Kategoriarkiv: Ferieboligudlejning

Franske ”sommerhuse” hitter efter corona

I tiden før corona var franske sekundære boliger – det vi i Danmark også kalder sommerhuse, fritidshuse eller ferieboliger, kært barn har mange navne! – ikke i særlig høj kurs blandt franskmænd. Hvorfor skulle man egentlig forpligte sig til at tilbringe sine ferier og weekender samme sted, når man med få klik kunne nyde behagelige lejeboliger hvor som helst i verden?

Men det var at gøre regning uden coronapandemien, der gennem udviklingen af folks adfærd og mentalitet har været medvirkende til at blande kortene på det franske sekundærboligmarked.

Château de Charmant: Eksempel på fransk sekundærbolig
Château de Charmant: Eksempel på fransk sekundærbolig

Som følge af den eksplosive vækst i hjemmearbejdet er der mange franskmænd, ikke mindst parisere, som nu igen drømmer om en sekundær bolig (résidence secondaire), hvor de ikke blot kan tilbringe ferien, men også kan bo (- og arbejde hjemme, fra stuen, terrassen eller haven!) flere dage om ugen. Kort sagt, man har igen fået smag for ”sommerhuset”! Se FAKTABOKS.

På denne baggrund viser en undersøgelse, at sekundærboligen, fra at være den lejlighedsvise bopæl, hurtigt er blevet til den regelmæssige eller endog primære bopæl for dem, der er så heldige at kunne eje en sådan bolig. En tendens man i øvrigt også kan konstatere i Danmark!

Sekundærboligmarkedet i Frankrig skifter ham!

Boostet af effekten af såvel den massive indførelse af hjemmearbejde som af franskmændenes voksende interesse for boliger, særligt huse, med udeområder (balkon, terrasse, have) har Covid-19 krisen sat gang i det franske sekundærboligmarked, der således både er blevet styrket og har udviklet sig.

Covid-19 krisen har godt og grundigt blandet kortene på det franske ejendomsmarked generelt og på sekundærboligmarkedet i særdeleshed. Den stigende udbredelse af hjemmearbejde gør det nu muligt for dem, der ejer en sekundær bolig, at tilbringe to eller tre dage om ugen i den by, hvor de arbejder – og hvor deres primære bolig ofte også ligger – og resten af tiden med hjemmearbejde i den sekundære bolig.

Dette paradigmeskift har i øvrigt dannet baggrund for fremkomsten af et nyt koncept i Frankrig, nemlig semiprimær bolig (résidence semi-principale), dvs. en bolig, hvor man ikke længere nøjes med at tilbringe sine weekends og ferier en gang i mellem, men hvor man fremover bor fast flere dage om ugen. Begrebet kan minde om det danske ”supplerende helårsbolig” (https://finans.dk/weekend/).

Købe på landet, men tæt ved byen

Som den franske forfatter og journalist Alphonse Allais (1854-1905) skrev: ”Man burde bygge byer ude på landet, for der er luften sundere”. En ny 2.0 generation af – yngre – købere ønsker således at købe en sekundær bolig på landet, ikke alt for langt fra deres arbejde og ikke, som tidligere, nødvendigvis ved havet.

De unge 2.0 købere, der er opfostret med hjemmesider for korttids- og sæsonudlejning blandt private, synes ligeledes – i modsætning til deres forældre – at efterspørge boliger tæt på bymidten, renoverede og komfortable, og gerne af beskeden størrelse. I valget mellem på den ene side storfamiliehuset (mas XXL), der ligger isoleret og kræver istandsættelse, og på den anden side det lille hus (maisonnette), der er indflytningsklart og let at komme til, særligt med højhastighedstog (TGV), er det meget ofte det lille hus, der bliver foretrukket.

Ejendomsinvestering, men ikke kun …

Selvom det på langt sigt kan være en god finansiel investering, så er erhvervelsen af en sekundær bolig generelt ikke dikteret af et spekulativ formål. Det er således mere muligheden for at kunne bruge og have glæde af boligen end at udleje den, der motiverer køberne. De fleste franske sekundærboliger er i øvrigt ikke på sæsonudlejningsmarkedet: 25% af ejerne af en sekundær bolig i Frankrig overvejer, på sigt, at gøre boligen til deres primære bolig, mens 69% af ejerne ikke lejer ud.

Hvad koster det egentlig at have en såkaldt ”résidence secondaire” i Frankrig?

