Le Beaujolais nouveau er her! Nogle af vores læsere vil sikkert huske dette lovende, forførende vinslogan fra slutningen af det forrige årtusinde, sidst i 80’erne og begyndelsen af 90’erne, hvor de franske Beaujolais nouveau-vine var genstand for ekstrem megen marketing hype og lå helt i top i vores bevidsthed om fransk vin.

Et gammelt, velafprøvet forretningstrick
Dengang ventede vi spændt på den frigivelsesdato (3. torsdag i november) og det klokkeslæt (ved midnatstid), hvor man i Frankrig kunne trække de første propper op og smage på den nye Beaujolais-vin, mens kassevis af nouveau-vin i al hast blev fragtet til vinspændte entusiaster verden over, pr. bil eller fly. Det skulle gå stærkt!

I Danmark havde Beaujolais-importøren allieret sig med Citroën-importøren, og en kortege af fikse Citroën-biler – ikke ulig Tour de France karavanen – kørte fra Paris til Danmark i nattens mulm og mørke og med bagagerummet fuld af Beaujolais-kasser for at forsyne de utålmodigt ventende udskænkningssteder med den helt nye, uspolerede vin. Det var i sandhed en festdag, lidt à la de festdage, der senere fulgte, når konkurrenterne til vin, ølbryggerierne, også i stigende grad gav sig til at promovere særlige frigivelsesdage, når deres nye Påske- eller Julebryg kunne nydes. Et i princippet ældgammelt forretningstrick. For hvem synes ikke om ordet ”nouveau”, om alt det nye? Nyt er godt, og nyt er guf for fødevarebranchen (nye kartofler, nye jordbær m.fl.). Nyt er også godt for de ædle dråber, der passer til maden.

Mange var dog allerede den gang intuitivt af den opfattelse, at den egentlige værdi af nouveau-vinen snarere lå i oplevelsesværdien af et smart, kreativt PR-stunt og i selve festlaget end i en egentlig ønologisk bedrift, altså en ypperlig vin, der var værd at nyde. Med andre ord at vinen måske var lidt opreklameret? For den nye vin kunne godt være lidt for bleg, lidt for tynd, lidt for drueagtig, lidt for sur, men det var sådan, det var, og man forstod det sådan set godt.

Aromaer var der, mest friskpressede blå druer, men kompleksiteten manglede. Det kunne dårligt være ret meget anderledes med en såkaldt ”primeur” vin, som er en vin, der aftappes og markedsføres straks efter en noget fremskyndet vinifikationsproces (hurtig gæring vha. udblødning under kulsyretryk), og uden efterfølgende lagring. Primus eller primeur er som bekendt den første vin. Men som bekendt vokser træerne ikke ind i himlen.

Væk fra krise og tilbage til nutiden
Interessen forsvandt og luften gik hurtigt af ballonen. Krisen kradsede over en lang årrække, og Beaujolais’ image tog skade. Det har siden for branchen været et langt sejt træk, og primeur-vinene, også kaldet vins nouveaux, er i dag tilbage på markedet i et mere normalt leje, hvor de bedre hører hjemme.

Det er i øvrigt ikke kun Beaujolais, der har patent på disse vine. Næsten alle andre vindistrikter benytter sig af samme fremgangsmåde for at skærpe interessen for deres nye årgang, og dermed booste salget ved at fremskynde købelysten. Primeur-vin fungerer derved som kickstarter, som indikator og budbringer for den kvalitet, der er på vej, og som man med rimelighed kan forvente, når den ”rigtige” udgave af vinen kan leveres. Primeur-vinen er nu blevet en ønologisk indikator. Megen markedsføring er der dog stadig i fænomenet. Man har vel lov til at drømme og håbe, men de glade Beaujolais-nouveau dage vender næppe tilbage.

