Et glas boblende vin indtager en helt særlig plads ved festivitas. Proppen, der springer med et knald, den blide skum, der danner sig lifligt brusende på toppen, når man skænker. De fine bobler, der som små tråde af perler stiger lystigt til vejrs. Den prikkende fornemmelse på ganen af kulsyre, der fremhæver aromaer og vækker alle vore sanser. De er alle festlige elementer, der gør boblende vinsmagning blandt venner, kollegaer eller i familiens skød til en helt særlig oplevelse. Det føles som om, den hvide (eller rosé!) mousserende vin har fået liv og funkler endnu mere!

Om at drikke stjerner og om en munk, der faktisk ikke troede på skum
Hvis den franske benediktinermunk Dom Pérignon (1638-1715), der tilskrives opfindelsen af metoden til fremstilling af mousserende vin i Champagne (méthode champenoise), havde levet i dag, vil han blive noget forbavset over popularitet af mousserende vin, der i hans tid betragtedes som fejlproduceret. Hans statue står som vartegn i byen Eperney ved Champagnehuset Moët et Chandon, der som bekendt markedsfører deres premium champagne under navnet ’Dom Pérignon’. Historien om den gode munk er god, men er ikke desto mindre en skrøne. Munken opfandt ikke metoden, for den var opfundet længe før ham, og faktisk arbejdede han for at modvirke vinens kedelige tendens til at eftergære på flasken. Vi vil dog huske ham for de ord, han også tilskrives, da han på selve dagen, hvor det langt om længe endelig lykkedes for ham, hidkaldte sin munkebrødre: Venez vite: je goûte les étoiles! (Skynd jer at komme, jeg drikker stjerner!).

Eftergæring og skum har vist sig siden hen ikke at være en fejl, men en særdeles attraktiv egenskab ved en type vin, den mousserende (mousse betyder skum), der går sin sejrens gang verden over. Salgstallene på verdensplan melder om årlige vækstrater, der får den ’stille vin’, hvor det globale forbrug er svagt faldende, til at blege (- til gengæld vokser markedsværdien, for forbrugerne drikker mindre, men efterspørger bedre kvalitet). Champagnes eksportmarked er nu større end sit hjemmemarked, og udbuddet af mousserende vine har aldrig nogensinde været større, hvor vine fra andre lande, med Cava og Prosseco i spidsen, stormer frem. Det franske vininstitut Vinexpo anslår i en nylig undersøgelse, at der på verdens plan vil blive afsat 281 millioner kasser (en kasse = 9 liter) mousserende vin i 2022, en stigning på 21 millioner kasser i forhold til 2017, til en værdi af svimlende 32,9 milliarder USD (små 216 milliarder kroner).

Kære bobler har mange navne
Kigger man på terminologien, så har vinbobler mange navne. På dansk taler man om mousserende, brusende, perlende eller boblende vin. Eller sågar sprudlende vin. På fransk er der også forskellige, konkurrerende benævnelser, men det er ikke ligegyldigt, hvad boblerne kaldes!

Vin effervescent (sprudlende eller snarere mousserende vin) er den paraplyterm, der bruges til at referere til alle de vine, der indeholder kulsyre, uanset fremstillingsmetode, som en fast bestanddel af deres smagsopbygning. Den aktuelle skelnen mellem de forskellige typer er fastlagt i europæisk lovgivning fra 2008 og 2009 og bygger på, hvor meget gas, og derved hvor meget tryk, der er inde i flasken.

Er der under 1 g CO², taler man om vin tranquille (stille vin). Fra 1 til 2 g CO² pr. liter og med et indre tryk under 1 bar taler om vin perlant (perlende) vin. Fra 2 til 4 g CO² pr. liter og et indre tryk mellem 1 og 2,5 bar taler man om vin pétillant (boblende vin). Vin mousseux (mousserende vin) topper på gas- og trykskala med et gasindhold, der ligger over 4,5 g pr. liter og et flasketryk fra 3 til 6 bar. Den mest berømte af alle vins mousseux (eller effervescents) er Champagne, og det er kun vin fra denne region, der må kalde sig Champagne (læs mere herom på vores hjemmeside i artiklen: Champagne: mellem tradition og innovation fra november 2017). Der opereres med 4 kategorier af vin mousseux i Frankrig, som præsenteres nedenfor.

Almindelig mousseux
Almindelig vin mousseux (VM) produceres ud fra most eller basevin, der indeholder mindst 8,5 % alkohol i indhold. Anden gæring på flasken opnås ved tilsætning af liqueur de tirage (’tiragelikør’), hvis opskrift oftest er hemmelig, men består af most, vin og sukker. Slutalkoholindholdet skal være på mindst på 9,5 % – og sluttilsætning af liqueur d’expédition (’ekspeditionslikør’) må ikke få alkoholprocenten til at stige mere en 1,5 %. Mindste flasketryk skal være på 3 bar. Der stilles ingen krav til lagring.