Vedligeholdelsesudgifter (frais d’entretien), beboelsesskat (taxe d’habitation), ejendomsskat (taxe foncière), renoveringsarbejde, forsikring, afdrag på realkreditlån etc. Før man kaster sig ud i købet af en sekundær bolig (résidence secondaire) i Frankrig, er det vigtigt at vurdere og tage højde for de udgifter, der skal afholdes. Vedligeholdelsesudgifter i forbindelse med en sekundær bolig bør ikke undervurderes!

Vedligeholdelsesudgifter kommer oven i købsprisen og kan veje tungt i det årlige budget. Når alt lægges sammen: forbrug (el, vand, varme, …), forbedringsarbejder (renovering, modernisering, isolering, …) abonnementer (internet, telefon, teleovervågning), skat (beboelsesskat, ejendomsskat, renovation, …) vedligeholdelsesudgifter (årligt tjek af varmesystem, maling, udeområder, …), forsikring og låneafdrag – kan regningen ende med at blive pebret. Generelt udgør ovennævnte udgifter gennemsnitligt mellem 1 og 3% årligt af købsprisen for en sekundær bolig i Frankrig. Det skal i øvrigt bemærkes, at fra 2023 skal kun ejere af en sekundær bolig – eller en ledig bolig – betale beboelseskat! Gennemsnitligt koster en sekundær bolig i Frankrig EUR 269.900 i 2021, og de tilhørende ejerudgifter udgør mellem EUR 2.699 og 8.097 årligt, hvortil kommer transportudgifter (brændstof, motorvejsafgift, togbillet, …) til og fra boligen (Logic-IMMO nr. 519).

Udleje for at reducere regningen …

Som det fremgår, er investering i en sekundær bolig ikke umiddelbart noget, man kan blive rig af, som følge af de udgifter, der følger med købet. Ikke desto mindre vokser andelen af franske sekundære boliger alligevel hurtigere end andelen af primære boliger.

For at hente udgifterne hjem og gøre investeringen rentabel kan løsningen være at udleje den franske sekundærbolig. Dette alternativ kan i øvrigt vise sig at være rentabelt. På den ene side har Covid-19 krisen nemlig tidoblet lysten til plads, udeområder, grønne områder og – mere generelt – franske huse. På den anden side har udbredelsen af hjemmearbejde gjort det populært at blive sekundærboligejer. Hvis man vælger møbleret udlejning, skal der indhentes tilladelse fra rådhuset, såfremt den kommune, hvori den sekundære bolig ligger, har over 200.000 indbyggere. Ligeledes skal man huske at indberette lejeindtægten til skattevæsenet, både i Frankrig og i Danmark, som forretningsoverskud (bénéfices industriels et commerciaux, BIC). Endelig bør man sikre sig, at sekundærboligen har en god internetforbindelse!

Ovenstående nye boligtrend indikerer, at franske ”sommerhuse” vil blive mere eftertragtede i fremtiden og dermed en mere attraktiv investering – også for danskere, som ønsker sekundærbolig i Frankrig.

FAKTABOKS

Hvad er en helårsbolig, en primær bolig og en sekundær bolig?
En helårsbolig er den ejendom, hvor du har din faste bopæl, rent faktisk bor og er tilmeldt det danske folkeregister (CPR). En helårsbolig er, som navnet antyder, en bolig som du må bo i hele året, der oftest omfatter bopælspligt. Helårsboliger findes primært i by- og landzoner.
https://boligraadgiver.dk  

”I EU-retlig forstand synes det, at se ud til, at primærbolig er helårsbeboelse, og altså den bolig, du bor i til hverdag, og boliger, som ikke er helårsbeboelse anses som sekundærbolig.”
Karen H. Andersen, https://projekter.aau.dk  

En sekundærbolig er en ejendom, hvor du ikke bor fast. Det er typisk et sommerhus eller en ferielejlighed. Men det kan fx også være en pendlerbolig eller en helårsbolig, hvor du ikke bor fast og således heller ikke er tilmeldt det danske folkeregister (CPR).
Justitsministeriet, Civilstyrelsen, https://civilstyrelsen.dk/  

”Begrebet fritidshus opstod, da det tilbage i 70’erne blev et krav at isolere de nybyggede sommerhuse, og så var det jo pludselig ikke bare et hus, som vi kunne bruge kun om sommeren, men derimod et hus som kunne bruges året rundt. Og derfor ændrede vi i branchen betegnelsen fra sommerhus til fritidshus.”
Mette Bech Hofman, Planet Huse, https://huset-middelfart.dk/sommerhus-eller-fritidshus-hvad-er-forskellen  

NOTE: I betydningen primærbolig svarer helårsbeboelse eller helårsbolig til det franske ’résidence primaire’ eller ’résidence principale’, mens sekundærbolig svarer til det franske ’résidence secondaire’. Bemærk dog, at juridisk og skattemæssig status er kulturelt bestemt og derfor underlagt de 2 landes nationale lovgivning. Bemærk i øvrigt, at man på dansk ser såvel ’primærbolig’ som ’primær bolig’ samt tilsvarende ’sekundærbolig’ og ’sekundær bolig’.
 
