Kategoriarkiv: Ønologi og vinsprog

Pavens Nye Borg – om slotte, borge og palæer – og om Rhônevinen med de 13 druer

Vi har i tidligere artikel (januar 2019) ført vores læsere gennem vindistrikterne i Rhônedalen, hvor vi sporadisk omtalte Châteauneuf-du-Pape som vinen med de mange druer. Op til 14 druer skrev vi. Vi må imidlertid pænt trække i land, da det rigtige tal i dag ’kun’ er 13. Til vores forsvar må vi dog anføre, at Châteauneuf-du-Pape gennem de 84 år, hvor appellationen har eksisteret, har været genstand for flere lovdekreter og ændringer af samme (1974, 1978, 1979, 1986 – de sidste udgaver er fra 1992 og 1993).

I dag vil vi vende tilbage til denne berømte franske Rhônevin, som oversat direkte til dansk betyder Pavens Nye Borg, og ikke pavens nye slot, som man som frankofon eller frankofil ellers skulle være forledes til at tro. Her er det danske sprog leksikalsk rigere end det franske, da dansk skarpt skelner mellem to forskellige gloser – borg, der betegner et befæstet bolig, typisk med vandfyldte voldgrave, og slot, som er en stor, rigt udsmykket bolig for en fyrste eller konge. Ved borg taler man i Frankrig om Château-fort, mens slot svarer til Château, som fx i Château de Chambord eller Versailles.

Alle, der har besøgt den lille by Châteauneuf-du-Pape vil klart betegne pavens bygningsværk som en borgruin, der ikke har megen château eller neuf (= ny) over sig. Til gengæld er der i Avignon hverken borg eller slot, men et palæ, Palais des Papes. Ordet palais – dansk palæ (eller palads) – betegner et stort, udsmykket byhus, hvilket her fint matcher virkeligheden. Palais des Papes, som huser den årligt tilbagevendende teaterfestival Festival d’Avignon, er en prægtig gotisk bygning, et palads, der vidner om den katolske kirkes stormagtsdage i middelalderen.

Fil:Avignon, Palais des Papes depuis Tour Philippe le Bel by JM Rosier.jpg
Pavernes palæ. Billedkredit : Jean-Marc Rosier, http://www.rosier.pro, Wikipedia Commons

Inden vil stifter nærmere bekendtskab med selve vinen, skal vi lige skrue tiden tilbage, for der knytter sig en særlig historie til denne Pavens Nye Borg. Hvad har vin og pave med hinanden at gøre, kunne man med rette spørge? Ud over det faktum, at der naturligvis eksisterer tætte relationer mellem vin og religion, tænk blot på vin i biblen og på den sidste nadver, eller på kirkefolkenes – især munkenes – kæmpe betydning for udvikling af moderne vindyrkning i Vesteuropa. Vinen var ligeledes i oldtid nært knyttet til det guddommelige, og de gamle grækere opretholdt gennem Dionysosmyten (Bacchus hos Romerne) en særlig tilbedelse af vinens mange livsbekræftende fortræffeligheder, der kom til udtryk i stort anlagte, ekstatiske fester.

Om Romertiden, fransk pavedømme og kastellet

Og à propos Romerne. Det er sikkert og vist, at der netop af Romerne blev dyrket vin i Châteauneuf-du-Pape området. Vinen bliver dog først skriftligt omtalt i middelalderen af biskoppen Geoffroy i Avignon, men anerkendelsen kommer ikke før i det 14. århundrede, i det herrens år 1314, da den første ”franske” pave etablerer sit pavedømme i byen Avignon. Under paven Johan XXII bliver landsbyen Châteauneuf desuden valgt som sommerresidens, og der bliver bygget en mægtig borg på en høj i byen. Vinen får hermed hurtigt status som ’Pavens vin’.

