I vores forrige artikel lovede vi at tage læseren med videre til mindre kendte franske vindistrikter. Turen går denne gang til et bestemt vindistrikt i Rhônedalen, nemlig Costières de Nîmes, midt i et landskab af garrigues (buskhedevegetation), flade, stenede, sletter og så de små kalkbakker, der omringer byen Nîmes, 40 km fra Middelhavet.

Rhônevin: både kendt og ukendt

Vores læsere vil hurtigt og med rette kunne indvende, at Rhônevin er temmelig kendt i Danmark! Det er ganske vist, men mindre kendte er dog de mange vindistrikter, der er dele af det store Rhôneområde. De har alle spændende historier at fortælle, og er bærere af særlige identiteter.

Inden vi tager sydpå og begiver os til Nîmes, skal vi derfor lige kort ridse op, hvad Côtes du Rhône og Rhônevine i det hele taget er for nogle størrelser. Rhônevine samlet set udgør Frankrigs andet største vinområde, med en årsproduktion på henved 300 millioner hektoliter. For nuværende er 10% af arealerne udlagte til økologisk dyrkning, et tal, der er stærkt stigende grunden forbrugernes støt voksende efterspørgsel på det, som Franskmændene kalder ”biologique”, eller blot ”bio” i daglig tale. Alt i alt dækker Rhônevin-regionen over 250 kommuner og 6 departementer.

Rhônevin-regionen strækker sig fra Côte Rôtie i nord, omkring byen Ampuis, 35 km syd for storbyen Lyon, til Costières de Nîmes og den lille by Vauvert, i sydvest, hvor vinmarkerne slutter, der hvor Camargue, Rhôneflodens store marsklandsdelta starter, en strækning på godt 250 km.

På højre Rhônebred finder man andre Rhonedistrikter, som altså ikke bærer Côtes du Rhône betegnelsen, men som har egen AOC betegnelse. Disse tæller fra nord til syd Côtes du Vivarais, Duché d’Uzès, Clairette de Bellegarde og altså Costières de Nîmes, alle på højre Rhônebred, mens man på venstre bred, også fra nord til syd, finder Grignan, Ventoux og Lubéron (yndet sted for ejendomsturister og frankofile englændere!). Fra vest mod øst er Rhonevinenes vinmarker at finde på en strækning på op til 150 km.

Hvad dækker betegnelse Côtes du Rhône egentlig over?

Betegnelsen ”Côtes du Rhône” er forbeholdt nøje afgrænsede områder i Rhônedalen, alle med stort diversitet. Der laves rød, hvid, rosé og søde dessertvine, herunder den kendte Muscat Beaumes de Venise. Côtes du Rhône produceres og markedsføres i 4 kategorier, som fra bund til top af vinhierarkiet er: AOC Côtes du Rhône, for den kurante rhônevin uden nærmere specifikation af geografisk oprindelse, AOC Côtes du Rhône Villages (men uden angivelse af hvilken village, der er tale om), Côtes du Rhône Villages, med villageangivelse (fx Chusclan, Laudun, Plan de Dieu, Valréas, Visan), og så de bedste, selveste cru-vinene, med eget navn.

Disse hedder noget så forskelligt som Côte Rôtie, Condrieu, Château Grillet, St Joseph, Crozes Hermitage, Hermitage, Cornas, St Péray i den nordlige del af Rhône. I den sydlige del hedder de Lirac og Tavel (efter sigende Frankrigs nummer 1 rosé!) på højre flodbredde. På venstre flodbredde er der Vinsobres, Rasteau, Cairanne, Gigondas, Vacqueyras, Beaumes de Venise og så den berømte Châteauneuf-du-Pape (hvor op mod 14 forskellige druer kan komme i spil, hvilket forklarer vinens stærke karakter og forunderlige kompleksitet).

Der anvendes en lang række druer, Bourboulenc, Calitor, Carignan, Cinsault, Clairette, Counoise, Grenache Blanc, Grenache Noir, Marsanne, Muscat noir, Mourvèdre, Muscardin, Picardan, Picpoul Blanc, Picpoul Noir, Roussanne, Syrah, Terret Noir, Vaccarèse, Viognier. Det er mange, men det er stjernedruerne, der tegner sig for langt den største del af produktionen, nemlig Syrah, Grenache og Mourvèdre for de røde vine, og Marsanne og Viognier for de hvide.

Fra Rhodos til Rom og romervin

Vinen kom som bekendt til Frankrig med de gamle grækere, der 400 år før Kristus kom sejlende fra øen Rhodos og gav navnet til området, Rhodano, der senere blev til Rhodanus og så til Rhône. Det er, om ikke andet, en af de (spændende!) etymologiske hypoteser, for der er andre … Romerne førte vindyrkning mod nord, til byen Vienne, hvor de anlagde terrasser på de stejle skråninger. Den sydlige del af Rhônedalen blev hurtigt til, hvad man i dag vil kalde et logistikcenter, da vinen blev afskibet og sejlet på floden, fx fra havnen i byen Roquemaure, og videre derfra til eksport. Vinene fra Rhône var så populære, at de truede de italienske vine, der blev serveret i Rom!

Området blev også kendt – hvilket et stort antal arkæologiske fund bevidner – som centrum for keramikindustrien, med fremstilling af amforaer – såkaldte ’doliaer’ – til bl.a. opbevaring og transport af vin (og af Garum, den fiskesovs, som Romerne var så glade for, om end amforaer hertil var noget mindre). Det gik tilbage med vindyrkningen efter Romerrigets fald, og det er først med en stor indsats fra de katolske munke i middelalderen, at der igen kom gang i produktionen.