Kvalitets-mousseux
Vin mousseux de qualité (VMQ) er en tak bedre og kræver lidt mere omhu. Her skal mosten eller basevinen være på mindst 9% alkohol, og sluttilsætning af likør må højst hæve alkoholindholdet med 0,5%. Flasketryk skal være på mindst 3,5 bar. Det kræves desuden, at vinen skal være i kontakt med den bundfaldne gær (under gæring og lagring) i 90 dage, dog kun 30 dage, hvis vinen laves på lukkede tanke. Det er under denne kategori, man finder de særlige, aromatiske mousserende vine som Muscat, Clairette, Mauzac eller Gamay.

Kvalitets-mousseux fra bestemt område
Så har vi Vin Mousseux de Qualité Produit dans une Région Déterminée (= kvalitetsmousserende vin fra en bestemt område) eller VMQPRD, som fremstilles ved 1 eller 2 alkoholiske gæringer i lukkede tanke ud fra en most eller basevin, hvis alkohol skal være mindst 9% (og op til 9,5 % i visse regioner). Der skal også opfyldes en række betingelser. Det reelle alkoholindhold skal være på mindst 10%, heraf maks. 0,5 % fra liqueur d’expédition. Mindste flasketryk ved 20 grader skal være 3,5 bar. Kontaktperiode med bundfald på 90 dage (dog kun 30, hvis tanken er udstyret med omrører). Lagring før afsætning på mindst 9 måneder ifølge den traditionelle metode, og 6 måneder for vine i lukkede tanke, alt efter lovgivning for den enkelte appellation.

Under VMQPRD findes i øvrigt igen samme typer aromatiske mousserende vine som allerede omtalt under de almindelige mousserende vine (Muscat, Clairette, Mauzac, Gamay).

Crémant vine
Til sidst har vi Crémant vine, som dækker over en hel familie. Betegnelsen er en fælleseuropæisk betegnelse for hvide eller rosé vine af VMQPRD typen. De enkelte medlemslande lovgiver om den specifikke fremstilling. Der er dog en række fællestræk: høsten skal foregå manuelt; udbytte ved presning skal være maks. 100 liter most pr. 150 kg høstede druer; lagring skal vare mindst 9 måneder, og sukkerindholdet må ikke komme over 50 g pr. liter.

Det har tidligere været skik blandt producenterne at skilte med angivelsen méthode champenoise som en form for kvalitetsstempling på vinetikketten. Dette var en torn i øjet på Champagne, der forhandlede sig frem til, at navnet Crémant (som i Champagne hidtil brugtes om champagnevine med halvt som meget flasketryk som de rigtige Champagnevine) fremover skulle anvendes.

Ved at benytte sig af den traditionelle fremstillingsmetode har alle de vine, der nu produceres som Crémant fra et eller andet område, hermed slået fast, at de følger selvsamme teknikker, som har gjort Champagne verdensberømt. Dette borger for deres kvalitet, selvom de i deres afsætning ikke kan trække på samme eksklusive image. De prøver dog alle at opnå ”une montée en gamme”, dvs. arbejder for bedre kvalitet og opbygning af et premium image, med dertil stigende priser.

Fra brut til doux – varierende sukkerindhold
Alle mousserende vine skal anføre deres restsukkerindhold eller dosering. De helt tørre går under betegnelse brut nature (0-3 g pr. liter), så kommer extra brut (0-6 g pr. liter) og brut (0-12 g pr. liter). Sødmegraden stiger med extra sec (12-17 g pr. liter), sec (17-32 g pr. liter), demi-sec (32-50 g pr. liter), hvor sødmen topper med doux (over 50 g pr. liter).

En mangfoldighed af franske bobler
Franske bobler er populære og oplever stor vækst i afsætningen. De kommer fra stort set alle franske vinproducerende regioner, og flere regioner, bl.a. Loire og Languedoc, overvejer omlægning af dele af deres produktion til bobler. Her har vi oplistet de fleste af dem. De sælges både som hvid og rosé og benytter sig af forskellige fremstillingsmetoder. Først og fremmest méthode traditionnelle og méthode champenoise. ’Champenoise’ er egentlig den samme metode som ’traditionnelle’, men betegnelsen ’champenoise’ naturligvis er forbeholdt Champagne. Andre konkurrerende metoder kan anvendes, herunder méthode ancestrale (kendetegnet ved spontan gæring), méthode dioise (som selvsagt bruges i Die og er kendetegnet ved filtrering uden dosering), samt lukket tank-metoden (hvor skum dannes under tryk i lukkede tanke), og som især kendes fra de tyske sekt-vine.

