Mange danskere kender til den franske region Languedoc-Roussillon, til hovedbyerne Montpellier, Sète, Béziers, Narbonne, Perpignan – og til de mange forskellige vine, der kommer herfra. Men hvad er historien bag denne region? Og hvordan er det gået til, at tidligere storproduktion af billig konsumvin nu er afløst af eftertragtede kvalitetsvine, flere og flere af dem økologiske? Denne artikel bringer dig bag om de mange forandringer, der har formet – og stadig former – regionen.
Fra etruskerne til Occitanien
Den tidligere selvstændige region Languedoc-Roussillon i Sydfrankrig strækker sig langs Middelhavet og ’løvebugten’ (Golfe du Lion) fra hovedbyen Montpellier, et stykke vest for Rhône-flodens udmunding, og helt ned til Pyrenæerne, ved grænsen til Spanien.
Ved sidste administrative reform i 1996 blev den slået sammen med Midi-Pyrénées for at danne den nye, storregion Occitanie (Frankrigs andenstørste), hvorved Montpellier måtte afgive sin status som regionshovedstad til storbyen Toulouse. Navnet ’Occitanie’ er dog velvalgt.
Sådan går det desværre ofte med fransk regional identitet i relation til den administrative opdeling af landet. De sammenlagte områder passer ikke altid lige sammen, og historisk sammenhængskraft må vige for politisk pres. Lovgiverne tænker primært økonomiske (og politiske) synergier og stordriftsfordele. Det er dog tvivlsomt, om dette rent faktisk holder i virkeligheden, for der kommer tit øgede udgifter til administration i kølvandet på sammenlægningerne. Afstande bliver også større fra et beslutningscenter til et andet, og fra borgerne til deres politikere.
Languedoc-Roussillon kan dog bryste sig af at have en langt ældre kulturel identitet, som regionen har bevaret og stolt har udviklet helt siden antikken og etruskerne, og efterfølgende grækerne og romerne, hvor den blev frugtbar havnefront til Middelhavet og stærkt befærdet forbindelsesled mellem den Iberiske halvø, det franske hovedland og Italien.
Området blev gennemskåret af datidens motorvej, Via Domitia, hovedvejen, som romerne anlagde i dette dengang keltisk befolkede land, som de kaldte for Provincia (deraf navnet Provence, som dog ligger ved Alperne). Etymologien følger bestemt sine egne veje …
Forandringerne fortsatte efter Romerrigets fald. Der kom talrige invasioner frem til middelalderen, hvor germanere, muslimske maurere og vikinger på skift var på erobringstogter. Regionen blev først indlemmet under den franske krone i 1271, under Philippe den 3., med øgenavnet ’den dristige’, søn af den berømte korstogskonge, Ludvig den hellige.
Oc-sprog – fra latinske hoc til franske oui
Languedoc – bogstaveligt ’oc-sprog’ – refererer til ordet ’ja’ på oldfransk. Oppe i Nordfrankrig bekræftede man sit udsagn ved at sige oïl (o – il), hvor man i syd blot sagde (h)oc, eller kort og godt ’o’. Både ’c’ og ’l’ forsvandt med tiden, hvor ’i’ holdt skansen, og blev til nutidens adverbium ’oui’.
Occitanien har haft, og har stadig, sit eget sprog – eller snarere sprogfamilie – med en lang række dialektforgreninger, som under ét kaldes for occitansk, men som refererer til både ældre og nutidige dialekter. De dækker over store landområder, først og fremmest provencalsk og languedocien, men også andre dialekter som dauphinois, auvergnat, limousinsk, gasconsk, catalansk, romandsk og savoyardisk.
Den vestlige del af regionen, med hovedbyen Perpignan, går under navnet Roussillon, fra latin ruscino, der blev til rosselo på catalansk, og betyder rødligt. Navnet har den fået fra områdets okkerholdige, rødlige jordarter – og navnet ”Languedoc-Roussillon” er blevet en uadskillelig, samlet betegnelse, selvom den egentlig trækker i hver sin retning med Provence mod øst og Catalonien mod sydvest.
Det vil føre for vidt her at gennemgå hele regionens brogede historie. Vi skal blot bemærke, at forandringerne hele tiden har skyllet hen over landet. Den sidste forandring af betydning er den økologiske revolution, særligt i vinproduktionen.
Frankrigs største vingård under kraftig forvandling
Languedoc-Roussillon er med sine 260.000 hektarer Frankrigs største vinområde i dag. Produktionen udgør 15,2 millioner hektoliter (2018), svarende til 1/3 del af Frankrigs samlede vinproduktion (ISV, 2021). I begyndelsen af det 20. århundrede var produktionen på sit højeste, og kæmpeformuer var blevet skabt gennem generationer af driftige vinbønder. Man kan den dag i dag se minder fra denne fordums storhedstid i de mange ”Châteaux” midt i vinmarkerne, prægtige og lidt pompøse, borgerlige vinejendomme og domæner, der uden blusel plagierer flere arkitektoniske stilarter for at signalere status. Det var dog ikke kvalitet, der dengang sikrede indtjening, det var kvantitet.