Hvad er en flexbolig?
En flexbolig er en helårsbolig uden bopælspligt. Du kan bruge en flexbolig hele året rundt som sommerhus, fritidsbolig eller et ekstra hjem. Du vælger selv.
https://www.flexbolig.nu/fakta-om-flexbolig/hvad-er-en-flexbolig  

NOTE: En fleksbolig eller flexbolig kan minde om det nye franske begreb ’résidence semi-principale’. Bemærk dog, at juridisk og skattemæssig status er kulturelt bestemt og derfor underlagt de 2 landes nationale lovgivning.  

_____________

FORFATTER
Indlæg/oversættelse v/Liselotte Kruse, DK-France

KILDER
Logic-IMMO, Gard Hérault, nr. 419 – Juli 2021: SPÉCIAL – Résidences secondaires:
https://en.calameo.com/books/00592340384504f979aeb
[besøgt 30.07.2021]

Immobilier: Les Parisiens ont bien « déserté » Paris après le premier confinement :
https://www.leparisien.fr/immobilier/immobilier-les-parisiens-quittent-paris-04-01-2021-8417190.php
[besøgt 01.06.2021]

Andersen, Karen Højmose (2017): Køb af danske ejendomme (afhandling):
https://projekter.aau.dk/projekter/files/259774059/Kob_af_danske_ejendomme___kandidatspeciale_.pdf
[besøgt 19.08.2021]

Hansen, Anne Vegeberg (2021): Sommerhus vs. fritidshus:
https://huset-middelfart.dk/sommerhus-eller-fritidshus-hvad-er-forskellen/
[besøgt 19.08.2021]

Nielsen, Trine (2021): Helårsbeboelse eller sommerhus:
https://www.bolius.dk/helaarsbeboelse-eller-sommerhus-18682
[besøgt 19.08.2021]

Sommerhuse:
https://da.wikipedia.org/wiki/Sommerhus
[besøgt 19.08.2021]

Kan jeg købe sekundærbolig:
https://civilstyrelsen.dk/sagsomraader/erhvervelse-af-fast-ejendom/ofte-stillede-spoergsmaal/kan-jeg-koebe-sekundaerbolig
[besøgt 19.08.2021]

Udlejning – Ferieboliger, fleksboliger, værelser m.v.:
https://planinfo.erhvervsstyrelsen.dk/fritids-og-ferieudlejning
[besøgt 19.08.2021]

Hvad er flexbolig:
https://www.flexbolig.nu/fakta-om-flexbolig/hvad-er-en-flexbolig
[besøgt 19.08.2021]

Helårsboliger anvendt som fritids- eller fleksboliger:
https://finans.dk/weekend/ECE10910518/helaarsboliger-anvendt-som-fritids-eller-fleksbolig-saadan-er-skattereglerne/?ctxref=ext
[besøgt 19.08.2021]

LÆS OGSÅ
Slotsferieboliger: Forskellige ejerkoncepter – fordele og ulemper:
https://dk-france.dk/slotsferieboliger-forskellige-ejerkoncepter-fordele-forskelle/

Tips og råd til succesfuld investering i fransk lejebolig:
https://dk-france.dk/category/ferieboligudlejning/

Tips og råd til succesfuld investering i en fransk lejebolig

At købe en lejlighed med henblik på udlejning er ikke noget man bare gør uden at være godt forberedt. Enhver ejendomsinvestor skal være meget omhyggelig, når det gælder valg af fx bolig, beliggenhed eller skattemæssige status. Du får her nogle råd til, hvordan du som dansk ejendomsinvestor kan få succes med investering i en fransk lejebolig, så du undgår senere ærgrelser og får udbytte af din ejendomsinvestering.