I perioden 1309 til 1377 befinder den kristne kirke sig i en lidt usædvanlig situation, for Paven har forladt Rom og har bosat sig i Avignon. Byen styres i starten af Karl II fra Anjou, fyrst af Provence, konge af Napoli og trofast vasal til Pavestolen. Dog havde paven gennem årene forinden for vane at besøge byer i Sydfrankrig, bl.a. Lyon, for at tage til sin sommerresidens. Syv ”franske” paver vil i denne periode afløse hinanden i Pavernes Palæ, som de hver især bygger og udbygger. Dette brud med Rom er resultat af storpolitiske magtkampe i en brydningstid, hvor Rom plages af rivaliserende klaner, særligt efter separationen mellem kirken i øst og kirken i vest. Dertil kommer den fortsatte rivalitet mellem datidens to stormagter, Frankrig og England, der dikterer skiftende alliancer mellem europæiske fyrster og kongehuse. Avignon betragtes samtidig som en mere central placering af pavedømmet, hvor Rom, særligt efter kirkens separation, ligger perifært. Pavernes valg af Avignon får hurtigt stor betydning for byens vækst og velstand. Byen, der talte mellem fire og seks tusinde indbyggere i starten af pavernes tid, tiltrækker nye tilflyttere fra hele Europa og ser sit indbyggertal vokse til fyrre tusinde, og bliver hermed en af de største byer i Europa.

Med pavernes indtog er vejen åben til berømmelsen for de ædle vindråber, hvor Châteauneuf-du-Pape vinen serveres i Pavernes palæ og finder efterhånden vejen til de store europæiske hoffer. Vinen serveres ved store fester og offentlige receptioner til de europæiske gesandter, der afgiver betydelige ordrer på vinen, når de er tilbage i deres hjemland. Vintønderne afskibes til Italien, til Tyskland og til Storbritannien, og nogle år senere vil vinen endda krydse Atlanten og finde vej til de amerikanske ganer.

Selve landsbyens historie kan dateres tilbage til 1094, hvor den benævnes Castro Novo, det vil sige den nye, befæstede landsby. Navnet skifter til Châteauneuf Calcernier i det XII århundrede, med reference til kalkudvinding på stedet. Vi skal faktisk vente helt frem til 1893, hvor landsbyen endelig omdøbes til Châteauneuf-du-Pape. Dette sker på initiativ af byens fremsynede borgmester, Joseph Ducos, som en historisk hyldest til de franske paver, der beboede byen i det XIV århundrede, og som lidt af et vellykket stykke public relations.

Etymologisk stammer ordet Château fra formen Castel på middelalderlig provencalsk fransk, der netop betegner en befæstet landsby, mens oprindelsen kan henføres til det latinske castellum, som diminutivt refererer til et lille castrum, dvs. militær lejr eller skanse. På dansk har vi samme ord i ordet kastel, der ifølge Den Danske Ordbog betegner et bemandet fæstningsværk, hvorfra forsvaret af en by eller et militært anlæg ledes, og hvor mandskabet kan søge tilflugt i tilfælde af voldsomt angreb (DDO 2020) – som fx kastellet i København, der blev bygget af Christian den 4.

Måske kunne man fristes til at forklare Châteauneuf-du-Pape vinens overvældende aromatiske styrke, saft og kraft med en nær henvisning til disse militære og religiøse stormagtsdage? Sikkert er det dog, at associationen pave og borg om en vin i sig selv i dag udgør et stærkt brand.

Foregangsvin for de franske AOC’er

Vinen fik sin AOC-kvalitetstempel, den franske Appellation d’Origine Contrôlée (som i europæisk terminologi betegnes Appellation d’Origine Protégée) den 30. juli 1935, hvor den franske republiks præsident Albert Lebrun indstiftede AOC lovgivningen og underskrev de allerførste AOC-regeringsdekreter. Det skal dog siges, at en sådan lovgivning længe før havde været undervejs. Châteauneuf-du-Pape var blandt de første 6 vine, der modtog denne distinktion og dermed fik ophøjet sin status. Siden er der som bekendt kommet mange flere AOC’er i Frankrig. I dag er vinen reguleret af to dekreter fra 1992 og 1993, der i 11 paragraffer lovgiver i alle væsentlige forhold: afgrænsning af geografisk område, tilladte druesorter, beskæring af stokkene (der varierer afhængigt af druesort og stokkens alder), afstand mellem rækkerne, kunstvanding (som er stærkt reguleret), vinifikation (kun rød og hvid er tilladte, og der må kun anvendes sunde, modne druer), den naturlige alkoholprocent (mindst 12,5o), udbytte, vilkårene for afsætning og mærkning, og sanktionsmuligheder ved brud.