• Fra Champagne har vi selveste Champagne, der fås som både hvid og rosé.
• Fra Alsace Crémant d’Alsace, også i hvid og rosé.
• Fra Bourgogne Crémant de Bourgogne, i både hvid og rosé, og Bourgogne mousseux, der som en af de få boblende vine fås i rød.
• Fra Bordeaux Crémant de Bordeaux i både hvid og rosé.
• Fra Sydvestfrankrig kommer Gaillac effervescent (der benytter sig af hele 3 forskellige fremstillingsmetoder: gaillacoise, traditionnelle og ancestrale).
• Fra Rhônedalen er der Saint-Péray mousseux samt Clairette de Die og Crémant de Die, alle i hvid.
• Fra Jura bjergene og byen Bugey kommer Crémant du Jura og Bugey mousseux eller pétillant, begge i både hvid og rosé, samt Bugey mousseux, pétillant Cerdon og pétillant Montagnieu.
• Fra Alperlandet i Savoie får vi Savoie méthode traditionnelle, Savoie méthode traditionnelle Ayze og Savoie méthode traditionnelle Seyssel, alle i både hvid og rosé.
• Fra Loiredalen, i både hvid og rosé: Crémant de la Loire, Anjou Pétillant eller fines bulles eller mousseux, Saumur Pétillant eller fines bulles eller mousseux, Touraine Pétillant eller fines bulles eller mousseux.
• Ligeledes fra Loiredalen, men dog kun i hvid, har vi de kendte Vouvray mousseux og Vouvray pétillant samt Montlouis mousseux og Montlouis pétillant.
• Til sidst fra Languedoc, alle hvide, har vi Crémant de Limoux, Blanquette de Limoux, og Blanquette méthode ancestrale.

Selvom Champagnen stadig troner som kongen over boblende vine i Frankrig og på verdensmarkedet, skal den dog ikke føle sig sikker. Crémant-producenterne gør, som allerede nævnt, en stor indsats for at øge kvaliteten. Og der er fx blevet forsvaret en række ph.d.-afhandlinger på franske og udenlandske universiteter (sidst i Brasilien), der har undersøgt og påvist, hvordan Crémant verden over er i gang med at opgradere sin vinkommunikation, så den med tiden kan blive lige så værdsat som Champagne, uden dog at blive sammenlignet med den! Uanset udfaldet af denne vindyst vil vi ønske vores læsere et godt og lykkebringende år. Lad propperne springe og boblerne stige til vejrs!

_____________________

KILDER
Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

Ordbogskilder
Dico du vin (2019). https://dico-du-vin.com [set 10. december 2019].

Revue du vin de France, Dictionnaire du vin (2019). https://www.larvf.com/,le-dico-du-vin,13178.htm

[set 10. december 2019]

Andre kilder
Gerbod, Catherine (2019). Le marché des effervescents continue de pétiller. https://www.reussir.fr/vigne/le-marche-des-effervescents-continue-de-petiller

[set 10. december 2019]

Vinexpo / IWSR (2019). Le marché mondial du vin et des spiritueux. https://www.vinexpobordeaux.com/ressources/etude-vinexpo-iwsr-marche-mondial/

[set 10. december 2019]

I regionen Languedoc knytter der sig en særlig historie til vand, i form af en berømt vandvej, der skiftede status fra transport til turisme, og til vinproduktion, der blev revolutioneret i økologiens tegn. Regionen giver dig endda mulighed for at flytte ind i eget vinslot med egen vinproduktion. Vores rejse starter ved byen Béziers.

Om Béziers, Riquet og fransk enevælde
Byen Béziers i Hérault departementet i Sydfrankrig er kendt som fødebyen for den franske ingeniør, Pierre-Paul Riquet, der i perioden 1667 og frem til sin død i 1680 ledte projekteringen og byggeriet af en stort anlagt 241 km langt kanal fra byen Toulouse til Middelhavet, med udmunding i étang de Thau, ikke langt fra byen Sète, hvorved Atlanterhavet (idet man kan sejle fra Bordeaux til Toulouse ad en kanal langs Garonnefloden) og Middelhavet blev forbundet. Der er tale om ingeniørkunst på højeste plan, hvilket også har medført, at kanalen er optaget på Unescos verdensarvliste, World Center Heritage.

Anlægget blev statsfinansieret af den franske monark, solkongen Ludvig den 14. (det skal dog lige bemærkes, at Riquet selv betalte en ikke ubetydelig del af byggeriet), og hans finansminister Colbert, der ønskede at etablere en transportlivsnerve ”entre les deux mers”, sætte gang i økonomien, og dermed cementere kongens magt i Lanquedoc, som ellers var kendt som en uroplaget og kriseramt provins. Det stod slemt til i disse år med vin- og kornproduktion, og priserne faldt.

Kanalen blev indviet i 1681 og i de efterfølgende år udvidet og forstærket af en anden kendt fransk ingeniør, marskal Sébastien Le Prestre de Vauban, som i samme periode var kongens militære fæstningsingeniør og lod opføre og ombygge et stort antal befæstede anlæg over det ganske land, igen i absolutismens og solkongens tjeneste, fransk enevælde.

Fra driftig færdselsvej til turistmagnet
I Béziers er en af byens hovedstrøg i dag opkaldt efter Riquet, les Allées Paul Riquet. Først benævnt ”Canal Royal de Languedoc” skiftede kanalen navn til ”Canal du Midi”, en langt mere prosaisk og politisk korrekt benævnelse for de franske jakobiner og girondiner under den store revolution 1789.

I dag har kanalen mistet sine oprindelige logistiske og politiske funktioner, men tiltrækker hvert år et stigende antal turister, der i skyggen af de majestætiske platantræer langs siderne gerne nyder sødmefyldte sejlture ad den smukke, stille vandvej, og udforsker de mange sluseanlæg, gennem små idylliske byer, vinslotte, og vinmarker.