Her spillede den nok så berømte Châteauneuf du Pape en væsentlig rolle, dengang den katolske kirke havde to paver, en i Rom, og en i ”pavens nye slot”, Châteauneuf du pape, hvor 7 franske paver successivt sad i perioden 1305-1377. I dag er pavens palæ, le Palais des Papes, især kendt for, i sin indre Cour d’honneur, hvert år at tage imod friluft teaterforestillinger i regi af Festival d’Avignon, den internationale teaterfestival, der blev afholdt 1. gang i 1947.

Djævelskab og arkæologisk vin

Vi skal lige en tur tilbage til Costières og byen Vauvert, der kan bryste sig af at have de sydligst beliggende Rhonevinmarker, for at tage en lille filologisk afstikker. Det franske udtryk ”aller au diable Vauvert” (at tage hen til Vauvertdjævlen), som på dansk betyder noget i retning af at tage hen, hvor kragerne vender, skulle visselig stamme fra byens historie. Vauvert ligger nemlig på den kendte Compostella-rute, hvor pilgrimmene i middelalderen gjorde ophold og overværede små bibelske forestillinger, i hvilke djævlen, som markant symbol på alskens fristelser på denne jord, ofte spillede en væsentlig rolle. Og man kom langt vejs fra for at se disse. I dag er der flere producenter i Vauvert, der har tiltrukket sig international anerkendelse, og vine herfra – og fra nabokommunen Gallician – frister og kommer vidt omkring i den store verden.

Der er blevet drukket vin fra Costières i over 2000 år, men ingen i dag kan med sikkerhed sige, hvordan vinen – vinum romanum – smagte, når Romerne drak den til deres symposier. Man ved efterhånden en hel del om, hvordan vin blev dyrket, fx at vinplanter og frugttræer nærmest voksede sammen, og også hvilket udstyr man anvendte, for her har arkæologien efterhånden givet os stor viden på området. Hvad kan man så gøre? Jo, man kan gøre som Mas des Tourelles, ved flodbyen Beaucaire, har valgt at gøre, nemlig at fremstille en arkæologisk vin. Det er en vin, der om ikke andet kan give os et temmelig plausibelt bud på, hvordan vinen, eller rettere vinene, for der var flere opskrifter, kunne smage.

Til dette formål har man rekonstrueret vinmarker, vindyrkningsmetoder, vinhøst og vinfremstilling (inklusive presse og nedgravede 400-liter doliaer til gæring) ud fra arkæologiske fund og fra datidens skriftlige kilder, fx den romerske forfatter og vinbonde Appius og andre klassiske forfattere som Plinius og Virgil.

I dag kan man i vingårdens butik vælge mellem 3 vine, der alle er kendetegnet ved tilsætning af en række smags- og konserveringsstoffer: honning, havvand, krydderier, opvarmet druesaft, kvæde m.fl. Resultatet er overraskende – og smagen kan bedst beskrives som en sammenblanding af portvin, mjød og medicinsk helsedrik eller urtelikør. Ikke dårligt, men specielt!

Heldigvis sælger de også gode, nutidige Costières de Nîmes, der passer bedre til vore nutidige smagsløg.

Costières de Nîmes i dag – krokodillen lænket til palmetræet

Nîmes’ byvåben (billedet ovenfor) fremstiller en stiliseret krokodille lænket til et palmetræ. Det er den verdensberømte designer Philippe Starck, der har tegnet sidste, stærkt stiliseret udgave af byvåbnet, der som bruges som logo til markedsføring af Costières vinene. Historien er den, at de romerske legioner, der kom sejrige hjem fra militære togter i Ægypten, havde medbragt krokodiller. Disse gjorde så stort indtryk på indbyggerne i byen Nîmes – Nemausus på latin – at man valgte at præge en mønt, med indskrift COL. NEM (Colonia Nemausus). Den symboliserede byens nyvundne privilegium som romersk koloni og illustrerede Romerrigets kejserlige magt, med fangeskabet af krokodillen som symbol på erobringen af Ægypten.

De romerske legionærer slog sig i øvrigt ned som vinbønder i de jordlodder, som kejseren havde foræret dem som tak for deres militære bedrifter.

Selvom der altså er blevet drukket Costières i over 2000 år, er det først i 1989, at AOC Costières de Nîmes blev etableret. Der skal bruges mindst to druer til den vigtige ’assemblage’ (blanding), der vil ende i tank (’cuvée’). Der anvendes Grenache, Syrah og Mourvèdre (af og til også Cinsault og Carignan), mens de hvide laves på grenache blanc, roussane, marsanne (og af til også clairette, bourboulenc, viognier, macabeu et vermentino). Jorbunden er kalk og ler, og så er der masser af de kendte ’galets’, de runde sten, som også findes i Châteauneuf du Pape. De er med til at regulere varmen og begrænse fordampningen. Klimaet er også påvirket af de milde briser, der blæser sydfra, fra Middelhavet, og er med til holde planterne frie for uønsket utøj og skimmel (for slet ikke at tale om ’mistralen’, den stormende nordenvind i Rhônedalen, der indimellem rusker godt op i det hele).

Magtfulde Costières fra Middelhavet

De røde Costières er rubinrøde, med masser af rød frugt, brombær, hyld. Med alderen får de violaromaer, sort oliven, milde krydderier og lakridsagtige taniner. De hvide er gylden gule og med flot farvespil. De har en god syre og byder på aromaer af hvide blomster, citrusfrugter og eksotiske frugter. Rosévinene er svagt rosafarvede, med friske aromaer af jordbær og hindbær, er bløde og med god fylde. De skal bare nydes. Man kan med fordel udforske disse både fyldige og elegante vine, der hver især har deres særlige karakter.

Hver torsdag i juli og august i Nîmes er der markeder og koncerter på de små pladser rundt i byen (les Jeudis de Nîmes). Ved domkirken om aftenen, når temperaturen falder lidt, byder les vignerons des Costières de Nîmes på kølige smagsprøver af deres produktion. De fortæller stolt om deres forskellige ”cuvées”, og det kan være svært at finde frem til sin favorit.

