Når sur vin bliver til gudedestillat – og englene også får deres andel

I rækken af vinture i det franske land er vi i dag kommet til byen Cognac i Charentes-regionen, som er verdensberømt for destillatet af samme navn. Men få tænker egentlig over, at området er Frankrigs største producent af hvidvin. Vinen er dog, i modsætning til alle andre vine, ikke beregnet til at blive drukket, men til at blive opvarmet i svanehalsformede destillationsapparater, hvorefter den efter års lagring i egetræsfade skal blive til udsøgt Cognac.

Hennessy Cognac_turbaaden lægger til foran Cognachusets hovedindgang
Hennessy Cognac: Turbåden til besøg af Cognachusets faciliteter lægger til foran hovedindgangen …

Der findes på ’butte Montmartre’ i Paris, lidt tættere på himlen kunne man vel sige, en lille, men hyggelig, gastronomisk restaurant, der kalder sig ”la part des anges”. Den ligger lidt gemt væk fra turisternes standardruter i det berømte bohemekvarter og er først og fremmest kendt og besøgt af lokale fra ”landsbyen”, som de ynder at kalde deres bydel. Men hvad betyder nu dette maleriske navn ”la part des anges”? Vi kan allerede røbe, at det er Cognacrelateret, men det vender vi tilbage til lidt længere nede i artiklen. For først skal vi se på, hvad Cognac egentlig er.

Om druebrændevin og brandwijn

Vores vininteresserede og vinkyndige læsere bør her tilgive os, for vi vil nu vil tage en lille afstikker fra vores sædvanlige, franske vinskribentvirksomhed og udforske, hvad vin også kan blive til, nemlig verdensberømt spiritus, når den som her destilleres til Cognac.

Cognac er ’eau de vie de vin’, dvs. på dansk druebrændevin – fra hollandsk brandwijn – da det var hollændere, der i det 16. århundrede kastede sig ud i destilleringens ædle kunst, efter sigende for at vinen kunne holde sig. På engelsk er ordet blevet til Brandy.

Selve byen Cognac (hvor det toponymiske suffix -ac stammer fra latin -acum, der igen stammer fra keltisk ako, der adjektivisk betyder ”tilhørende et sted, en familie, eller en helligdom”), ligger på Charente-floden og er Charentes andenstørste by efter Angoulême. Byen, der har en lang fortid bag sig, har i dag små 50.000 indbyggere og ligger historisk set på en af pilgrimsruterne til Compostella.

Cognac fremstilles ved den raffinerede, komplekse sammensætning (assemblage) af brændevin hidrørende fra forskellige vinområder (crus) og fra brændevin, der har forskellige lagringstider bag sig. Cognac er i dag beskyttet af den franske Appellation d’Origine Contrôlée Cognac (AOC), der er styret af en lang række kravspecifikationer, regler og vedtægter for navn, geografi (først og fremmest fortegnelse over de hundredevise af små kommuner, der kan tilordne sig appellationen), dyrkning af vinstokke, høst, transport, vinfremstilling, destillering, lagring m.m. gennem en omfattende 20-siders lang ’cahier des charges’, hvor nyeste udgave er fra 2018.

Dyrkning af hvide druer ”en masse”

Vinmarkerne i Cognacs produktionsområdet strækker sig over ca. 78.000 hektarer. Disse er fordelt hovedsageligt på to departementer, Charente-Maritime og Charente, samt nogle få kommuner i departementerne Dordogne og Deux-Sèvres. Området udgør blot 10% af vinarealerne i hele Frankrig, men fremstår som den største producent af hvidvin i landet.

Det er den hvide drue Ugni blanc, der suverænt dominerer og dækker over 98% af hele området. Det er en drue, der er mere robust end tidligere dyrkede druer, som Folle blanche, der måtte bukke under for phylloxera-angrebene i slutningen af det 19. århundrede.

Vinbønderne bestræber sig i dag i stigende grad på at reducere mængden af sprøjtemidler (inklusiv økologiske kobber- og svovlbaserede sprøjteopløsninger), og nogle følger den økologiske vej ved bl.a. at lade græsset gro mellem rækkerne. Det er dog svært helt at undgå at sprøjte, for Ugni-druerne angribes nemt af skimmelsvamp (meldug, oïdium), som forstærkes af det våde atlanterhavsklima.

Vinområdet er geografisk opdelt i 6 koncentriske cruområder, hvor undergrunden og klimaets påvirkning varierer: ’Grande Champagne’, ’Petite Champagne’, ’Borderies’, ’Fins Bois’, ’Bons Bois’, og ’Bois Ordinaires ou Bois à terroirs’.

’Grande Champagne’, sydvest for byen Cognac, regnes for det bedste område, der giver de mest raffinerede og mest udsøgte eaux de vie, som ældes bedst og længst, og bidrager med dufte af blomster, vinblomst, tørret lind og tørre vinranker. Dernæst følger ’Petite Champagne’ og ’Borderies’ som de næstbedste, hvor påvirkningen fra det maritime klima er lidt mere udpræget. ’Bons Bois’ omringer de 3 førstnævnte, mens ’Bois ordinaires ou Bois à terroirs’ ligger ud til Atlanterhavet.

