Denne nyhed vil nok ikke just begejstre danske familier, der påtænker at købe bolig i Frankrig i 2014:
Ejerskifteafgiften – og dermed notarudgifterne – er pr. 1. marts steget i mange franske departementer – men, den gode nyhed i denne forbindelse er så, at stigningen er minimal og begrænset til to år!
Departementernes budgetter er under pres som følge af den økonomiske situation: de er nødt til at bruge flere midler på sociale ydelser og modtager mindre tilskud fra staten. Derfor har departementerne fået lov til at øge deres indtægter ved at forhøje deres andel af ejerskifteafgiften, ”les droits de mutation”, som skal betales ved alle ejendomshandler. Fra det oprindelige niveau på 3,8% kan departementernes andel således hæves til maksimum 4,5 %.
Der er tale om en foranstaltning, som i teorien kun skal vare to år, dvs. frem til den 29. februar 2016.
Omkostninger forbundet med ejendomskøb
Ved alle ejendomshandler skal køber betale det, man lidt misvisende kalder ”les frais de notaire”, notarudgifter. Det drejer sig nemlig om nogle særlige franske skatter og afgifter, som notaren opkræver og indbetaler til forskellige offentlige myndigheder – ud over selve notarhonoraret.
Bemærk: Ændrede regler for reducerede notarudgifter
Indtil for to år siden kunne boliger under 5 år købt i projektsalg, handles til reducerede notarudgifter, ligesom nybyggeri, første gang de blev handlet. Dette er nu ændret, og man skal derfor være opmærksom på, at notarugifterne for disse boliger i dag er de samme som for ældre boliger, dvs. boliger over 5 år.
Sammensætning af ejerskifteafgiften
Notarudgifterne for en ældre bolig består primært af ejerskifteafgiften, der hidtil har udgjort 5,09% af ejendommens salgspris. Denne afgift fordeler sig med en andel til departementet – den andel, der nu er givet tilladelse til at hæve fra 3,8% til maksimum 4,50%, en andel på 1,20% til kommunen, og en andel til staten på 2,37% af departementsafgiften, dvs. 0,09006%.
Notarudgifternes øvrige poster
Ud over ejerskifteafgiften omfatter notarudgifterne notarens lovbestemte honorar, der udgør omkring 1,33% af salgsprisen, samt udlæg, dvs. beløb der er udlagt for fx kommunale oplysningsskemaer, tinglysningsafgift, stempelafgift mv. I notarens honorar indgår ligeledes afregning for forskellige opgaver, fx gennemgang af byggetilladelse, indhentning af dokumenter, fremskaffelse af tingbogsudskrift mv.
De samlede notarudgifter for en bolig udgjorde ca. 7% af salgsprisen før forhøjelsen af ejerskifteafgiften og ca. 7,7% efter forhøjelsen på ca. 0,7%.
Forhøjet afgift i 83 departementer pr. 1. maj
De fleste departementer har allerede pr. 1. marts 2014 vedtaget og iværksat forhøjelsen af ejerskifteafgiften, mens ca. 20 har ventet til 1. april. Den 1. maj havde hele 83 departementer ud af 101 forhøjet deres andel af ejerskifteafgiften. Indtil videre har kun syv departementer besluttet ikke at hæve ejerskifteafgiften, nemlig: Paris, Les Yvelines, La Vienne, Le Morbihan, La Mayenne, L’Isère og la Côte-d’Or.
Samtlige departementer, der har vedtaget foranstaltningen, har hævet afgiften til det maksimale, nemlig 4,50%. I disse departementer er ejerskifteafgiften således forhøjet fra 5,09% til 5,80%, og de samlede notarudgifter er hermed steget med ca. 0,7% til ca. 7,7%.
Eksempel:
Køber man en ældre bolig til € 200.000 i et departement, der har vedtaget at forhøje ejerskifteafgiften, betyder denne stigning en ekstraudgift på ca. € 1.400 for køber (ca. DKK 10.500).
—————-
KILDER:
Inspireret af: “Droits de mutation en hausse” af Laurence Barnier, udgivet i Logic-immo.com nr. 313, 15 april – 6. maj 2014
“Les frais de notaire augmentent dans la plupart des départements” udgivet i www.pap.fr – 30. april 2014