Vil man udforske distriktet, er det et godt sted at starte og aftale et besøg på ’le domaine’ næste dag. De gør det godt, og historien har givet dem ret. De var jo ikke så skøre, de Romere!

__________________________

KILDER
Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

Syndicat AOC Costières de Nîmes: https://www.costieres-nimes.org [set januar 2019]
Inter Rhône: http://www.vins-rhone.com/fr/appellation [set januar 2019]
Patrimoine Urbain: https://foucautalain9.wixsite.com/patrimoine-urbain [set januar 2019]
Mas des Tourelles: http://tourelles.com/ [set januar 2019]
DK-France fotoarkiv

_____________________

I vores seneste indlæg lovede vi at tage læseren med på en tur gennem mindre kendte franske vindistrikter. Turen går denne gang til Loire-dalen, hvor der produceres spændende vine af fremragende kvalitet. Og vine for enhver smag.

At påstå, at Loire-vine skulle komme fra et mindre kendt vindistrikt, skal her fortolkes med danske briller, for Loires omdømme fejler bestemt ikke noget i selve Frankrig, der nyder størstedelen af produktionen.

Loire-vine er undertippede i Danmark
Danmark importerer det meste af sin franske vin fra de velkendte, klassiske – og sikre – vindistrikter som Bourgogne, Champagne, Alsace, Côtes du Rhône, Languedoc-Roussillon og ikke mindst Bordeaux. Der er derfor langt mellem rosé, hvide, røde eller boblende vine fra Loire. Disse kan man nemmere anskaffe sig i specialhandler eller på restauranter end i supermarkedernes vinafdelinger. For ikke at tale om nettet. Om ikke andet er det vine, der fortjener større opmærksomhed, og det er synd, de er undertippede i Danmark. Lad os besøge distriktet og lære dem lidt at kende.

Le jardin de la France : en oase for slotsromantik og vindyrkning
Loire-floden, som med sine 1012 km er Frankrigs længste flod, skærer sig gennem Frankrig ca. halvvejs mellem nord og syd, fra øst i Massif Central, mod vest i Atlanterhavet, og udgør en naturlig klimagrænse.

Loire-dalen er desuden begunstiget med et mikroklima, med milde vintre og svale somre, og har gennem århundreder været et yndet udflugtsmål og en grøn oase for bl.a. velhavende parisere, der ville flygte fra byens larm og den dårlige luft for at nyde den smukke natur og bedrive jagt i de store skovområder syd for floden.

Trenden startede i middelalderen og tog til i renæssancen, hvor de franske konger og den franske adel lod sig bygge romantiske pragtslotte, der hver især rivaliserer i skønhed med harmonisk, klassisk udsmykning og sirligt anlagte franske parkanlæg eller middelalderlige tårnanlæg og brystningsmure.

Her kan vi finde Chambord, Blois, Cheverny (som Hergé i sine Tintin-albums brugte som model til kaptajn Haddocks Moulinsart), Amboise, Chenonceau, Villandry, Azay-le-Rideau, Ussé (Tornerose slot i Perraults eventyr), Chinon, Saumur (som har været hovedinspirationskilde til Disneys sleeping beauty slot), blot for at nævne de mest kendte. Betegnelsen ”Jardin de la France” (Frankrigs have) denoterer disse særlige historiske forhold og dette kulturlandskab, hvori vindyrkning kan spores 2000 år tilbage i tiden.

Vugge for moderne fransk
Loire-dalen siges at være vugge for udvikling af moderne fransk. Det var her, digteren du Bellay i 1549 udgav sit berømte forsvarsskrift for det franske sprog og dets forskønnelse, efter at latin officielt var blevet lagt på hylden af den franske konge Frans den første i 1539, der dekreterede, at nu skulle fransk bruges i alle offentlige skrifter.

Du Bellay fulgtes snart af andre poeter og litterater, som Ronsard og Rabelais, og deres renæssanceværker fra 1530-1570 figurerer højt i den franske litterære kanon. Det siges også, at det er her, man i dag vil kunne høre den mest korrekte – og flotteste – franske udtale!

Vine som perler på en snor elle mangfoldighedens have
Spredt på 3 franske regioner, 14 departementer, og med 800 km vinruter, er Loire-vinene kendetegnet ved deres høje diversitet. De indbefatter både AOP (Appellations d’Origine Contrôlée), Dénominations (benævnelser) og IGP (Indication Géographique Protégée Val de Loire) samt en lang række druesorter, hvor Cabernet Franc for de røde og Chenin, Melon de Bourgogne og Sauvignon for de hvide, er de mest anvendte.

Dertil kommer stor variation i jordbundforholdene (terroir), med stenarter som granit, gnejs og skiffer mod vest, og aflejringer af sedimenter mod øst, med gult kridt (tuffeau), sand og grus, flint og lerjernsten.

Produktionen er på 270 millioner flasker årligt, hvoraf 50 millioner går til eksport i 160 lande. Størstedelen vinificeres som hvid (41%). Rosé står for 27%, rød 19% og boblende vine for 13%. Bag denne succes står 2700 selvstændige vinbønder, 300 handelshuse og 15 vinkooperativer.[i]

Grundet den begrænsede spalteplads kan vi ikke udforske dem alle, så her vil vi bare kigge på nogle af de mest prominente.