Flasken er også gennem lovgivning beskyttet som indregistreret varemærke og kendes på sit karakteristiske, prægede glasskjold i glasmassen, med stiliseret udgave af pavens tiara og Skt. Peters nøgler. Det religiøse ophav fornægter sig ikke. Den franske kassationsret fastslog senest i 1994, at der her er tale om en kunstnerisk kreation, der i sit ophav skal beskyttes som al anden intellektuel ejendomsret. Ud over beskyttelse af rettighederne er flasken samtidigt et stærkt kollektivt brandinginstrument.

Kompleks vin, særligt varieret jordbund og rød dominans

Châteauneuf-du-Pape er en kompleks, sammensat vin, der benytter sig af omfattende assemblage muligheder og metoder. Der er nemlig hele 13 druesorter, som er tilladte, og som producenten kan blande sammen i varierende blandingsforhold: grenache, syrah, mourvèdre, picpoul, terret noir, counoise, muscardin, vaccarèse, picardan, cinsault, clairette, roussane, og bourboulenc. Grenache dominerer og suppleres gerne af mourvèdre, syrah, cinsault, hvilket også er den klassiske assemblage for rigtig mange Rhônevine.

Châteauneuf-du-Pape nyder godt af det solrige middelhavsklima og er berømt for sine vinmarker dækket af små og mellemstore quarzit sten af 100% silicium, som kommer fra de nærliggende Alper og er blevet slebet glatte af floden. De formindsker fordampning og virker temperaturregulerende, idet de beskytter mod solens stråling og akkumulerer varmen om dagen for at restituere denne til planterne om natten, når temperaturen falder. Selve jordbunden består af lerholdig kalk, mergel og lette, sandholdige jorde. Nordenvind, mistralen, der tit blæser hårdt på disse kanter, spiller også en gavnlig rolle. Den virker nedkølende og er med til at regulere væksten og tørre druerne efter regn, så de ikke så nemt angribes af vinplantesygdomme og andet utøj.

File:Vigne et galets à Châteauneuf-du-Pape.jpg
Vinmarker i Châteauneuf-du-Pape. Billedkredit : Jean-Louis zimmermann, Wikipedia Commons, https://www.flickr.com/photos/jeanlouis_zimmermann/3477049778/

Vinen vinificeres typisk med stilkene, da grenachedruerne er fattige på taniner, men flere domæner vælger nu at eksperimentere med forskellige grader af afstilkning for at ændre vinens karakter og struktur.

Til at forøge ekstraktionen, dvs. udtræk af vinens hovedbestanddele, herunder taniner, aromatiske komponenter og de anthocyaniner, der giver farve, anvendes pigeage (presning af den faste hat af drueskaller ned i mosten) eller délestage (tømning af kar og omstikning under gæring). Der anvendes i øvrigt både moderne og traditionelle produktionsmetoder, alt efter den stil, som producenten tilstræber, og som markedet ellers efterlyser, fx de bastante, stærkt vinøse vine, som vinanmelderen Parker var med til at sætte øverst på dagsorden, og som kan virke fuldstændig overvældende. Nogle vil elske dem, andre vil frabede sig disse og holde sig til mere afdæmpede traditioner.

Châteauneuf-du-Pape dækker i dag 3.145 hektarer af de 67.628 hektarer, som hele Rhônedistriktet, Frankrigs anden største vindistrikt, udgør. Produktionen er afgrænset til 5 kommuner, selve Châteauneuf kommune samt Courthézon, Bédarrides, Sorgues og Orange kommuner.

Det gennemsnitlige udbytte ligger på 32 hektoliter pr hektar, hvilket giver en årlig produktion på 95.000 hektoliter. Châteauneuf-du-Pape er kendetegnet ved et stolt og varieret vinbondeerhverv, idet den produceres i 290 selvstændige domæner, hvor kun 6% af produktion stammer fra kooperativer. De røde vine dominerer massivt, med 93% af produktion, og kun 7% til de hvide udgaver, der mere antager karakter af rariteter. Er man entusiast, bør man holde sig til domæne-vine, idet kvaliteten ikke er nært så høj ved négociant-vine (vinhandlere).

File:Village of Chateauneuf-du-Pape.JPG
Landsbyen Châteauneuf-du-Pape. Billedkredit: Peter Brick, Wikipedia Commons

En pavestolt, guddommelig vinoplevelse?