Om postmoderne kultur, der fulgte efter vinoverflod
Den sirlige kanal er i dag blevet et stykke postmoderne oplevelseskultur. Den gennemkrydser det vinproducerende Languedoc, der med naboegnen Roussillon engang i det 18. og 19. århundrede, og helt frem til begyndelsen af det tyvende århundrede, var hovedleverandør af særdeles billig og uprætentiøs, men drikkelig rødvin til hovedparten af den franske befolkning, der ikke havde råd til hverken dyre Bordeaux eller Bourgogne. Altså folkelig konsumvin.

I denne periode blev kolossale formuer skabt af generationer af driftige, vinbondeslægter og vinhandlere, der udvidede beplantning i sletterne langs Middelhavet, øgede produktiviteten og kunne levere uanede mængder for at tilfredsstille den voldsomme efterspørgsel i stort set alle franske byer. Den billige vin blev endda et krigsvåben under 1. verdenskrig, hvor franske soldater i starten fik udleveret 25 cl pr dag og i krigens sidste år en hel 75 cl flaske.

Frankrigs største vindistrikt som kilde til biorevolutionen
Der er som bekendt flydt meget vand i kanalen siden disse storhedstider, der fuldstændig negligerede sådan noget evident som folkesundhed. Vinkulturen og vinforbruget har forandret sig voldsomt siden, selvom regionen stadig kan bryste sig af at bevare sin position som førende vindistrikt i Frankrig, og som den største i verden, med svimlende 14,4 millioner hektoliter så sent som i 2014, svarende til 2 milliarder flasker. I dag er vi nede på 13,3 millioner hektoliter. For der er sket et paradigmeskift, væk fra kvantitet, der til stadighed falder, til fordel for kvalitet, der fortsat stiger. Det betyder en voldsom reduktion af arealer udlagt til vinplanten, en flytning af stokkene til langt bedre jorde oppe i det bjergrige bagland, fokuseret forædling, nøjsom dyrkning og avanceret, moderne vinifikation. Og ikke at glemme langt flere og strengere kvalitetskrav.

Men det er først og fremmest den økologiske revolution, fuldstændig i tidens ånd, som nu stjæler billedet. Languedoc-Roussillon optager i dag pladsen som Frankrigs største producent af økologiske vine, både de traditionelle ”vins bio”, men også de ret nye ”vins nature”, der også stormer frem, fordi kvaliteten er i top og prisen rimelig. Regions andel af økologiske vine stiger fortsat og udgør i dag over 30% af den samlede produktion af økologiske vine i Frankrig.

Bliv din egen vinproducent
De før så stolte slotte, der for vinpengene blev bygget som prægtige kopier af middelalder, barokke eller renæssanceslotte forfaldt. Vinmarkerne blev forsømte. Produktionen ophørte, og de små byer hensygnede. Men en ny revolution er i gang. Takket være kombinationen af kvalitetsomstilling og den økologiske trend, blomstrer syrah, carignan, grenache og mourvèdre druer igen; vinerier er opgraderede, og kunstgødninger og pesticider er bandlyst. Slottene er restaureret til deres storhedstid, der er igen liv i de små landsbyer, og Languedocvin høster nu anerkendelse af kritiske forbrugere og vidende vinanmeldere.

I den lille by St. Pierre de Serjac, lidt nord for Béziers, kan du faktisk i al beskedenhed deltage i revolutionen ved at blive ejer af en unik bolig i vinslottet af samme navn, og med din egen kvalitetsvinproduktion og egne flasker. Og så er der kun ganske kort til kølende sejlads på kanalen midt i sommervarmen. Tjek DK-France for at vide mere, vi hjælper gerne. I november måned vil vi også gentage succesen med vinskole og smagning på Hejmdal i Aarhus. Mon ikke de dedikerede Languedoc biovine den aften finder vej til vores ganer? Kanalvandene må du så have til gode.

_____________________

KILDER

Indlæg udarbejdet v/Patrick Leroyer, DK-France, inspireret af følgende artikler:

Dico du vin (2019). https://dico-du-vin.com/languedoc-roussillon-viticole-2015/ [set 17.08.2019]

Wikipedia (2019). Pierre-Paul Riquet, https://fr.wikipedia.org/wiki/Pierre-Paul_Riquet [set 17.08.2019]

I vores forrige artikel lovede vi at tage læseren med videre til mindre kendte franske vindistrikter. Turen går denne gang til et bestemt vindistrikt i Rhônedalen, nemlig Costières de Nîmes, midt i et landskab af garrigues (buskhedevegetation), flade, stenede, sletter og så de små kalkbakker, der omringer byen Nîmes, 40 km fra Middelhavet.

Rhônevin: både kendt og ukendt

Vores læsere vil hurtigt og med rette kunne indvende, at Rhônevin er temmelig kendt i Danmark! Det er ganske vist, men mindre kendte er dog de mange vindistrikter, der er dele af det store Rhôneområde. De har alle spændende historier at fortælle, og er bærere af særlige identiteter.