Fra Nantes til Tours – 3 distrikter

Starter vi mod vest, hvor Loire-vandene løber ud i havet, har vi omkring byen Nantes AOC Gros Plan de Nantes, en maritim hvidvin, der ofte fremstilles ”sur lie” (vinen lagres på fad i 4 til 5 måneder uden forudgående omstikning og udvikler sig sammen med sit naturlige bundfald, hvorved vinen vinder i rundhed og fedme). Det er også hjemegnen for Muscadet, der tæller flere AOC’ere, og som er lavet på melon de Bourgogne, en frisk, liflig vin, med megen frugt og fylde i munden. Her benyttes sur lie-metoden også. Disse vine er perfekte ledsagere til alt godt fra havet.

Lidt længere mod øst kommer vi til Anjou-vinene omkring byerne Angers og Saumur, der kan mønstre stor variation med 19 AOC’ere og benævnelser. Disse vine tæller både tørre og søde hvidvine, rosévine (på Gamay, Pinot Noir og Cabernet Franc) samt rødvine (på Cabernet franc og Cabernet Sauvignon).

Der produceres også boblende vine på Chenin Blanc og Chardonnay, den såkaldte Crémant de Loire. Fælles for Anjou-vinene er de flotte aromaer, med megen frugt og god balance og fylde. Og efter sigende er det vine, man ikke bliver dårlig af, hvis man skal tro sangteksten fra den berømte drikkevise Le Tourdion (1530): aussi désormais je bois Anjou ou Arbois! … (så nu drikker jeg Anjou eller Arbois!)

Vi fortsætter til storbyen Tours og vinene fra Touraine, hvor de mest berømte er Chinon, St Nicolas de Bourgueil og Vouvray. Her møder vi igen variationen fra den store vinpalet, fra lette til fyldigere vine, fra sødmefyldte til friske, tørre hvidvine, fra frugtige, elegante Gamay-vine til intense Cabernets Francs med flotte taniner, og ikke at forglemme, de aromatiske, boblende Crémanter, der er fyldt med kraft. Touraine slutter ved Amboise og Blois.

Små distrikter, stort omdømme
Vi kan ikke afslutte turen uden at nævne den mindre region Centre-Loire, der ligger mere afsides mod øst, men producerer ypperlige vine. Der er her 9 AOC, hvor de bedst kendte er Sancerre og Pouilly-fumé. Det er højkvalitetsvine, mest hvide, der er meget eftertragtede og ofte optræder på vinkortet på de bedste restauranter rundt om i verden.

Her forholder det sig omvendt i forhold til de andre Loire-vine, der hovedsageligt nydes i Frankrig, da 60% af Sancerre går til eksport. De hvide Sancerre brillerer med deres frisked med komplekse citrusaromaer og en stram og elegant mineralitet. Der anvendes i øvrigt sur lie-vinifikation.

Den hvide Pouilly-fumé laves på Sauvignon Blanc og Chasselas. Da den især vokser på kalk- og kiselholdig jordbund med flint og mergel, er den ligesom Sancerre kendetegnet ved sin udprægede mineralske karakter (har derved også en anelse røg- fumé smag). I duften er der klare toner af gyvelblomst og frisk grapefrugt.

Fortjener større udbredelse
Det turde nu stå klart, at Loire har mange gode vine at byde på. Med deres forbavsende varietet kan Loire-vine behage selv de mest kræsne ganer og burde vinde større indpas på de danske middagsborde – eller på terrassen, når sommeren skal nydes.

Næste gang, vi udkommer, vil vi bringe læseren videre på turen til andre franske vindistrikter, der ligeledes fortjener større kendskab.

Læs også vores seneste indlæg:
Cahors – om prinsens vin, terroir og vinkultur

___________________

KILDER:
Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

Tallene i indlægget er hentet i: vinsvaldeloire.fr, dossier de presse 2018 [set 8. juli 2018]
Billedet Les vignobles … er hentet i: Wikipedia, Creative Commons
___________L________

[i] [i] Kilde: vinsvaldeloire.fr, dossier de presse 2018

Med denne artikel vil vi starte en ny serie af artikler, der vil komme rundt og udforske de mindre kendte franske vinområder. Vi vil tage læseren med på en tematisk rejse gennem Frankrigs vindistrikter, hvor læseren får indblik i de forskellige områder og vinenes særlige træk, og hvad der gør dem specielle. Vi finder det derfor oplagt at starte denne nye serie med Cahors-vinen som følge af dennes stigende interesse hos danskerne efter Prins Henriks død.

En afskedshilsen til Prins Henrik
I denne tid, hvor vi har taget afsked med Prins Henrik, er der kommet en fornyet interesse for “prinsens vin”, der har medført en øget efterspørgsel efter hans vin fra Château de Cayx, og mange steder blev der meldt udsolgt[1]. Dette kan ses som en hyldest til Prins Henrik som vingerningsmand og vinmager, og i den forbindelse sender vi en særlig tanke og tak til Prins Henrik gennem en præsentation af Cahors.

Det mindre kendte vinområde Cahors
Grundet det danske kongehus’ tilknytning til Château de Cayx ringer der sandsynligvis en klokke hos vininteresserede danskere, når Cahors-området omtales. Château de Cayx kan spores helt tilbage til det 15. århundrede, hvor det blev opført for at kontrollere sejladsen på Lot-floden, men i 1974 købte Dronning Margrethe 2. og Prins Henrik slottet, hvor det undergik omfattende renoveringer over årene, herunder vinproduktionen i 1975[2].

Dog er Cahors-vinområdet ikke et af de mest kendte vinområder i Frankrig, da de fleste danskere generelt kender til de store, kendte vinområder i Frankrig såsom Bordeaux, Loire, Bourgogne og Alsace, hvor Cahors ikke hører til. Cahors-området lever i skyggen af disse andre vindistrikter. Men hvad er det, der adskiller dette område fra andre?