Château les Carrasses: Eksempel på ferieboliginvestering med fornuftigt afkast – kombineret eget brug og møbleret udlejning
Château les Carrasses: Eksempel på ferieboliginvestering med fornuftigt afkast – kombineret eget brug og møbleret udlejning

Når man som dansker har besluttet at investere i fast ejendom i Frankrig i form af lejebolig (investissement locatif), er der en række afgørende spørgsmål, der melder sig i forhold til fx beregning af afkast ved ejendomsinvestering, type af lejekontrakt, investeringsbeløb, valg af bolig m.fl. I det følgende får du i en række hovedpunkter nogle råd om, hvordan du får succes med din ejendomsinvestering, lige fra søgning af ejendom til valg af beskatningsform for indtægter ved udlejning.

1. Lejebolig: tryg investering, men grundig forberedelse

Investering i lejeboliger har vind i sejlene hos franskmændene. Dette skyldes bl.a. de meget lave renter på realkreditlån, usikkerheden i aktiemarkedet og afkastet ved denne type ejendomsinvestering, der eksempelvis overstiger det afkast, som franskmændene opnår ved bl.a. den særlige franske livsforsikring, der er en form for pensionsopsparing, som har været faldende de senere år, og som i 2019 udgjorde 1,4%. Ifølge ejendomsmæglerorganisationen Century 21 var 1 ejendomskøb ud af 4 investering i lejebolig i 2019.

Men man investerer ikke i en lejebolig uden grundig forberedelse. En dårlig investering kan nemlig meget hurtigt ende som et mareridt, fx hvis man ikke kan finde en lejer …

Hvis du overvejer at investere i en fransk lejebolig, men ikke ved, hvilken type ejendom du skal vælge, får du i det følgende et par tips til din boligsøgning.

2. Boligareal/pris: småt er godt

Du tøver mellem investering i en etværelses og en treværelses lejlighed? Er der tale om din første investering af denne art, så er det bedre at stile mod en etværelses eller lille toværelses lejlighed. Små lejligheder udlejes almindeligvis dyrere pr. m² end store lejligheder, og købesummen er generelt lavere.

“En eviggyldig grundregel er: BOLIGAREAL/PRIS. Jo mindre lejligheden er, jo dyrere udlejes den pr. m². Det samme forhold gør sig gælder ved salg: jo mindre areal, jo dyrere sælges den. Og en ejendomsinvestering af denne type giver et bedre afkast, specielt i byer som Lyon, Paris eller Bordeaux”, bemærker Stéphane Desquartiers, investeringsekspert og stifter af investeringsvirksomhedenMaison de l’investisseur.“For små lejligheder af typen etværelses eller lille toværelses lejlighed er det gennemsnitlige afkast i størrelsesordenen 5,5% – 6% i store byer; for toværelses eller treværelses lejligheder falder afkastet en smule, men udgør gennemsnitligt 4,5% – 5%. Inden for nybyggeri er afkastet en anelse lavere som følge af de franske regler for huslejekontrol (se nedenfor)”, tilføjer Stéphane Desquartiers.

4. Beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed!

En anden grundregel er: BELIGGENHED. Boligens beliggenhed er yderst vigtig – og måske det vigtigste kriterium for enhver investering i fast ejendom.

Stéphane Desquartiers går endog lidt videre og råder investorer til at foretage investeringen i en lejebolig tæt på egen bopæl – et råd, der ligeledes er relevant for danskere, der i forvejen ejer fast ejendom i Frankrig, og for hvem det vil være optimalt at investere i en lejebolig nabo til den bolig, man i forvejen ejer, i en nærliggende by eller i nabolaget:

”Jeg fraråder fjerninvestering, dvs. at investere langt egen bopæl! En ejendom er ikke et produkt på lige fod med eksempelvis aktier, man har forpligtelser, også selvom man har en administrator. Ligger lejeboligen derfor tættere på egen bolig, er det er lettere, når man personligt skal tjekke, at lejligheden er i korrekt stand, eller når man selv skal sørge for udskiftning af møbler ved møbleret udlejning, … Kort sagt, det er mere enkelt at kontrollere og administrere lejeboligen og øger chancen for at købe til den rigtige pris, når man kender markedet og de områder, man interesserer sig for”, konkluderer Stéphane Desquartiers.

Hvis du ønsker at investere i Paris, skal du overholde de særlige franske regler for huslejekontrol (encadrement des loyers), som gælder ved udlejning af møblerede og umøblerede boliger i Paris intra-muros, der udgør ejerens primære bolig. Selvom Paris oftest er uden for rækkevidde i forhold til investering i lejebolig som følge af de alt for høje ejendomspriser, så er afkastet godt i første eller anden ring om Paris, hvor priserne er lavere.