Inden vi tager sydpå og begiver os til Nîmes, skal vi derfor lige kort ridse op, hvad Côtes du Rhône og Rhônevine i det hele taget er for nogle størrelser. Rhônevine samlet set udgør Frankrigs andet største vinområde, med en årsproduktion på henved 300 millioner hektoliter. For nuværende er 10% af arealerne udlagte til økologisk dyrkning, et tal, der er stærkt stigende grunden forbrugernes støt voksende efterspørgsel på det, som Franskmændene kalder ”biologique”, eller blot ”bio” i daglig tale. Alt i alt dækker Rhônevin-regionen over 250 kommuner og 6 departementer.

Rhônevin-regionen strækker sig fra Côte Rôtie i nord, omkring byen Ampuis, 35 km syd for storbyen Lyon, til Costières de Nîmes og den lille by Vauvert, i sydvest, hvor vinmarkerne slutter, der hvor Camargue, Rhôneflodens store marsklandsdelta starter, en strækning på godt 250 km.

På højre Rhônebred finder man andre Rhonedistrikter, som altså ikke bærer Côtes du Rhône betegnelsen, men som har egen AOC betegnelse. Disse tæller fra nord til syd Côtes du Vivarais, Duché d’Uzès, Clairette de Bellegarde og altså Costières de Nîmes, alle på højre Rhônebred, mens man på venstre bred, også fra nord til syd, finder Grignan, Ventoux og Lubéron (yndet sted for ejendomsturister og frankofile englændere!). Fra vest mod øst er Rhonevinenes vinmarker at finde på en strækning på op til 150 km.

Hvad dækker betegnelse Côtes du Rhône egentlig over?

Betegnelsen ”Côtes du Rhône” er forbeholdt nøje afgrænsede områder i Rhônedalen, alle med stort diversitet. Der laves rød, hvid, rosé og søde dessertvine, herunder den kendte Muscat Beaumes de Venise. Côtes du Rhône produceres og markedsføres i 4 kategorier, som fra bund til top af vinhierarkiet er: AOC Côtes du Rhône, for den kurante rhônevin uden nærmere specifikation af geografisk oprindelse, AOC Côtes du Rhône Villages (men uden angivelse af hvilken village, der er tale om), Côtes du Rhône Villages, med villageangivelse (fx Chusclan, Laudun, Plan de Dieu, Valréas, Visan), og så de bedste, selveste cru-vinene, med eget navn.

Disse hedder noget så forskelligt som Côte Rôtie, Condrieu, Château Grillet, St Joseph, Crozes Hermitage, Hermitage, Cornas, St Péray i den nordlige del af Rhône. I den sydlige del hedder de Lirac og Tavel (efter sigende Frankrigs nummer 1 rosé!) på højre flodbredde. På venstre flodbredde er der Vinsobres, Rasteau, Cairanne, Gigondas, Vacqueyras, Beaumes de Venise og så den berømte Châteauneuf-du-Pape (hvor op mod 14 forskellige druer kan komme i spil, hvilket forklarer vinens stærke karakter og forunderlige kompleksitet).

Der anvendes en lang række druer, Bourboulenc, Calitor, Carignan, Cinsault, Clairette, Counoise, Grenache Blanc, Grenache Noir, Marsanne, Muscat noir, Mourvèdre, Muscardin, Picardan, Picpoul Blanc, Picpoul Noir, Roussanne, Syrah, Terret Noir, Vaccarèse, Viognier. Det er mange, men det er stjernedruerne, der tegner sig for langt den største del af produktionen, nemlig Syrah, Grenache og Mourvèdre for de røde vine, og Marsanne og Viognier for de hvide.

Fra Rhodos til Rom og romervin

Vinen kom som bekendt til Frankrig med de gamle grækere, der 400 år før Kristus kom sejlende fra øen Rhodos og gav navnet til området, Rhodano, der senere blev til Rhodanus og så til Rhône. Det er, om ikke andet, en af de (spændende!) etymologiske hypoteser, for der er andre … Romerne førte vindyrkning mod nord, til byen Vienne, hvor de anlagde terrasser på de stejle skråninger. Den sydlige del af Rhônedalen blev hurtigt til, hvad man i dag vil kalde et logistikcenter, da vinen blev afskibet og sejlet på floden, fx fra havnen i byen Roquemaure, og videre derfra til eksport. Vinene fra Rhône var så populære, at de truede de italienske vine, der blev serveret i Rom!

Området blev også kendt – hvilket et stort antal arkæologiske fund bevidner – som centrum for keramikindustrien, med fremstilling af amforaer – såkaldte ’doliaer’ – til bl.a. opbevaring og transport af vin (og af Garum, den fiskesovs, som Romerne var så glade for, om end amforaer hertil var noget mindre). Det gik tilbage med vindyrkningen efter Romerrigets fald, og det er først med en stor indsats fra de katolske munke i middelalderen, at der igen kom gang i produktionen.