Den franske malbec-drue
Malbec-druen (også kendt som Côt eller Auxerrois) har sin oprindelse i Cahors i det sydvestlige Frankrig. “Prinsens vin” følger derfor en gammel tradition ved næsten kun at bruge malbec-druen til rødvine, i det stort set alle af prinsens rødvine er lavet af 100 % malbec. Château de Cayx’ vinmarker er desuden 80 % beplantet med malbec-druesorten[3]. Den franske malbec er i øvrigt hoveddruen i de store argentinske rødvine[4]. Som sagt har malbec-druen sin oprindelse i Cahors, og reelt er Cahors et meget gammelt vindistrikt, der daterer tilbage til 1200-tallet, men i 1912 blev produktionen fuldstændig ødelagt af vinlusangreb. Produktionen kom først rigtigt i gang igen i 1950’erne og måtte opbygges fra grunden, så derfor er Cahors egentligt et ungt vindistrikt[5].

Cahors-vinen er en kraftig vin, der ofte er rig på garvesyre og frugt[6]. Grundet en del regn, ikke alt for mange varme dage (ca. 100) fra blomstring til høst har Cahors-vinen mere markante tanniner, som således giver en mere rustik stil[7]. Den udvikler sig ved lagring og tager derfor typisk flere år om at modne i flasken, før den er drikkeklar. Vinen skal ikke drikkes ung, idet vinens nuancer ikke er fuldt udviklet. Den kan iltes ved dekantering[8].

Cahors-vinen anses for franskmændene som en “ægte” vin de terroir, bl.a. fordi det er en kraftig vin, som er er meget afhængig af den gode jord, i og med der er en del regn og lidt sol.

Terroir – vindyrkning og hjemstavnspræg
Terroir er et fransk udtryk, der betegner særlige kendetegn, såsom geografi, geologi og klimaforhold på en bestemt lokalitet, som præger fx en bestemt vinsort. Ordet terre er fransk og betyder jord, og det er lige præcis jorden, der er det mest essentielle for den franske vindyrkning. Terroir betyder således, at den samme druesort kan være dyrket i forskellige regioner, men stadig frembringe meget forskellige vine. Terroir-effekten kan også helt forsvinde, hvis fx høsten udsættes for overdosering af gødning. Gødningen skal derfor tilpasses ikke alene planten, men også jordbunden[9].

Der har dog været stor uenighed i vinindustrien om, hvor stor indflydelse terroir har, og hvor grænserne for begrebet går. Men terroir rummer i sin kerne forestillingen om, at jorden, hvorpå druerne gror, indgyder dem en særegen kvalitet, som er speciel for den pågældende region[10]. Det vil sige, at vinens jordbund og område kan smages.

Vin som kulturfænomen
Med terroir-begrebet indbygget i den franske fælles bevidsthed er det ikke til at komme uden om, at vin generelt er et fransk kulturfænomen. Den er vævet ind i Frankrigs kultur-DNA, og vin er en integreret del i den franske kultur dels pga. den kristne tradition, hvor vinen er blevet overført til social kontekst og samlingspunkt, og dels pga. Frankrigs langvarige vindyrkning og dets tradition som bondesamfund[11]. Her spiller terroir og esprit de village en stor rolle. Esprit de village ligner terroir i den forstand, at franskmændene mener, deres afgrøder smager og bærer præg af den bestemte bys hjemstavn.

Vi vil i de kommende nyhedsbreve rejse videre gennem Frankrigs mindre kendte vinområder og kaste lys over bl.a. Pays Basque, Centralmassivet, Savoie og Jurabjergene, der også lever i skyggen af de mest kendte vindistrikter.

Hvis denne artikel har vækket interesse, kan du læse mere på følgende hjemmeside:

• http://www.chateau-de-cayx.com/dk/histoire.php
• http://www.vinlex.dk/Vinleksikon/Terroir.aspx

 _____________________

KILDER:
Indlæg v/Anja Kristensen og Patrick Leroyer, DK-France – inspireret af:

• http://www.chateau-de-cayx.com/dk/histoire.php [set 12 -04-2018].
• http://www.chateau-de-cayx.com/dk/terroir.php [set 15-04-2018].
• https://da.wikipedia.org/wiki/Château_de_Cayx [set 10-04-2018].
• https://da.wikipedia.org/wiki/Terroir [set 12 -04-2018].
• http://www.gentside.com/vin/pourquoi-une-telle-culture-du-vin-en-france_art79498.html [set 12 -04-2018].
• https://jyllands-posten.dk/indland/ECE10321400/vinsaelgere-melder-udsolgt-af-prins-henriks-vin/ [set 06-03-2018].
• https://www.jyskvin.dk/vinviden/malbec-argentinas-drue [set 10-04-2018].
• http://www.vindecahors.fr/ [set 06-03-2018].

_____________________

[1] https://jyllands-posten.dk/indland/ECE10321400/vinsaelgere-melder-udsolgt-af-prins-henriks-vin/ [set 06-03-2018].

[2] http://www.chateau-de-cayx.com/dk/histoire.php [set 12-04-2018].

[3] http://www.chateau-de-cayx.com/dk/terroir.php [set 15-04-2018].

[4] https://www.jyskvin.dk/vinviden/malbec-argentinas-drue [set 10-04-2018].

[5] https://da.wikipedia.org/wiki/Château_de_Cayx [set 10-04-2018].

[6] https://www.jyskvin.dk/vinviden/malbec-argentinas-drue [set 10-04-2018].

[7] https://www.jyskvin.dk/vinviden/malbec-argentinas-drue [set 10-04-2018].

[8] https://da.wikipedia.org/wiki/Château_de_Cayx [set 10-04-2018].

[9] https://da.wikipedia.org/wiki/Terroir [set 10-04-2018].

[10] https://da.wikipedia.org/wiki/Terroir [set 10-04-2018].

[11] http://www.gentside.com/vin/pourquoi-une-telle-culture-du-vin-en-france_art79498.html [set 12-04-2018].

