Fra katharborge til Languedocs kongelige fæstninger

Indlæg v/Liselotte Kruse, cand. interpret. i fransk, kommunikatør – DK-France

Château de Peyrepertuse
FOTO : Château de Peyrepertuse (kilde : www.pexels.com – Free Châteaux Cathares Photos)

I flere tidligere artikler har jeg skrevet om forfaldne sydfranske vinslotte, som nye, ansvarlige ejere har reddet fra fallit. Med fokus på bæredygtighed, historie og lokal integration er de lykkedes med at forvandle slottene til blomstrende forretninger, der løfter hele lokalsamfundet. I denne artikel vil jeg også skrive om ’slotte’, men af en lidt anden kaliber, nemlig borge eller fæstninger, som det vil være teknisk mest korrekt at benævne dem, da der er tale om rå, svært tilgængelige militære forsvarsværker, de såkaldte katharborge. Sideløbende med deres rige historiske betydning har 8 af disse borge og fæstninger opnået global status, efter at de i juli i år officielt blev optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

Men hvad gør katharborgene så særlige?

Når turisme, historie og regional identitet tørner sammen

Katharborge (châteaux cathares) er betegnelsen for et antal middelalderlige imponerende klippefæstninger og -ruiner i regionen Occitanie i det sydvestlige Frankrig, over mod den spanske grænse. Occitanie blev oprettet i 2016 ved sammenlægning af de hidtidige regioner Languedoc-Roussillon og Midi-Pyrénées. Det er især i den tidligere Languedoc-Roussillon region, man finder katharborgene.

Borgenes dramatiske beliggenhed på svært tilgængelige, svimlende bjergtoppe er noget at det, der kendetegner disse historiske fæstningsanlæg. Et andet kendetegn er borgenes historiske forbindelse til katharerne og katharismen, en religiøs bevægelse med kristne og gnostiske byggesten, der opstod i det 12. århundrede i det sydlige Frankrig. Bevægelsen blev stemplet som kæterisk og på det grusomste forfulgt og udryddet af franske tropper og korsriddere anført af både den franske konge og den katolske kirke.

Katharismen er kort fortalt en bevægelse, der tager afstand fra centralmagten. Historien om katharerne symboliserer denne stærke kulturtradition og identitetskonstruktion i daværende Occitanien.

I Occitanie fortæller flere af disse imponerende fæstningsanlæg og borge historien om de franske kongers magtudvidelse i Languedoc i det 13. og 14. århundrede, nemlig fæstningsbyen Carcassonne samt borgene Lastours, Termes, Aguilar, Peyrepertuse, Quéribus, Puilaurens og Montségur. Flere af dem kan opleves langs vandreruten Sentier Cathare.

Det er netop disse berømte borge og fæstninger i Sydfrankrig, der i folkemunde er kendt som katharborgene (châteaux cathares), som officielt blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i juli 2026 under den korrigerede benævnelse Languedocs kongelige fæstninger (Forteresses royales du Languedoc). Betegnelsen ’kathar’ blev således ikke brugt i ansøgningen! Til stor fortrydelse for de lokale indbyggere, der altid har omtalt borgene som châteaux cathares. UNESCOs begrundelse for det nye officielle navn er videnskabelig og historisk præcision, idet disse fæstningsanlæg blev bygget eller udbygget af den franske kongemagt (kapetingerne) i det 13. og 14. århundrede. De blev opført for at konsolidere kongens magt efter Albigenserkorstoget mod katharerne og for at sikre grænsen mod Aragonien i det nordlige Spanien, op til den franske grænse.

Selvom katharerne søgte tilflugt i de oprindelige borge under Albigenserkorstoget (1209–1229), blev de imponerende klippefæstninger og -ruiner, som turister besøger i dag, opført efter korstogene og er i virkeligheden monumenter over den franske kongemagts militære citadeller snarere end de borge, katharerne rent faktisk boede og søgte tilflugt i.

Sammenslutningen Association Mission Patrimoine Mondial (AMPM) samt lokalstyret i Aude og Ariège droppede aktivt den populære “kathar”-betegnelse i ansøgningen. Dette var et direkte kompromis og krav fra UNESCO for at sikre videnskabelig og historisk nøjagtighed i optagelsen.