Vi skal slutte af med en vurdering. Kan Châteauneuf-du-Pape vinen så leve fuldt ud op til sin stolte historie? Har den samtlige fremragende kvaliteter, man som vinelsker typisk sætter næsen og ganen op efter, eller er der måske tale om et lidt opreklameret brand, der smart forsøger at differentiere sig midt i det store udbud af Rhônevine, hvor kvalitet, som vi tidligere har beskrevet, normalt ikke fejler noget? Kan Châteauneuf-du-Pape med andre ord fortsat være pavestolt af sit ophav og leve op til sit image?

En lille beretning vil kunne besvare spørgsmålene. For år tilbage havde jeg med min familie glæden af at besøge byen og se borgruinen, hvor der er indrettet en friluftsscene til koncerter og andre forestillinger. Efterfølgende gik turen til én af de mange domæner, der har vinhus midt i byen, og hvor man i et mørkt og køligt kælderlokale kan deltage i en ”dégustation gratuite”. Det er måske så som så med det ”gratis”, for man vil normalt ikke prøvesmage de ædle dråber og forlade stedet uden at have afgivet en ordre eller taget en kasse med sig. Det vil ikke være ”comme il faut”, og ganske rigtigt tog vi derfra fra med et par (dyre) flakoner udsmykket med pavetiara og Peters nøgler. De blev så nydt nogle år senere ved en særlig lejlighed og står den dag i dag prentet i min erindring som noget, der måske ikke helt når status af guddommelig oplevelse, men dog kommer tæt på. Med andre ord en fremragende vinoplevelse. En vin, der bliver ved med at udgøre en kvalitetsreference, en form for benchmarking, som man ubevidst bliver ved med at blive draget af og vende tilbage til, når andre vinoplevelser efterfølgende skal nydes og evalueres.

Måske har der været en særlig atmosfære på spil den dag, der har gjort, at smagningen blev til noget helt særligt, lidt i stil med den berømte madeleine-kage hos Marcel Proust, der kickstartede erindringen og ledte forfatteren på sporet af den tabte tid. Videnskabeligt er der noget om snakken. Af samtlige vores sanser er smagssansen i samspil med det retronasale, hvor duftene jo blander sig ved en synæstesisk proces, nemlig den sans, der kodemæssigt fylder mest i vores genom. Menneskets overlevelse er betinget af vores fødeindtag, af hvad vi spiser og drikker, af hvad vi putter i munden. Det sensorielle er både værn og samtidig kilde til nydelse og livets opretholdelse.

Når det er sagt, skal vi heller ikke forglemme, at det forholder sig med Châteauneuf-du-Pape som med alle andre kvalitetsvine uanset oprindelse. Der et stort udbud på markedet, og regel nummer ét, nemlig at kvalitet koster penge, gælder i høj grad også her. Gør man sig umage med at udforske, hvad Châteauneuf-bønderne er i stand til at præstere, og er man villig til retmæssigt at belønne deres flid og kreativitet, vil man sikre sig en stor vinoplevelse. Billige eksemplarer skal man nok holde sig væk fra, det hænger ikke sammen.

Smag og behag kan man som bekendt ikke diskutere, siges det, men en god Châteauneuf-du-Pape er leveringsdygtig i en lang palet af exceptionelle visuelle, olfaktive og gustative egenskaber, vel at mærke hvis man er til det, som man i Danmark betegner som de ”kraftige”, ”maskuline” vine. Er man det, og er man en smule vinentusiast, vil man nemt kunne fryde sig over de primære dufter, der er karakteristiske for det sydfranske, solbadede garrigues landskab, med forførende, balsamiske og mineralske dufte af harpiks, eg, cedertræ, gyvel, akacie, vildvoksende timian og blomster m.fl. og sekundært nogle fyldigere, sensuelle og varme animalske undertoner af læder og pels. Det hele holdes sammen i en fortryllende balance af bløde taniner med fuld integration af alkolhol, som normalt er oppe på 14 til 15 %, måske endda mere, og en lang, frydefuld eftersmag.