Der er Champagne, og så er der Champagne
Hvem kender ikke Champagne, den berømte og yndede vin fra Frankrig? Men mindre kendt er måske den franske region, der også hedder Champagne. For vinen har taget regionens navn og er blevet et eksklusivt brand verden over, en kontrolleret og kvalitetssikret appellation (blandt de mange andre franske såkaldte AOC’ere i øvrigt), et beskyttet varemærke.

Det er navnet, der betyder noget
Leder man efter en god flaske Champagne, fx på nettet eller hos vinkyperen, vil man støde på eller høre nogen bruge betegnelsen ”fransk champagne”.

Det er fint nok at insistere på, at Champagnen skal være fra Frankrig, men betegnelsen er ikke desto mindre forkert, for al Champagne må pr. definition nødvendigvis være fransk. Det kan ikke være anderledes.

Som de franske Champagne-vinbønder og producenter – og hele Champagneindustrien i øvrigt – gerne repeterer: ”Il n’est Champagne que de la Champagne” – ’der er kun Champagne som er fra Champagne – eller med andre ord, Champagne skal komme fra Champagne for at kunne kalde sig Champagne. Gør den ikke det, må en vin med bobler, som er lavet på samme druer og efter samme metode, kalde sig noget helt andet, fx Crémant, hvis den kommer fra Bourgogne, Alsace, Loire eller Roussillon; Cava, hvis den kommer fra Spanien; Prosecco eller Franciacorta, hvis den kommer fra Italien osv. Eller bare vin mousseux, mousserende vin, hvis vi befinder os i den lavere del af vinskalaen.

Alle vinproducerende lande verden over er leveringsdygtige i vine med bobler, for disse er ekstremt populære, og konkurrencen er derfor stor. Der er jo rift om de fine bobler, der kan nydes til gourmet-mad eller er med til at markere vores bedste minder i livet: dåb, bryllup og andre festlige stunder.

Et svært beskyttet navn
Frankrig bruger hvert år kæmpe ressourcer for at værne om sit Champagnenavn. Det kommer til udtryk i de mange internationale aftaler, der gennem årene er indgået, og som har til formål at beskytte appellationen Champagne, ikke kun når denne illegalt anvendes om vine, der ikke kommer fra Champagne, men også i andre sammenhænge uden for vinens verden, hvor betegnelsen fejlagtigt bruges. De fleste lande verden over har tilsluttet sig disse aftaler, dog med et par store undtagelser, herunder Rusland, USA og Argentina.

Champagne er verdensarv
Den juridiske kamp for beskyttelse af navnet har stået på siden 1843, hvor branchen begyndte at organisere sig, men kulminationen for anerkendelsen kom måske i juli 2015, hvor Champagnehusene, Champagnekældrene og Champagneskråningerne blev optaget på Unescos verdensarvliste. Det kunne så tænkes, at den populære sodavandsis, Champagne Brus fra Frisko (del af Unilever koncernen) måske skal til at passe på fremover, så den ikke får en sag, om ikke på flasken dog på halsen – on ne sait jamais, man ved jo aldrig …

 Treenigheden Maisons, Caves og Côteaux …
Det spændende ved Unescos optagelse er, at den ud over de berømte vinkældere – les caves – der er indrettet 15-20 meter under jordens overflade i tidligere kalkbrud, med gange, som strækker sig over hundredvis af kilometer under jorden, og hvor millioner af flasker under konstant temperatur og luftfugtighed langsomt udvikler sig til fuldkommenhed, har villet hylde hele professionen. For man skal huske, at der er to hovedaktører i Champagne, Maisons og Vignerons.

Maisons refererer til de verdenskendte, luksus Champagnehuse, så som Moët et Chandon (hvis mytiske topvin, Dom Pérignon, er opkaldt efter den benediktermunk, der efter sigende skal have ”opfundet” denne gyldne, brusende vin i slutningen af 17-hundredetallet, men som snarere var en dygtig ønolog, der forfinede metoden), Bollinger, Taittinger, Veuve Clicquot (den ”Gule Enke”), blot for at nævne nogle få. Der er i alt 320 Champagnehuse.

Disse huse har egne vinmarker, men opkøber også druer, om ikke andet for at supplere, og for at følge med efterspørgslen, der stiger hele tiden. Husene er organiseret i UMC, Union des Maisons de Champagne, der åbner deres kældre for besøgende og giver prøvesmagninger, forudsat man har booket på forhånd, vel at mærke.

Vignerons refererer til de op mod 16000 vinbønder, der ejer 90% af hele Champagne vindistriktet. 5000 af disse står i øvrigt for produktionen af den såkaldte Champagne de Vigneron, enten alene eller i selskab med andre. Unescos Côteaux-optagelse må derfor betragtes som en hyldest til disse vignerons, der er organiseret i SNG, Syndicat Général des Vignerons de la Champagne.

Begge organisationer, UMC og SNG, samarbejder i CIVP eller Comité Interprofessionnel des Vins de Champagne, som er brancheorganisationen for hele erhvervet.

Verdens dyreste strøg og en kæmpe business i vækst
At kommerciel og organisatorisk talent, juridisk kampånd, og frem for alt ønologisk knowhow på topniveau er gået hånd i hånd vidner hovedtallene for den franske champagneindustri om. Ifølge Comité Champagne (2017) producerende Frankrig i 2016 svimlende 268 millioner flasker, hvor det gennemsnitlige udbytte pr. hektar ligger på lidt over 9.000 kg. Lageret er over 5 gange så stort, og omfatter 1.478 millioner flasker.

I Epernay, som sammen med Reims er Champagnes hovedby, er de millioner af flasker, der hviler dybt nede under Epernays hovedstrøg, med til at gøre det til verdens dyreste strøg! Omsætningen beløb sig til 4,7 milliarder euroer i 2016, hvor de 2,6 stammer fra eksport. Englændere er de største aftagere, efterfulgt af amerikanerne og tyskerne. Sverige indtager en 10. plads.