Regionen var hovedleverandør af den jævne (for ikke at sige ringe) konsumvin, vin de table, hvor Frankrig for år tilbage havde den triste rekord at være verdens største vinkonsument – med deraf følgende misbrug. Alkoholisme (læs fx Zolas berømte, realistiske roman ’L’assommoir’) hærgede, tit med statens blinde velsignelse. De franske soldater under første verdenskrig fik fx udleveret en kvart liter vinration om dagen i begyndelsen af krigen. Rationen steg snart til en halv liter og til en liter om dagen i krigens sidste år. Dertil kom al den vin, som soldaterne kunne skaffe sig for egne midler bag frontlinjerne. Helt frem til midt i 60’erne holdt denne ’vin de table’ – med sine lidet prangende 10 eller 11 procents alkohol – sig som yndet dagligvare hos de franske købmænd og hos de første supermarkeder. Der var pant på flaskerne, som blev lukket til med plastkapsel og tynd metalfolie, og forbrugerne brugte plastkurve med hank og plads til 6 flasker til at fragte deres vinindkøb.
Tiderne har ændret sig drastisk. De tidligere så stolte vinslotte og domæner, som var gået i forfald, oplever i dag en renæssance, hvor vinkvaliteten er hævet betydeligt, og hvor økologi og bæredygtighed i kombination med ønoturisme er i højsædet (læs derom i artiklen ’Château Les Carrasses: når luksus rimer på bæredygtighed’). Der er igen kommet liv ude i landdistrikterne.
Kombinationen af heftig konkurrence på verdensmarkedet, massiv satsning på folkesundhed, restriktiv alkohollovgivning, overgang til langt lavere udbytte, høj kvalitet og økologi på baggrund af klimaforandring har totalt forvandlet erhvervet. De ’billige’ vinstokke er blevet rykket op med rod og med EU-støtte. Nye, bedre vinstokssorter, der giver langt bedre druer, er blevet plantet, og stokkerne er også flyttet væk fra kystområderne, med lidt uinteressant sandet jordbund, og længere ind i det bakkede bagland, ved foden af Massif Central. Her kan mere varierede, komplekse jordbunds- og klimaforhold berige vindruerne. Den ligeledes massive omstilling til økologisk brug betyder, at stokkene nu skal kæmpe noget mere og dermed giver færre, men bedre, aromatisk koncentrerede druer.
Vinen først: mangfoldighed af terroirs, kompleks klassifikation
Med sine 23.000 hektarer økologiske vinmarker (36% af det samlede franske vinareal) er Languedoc i dag Frankrigs største producent af biovin. Det svarer til 7% af vinarealet i verden. Arealerne, der omlægges til økologi (inkl. biodynamik og naturvine), vokser til stadighed, for efterspørgslen stiger.
Der dyrkes en lang række unikke stjernedruer, hver med egen smags- og aromaprofil, som cabernet franc, cabernet-sauvignon, carignan, grenache noir, merlot og syrah til fremstilling af de røde vine og af rosévinene, mens clairette, bourboulenc, grenache blanc, macabeu, marsanne, piquepoule, roussanne og vermentino anvendes til de hvide.
Til de røde er det især grenache, mourvèdre og syrah, der udgør broderparten af vinstokkene.
Til de søde dessertvine – den såkaldte ’vin doux naturel’ – bruges små muscatdruer.
Languedocvinene er alle terroir-vine. Som vanligt med fransk vin er det ikke lige nemt at aflæse dem grundet en noget kompliceret klassifikation. De klassificeres nemlig hierarkisk, med 15 IGP’ere (Indication Géographique Protégée) og 20 af de finere AOP’ere (Appellation d’Origine Protégée). Disse fordeler sig igen på 3 hovedkategorier: selve regionen (Languedoc), en del af region (fx Pic St-Loup, Corbières, St-Chinian) og kommunen (fx Faugères, Fitou, Minervois, La Clape).
Dertil kommer de søde dessertvine (fx Muscat de Lunel), som udgør en kategori for sig, samt de mousserende vine (fx Blanquette et Crémant de Limoux).
For at fuldende dette komplekse billede skal man huske at indregne en række særlige regionale og lokale AOP-betegnelser – cru-vine – som fx AOP Languedoc Quatourze og AOP St-Chinian Berlou.
Vi vil i en senere artikel søge at komme tættere på disse spændende vine og de nye miljøvenlige produktionsmetoder, der alle byder på store smagsoplevelser fremmet af sydens sol i en region, der i den grad har formået at forandre sig, men med sjælen i behold.
Den franske troubadour fra Languedoc havnebyen Sète, Georges Brassens, fangede noget af denne sjæl. Han skrev i en af sine mest berømte sange, La Camarde, at der er noget helt særligt ved Languedoc – at kunne nyde strand, sol, vin og pastis (blot med måde), også når livet truer og går os imod.
C’est une plage où, même à ses moments furieux,
Neptune ne se prend, jamais trop au sérieux,
Où, quand un bateau fait naufrage,
Le capitaine crie : « Je suis le maître à bord !
Sauve qui peut le vin, et le pastis d’abord,
Chacun sa bonbonne, et courage. »
Det er en badestrand, hvor selv i raseri,
Neptun tager tingene, aldrig så alvorligt,
Hvor, når et skib synker til bunds,
Råber kaptajnen højt: ”Jeg er skipper ombord!
Svøm for livet, men husk, tag vin og pastis først,
Hver mand sin ballon, og fat tørst.”
_________________
FORFATTER
Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France
KILDER
ISV (2021) = Institut Supérieur du Vin. https://www.isvin.fr/la-filiere-vin/la-filiere-vin-dans-le-sud-de-la-france/ [besøgt 03.04.2021].
Billede 1: Vinmarker i Frontignan. Fagairolles 34, CC BY-SA 4.0 https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0 [besøgt 03.04.2021]
Billede 2: Vinmarker nord for Bézirs. Egen optagelse.
LÆS OGSÅ
Château Les Carasses: når luksus rimer på bæredygtighed (2021). https://dk-france.dk/vinslotsprojekter-redder-vores-historiske-kulturarv/