Borge og fæstninge i Languedoc
FOTO: Borge og fæstninger i Languedoc optaget på UNESCOs Verdensarvsliste (kilde: www.tourisme-occitanie.com)

De 8 UNESCO-beskyttede kongelige fæstninger

  • UNESCOs Verdensarv består af en samlet gruppe på 8 fæstningsanlæg i departementerne Aude og Ariège – hvoraf de 5 førstnævnte i rækken efter Carcassonne, der betegnes De 5 sønner af Carcassonne (Les Cinq Fils de Carcassonne), er strategiske fæstninger og klippeborge, der vogtede adgangsvejen til daværende grænse:
  • Cité de Carcassonne: Det administrative centrum og den største befæstede middelalderby i Europa (selve den gamle bydel og bymurene har været på UNESCOs liste siden 1997, men indgår nu i den nye, udvidede liste). Fæstningsbyen ligger på en lavere bakke i fladere terræn ved floden Aude.
  • Peyrepertuse: En gigantisk og spektakulær borgruin, der nærmest syner i ét med klipperyggen. Det største af klippeborgenes forsvarsværker.
  • Puilaurens: En ekstremt velbevaret fæstning med intakte mure og svimlende tårne, skydeskår og zig-zag-formede adgangsstier.
  • Quéribus: En dramatisk placeret højborg, der betragtes som den sidste kathariske bastion, der under det albigensiske korstog formelt faldt til den franske krone i 1255.
  • Termes: En strategisk vigtig borg, der var centrum for en af korstogets hårdeste belejringer i 1210.
  • Aguilar: En mindre fæstning, den mindste og østligste af de fem klippeborge.
  • Lastours: Et unikt kompleks bestående af fire tætliggende borgtårne på samme klippetop (Cabaret, Surdespine, Quertinheux og Tour Regine).
  • Montségur: Katharernes absolut sidste og mest symbolske højborg, det ’åndelige hjerte’, placeret 1.200 m oppe på en stejl klippetop. Det er ved foden af dette bjerg, at over 200 katharer blev brændt levende på et gigantisk bål den 16. marts 1244.

Ekskursion til UNESCOs 8 kongelige fæstninger

Jeg har personligt oplevet 3 af disse 8 monumentale seværdigheder, der nu er beskyttet af UNESCO, nemlig Carcassonne, Peyrepertuse og Quéribus. Jeg husker stadig min mands angst, hver gang børnene nærmede sig en åbning i frit fald, og min egen, dengang jeg holdt min 6-årige søn i hånden på vej fra parkeringsområdet op mod Peyrepertuse, mens han spadserede stille og roligt på toppen af en 80 cm høj mur – indtil jeg opdagede, at muren i mellemtiden var blevet en del af en lodret klippevæg på et par hundrede meter i højden!

Hvis man planlægger at besøge de 8 kongelige fæstninger, er det oplagt at bruge Carcassonne som base for en biltur rundt i det bjergrige område. Vil man hellere på vandretur, kan man også følge den historiske vandrerute Sentier Cathare (GR 367), som forbinder flere af de middelalderlige fæstninger i et stisystem. Man skal påregne 11 til 13 dage, og sværhedsgraden betragtes som moderat til udfordrende. Ruten strækker sig over cirka 250 kilometer fra kystbyen Port-la-Nouvelle ved Middelhavet til middelalderbyen Foix i Pyrenæerne.

Optagelse på UNESCOs verdensarvsliste

Ud over de unikke historiske og arkitektoniske værdier er det særlige ved de kongelige fæstninger deres betagende, svimlende og dramatiske placering: højt hævet over landskabet og umiddelbart på utilgængelige og uindtagelige klippetoppe, der demonstrerer datidens absolutte højdepunkt inden for forsvarsbyggeri og strategisk landskabsudnyttelse. De kongelige fæstninger udgør et enestående og banebrydende kapitel inden for middelalderens militærarkitektur.

Dette er nogle af de væsentlige grunde til, at borgene og fæstningsbyen er blevet optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. Og her, midt i striden om den rette betegnelse, har historisk rigtighed og nøjagtighed vundet over lokal patriotisme og turistiske argumenter. Plus det faktum, at ’katharborge’ lyder langt mere dramatisk og spændende i de lokale og turisternes fantasi, end den teknisk rigtige, men administrative benævnelse ’Languedocs kongelige fæstninger’. Trods det, at landet består af en mosaik af stolte regioner og en lang række sprog og sprogvarianter, har centralismen, UNESCO eller ej, altid haft gode kår i Frankrig!

__________________

KILDER (set 28.08.2026)

HENT artiklen som PDF her: Fra katharborge til Languedocs konge…

________________

FORFATTER

Indlæg v/Liselotte Kruse – DK-France
cand.interpret. i fransk-dansk, certificeret translatør og tolk, certificeret DELF-eksaminator, underviser, kommunikatør, formidler af vinslotsferieboliger

Scroll to Top