Danmark halter lidt bagefter, men forbruget har været støt stigende gennem de senere år, og er godt med nu, hvor landet sidste år lå på en 16. plads på verdensrangliste over de lande, som Frankrig sælger mest Champagne til. Danskerne har virkelig taget Champagne til sig.

Erhvervet kan således bryste sig af solid vækst og støt stigende indtjening, og verdens tørst efter de fine bobler synes at være uslukkelig.

Tradition og innovation
Og hvad er så opskriften på en sådan succes, hvor sølle 0,4% af de franske vinproducerende arealer opnår en sådan performance, både i indtjening og i omdømme?

Svaret ligger i erhvervets formidable evne til at navigere mellem tradition og innovation. For Champagne er begge dele på én gang. Det er både den stolte historie om en vin, der har sin oprindelse 400 år tilbage i tiden, og som konstant siden har arbejdet på forædling af sin drueproduktion og på transformation, hvad enten Champagnen fremstilles ene og alene ud fra årgangshøsten (Champagne millésimé) eller er resultatet af en kompleks sammensætning af forskellige årgange, meget lig de ekspertnæser, der år efter år fremstiller samme vidunderlige dufte (Champagne d’assemblage).

Den rolige vin tranquille er god
Den såkaldte ”vin tranquille”, som er den bobbelløse vin, der produceres foruden for den anden gæring, der foregår i flasken, er i øvrigt ikke, som man skulle tro, en uinteressant, tam, syrlig vin. Man vil under smagning forundres over kvaliteten, der entydigt peger på det mirakel, der kommer til at ske i flasken, under den lange forædling i de mørke kridtgange.

Champagne er tradition, der både er forankret i den glamour, som omkranser de stolte Champagnehuse, og i den faglige stolthed, man møder hos de små producenter, der har begge ben solidt plantet i deres terroir.

Champagne savoir-faire i centrum
Men Champagne er også innovation. De nyeste teknologier tages i brug, prestigefylde uddannelser udvikles til stadighed for at sikre fremtidige generationer af eksperter, der kan holde savoir-faire eller knowhow, i hævd. Nye Champagneproduktioner (såkaldte ”cuvées”) lanceres til stadighed og i kunstnerisk udsmykkede flasker, hvor verdensberømte kunstnere fortolker Champagnen på etiketten.

Champagnekommunikationen overgår sig selv i at fortælle den umådeligt fascinerende historie om de små bobler, der får vine til at transcendere og opløfte vores sindsstemning.

Nye mad- og vinkombinationer på vej
Egentlig sker der i disse år en voldsom fornyelse af vores mad og drikkevaner. Fx er rødvin ved at blive bandlyst sammen med ost. Man har for længst opdaget, at hvidvin, med sin kølige syrlighed og sin stramme, mineralske personlighed (ikke for meget frugt, ikke for meget blomst!) langt bedre passer som modvægt til de lidt anmassende oste. Men Champagnefolk har opdaget, at deres vin gør det endnu bedre! Det smukke, brusende skum, de fine bobler, der som perler stiger til vejrs, løfter oplevelsen til nye, uanede højde, hvor syn, duft og smag forenes i harmoni, og der er åbent op for nye, spændende kombinationer.

Kransekage og Champagne, nej tak!
I en kommende artikel vil vi vende tilbage til Champagne, med flere historier og praktiske råd til indkøb og servering, men én ting vil vi dog allerede advare imod, her hvor vi nærmer os årets afslutning.

Lad for guds skyld være med at servere petits fours eller kransekage til nytårets kl. 24 Champagne! For der er dømt rødt kort til et anstrengt møde mellem det søde og det syrlige, som vil få selv verdens dyreste Dom Pérignon cuvée til at falde i gennem med et brag!

————————-

KILDE: Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France – inspireret af:

• Comité Champagne: www.champagne.fr [set 18. 11.2017]
• Colloque Terminologies : www.champagnedevigneron.fr/Actualit%C3%A9s/colloque-des-terminologies-professionnelles-de-la-gastronomie-et-de-l’oenologie.html

’Mineralitet’, ’mineral’, ’mineralsk’, er de nye buzzwords i vinsproget. Men hvad betyder det egentlig, at en vin er mineralsk? Har mineralitet noget med duft eller med smag at gøre? Er det godt eller skidt? Og hvad siger vinleksika? Læs mere om dette mystiske begreb i denne artikel.

Et rigtigt vinmodefænomen
I de sidste 10-15 år har begrebet ’mineralitet’ vundet stort indpas i vinens verden og vinens sprog. Det er blevet en yndet sensorisk, hedonisk deskriptor, der næsten udelukkende anvendes som kvalitetsprædikat. En vin – og her taler vi i virkeligheden kun om hvidvin! – der besidder et præg af mineralitet, eller som er mineralsk, som er ren, frisk, stram, kølig, elegant, uden for megen duft. En vin, som indgyder stor respekt og beundring, og som er i klar opposition til de frugtfyldte og lidt anmassende, blomstrende hvidvine.

Problemet er dog, at begrebet den dag i dag stadig mangler en definition!

Mineralitet er ikke desto mindre blevet det nye mantra og bruges i stor stil i deskriptive tekster om vinen, først og fremmest ved vinsmagninger, men også i stigende grad i normative tekster, der definerer og specificerer vinene, deres område, kvalificerer deres karakter og deres vinifikation.

Mineralitet bruges i stor stil i markedsføringstekster og skaber buzz blandt vinentusiaster. Det er også blevet genstand for ny forskning i vinlaboratorier, forbrugerundersøgelser, og sågar for ph.d.-afhandlinger.