Paverne i Avignon gjorde det godt. Den vin, de var med til at udvikle og fremelske, beviser den dag i dag, at vi som vinentusiaster med lige dele held, viden og erfaring kan få lov til at komme paradiset et lille skridt nærmere hernede på denne jord. Og med Châteauneuf-du-Pape har vi samtidig fået udleveret nøglerne til lidt af den guddommelighed og evighed, der bor inderst inde i os allesammen.

_____________________

Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

Ordbogskilder
DDO (2020). Den Danske Ordbog. Det Danske Sprog og Litteraturselskab. https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=kastel [2. Maj 2020].

TLFi – Trésor Informatisé de la langue française. http://atilf.atilf.fr/ [2. Maj 2020].

Andre kilder, hvor du kan få meget mere ekspertviden:
Châteauneuf-du-Pape, pavens vin. www.jyskvin.dk/vinomraader-guides/chateauneuf-du-pape [2. Maj 2020].

Fédération des syndicats de producteurs de Châteauneuf-du-Pape (2020). www.chateauneuf.com/ [2. Maj 2020].

Gudiksen, Søren (2020). www.chateauneuf.dk [9. Maj 2020].

INAO (2020). Institut National d’Origine et de la Qualité, Appellation d’origine contrôlée Châteauneuf du pape. www.inao.gouv.fr/show_texte/273 [2. Maj 2020].

Fra Crémant til Champagne – om franske boblers stigende popularitet

Et glas boblende vin indtager en helt særlig plads ved festivitas. Proppen, der springer med et knald, den blide skum, der danner sig lifligt brusende på toppen, når man skænker. De fine bobler, der som små tråde af perler stiger lystigt til vejrs. Den prikkende fornemmelse på ganen af kulsyre, der fremhæver aromaer og vækker alle vore sanser. De er alle festlige elementer, der gør boblende vinsmagning blandt venner, kollegaer eller i familiens skød til en helt særlig oplevelse. Det føles som om, den hvide (eller rosé!) mousserende vin har fået liv og funkler endnu mere!

Crémant d'Alsace – Vins Lichtlé Éric, propriétaire viticole à Gueberschwihr, France
Crémant d’Alsace – fra Vins Lichtlé Éric, propriétaire viticole à Gueberschwihr, France

Om at drikke stjerner og om en munk, der faktisk ikke troede på skum
Hvis den franske benediktinermunk Dom Pérignon (1638-1715), der tilskrives opfindelsen af metoden til fremstilling af mousserende vin i Champagne (méthode champenoise), havde levet i dag, vil han blive noget forbavset over popularitet af mousserende vin, der i hans tid betragtedes som fejlproduceret. Hans statue står som vartegn i byen Eperney ved Champagnehuset Moët et Chandon, der som bekendt markedsfører deres premium champagne under navnet ’Dom Pérignon’. Historien om den gode munk er god, men er ikke desto mindre en skrøne. Munken opfandt ikke metoden, for den var opfundet længe før ham, og faktisk arbejdede han for at modvirke vinens kedelige tendens til at eftergære på flasken. Vi vil dog huske ham for de ord, han også tilskrives, da han på selve dagen, hvor det langt om længe endelig lykkedes for ham, hidkaldte sin munkebrødre: Venez vite: je goûte les étoiles! (Skynd jer at komme, jeg drikker stjerner!).

Eftergæring og skum har vist sig siden hen ikke at være en fejl, men en særdeles attraktiv egenskab ved en type vin, den mousserende (mousse betyder skum), der går sin sejrens gang verden over. Salgstallene på verdensplan melder om årlige vækstrater, der får den ’stille vin’, hvor det globale forbrug er svagt faldende, til at blege (- til gengæld vokser markedsværdien, for forbrugerne drikker mindre, men efterspørger bedre kvalitet). Champagnes eksportmarked er nu større end sit hjemmemarked, og udbuddet af mousserende vine har aldrig nogensinde været større, hvor vine fra andre lande, med Cava og Prosseco i spidsen, stormer frem. Det franske vininstitut Vinexpo anslår i en nylig undersøgelse, at der på verdens plan vil blive afsat 281 millioner kasser (en kasse = 9 liter) mousserende vin i 2022, en stigning på 21 millioner kasser i forhold til 2017, til en værdi af svimlende 32,9 milliarder USD (små 216 milliarder kroner).