Brugen af navnet ’Champagne’ til benævnelse af de bedste Cognac cru’er sker i analogi med jordbundsforholdene i Champagne-regionen, hvor de berømte mousserende vine produceres. Jordbundsforholdene er nemlig umiddelbart sammenlignelige, med lerholdig kalkjord på en undergrund af blød kalksten fra kridttiden. Sådanne jordbundsforhold er gode til at holde på vandet, og vinstokken kan nemt stå imod tørkeperioder om sommeren.

Vinfremstilling alene for destillatets skyld

Det pudsige er, at den vin, der destilleres til Cognac, er mere eller mindre rædselsfuld af en vin at være. Eller måske snarere, siges at være rædselsfuld. Vores læsere vil uvilkårlig undre sig, for vi har hidtil udelukkende skrevet om alskens gode franske vine. Spørgsmålet er så nu, hvordan dårlig vin kan forvandles til en af verdens mest anerkendte spirituosa? Eller med andre ord, hvordan kan dårlig vin bliver himmelsk?

Den most, der bruges til vinfremstilling, er kendetegnet ved lavt alkoholindhold på gennemsnitligt 8-9% (min. 7%, maks. 12%) som betyder, at aromaer bedre kan koncentreres, og ved en meget høj andel af syre, hvorved vinen bedre kan holde sig. Tilsætning af sukker og sulfitter er ikke tilladt.

Under besøget i et berømt, internationalt Cognachus i selve byen Cognac, spurgte jeg således til, om selve vinen var nu værd at drikke? Dertil var svaret klart og entydigt: nej, vinen er der nok ikke så meget at skrive hjem om, men den egner sig til gengæld fortrinligt til destillering, hvor den bliver totalt forvandlet!

Destilleringskunsten

Vinen destilleres ved den såkaldte dobbelte destilleringsmetode (la ”repasse”, svarende til Pot Still metoden på engelsk) i særlige charentais kobberalambic, der siden 1936 har haft samme udformning, til en alkoholprocent på maks. 72,4% ved de 20 grader. Man opnår derved en 8 til 9 gange koncentration af aromaer og syre, og af vinens øvrige bestanddele. Cognac er mere koncentreret end druebrændevin fra andre, varmere himmelstrøg, hvor basisvinen typisk holder 10-12%, og koncentrationen kun er 5 til 7 gange.

Der må tilsættes farve (E150a, almindelig karamel) og udtræk af egespåner. Der må også, iht. EU-spirituslovgivning af 15. januar 2008, tilsættes forskellige former for sukker samt karamelliseret sukker (opvarmet sakkarose).

Herefter lagres Cognac i store 350 liters egefade fra træerne i de nærliggende Limousin-skove.

La part des anges og den hemmelighedsfulde lagring

Og nu kommer vi til det. Det maleriske udtryk – ”la part des anges ” (= englenes andel) – refererer specifikt til andelen af den gode Cognac, der fordamper under lagring. For Cognac lagres på 350-liters egetræsfade (enten nye fade eller fade, der tidligere har indeholdt Cognac og genbruges) i nogle år, hvor den sover inde i de hvælvede kridtkældere. Lige så stille, år efter år, trækker den ilt ind til sig og fordamper, hvilket netop er meningen. Den grove og rå druebrændevin skifter karakter og forvandles til et guddommeligt destillat.

Under lagringsprocessen farves stenlofterne helt sorte af den mikroskopiske svamp torula compniacensis, der i de ædle alkoholdampe finder sin næring. Cognacvinbonden (eller snarere cognachusene) må således acceptere, at der en del svind. Det går dog til et godt formål, da aromaerne koncentreres under lagringen. Cognac brændevinen bliver mere rund og blød og udvikler med tiden en kompleks, eftertragtet bouquet, som kaldes for ”rancio”. Rancio refererer til en sammenblanding af særlige aromaer som fx efterårsskovbund, skovsvampe, nøddeolie, tobak, læder, men også til figner, rosiner, ristede kaffebønner og kakao.

Ifølge Cognacerhvervets hovedorganisationen Bureau National Interprofessionnel du Cognac repræsenterer svindet op mod 2% af produktionen, svarende til 22 millioner flasker om året.

Der findes en laaaang (!) række aldersafhængige betegnelser og betegnelsesvarianter, der må bruges i markedsføringsøjemed, som tildeles ud fra det antal år, hvor Cognac har været lagret: 2, 3, 4, 5, 6, 10 og 14 år eller ældre. Blandt de mest kendte kan nævnes 3 stjerner og VS (ved de 2 år), VSOP (ved de 4 år), Napoleon (ved de 6 år), XO (ved de 10 år), og XXO (ved og over de 14 år).

Flere måder at nyde Cognac på

Og nu til det måske vigtigste. Smagningen. Cognac nydes bedst i små tulipanformede glas, da disse sikrer de bedste betingelser for at nyde og vurdere både farve og farvespil, og for mere effektivt at kunne indfange udviklingen af de subtile, komplekse aromaer.