Her spillede den nok så berømte Châteauneuf du Pape en væsentlig rolle, dengang den katolske kirke havde to paver, en i Rom, og en i ”pavens nye slot”, Châteauneuf du pape, hvor 7 franske paver successivt sad i perioden 1305-1377. I dag er pavens palæ, le Palais des Papes, især kendt for, i sin indre Cour d’honneur, hvert år at tage imod friluft teaterforestillinger i regi af Festival d’Avignon, den internationale teaterfestival, der blev afholdt 1. gang i 1947.

Djævelskab og arkæologisk vin

Vi skal lige en tur tilbage til Costières og byen Vauvert, der kan bryste sig af at have de sydligst beliggende Rhonevinmarker, for at tage en lille filologisk afstikker. Det franske udtryk ”aller au diable Vauvert” (at tage hen til Vauvertdjævlen), som på dansk betyder noget i retning af at tage hen, hvor kragerne vender, skulle visselig stamme fra byens historie. Vauvert ligger nemlig på den kendte Compostella-rute, hvor pilgrimmene i middelalderen gjorde ophold og overværede små bibelske forestillinger, i hvilke djævlen, som markant symbol på alskens fristelser på denne jord, ofte spillede en væsentlig rolle. Og man kom langt vejs fra for at se disse. I dag er der flere producenter i Vauvert, der har tiltrukket sig international anerkendelse, og vine herfra – og fra nabokommunen Gallician – frister og kommer vidt omkring i den store verden.

Der er blevet drukket vin fra Costières i over 2000 år, men ingen i dag kan med sikkerhed sige, hvordan vinen – vinum romanum – smagte, når Romerne drak den til deres symposier. Man ved efterhånden en hel del om, hvordan vin blev dyrket, fx at vinplanter og frugttræer nærmest voksede sammen, og også hvilket udstyr man anvendte, for her har arkæologien efterhånden givet os stor viden på området. Hvad kan man så gøre? Jo, man kan gøre som Mas des Tourelles, ved flodbyen Beaucaire, har valgt at gøre, nemlig at fremstille en arkæologisk vin. Det er en vin, der om ikke andet kan give os et temmelig plausibelt bud på, hvordan vinen, eller rettere vinene, for der var flere opskrifter, kunne smage.

Til dette formål har man rekonstrueret vinmarker, vindyrkningsmetoder, vinhøst og vinfremstilling (inklusive presse og nedgravede 400-liter doliaer til gæring) ud fra arkæologiske fund og fra datidens skriftlige kilder, fx den romerske forfatter og vinbonde Appius og andre klassiske forfattere som Plinius og Virgil.

I dag kan man i vingårdens butik vælge mellem 3 vine, der alle er kendetegnet ved tilsætning af en række smags- og konserveringsstoffer: honning, havvand, krydderier, opvarmet druesaft, kvæde m.fl. Resultatet er overraskende – og smagen kan bedst beskrives som en sammenblanding af portvin, mjød og medicinsk helsedrik eller urtelikør. Ikke dårligt, men specielt!

Heldigvis sælger de også gode, nutidige Costières de Nîmes, der passer bedre til vore nutidige smagsløg.

Costières de Nîmes i dag – krokodillen lænket til palmetræet

Nîmes’ byvåben (billedet ovenfor) fremstiller en stiliseret krokodille lænket til et palmetræ. Det er den verdensberømte designer Philippe Starck, der har tegnet sidste, stærkt stiliseret udgave af byvåbnet, der som bruges som logo til markedsføring af Costières vinene. Historien er den, at de romerske legioner, der kom sejrige hjem fra militære togter i Ægypten, havde medbragt krokodiller. Disse gjorde så stort indtryk på indbyggerne i byen Nîmes – Nemausus på latin – at man valgte at præge en mønt, med indskrift COL. NEM (Colonia Nemausus). Den symboliserede byens nyvundne privilegium som romersk koloni og illustrerede Romerrigets kejserlige magt, med fangeskabet af krokodillen som symbol på erobringen af Ægypten.

De romerske legionærer slog sig i øvrigt ned som vinbønder i de jordlodder, som kejseren havde foræret dem som tak for deres militære bedrifter.

Selvom der altså er blevet drukket Costières i over 2000 år, er det først i 1989, at AOC Costières de Nîmes blev etableret. Der skal bruges mindst to druer til den vigtige ’assemblage’ (blanding), der vil ende i tank (’cuvée’). Der anvendes Grenache, Syrah og Mourvèdre (af og til også Cinsault og Carignan), mens de hvide laves på grenache blanc, roussane, marsanne (og af til også clairette, bourboulenc, viognier, macabeu et vermentino). Jorbunden er kalk og ler, og så er der masser af de kendte ’galets’, de runde sten, som også findes i Châteauneuf du Pape. De er med til at regulere varmen og begrænse fordampningen. Klimaet er også påvirket af de milde briser, der blæser sydfra, fra Middelhavet, og er med til holde planterne frie for uønsket utøj og skimmel (for slet ikke at tale om ’mistralen’, den stormende nordenvind i Rhônedalen, der indimellem rusker godt op i det hele).