Hvordan er det så blevet til en sådan succes?
’Mineralsk’ og ’mineral’ (og i mindre grad ’mineralitet’) er gloser, vi normalt bruger om uorganiske stoffer, fx i sammensætninger som mineralsk terpentin, mineralsk olie, eller mineral uld, eller om grundstoffer, som fx i mineraltilskud. De rummer egenskaber, som ikke har en særlig tiltrækkende klang, sådan rent sensorisk.

Hvordan kan begrebet mineralitet så gå hen og blive til sensorisk kvalitet, når vi taler om vin? Kan man så smage mineraler?

Mineralitet og vand
Vi kender dog også til mineralvand, som er vand, der indeholder eller er tilsat mineralske stoffer og salte, samt tit og ofte kulsyre.

Vandentusiaster, der ikke regner postevand for noget, vil da også bryste sig af at kunne smage forskellen mellem en Perrier, en San Pellegrino eller en Ramløse.

I et land som Frankrig, hvor der næsten er ligeså mange mineralvand brands som der er oste, vil forbrugerne sværge til deres favorit brand, der har den helt rigtige smag, og som rummer de eftertragtede, påståede helbredsvirkninger. Derved er vejen banet til, at det mineralske nu også indtager vinens sprog.

Mineralitet og forsøg på en definition
Men hvad betyder mineralitet i forbindelse med vin? Kan man smage det? Kan man opfange mineralske dufte? Hvad siger ordbøger og encyklopædier? Hvad siger vinleksika?

Her kommer et par repræsentative eksempler:

Hvad siger ordbøger om begrebet?
I almensproglige ordbøger og encyklopædier er der desværre ikke megen hjælp at hente.

Ifølge Den Store Danske (2017) har ordet ’mineralsk’ to grundbetydninger, og anvendes til at betegne noget, som er mineral eller som indeholder mineraler.

Den Danske ordbog (2017) taler om noget der er fremstillet af, eller består af mineraler.

Begge værker undlader at referere til de mineralske egenskaber, som vinen skulle være i besiddelse af, men peger indirekte på to ræsonnementer. Mineralitet som kategori, hvorved visse vine siges at have mineralsk præg og tilhøre det mineralske rige, fx Chablis, Sancerre, Riesling, og mineralitet som analogi, fordi vinen indeholder duftnuancer, der kan associeres til mineraler.

Er der så også mineraler i vinen? Ja, men i forbavsende små mængder. Man kan så betvivle, hvordan man kan smage disse. Måske smager vinen blot lidt salt? Mineraler dufter heller ikke som sådan, og man kan ikke isolere flygtige ”mineralitetsmolekyler”.

Slår vi op i fagordbøger og leksika, får vi heller ikke den hjælp, vi kunne ønske os.

Om minéralité skriver franske M. Coutier i sin berømte Dictionnaire de la langue du vin (2007): néologisme (= nyt ord) og ikke andet! Ordet ’mineral’ defineres heller ikke, men attesteres gennem citater.

Danske Vinlex.dk (2017) kaster også håndklædet i ringen og afslår fra at bringe en definition. Vinlex anfører dog en række betydninger:

Et smagsudtryk, der ikke er entydigt defineret eller accepteret. Ordet henviser til mineralske aromaer i en vin, som typisk beskrives som flint, kalk eller skiffer. Ord, der betyder det modsatte af frisk frugt, og som ofte benyttes om friske hvidvine […]. En del kritikere betragter mineralske toner som fejl i en vin. Mineraler er ikke-flygtige aromaer og kan derfor heller ikke duftes, hvorfor det slet ikke giver mening af beskrive en vin som mineralsk.

Dette er lidt nedslående, og det er kun en del af betydningsbilledet. For ønologer er uenige. Mineralitet er tvetydigt. Det refererer både til smagsindtryk, når smagen afsluttes med en del syre og vedvarende astringens, men også til den aromatiske dimension, der synes at samle langt større konsensus, hvor man gerne taler om svage antydninger af røg, flintsten, kridt, fossilerede østers, saltholdighed, og sågar olie (!).

Mineralitet som vinstil? Eller vinens mystik?
Så måske skal vi lade være med at søge efter definitioner. For mineralitet er givetvis blot en bestemt vinstil.

I middelalderen var mineraler tæt forbundne med alkymien, og de vises sten, og havde en aura af mystik over sig. Ved tidligere videnskabelige anskuelser delte man således universet op i det mineralske rige (Regnum Minerale), som var alt det uorganiske, knyttet til sten og jord, i planteriget, dyreriget og i det æteriske med alle sine luftformer. En sandsynlig årsag til begrebets popularitet skal nok søges her.

Mineralitet har overtaget en nærmest filosofisk, intellektuel, litterær dimension, som kan være svær at analysere og sætte tal og kendsgerninger på.

Mineralitet stemmer fint overens med vinplantens forunderlige mystik, der henter sin saft og kraft dybt nede i den stenede jord i samklang med naturelementerne, i samklang med le ’terroir’, og som frembringer bestemte vine og tegner deres unikke signatur. Så konceptuel klarhed om mineralitet får vi nok ikke, og måske også godt det samme.

De mineralske vine kan ikke reduceres til kemiske molekyler, de er som alle vine også særlige mentale konstruktioner og opbevarer derved deres aura af mystik, der konstant inviterer os til nye oplevelser i de områder, hvor de har rod: mineralitet som transmutation.

———–

KILDE: Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France – inspireret af:

• Gyldendal (2017). Den Store Danske. http://denstoredanske.dk
• Den Danske Ordbog (2017). http://ordnet.dk/ddo/forside
• Coutier, M. (2007). Dictionnaire de langue du vin. Editions CNRS.
• Vinleksikon, alt om vin (2017). vinlex.dk