Cognac kan nydes alene, og her skal man ligesom ved vinsmagning huske at tygge lidt på væsken, og suge en smule luft ind for at frigive dets identitet. Man kan nyde den ved stuetemperatur, men man kan også komme isterninger i glasset, hvorved oplevelsen skifter karakter i næse og mund. Ved smagninger hos Cognachusene serveres de to versioner.

Dertil indgår Cognac i en lang række cocktail-kreationer og aperitiffer, hvor den bibringer både sødme, styrke og friskhed.

Endelig kan den også nydes til maden, hvor man først indtager et par dråber i munden, tager en bid af maden og tygger sin mad, og afslutter igen med et par dråber.

Ligesom ved vin findes der et særligt Cognac aromahjul, som her er opdelt i de 4 årstider. ’Vinter’ samler aromaassociationer omkring de træagtige dufte, ’sommer’ er forbundet med frugtaromaer, ’forår’ peger på blomster, mens ’efterår’ står under de krydrede duftes tegn. Hvert af disse områder – eller aromafamilier – er selvsagt yderligere specificeret med en lang række konkrete eksempler på dufte.

Hjulet blev « opfundet » tilbage i 2009, hvor 50 eksperter mødtes for i 4 dage at smage over 100 forskellige Cognac og udfylde over 5000 smagsnotater.

Cognac i tørre tal

Der er i følge de nyeste tal (2019) fra Cognacerhvervsorganisationen 283 handelshuse – maisons de Cognac/maisons de négoce – i Cognac. Nogle af disse er blevet til verdensberømte brands og ejes af store internationale koncerner, som fx LVHM (det firma, der står bag Louis Vuitton og Moët et Chandon, og hvor H står for Hennessy Cognac). Der findes 4276 vinbønder, hvoraf en stor del selv destillerer deres vin (de kaldes for bouilleurs de crus). Dertil findes der 117 destilleringsfirmaer (disse betegnes bouilleurs professionnels), der indkøber vin for at destillere på bestilling med henblik på videresalg.

Cognacproduktionen beskæftiger 17.000 mennesker i direkte tilknytning til erhvervet (bødkere til fremstilling af fade, gørtlere til kedler, fremstilling af glas, corkpropper, pap, trykkerier, transport, laboratorier, landbrugsmaskiner osv.) og giver afledte jobs til henved 60.000 mennesker. 97,9 % af produktionen (svarende til 26,5 millioner flasker) eksporteres til 160 lande over hele verden og generer en omsætning på 3,6 milliarder euroer (= 27 milliarder kroner).

Nul n’est prophète en son pays

– eller på dansk ”ingen profet er anerkendt i sin hjemby” er nok det bibelske udtryk, der bedst kan bruges til at forklare det kølige forhold, der er mellem Cognac druebrændevin og franskmændene.

En nylig artikel i BFM Business (Bianchi, 2018) har undersøgt fænomenet og undret sig. Det er nemlig bemærkelsesværdigt, at franskmændene stort set ikke drikker Cognac. Hjemmemarkedet aftager kun 3% af produktionen, og der findes intet andet fransk kulinarisk produkt, der kan præstere så stor en andel til eksport. Imidlertid høster Cognac stor succes ude i den store verden på de udenlandske markeder, fx i Tyskland, Storbritannien, USA, Kina m.fl., og Cognacerhvervet i Charentes har derved sikret sig en rigtig stor og stabil indtjening.

Franskmændene er til gengæld verdens største forbrugere af Cognacs direkte konkurrent … whisky! Vi mangler dog stadig en forklaring, ud over den, at Cognacs image måske skulle være blevet lidt støvet og associeres med en ældre generation af forbrugere? I Danmark var Cognac også tidligere vel synonym med afslutningen på de dengang så populære suppe-steg-og-is-middage, hvor der af tjeneren blev spurgt ind til gæsterne ved kaffen: ”Cognac eller likør”? Og dertil en god cigar?

Nok ikke så politisk korrekt i dag, hvor ansvar, sundhed, fitness, økologi og bæredygtighed stormer frem. Men lidt plads må der vel stadig være til livsnydere og til englenes drik? Vi lader spørgsmålet stå og overlader svaret til læsernes vurdering.

________________________

FORFATTER

Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

KILDER

Bianchi, Frédéric (2018). Pourquoi le cognac cartonne partout … sauf en France. BFM Business. https://www.bfmtv.com/economie/consommation/pourquoi-le-cognac-cartonne-partout-sauf-en-france_AN-201805190096.html [set 23.08.2021]

Bureau National Interprofessionnel du Cognac (2021). https://www.cognac.fr/ [set 23.08.2021]

Encyclopédie du Cognac en ligne (2021). Bureau National Interprofessionnel du Cognac. https://www.pediacognac.com/ [set 23.08.2021]

Erik Sørensen Leksikon (2021). https://www.eriksorensenvin.dk/leksikon/cognac/ [set 23.08.2021]

LÆS MERE om de franske vinområder
DK-France: Fransk ønologi og vinkultur

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.