Man kan eksempelvis investere i Asnières-sur-Seine, Clichy eller Vanves, hvor boligpriserne er lavere end i Paris, men dog nyder godt af den afsmittende effekt fra prisniveauet i det centrale Paris.

4. Købspris og lånefinansiering: start i det små

Som ny ejendomsinvestor kan du være i tvivl om købsprisens størrelse. Afhængigt af din lånekapacitet kan du finansiere din investering ved at optage et dansk realkreditlån, som oftest er det enkleste, eller et fransk lån, hvor der gælder særlige vilkår, og hvor det tilrådes at tage kontakt til en specialist. Ved førstegangskøb kan du fx starte med en etværelses lejlighed til under EUR 100 000 ved at låne med længst muligt løbetid, afhængigt at den formuestrategi, du vælger.

Sørg ligeledes altid for at have en opsparet reserve for at sikre en eventuel periode uden lejer, forpligtelser som skatter eller uforudsete reparationer eller udskiftninger, som du har ansvaret for.

5. Fradrag af udgifter: spar i skat

Visse arbejder (vedligeholdelse, istandsættelse, renovering, ombygning, forbedring, …), som du udfører i din lejebolig, kan fratrækkes din lejeindtægt. Dette forhold benævnes underskud ved udlejning (déficit foncier), hvis udgifterne overstiger indtægterne fra din lejebolig. Du har derfor al mulig interesse i at udleje en lejlighed i perfekt stand og at vedligeholde den mellem to lejere. Derudover øger disse arbejder boligens værdi. Husk, at du også kan trække renterne på realkreditlånet fra din lejeindtægt.

Når udgifterne (lånerenter, skatter, forsikringer, arbejder) er højere end de indtægter, ejeren opnår gennem sin investering i en lejebolig, taler man om underskud ved udlejning. Dette underskud betyder, at du som ejer af en lejebolig kan reducere din beskatning, der ofte vejer tungt afhængigt af udlejningsform og lejekontrakttype (umøbleret eller møbleret lejemål), udlejningsordning og udlejerstatus (ikke-professionel udlejer (LMNP-ordning) eller professionel udlejer (LMP-ordning) af møbleret bolig) og beskatningsprocent.

6. Nyt eller eksisterende byggeri: valg af udlejningsordning

Ud over købsprisen for din lejebolig kan du også være i tvivl om valget mellem investering i nyt og i eksisterende byggeri. For danske ejendomsinvestorer, der er skattepligtige i Danmark, er dette valg måske mindre væsentligt og mere et spørgsmål om smag, interesse og komfort.

Derimod er det vigtigt at vælge den rigtige status og udlejningsordning – særligt enten LMP- eller LMNP-ordningen, der begge retter sig mod investering i såvel nybyggeri som eksisterende byggeri og giver dig en skattereduktion i forhold til lejeindtægten. Begge ordninger kan vælges ved udlejning for en periode på minimum 9-12 år. Kontakt en specialist inden for området, der kan hjælpe dig med det rigtige valg.

For franske statsborgere og EU-statsborgere med fast bopæl og skattepligtige i Frankrig findes der yderligere to beskatningsformer med skattereducerende formål: Denormandie-ordningen ved udførelse af større arbejder inden for eksisterende byggeri og Pinel-loven inden for nybyggeri. Med disse to beskatningsformer har man til sammenligning mulighed for at opnå en skattebesparelse på op til 21% for maksimum to boliger pr. år.

7. Udlejningsformer og lejekontrakter: fordele og ulemper

En lejebolig kan udlejes som møbleret eller umøbleret lejemål. Før du køber din bolig, bør du dog vælge den type lejekontrakt, også kaldet lejeaftale (bail locatif), du ønsker at tilbyde din lejer. Den valgte lejekontrakt og udlejningsform har nemlig betydning for forhold som beskatning, opsigelsesvarsel og det inventar mv., der skal være i boligen. Se fordele og ulemper ved begge udlejningsformer her!

8. Umøbleret udlejning – til større boliger

Umøbleret udlejning er absolut den mest stabile udlejningsform for udlejeren, som indgår en lejekontrakt på 3 år, mod 1 år for møbleret lejemål. Opsigelsesvarslet er på 3 måneder – dog kun 1 måned i mindre attraktive områder, ligesom ved møbleret udlejning. Umøblerede lejemål er særligt velegnet til store lejligheder.

Valget af lejekontrakttype er således afhængigt af, hvor langt et lejemål du ønsker for din lejebolig.

