristige’, søn af den berømte korstogskonge, Ludvig den hellige.

Oc-sprog – fra latinske hoc til franske oui
Languedoc – bogstaveligt ’oc-sprog’ – refererer til ordet ’ja’ på oldfransk. Oppe i Nordfrankrig bekræftede man sit udsagn ved at sige oïl (o – il), hvor man i syd blot sagde (h)oc, eller kort og godt ’o’. Både ’c’ og ’l’ forsvandt med tiden, hvor ’i’ holdt skansen, og blev til nutidens adverbium ’oui’.

Occitanien har haft, og har stadig, sit eget sprog – eller snarere sprogfamilie – med en lang række dialektforgreninger, som under ét kaldes for occitansk, men som refererer til både ældre og nutidige dialekter. De dækker over store landområder, først og fremmest provencalsk og languedocien, men også andre dialekter som dauphinois, auvergnat, limousinsk, gasconsk, catalansk, romandsk og savoyardisk.

Den vestlige del af regionen, med hovedbyen Perpignan, går under navnet Roussillon, fra latin ruscino, der blev til rosselo på catalansk, og betyder rødligt. Navnet har den fået fra områdets okkerholdige, rødlige jordarter – og navnet ”Languedoc-Roussillon” er blevet en uadskillelig, samlet betegnelse, selvom den egentlig trækker i hver sin retning med Provence mod øst og Catalonien mod sydvest.

Det vil føre for vidt her at gennemgå hele regionens brogede historie. Vi skal blot bemærke, at forandringerne hele tiden har skyllet hen over landet. Den sidste forandring af betydning er den økologiske revolution, særligt i vinproduktionen.

Frankrigs største vingård under kraftig forvandling
Languedoc-Roussillon er med sine 260.000 hektarer Frankrigs største vinområde i dag. Produktionen udgør 15,2 millioner hektoliter (2018), svarende til 1/3 del af Frankrigs samlede vinproduktion (ISV, 2021). I begyndelsen af det 20. århundrede var produktionen på sit højeste, og kæmpeformuer var blevet skabt gennem generationer af driftige vinbønder. Man kan den dag i dag se minder fra denne fordums storhedstid i de mange ”Châteaux” midt i vinmarkerne, prægtige og lidt pompøse, borgerlige vinejendomme og domæner, der uden blusel plagierer flere arkitektoniske stilarter for at signalere status. Det var dog ikke kvalitet, der dengang sikrede indtjening, det var kvantitet.

Regionen var hovedleverandør af den jævne (for ikke at sige ringe) konsumvin, vin de table, hvor Frankrig for år tilbage havde den triste rekord at være verdens største vinkonsument – med deraf følgende misbrug. Alkoholisme (læs fx Zolas berømte, realistiske roman ’L’assommoir’) hærgede, tit med statens blinde velsignelse. De franske soldater under første verdenskrig fik fx udleveret en kvart liter vinration om dagen i begyndelsen af krigen. Rationen steg snart til en halv liter og til en liter om dagen i krigens sidste år. Dertil kom al den vin, som soldaterne kunne skaffe sig for egne midler bag frontlinjerne. Helt frem til midt i 60’erne holdt denne ’vin de table’ – med sine lidet prangende 10 eller 11 procents alkohol – sig som yndet dagligvare hos de franske købmænd og hos de første supermarkeder. Der var pant på flaskerne, som blev lukket til med plastkapsel og tynd metalfolie, og forbrugerne brugte plastkurve med hank og plads til 6 flasker til at fragte deres vinindkøb.

Tiderne har ændret sig drastisk. De tidligere så stolte vinslotte og domæner, som var gået i forfald, oplever i dag en renæssance, hvor vinkvaliteten er hævet betydeligt, og hvor økologi og bæredygtighed i kombination med ønoturisme er i højsædet (læs derom i artiklen ’Château Les Carrasses: når luksus rimer på bæredygtighed’). Der er igen kommet liv ude i landdistrikterne.