Magtfulde Costières fra Middelhavet

De røde Costières er rubinrøde, med masser af rød frugt, brombær, hyld. Med alderen får de violaromaer, sort oliven, milde krydderier og lakridsagtige taniner. De hvide er gylden gule og med flot farvespil. De har en god syre og byder på aromaer af hvide blomster, citrusfrugter og eksotiske frugter. Rosévinene er svagt rosafarvede, med friske aromaer af jordbær og hindbær, er bløde og med god fylde. De skal bare nydes. Man kan med fordel udforske disse både fyldige og elegante vine, der hver især har deres særlige karakter.

Hver torsdag i juli og august i Nîmes er der markeder og koncerter på de små pladser rundt i byen (les Jeudis de Nîmes). Ved domkirken om aftenen, når temperaturen falder lidt, byder les vignerons des Costières de Nîmes på kølige smagsprøver af deres produktion. De fortæller stolt om deres forskellige ”cuvées”, og det kan være svært at finde frem til sin favorit.

Vil man udforske distriktet, er det et godt sted at starte og aftale et besøg på ’le domaine’ næste dag. De gør det godt, og historien har givet dem ret. De var jo ikke så skøre, de Romere!

__________________________

KILDER
Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

Syndicat AOC Costières de Nîmes: https://www.costieres-nimes.org [set januar 2019]
Inter Rhône: http://www.vins-rhone.com/fr/appellation [set januar 2019]
Patrimoine Urbain: https://foucautalain9.wixsite.com/patrimoine-urbain [set januar 2019]
Mas des Tourelles: http://tourelles.com/ [set januar 2019]
DK-France fotoarkiv

_____________________

I vores seneste indlæg lovede vi at tage læseren med på en tur gennem mindre kendte franske vindistrikter. Turen går denne gang til Loire-dalen, hvor der produceres spændende vine af fremragende kvalitet. Og vine for enhver smag.

At påstå, at Loire-vine skulle komme fra et mindre kendt vindistrikt, skal her fortolkes med danske briller, for Loires omdømme fejler bestemt ikke noget i selve Frankrig, der nyder størstedelen af produktionen.

Loire-vine er undertippede i Danmark
Danmark importerer det meste af sin franske vin fra de velkendte, klassiske – og sikre – vindistrikter som Bourgogne, Champagne, Alsace, Côtes du Rhône, Languedoc-Roussillon og ikke mindst Bordeaux. Der er derfor langt mellem rosé, hvide, røde eller boblende vine fra Loire. Disse kan man nemmere anskaffe sig i specialhandler eller på restauranter end i supermarkedernes vinafdelinger. For ikke at tale om nettet. Om ikke andet er det vine, der fortjener større opmærksomhed, og det er synd, de er undertippede i Danmark. Lad os besøge distriktet og lære dem lidt at kende.

Le jardin de la France : en oase for slotsromantik og vindyrkning
Loire-floden, som med sine 1012 km er Frankrigs længste flod, skærer sig gennem Frankrig ca. halvvejs mellem nord og syd, fra øst i Massif Central, mod vest i Atlanterhavet, og udgør en naturlig klimagrænse.

Loire-dalen er desuden begunstiget med et mikroklima, med milde vintre og svale somre, og har gennem århundreder været et yndet udflugtsmål og en grøn oase for bl.a. velhavende parisere, der ville flygte fra byens larm og den dårlige luft for at nyde den smukke natur og bedrive jagt i de store skovområder syd for floden.

Trenden startede i middelalderen og tog til i renæssancen, hvor de franske konger og den franske adel lod sig bygge romantiske pragtslotte, der hver især rivaliserer i skønhed med harmonisk, klassisk udsmykning og sirligt anlagte franske parkanlæg eller middelalderlige tårnanlæg og brystningsmure.

Her kan vi finde Chambord, Blois, Cheverny (som Hergé i sine Tintin-albums brugte som model til kaptajn Haddocks Moulinsart), Amboise, Chenonceau, Villandry, Azay-le-Rideau, Ussé (Tornerose slot i Perraults eventyr), Chinon, Saumur (som har været hovedinspirationskilde til Disneys sleeping beauty slot), blot for at nævne de mest kendte. Betegnelsen ”Jardin de la France” (Frankrigs have) denoterer disse særlige historiske forhold og dette kulturlandskab, hvori vindyrkning kan spores 2000 år tilbage i tiden.

Vugge for moderne fransk
Loire-dalen siges at være vugge for udvikling af moderne fransk. Det var her, digteren du Bellay i 1549 udgav sit berømte forsvarsskrift for det franske sprog og dets forskønnelse, efter at latin officielt var blevet lagt på hylden af den franske konge Frans den første i 1539, der dekreterede, at nu skulle fransk bruges i alle offentlige skrifter.

Du Bellay fulgtes snart af andre poeter og litterater, som Ronsard og Rabelais, og deres renæssanceværker fra 1530-1570 figurerer højt i den franske litterære kanon. Det siges også, at det er her, man i dag vil kunne høre den mest korrekte – og flotteste – franske udtale!