9. Møbleret udlejning – til mindre boliger

Møbleret udlejning, der tiltaler mange udlejere, er en meget fleksibel udlejningsform og den mest populære ved små lejemål. Ved møbleret udlejning har udlejeren et opsigelsesvarsel på 1 måned til opsigelse af lejeren, mod 3 måneder ved umøbleret udlejning. Lejekontrakten indgås for en varighed på 1 år med mulighed for forlængelse. Der er stor efterspørgsel fra lejernes side på denne type lejekontrakt for små lejligheder. Derudover kan du veksle mellem møbleret udlejning i studieperioden, med en lejekontrakt på 9 måneder, og møbleret sæsonudlejning i skolernes ferieperioder, hvis din lejebolig er beliggende i et blandet studie- og turistområde. Dette vil øge dit afkast.

Men uanset hvilken strategi, du vælger, skal du overholde kravene i inventarlisten, der skal være til rådighed for lejer ved møbleret udlejning: Une liste de mobilier encadrée par la loi.

10. Beregning af afkast: husk administrationsudgifter

Når man beregner afkastet i forbindelse med investering i en lejebolig, må man ikke overse administrationsudgifterne. “Man glemmer ofte den tid, man bruger på at drive og administrere en ejendom. En del af administrationsarbejdet kan lettes vha. forskellige online værktøjer, men det tager alligevel tid! I stedet for selv at varetage administrationsarbejdet er en anden mulighed naturligvis at overlade administrationen til en professionel administrator – en løsning, der nok giver dig maksimal komfort, men som dog har en pris, idet beløbet for denne service udgør ca. 4-7% af lejen for umøbleret og 7-15% for møbleret udlejning”, konstaterer Maud Velter, udlejningsspecialist, og tilføjer: “For at undgå ubehagelige overraskelser er det en god idé at bede om prislisten for disse serviceydelser”.

Valget at lejekontrakt har således stor betydning for beskatningen af din lejeindtægt. Investeringsekspert Stéphane Desquartiers forklarer: “Møbleret udlejning giver udlejeren den største fordel: større fleksibilitet og større afkast. Såfremt din lejebolig er beliggende i en blandet studie- og turistby, som Marseille eller La Rochelle, kan du udnytte muligheden for både sæsonudlejning og klassisk udlejning ved at indgå lejekontrakt på 9 måneder med en studerende i studiesæsonen for herefter at udleje boligen til turister i feriesæsonen. Du slår på den måde to fluer med et smæk med en høj afkast, der kan nå op på ca. 8% i byer med sunde og dynamiske markeder”.

11. Beregning af afkast: husk skatten

Du kan forvente, at din investering i en fransk lejebolig vil give et vist afkast, der kan være en god måde at forberede din pension eller supplere din indkomsten på. Under din boligsøgning bør du beregne såvel bruttoafkast som nettoafkast. Disse beregninger gør det muligt for dig at sammenligne afkastet mellem to eller flere mulige ejendomskøb.

Vær også opmærksom på valg af beskatningsform, idet din lejeindtægt i alle tilfælde beskattes. Et godt råd er at få professionel hjælp til beskatningsvalget, så eventuel forkert beskatning af din lejeindtægt undgås.

Held og lykke med din investering i en fransk lejebolig!

_____________________

KILDER

Indlæg og oversættelse v/Liselotte Kruse, DK-France, inspireret af følgende artikel:

Comment investir dans l’immobilier en 2020 ? Trykt af Figaro Immo – 08.01.2020 – I AcheterJe me prepare

https://immobilier.lefigaro.fr/annonces/edito/acheter/je-me-prepare/comment-investir-dans-immobilier [set den 15. februar 2020]

Paris: Boligejerne fravælger Airbnb til fordel for møbleret udlejning – hvorfor?:
https://dk-france.dk/paris-boligejerne-fravaelger-airbnb-til-fordel-for-moebleret-udlejning/ [set den 26. april 2020]

Leaseback – populært køb-og-udlej koncept i Frankrig: LMP/LMNP:
https://dk-france.dk/leaseback-populaert-koeb-udlej-koncept-frankrig-2/ [set den 26. april 2020]

_____________________

Paris: Boligejerne fravælger Airbnb til fordel for møbleret udlejning – hvorfor?

I løbet af 2018 begyndte møbleret udlejning i Paris igen at blive populær – på bekostning af udlejning via Airbnb. Hvorfor har de parisiske boligejere ændret adfærd? Her er 3 grunde til den stigende popularitet af møbleret udlejning!