Kombinationen af heftig konkurrence på verdensmarkedet, massiv satsning på folkesundhed, restriktiv alkohollovgivning, overgang til langt lavere udbytte, høj kvalitet og økologi på baggrund af klimaforandring har totalt forvandlet erhvervet. De ’billige’ vinstokke er blevet rykket op med rod og med EU-støtte. Nye, bedre vinstokssorter, der giver langt bedre druer, er blevet plantet, og stokkerne er også flyttet væk fra kystområderne, med lidt uinteressant sandet jordbund, og længere ind i det bakkede bagland, ved foden af Massif Central. Her kan mere varierede, komplekse jordbunds- og klimaforhold berige vindruerne. Den ligeledes massive omstilling til økologisk brug betyder, at stokkene nu skal kæmpe noget mere og dermed giver færre, men bedre, aromatisk koncentrerede druer.

Vinen først: mangfoldighed af terroirs, kompleks klassifikation
Med sine 23.000 hektarer økologiske vinmarker (36% af det samlede franske vinareal) er Languedoc i dag Frankrigs største producent af biovin. Det svarer til 7% af vinarealet i verden. Arealerne, der omlægges til økologi (inkl. biodynamik og naturvine), vokser til stadighed, for efterspørgslen stiger.

Der dyrkes en lang række unikke stjernedruer, hver med egen smags- og aromaprofil, som cabernet franc, cabernet-sauvignon, carignan, grenache noir, merlot og syrah til fremstilling af de røde vine og af rosévinene, mens clairette, bourboulenc, grenache blanc, macabeu, marsanne, piquepoule, roussanne og vermentino anvendes til de hvide.

Til de røde er det især grenache, mourvèdre og syrah, der udgør broderparten af vinstokkene.

Til de søde dessertvine – den såkaldte ’vin doux naturel’ – bruges små muscatdruer.

Languedocvinene er alle terroir-vine. Som vanligt med fransk vin er det ikke lige nemt at aflæse dem grundet en noget kompliceret klassifikation. De klassificeres nemlig hierarkisk, med 15 IGP’ere (Indication Géographique Protégée) og 20 af de finere AOP’ere (Appellation d’Origine Protégée). Disse fordeler sig igen på 3 hovedkategorier: selve regionen (Languedoc), en del af region (fx Pic St-Loup, Corbières, St-Chinian) og kommunen (fx Faugères, Fitou, Minervois, La Clape).

Dertil kommer de søde dessertvine (fx Muscat de Lunel), som udgør en kategori for sig, samt de mousserende vine (fx Blanquette et Crémant de Limoux).

For at fuldende dette komplekse billede skal man huske at indregne en række særlige regionale og lokale AOP-betegnelser – cru-vine – som fx AOP Languedoc Quatourze og AOP St-Chinian Berlou.

Vi vil i en senere artikel søge at komme tættere på disse spændende vine og de nye miljøvenlige produktionsmetoder, der alle byder på store smagsoplevelser fremmet af sydens sol i en region, der i den grad har formået at forandre sig, men med sjælen i behold.

Den franske troubadour fra Languedoc havnebyen Sète, Georges Brassens, fangede noget af denne sjæl. Han skrev i en af sine mest berømte sange, La Camarde, at der er noget helt særligt ved Languedoc – at kunne nyde strand, sol, vin og pastis (blot med måde), også når livet truer og går os imod.

C’est une plage où, même à ses moments furieux,
Neptune ne se prend, jamais trop au sérieux,
Où, quand un bateau fait naufrage,
Le capitaine crie : « Je suis le maître à bord !
Sauve qui peut le vin, et le pastis d’abord,
Chacun sa bonbonne, et courage. »

Det er en badestrand, hvor selv i raseri,
Neptun tager tingene, aldrig så alvorligt,
Hvor, når et skib synker til bunds,
Råber kaptajnen højt: ”Jeg er skipper ombord!
Svøm for livet, men husk, tag vin og pastis først,
Hver mand sin ballon, og fat tørst.”
_________________

FORFATTER
Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

KILDER
ISV (2021) = Institut Supérieur du Vin. https://www.isvin.fr/la-filiere-vin/la-filiere-vin-dans-le-sud-de-la-france/ [besøgt 03.04.2021].

Billede 1: Vinmarker i Frontignan. Fagairolles 34, CC BY-SA 4.0 https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0 [besøgt 03.04.2021]

Billede 2: Vinmarker nord for Bézirs. Egen optagelse.

LÆS OGSÅ
Château Les Carasses: når luksus rimer på bæredygtighed (2021). https://dk-france.dk/vinslotsprojekter-redder-vores-historiske-kulturarv/