Det skal dog siges, hvis man skal finde på forklaringer på succesen den gang, at man i de glade år netop red på en dybt forankret og indgroet popularitet blandt franske forbrugere. For netop Beaujolais-vine har om nogen i Frankrig altid indtaget en særlig plads i den vinøse folkesjæl. Vinen var i mange år yderst populær i ordets oprindelige betydning (populus som er lig folket, pøblen), det vil sige en folkevin, der gerne blev nydt i en ”ballon de Beaujolais” rundt om på de franske barer og caféer, simpel, ukompliceret, ligetil og politisk markeret som lidt proletaragtig og tilhørende den arbejdende del af den franske befolkning snarere end det finere borgerskab. De finere vine overlod man jo til de finere Bordeaux- og Bourgogne-folk. Her lever den franske revolution videre, om man vil, i vinens identitet (eller snarere i den måde, vi identificerer os med vinen på).

Det er dog ikke alle, der ud over denne marketinghistorie, der startede godt, men endte skidt, kender til Beaujolais-vinen som sådan, og det er egentlig lidt synd, for selvom vinen er et forholdsvis sjældent bekendtskab på vinhandlernes hylder i Danmark i dag (inklusive de virtuelle vinhylder), så fortjener den et bedre bekendtskab i kraft af sin specificitet og af sin historie. Megen god Beaujolais i dag har (heldigvis) ikke så meget til fælles med nouveau-udgaverne fra den gang. Så lad os kigge lidt nærmere på det og yde vinen den retfærdighed, den trods alt fortjener.

Beaujolais med B som i Bourgogne
Sidder man i et fransk højhastighedstog, TGV, eller kører man nordpå ad A7-motorvejen, Autoroute du soleil, vil man efter storbyen Lyon og i retning mod Mâcon køre forbi et stærkt bakket landskab, les Monts du Beaujolais, på Rhône-flodens højre bred. Distriktet andrager 17.324 hektarer og strækker sig over en stribe land, som er ca. 50 km lang og 10 til 15 km bred. Vinen dyrkes på skråningerne af Beaujolais-bjergerne, les Monts du Beaujolais, blide bjerge, der topper 700-1000 meter over havets overflade.

Distriktet hører egentlig ind under Bourgogne-vindistriktet, men her er meningerne (som så ofte i Frankrigs vinkredse) ret så delte, for ikke alle producenterne tilslutter sig det officielle franske vininstitut INAOs geografiske opdeling og klassifikation, hverken hos vinbønderne i Bourgogne (les Bourguignons) eller i Beaujolais, som har samlet sig i ”Association des producteurs de Bourgogne sur le territoire du Beaujolais” (APBB). En langvarig strid, vi ikke vil ind på her. Vi må vel acceptere, at ”esprit de clocher” (bedst oversat som lokalpatriotisme) også her stadig har kronede dage!

12 Appellationer og ikke færre end 50 typer af jordbundforhold
Vinarealerne er dækket af den altdominerende druesort, Gamay noir drue, som er helt karakteristisk for Beaujolais-appellationen. Appellationen har 3 niveauer, de populære Beaujolais mod syd, Beaujolais Villages midt i, og så de 10 særskilte crus, der udgør toppen af Beaujolais-vinudbuddet i nord. I alfabetisk orden: Brouilly, Chénas, Chiroubles, Côte de Brouilly, Fleurie, Juliénas, Morgon, Moulin-à-vent, Régié og Saint-Amour (kan man drømme om bedre navn til en vin?). Altså 12 appellationer i alt.

Til de hvide udgaver benytter man sig af samme drue som i resten af Bourgogne i øvrigt, nemlig Chardonnay-druen. Der laves også lidt rosé- og Crémant-vine (se vores artikel med titlen – ”Fra Crémant til Champagne – om franske boblers stigende popularitet”- om denne type vin), som gerne må sælges som Crémant de Bourgogne, til stor glæde for netop APBB-vinfolkene!

Jordbundsforholdene, et af de to afgørende parametre, der gør et stykke land til en terroir, er af meget varierende beskaffenhed (branchen selv taler om op mod 50 forskellige typer jordbundsforhold), der gavner vinstokkene og frembringer forskelligartede vine med en lang række værdifulde aromaer. Gult ler, mergel og kalk dominerer mod syd, mens 250 millioner år gammel granitundergrund fra triastiden i forskellige varianter præger distriktet midt i og mod nord, hvori man også finder porfyr, skiffer og diorit. Det andet parameter er klimaforholdene. Vinmarkerne, som tit og ofte er ret så stejle, vender ideelt mod øst og syd, og nyder godt af et mildt klima, med solrige somre og lidt middelhavskarakter, hvor der sjældent er koldt. Vinen kan derfor høstes relativt tidligt.