Château de Charmant
Château de Charmant : Møbleret udlejning af hele eller dele af slottet efter aftale ! ………………. Kun 2 timer med TGV-tog fra Paris.

Stigende kontrol med Airbnb-udlejning

Siden 2017 er reglerne blevet yderligere strammet i Paris for de boligejere, der ønsker at udleje deres lejlighed via Airbnb. Ejerne skal fremover udfylde en online erklæring til rådhuset i Paris for at få et registreringsnummer, der herefter obligatorisk skal anføres i annoncerne. Dette giver skattemyndighederne mulighed for meget hurtigt at få overblik over, hvem der lejer hvad og hvor mange dage årligt.

For lige at genopfriske reglerne, så har en ejer kun ret til at udleje sin hovedbolig via Airbnb i 120 dage årligt. Ved udlejning herudover skal ejeren anmelde sin bolig som feriebolig og indhente tilladelse til udlejning som møbleret feriebolig, hvilket kan være yderst omstændeligt.

Dette tilskynder adskillige ejere til at vælge møbleret udlejning (location meublée). Dertil kommer, at Airbnb har planer om at give adgang til sine registre til skattemyndighederne og automatisk at blokere de annoncer, der overstiger 120 årlige udlejningsdage.

Ulemper ved korttidsudlejning

Mange ejere, der i den forgangne tid har udlejet via Airbnb, er ligeledes blevet opmærksomme på de problemer, som korttidsudlejning giver. Med ikke altid respektfulde lejeres kommen og gåen bliver forholdet til naboer og ejerforening anspændt. Hertil kommer, at jo oftere lejerne skiftes ud, jo hurtigere nedslides lejlighed, inventar og udstyr.

Det, man tjener ekstra ved en højere lejetarif pr. nat via Airbnb, går i sidste ende til dækning af rengørings-, vedligeholdelses- og reparationsomkostninger. Hvis man hertil lægger den stigende risiko for at blive kontrolleret af myndighederne fra rådhuset i Paris og at skulle betale en bøde – for ikke at tale om risikoen for skattesmæk, så bliver langfristet udlejning pludselig attraktiv igen.

Hertil kommer, at man ifølge en undersøgelse foretaget af analysefirmaet Asterès, der tager udgangspunkt i taloplysninger fra Airbnb, gennemsnitligt skal leje sin parisiske lejlighed ud i 126 dage årligt, for at det bliver mere rentabelt end langtidsudlejning på årsbasis, hvilket overstiger den lovlige udlejningsvarighed på 120 dage årligt!

Skattefordele ved LMNP-udlejningsordningen :
Møbleret udlejning for ikke professionel udlejer

En tredje grund til, at mange ejere vælger at gå over til møbleret langtidsudlejning (location meublée classique) frem for udlejning via Airbnb, er den franske udlejningsordning, LMNP, møbleret udlejning for ikke professionel udlejer. Det er nemt og risikofrit: lejlighederne er allerede fuldt møbleret i forvejen, og udlejningsordningen giver ejeren en relativ fleksibilitet med lejekontrakter, der indgås for blot et år ad gangen.

Frem for alt er det skattefordelen ved LMNP-udlejning, der er interessant for ejeren. Hvis ejeren er underlagt den såkaldte mikro-BIC-ordning (régime micro-BIC), ordningen for indkomst fra industri- og handelsvirksomhed (BIC), er halvdelen af lejeindtægten skattefri. Såfremt ejeren vælger den såkaldte réel-ordning (régime réel), kan samtlige faktiske udgifter (lånerenter, afgifter, reparationer, administrationsudgifter, forsikringer) fratrækkes lejeindtægten, hvortil kommer afskrivning på lejligheden, vedligeholdelsesarbejder og inventar.

Effekten af LMNP-udlejning er således, at møbleret udlejning er mere rentabel end umøbleret udlejning (location nue).

LMNP-udlejning gælder ikke kun for møbleret langtidsudlejning, men også for møbleret korttidsudlejning (location meublée saisonnière) til turister, som ligeledes er blevet rigtig populær i de senere år.

Reglerne for møbleret langtidsudlejning er dog lidt anderledes end for møbleret korttidsudlejning. Desuden skal man være opmærksom på, at reglerne er forskellige, afhængigt af om det drejer sig om ejerens hoved- eller feriebolig!

Dette bliver temaet for en kommende artikel fra DK-France.