Vine som perler på en snor elle mangfoldighedens have
Spredt på 3 franske regioner, 14 departementer, og med 800 km vinruter, er Loire-vinene kendetegnet ved deres høje diversitet. De indbefatter både AOP (Appellations d’Origine Contrôlée), Dénominations (benævnelser) og IGP (Indication Géographique Protégée Val de Loire) samt en lang række druesorter, hvor Cabernet Franc for de røde og Chenin, Melon de Bourgogne og Sauvignon for de hvide, er de mest anvendte.

Dertil kommer stor variation i jordbundforholdene (terroir), med stenarter som granit, gnejs og skiffer mod vest, og aflejringer af sedimenter mod øst, med gult kridt (tuffeau), sand og grus, flint og lerjernsten.

Produktionen er på 270 millioner flasker årligt, hvoraf 50 millioner går til eksport i 160 lande. Størstedelen vinificeres som hvid (41%). Rosé står for 27%, rød 19% og boblende vine for 13%. Bag denne succes står 2700 selvstændige vinbønder, 300 handelshuse og 15 vinkooperativer.[i]

Grundet den begrænsede spalteplads kan vi ikke udforske dem alle, så her vil vi bare kigge på nogle af de mest prominente.

Fra Nantes til Tours – 3 distrikter

Starter vi mod vest, hvor Loire-vandene løber ud i havet, har vi omkring byen Nantes AOC Gros Plan de Nantes, en maritim hvidvin, der ofte fremstilles ”sur lie” (vinen lagres på fad i 4 til 5 måneder uden forudgående omstikning og udvikler sig sammen med sit naturlige bundfald, hvorved vinen vinder i rundhed og fedme). Det er også hjemegnen for Muscadet, der tæller flere AOC’ere, og som er lavet på melon de Bourgogne, en frisk, liflig vin, med megen frugt og fylde i munden. Her benyttes sur lie-metoden også. Disse vine er perfekte ledsagere til alt godt fra havet.

Lidt længere mod øst kommer vi til Anjou-vinene omkring byerne Angers og Saumur, der kan mønstre stor variation med 19 AOC’ere og benævnelser. Disse vine tæller både tørre og søde hvidvine, rosévine (på Gamay, Pinot Noir og Cabernet Franc) samt rødvine (på Cabernet franc og Cabernet Sauvignon).

Der produceres også boblende vine på Chenin Blanc og Chardonnay, den såkaldte Crémant de Loire. Fælles for Anjou-vinene er de flotte aromaer, med megen frugt og god balance og fylde. Og efter sigende er det vine, man ikke bliver dårlig af, hvis man skal tro sangteksten fra den berømte drikkevise Le Tourdion (1530): aussi désormais je bois Anjou ou Arbois! … (så nu drikker jeg Anjou eller Arbois!)

Vi fortsætter til storbyen Tours og vinene fra Touraine, hvor de mest berømte er Chinon, St Nicolas de Bourgueil og Vouvray. Her møder vi igen variationen fra den store vinpalet, fra lette til fyldigere vine, fra sødmefyldte til friske, tørre hvidvine, fra frugtige, elegante Gamay-vine til intense Cabernets Francs med flotte taniner, og ikke at forglemme, de aromatiske, boblende Crémanter, der er fyldt med kraft. Touraine slutter ved Amboise og Blois.

Små distrikter, stort omdømme
Vi kan ikke afslutte turen uden at nævne den mindre region Centre-Loire, der ligger mere afsides mod øst, men producerer ypperlige vine. Der er her 9 AOC, hvor de bedst kendte er Sancerre og Pouilly-fumé. Det er højkvalitetsvine, mest hvide, der er meget eftertragtede og ofte optræder på vinkortet på de bedste restauranter rundt om i verden.

Her forholder det sig omvendt i forhold til de andre Loire-vine, der hovedsageligt nydes i Frankrig, da 60% af Sancerre går til eksport. De hvide Sancerre brillerer med deres frisked med komplekse citrusaromaer og en stram og elegant mineralitet. Der anvendes i øvrigt sur lie-vinifikation.

Den hvide Pouilly-fumé laves på Sauvignon Blanc og Chasselas. Da den især vokser på kalk- og kiselholdig jordbund med flint og mergel, er den ligesom Sancerre kendetegnet ved sin udprægede mineralske karakter (har derved også en anelse røg- fumé smag). I duften er der klare toner af gyvelblomst og frisk grapefrugt.

Fortjener større udbredelse
Det turde nu stå klart, at Loire har mange gode vine at byde på. Med deres forbavsende varietet kan Loire-vine behage selv de mest kræsne ganer og burde vinde større indpas på de danske middagsborde – eller på terrassen, når sommeren skal nydes.

Næste gang, vi udkommer, vil vi bringe læseren videre på turen til andre franske vindistrikter, der ligeledes fortjener større kendskab.

Læs også vores seneste indlæg:
Cahors – om prinsens vin, terroir og vinkultur

___________________

KILDER:
Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

Tallene i indlægget er hentet i: vinsvaldeloire.fr, dossier de presse 2018 [set 8. juli 2018]
Billedet Les vignobles … er hentet i: Wikipedia, Creative Commons
___________L________

[i] [i] Kilde: vinsvaldeloire.fr, dossier de presse 2018