Komplekse, sensuelle, organoleptiske profiler
Beaujolais-appellationen byder på elegante, behagelige vine, med megen friskhed og fine aromaer af røde bærfrugter, hvor Villages-udgaverne har mere krop og struktur og også har potentiale til at blive gemt. Hovedreglen er dog, at Beaujolais-vinene skal nydes, mens de er unge.

Med crus de Beaujolais møder man selvsagt stigende kompleksitet og et væld af delikate og forførende, sensuelle aromaer. Chiroubles er frisk, afrundet og dufter af blomster som viol, iris og liljekonval. Fleurie har krop og bløde taniner. Her går blomsteraromaer hånd i hånd med frugtaromaer som fersken og solbær, og med tiden udvikles krydrede aromaer. Saint-Amour ligger nordligst og frembyder en flot næse af pæoner, røde frugter og kirsh. Den er meget harmonisk og er helt i top efter 4 til 5 år.

De mere robuste varianter ligger mod syd. Brouilly ligger sydligst. Det er en krydret vin, der dufter af små røde bær, fersken, og med tydelige mineralske toner. Côtes de Brouilly er elegant og udtryksfuld, kombinerer dufte af friske frugter og iris og har alt at vinde ved at blive gemt. Juliénas er også udtryksfuld og med megen krop. Den kombinerer ligeledes aromaer af blomst og frugt, viol, røde frugter og blide krydderier. Régnié, som er den sidst tilkomne i rækken af crus de Beaujolais, fremviser blåbær, hindbær og brombær. Hentydninger af svagt duftende krydderier understreges af mineralske toner, der bibringer vinen en frisk oplevelse i munden, med god struktur og fine, bløde taniner.

Chénas, Morgon og Moulin à vin udgør gemmevinene. Chénas er den mest sjældne og kendetegnes ved stærke dufte af pæoner, roser, krydderier og frisk træ. Det er en robust vin, der med tiden kan blive fløjlsblød. Morgon er kendt for at kunne gemmes længe, op til 10 år eller endda mere. Den udfolder aromaer af kirsebær, fersken og abrikos, er fyldig i munden, tæt og kraftfuld. Moulin à vent domineres af røde frugtaromaer, iris, falmede roser og blide krydderier. Den bliver bare bedre med alderen og udvikler toner af skovbund, moskus og trøffel.

Le nouveau Beaujolais est arrivé
Vi indledte med ordene Le Beaujolais nouveau est arrivé, le Beaujolais nouveau er her. En historie, der viste, at marketingfolkene gik for vidt. Distriktets produktion faldt drastisk, arealerne svandt ind. Nu er man i gang med det, som sker i alle vindistrikter. Mindre mængder, højere kvalitet.

Selve primeur-vinen, Beaujolais nouveau, har skiftet status. Fra at være en festvin er den blevet en vinindikator for seriøse vinfolk, der skal vurdere kvaliteten af de nye årgange, der er på vej. Samtidig har Beaujolais-appellationer – Beaujolais, Beaujolais Villages og de 10 crus – kastet nouveau skyggerne fra sig og genvundet deres plads som vine, der fortjener respekt og byder på store vinoplevelser.

Det er en ny generation Beaujolais, vi har med at gøre: Le nouveau Beaujolais est arrivé kunne man fristes til at sige med et lille ordspil, der bytter om på tillægsordets plads. Beaujolais har fornyet sig, mens den forbliver tro mod den franske vinsjæl.

_________________

FORFATTER
Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

KILDER
Bompas, Olivier (2013). La dégustation des vins du Beaujolais. Le Point.fr. 04/09/2013 https://www.lepoint.fr/vin/appellations/beaujolais/la-dégustation-des-vins-du-beaujolais-04-09-2023-1720966-php [set 24. oktober 2020].

Vins du Beaujolais (2020). https://www.vins-du-Beaujolais.com [set 24. oktober 2020]

_____________________