_____________________

LÆS MERE
Slotsferieboliger: forskellige ejerkoncepter – fordele og forskelle: dk-france.dk/slotsferieboliger-forskellige-ejerkoncepter-fordele-forskelle/

_____________________

KILDER
Indlæg og oversættelse v/Liselotte Kruse, DK-France, inspireret af følgende artikler:

”Paris: les propriétaires Airbnb se tournent vers la location meublée” udgivet af Gestion locative avec Actibail den 31/05/2018, opdateret den 04/06/2018 – lepetitjournal.com/paris-les-proprietaires-airbnb-se-tournent-vers-la-location-meublee-232031
[set 07 -08-2018]

www.fnaim.fr/3363-location-meublee-quels-avantages.htm
[set 07 -08-2018]

www.notaires.fr/fr/immobilier-fiscalit%C3%A9/location/la-location-meubl%C3%A9e-touristique
[set 07 -08-2018]

www.village-justice.com/articles/reglementation-location-meublee-saisonniere,28518.html
[set 07 -08-2018]

 

_____________________

 

Sådan gør man sin feriebolig mere rentabel

FeriebolignytFoto: Marseille

Det at have en feriebolig er en temmelig bekostelig affære. Derfor kan det være en god idé at udleje ferieboligen – forudsat at man tager alle konsekvenser med i betragtning!

OMKOSTNINGSREDUKTION via udlejning

At eje en feriebolig er forbundet med ret store omkostninger. Bl.a. koster forsikringen for en feriebolig 10-20 % mere end for en helårsbolig, fordi de franske forsikringsselskaber vurderer, at de påtager sig større risiko ved at forsikre ferieboliger: fx risikoen for indbrud eller det faktum, at blot en lille skade, fx en utæthed, kan få omfattende konsekvenser. For nylig fik de franske kommuner tilladelse til at hæve beboelsesskatten (taxe d’habitation) på ferieboliger med 20 % i de udsatte områder. Derudover er vedligeholdelsesomkostningerne store, de udgør 4-6 % af ejendommens værdi, især hvis den er beliggende ved havet eller i bjergene. Alene af disse grunde trænger spørgsmålet om rentabilisering af ejendommen sig virkelig på, i det mindste så udgifterne i forbindelse med ejendommen dækkes. Udlejning er dog heller ikke omkostningsfri, tværtimod, udlejning slider og øger behovet for ekstra vedligeholdelse og fornyelse!

KLARGØRING af boligen

Man kan sjældent udleje sin feriebolig, som den er. Man må indrette og istandsætte boligen, så den fremstår tiltalende og indbydende, hvilket omfatter alt lige fra maling til mere gennemgribende arbejder som for eksempel indretning af separat toilet. Boligen skal udstyres med det nødvendige køkkenudstyr og hårde hvidevarer, der skal være service i tilstrækkeligt antal og i robust kvalitet, og der skal indrettes opbevaringsmuligheder. Man må ikke glemme at indrette et værelse eller et passende rum til opbevaring af egne effekter, som for eksempel værdifulde og skrøbelige genstande, som man holder særligt af.

UDLEJNING – Hvordan?

Man kan selvfølgelig selv stå for udlejningen af sin bolig. Det kræver dog, at man bor i nærheden og har tid til at tage imod lejerne, stå for aflevering, kontrol og afregning, og træde til i tilfælde af problemer. Men det er ikke altid muligt. Man kan også udleje gennem et udlejningsbureau eller en ejendomsmægler mod betaling af ca. 20 % af lejeindtægten. For at synliggøre og reklamere for sin bolig findes der adskillige udlejningssider på Internettet, fx abritel.fr, homelidays.com, vacances-location.net for blot at nævne nogle eksempler. Abritel tager for eksempel 99 euroer pr. måned eller 10 % af lejeindtægten pr. udlejning.

KONKURRENCE om lejerne

Konkurrencen på udlejningsmarkedet for ferieboliger er benhård. For optimere rentabiliteten er det derfor vigtigt, at boligen udbydes til den rigtige udlejningspris, og at boligen registreres hos kommunen som møbleret ferieudlejning (meublé de tourisme), hvilket giver tryghed for lejer og skattemæssige fordele for udlejer. Lige til sidst et godt råd: Tag kontakt til det lokale turistbureau!

———

KILDE: Inspireret af artiklen Rentabilser sa résidence secondaire af Laurence Barnier, udgivet i Logic-Immo.com af 05 maj – 02 juni 2015

Ferieboligudlejning Oprettet af Liselotte tor, juni 11, 2015 11:25:08