Kære bobler har mange navne
Kigger man på terminologien, så har vinbobler mange navne. På dansk taler man om mousserende, brusende, perlende eller boblende vin. Eller sågar sprudlende vin. På fransk er der også forskellige, konkurrerende benævnelser, men det er ikke ligegyldigt, hvad boblerne kaldes!

Vin effervescent (sprudlende eller snarere mousserende vin) er den paraplyterm, der bruges til at referere til alle de vine, der indeholder kulsyre, uanset fremstillingsmetode, som en fast bestanddel af deres smagsopbygning. Den aktuelle skelnen mellem de forskellige typer er fastlagt i europæisk lovgivning fra 2008 og 2009 og bygger på, hvor meget gas, og derved hvor meget tryk, der er inde i flasken.

Er der under 1 g CO2, taler man om vin tranquille (stille vin). Fra 1 til 2 g CO2 pr. liter og med et indre tryk under 1 bar taler om vin perlant (perlende) vin. Fra 2 til 4 g CO2 pr. liter og et indre tryk mellem 1 og 2,5 bar taler man om vin pétillant (boblende vin). Vin mousseux (mousserende vin) topper på gas- og trykskala med et gasindhold, der ligger over 4,5 g pr. liter og et flasketryk fra 3 til 6 bar. Den mest berømte af alle vins mousseux (eller effervescents) er Champagne, og det er kun vin fra denne region, der må kalde sig Champagne (læs mere herom på vores hjemmeside i artiklen: Champagne: mellem tradition og innovation fra november 2017). Der opereres med 4 kategorier af vin mousseux i Frankrig, som præsenteres nedenfor.

Almindelig mousseux
Almindelig vin mousseux (VM) produceres ud fra most eller basevin, der indeholder mindst 8,5 % alkohol i indhold. Anden gæring på flasken opnås ved tilsætning af liqueur de tirage (’tiragelikør’), hvis opskrift oftest er hemmelig, men består af most, vin og sukker. Slutalkoholindholdet skal være på mindst på 9,5 % – og sluttilsætning af liqueur d’expédition (’ekspeditionslikør’) må ikke få alkoholprocenten til at stige mere en 1,5 %. Mindste flasketryk skal være på 3 bar. Der stilles ingen krav til lagring.

Kvalitets-mousseux
Vin mousseux de qualité (VMQ) er en tak bedre og kræver lidt mere omhu. Her skal mosten eller basevinen være på mindst 9% alkohol, og sluttilsætning af likør må højst hæve alkoholindholdet med 0,5%. Flasketryk skal være på mindst 3,5 bar. Det kræves desuden, at vinen skal være i kontakt med den bundfaldne gær (under gæring og lagring) i 90 dage, dog kun 30 dage, hvis vinen laves på lukkede tanke. Det er under denne kategori, man finder de særlige, aromatiske mousserende vine som Muscat, Clairette, Mauzac eller Gamay.

Kvalitets-mousseux fra bestemt område
Så har vi Vin Mousseux de Qualité Produit dans une Région Déterminée (= kvalitetsmousserende vin fra en bestemt område) eller VMQPRD, som fremstilles ved 1 eller 2 alkoholiske gæringer i lukkede tanke ud fra en most eller basevin, hvis alkohol skal være mindst 9% (og op til 9,5 % i visse regioner). Der skal også opfyldes en række betingelser. Det reelle alkoholindhold skal være på mindst 10%, heraf maks. 0,5 % fra liqueur d’expédition. Mindste flasketryk ved 20 grader skal være 3,5 bar. Kontaktperiode med bundfald på 90 dage (dog kun 30, hvis tanken er udstyret med omrører). Lagring før afsætning på mindst 9 måneder ifølge den traditionelle metode, og 6 måneder for vine i lukkede tanke, alt efter lovgivning for den enkelte appellation.

Under VMQPRD findes i øvrigt igen samme typer aromatiske mousserende vine som allerede omtalt under de almindelige mousserende vine (Muscat, Clairette, Mauzac, Gamay).

Crémant vine
Til sidst har vi Crémant vine, som dækker over en hel familie. Betegnelsen er en fælleseuropæisk betegnelse for hvide eller rosé vine af VMQPRD typen. De enkelte medlemslande lovgiver om den specifikke fremstilling. Der er dog en række fællestræk: høsten skal foregå manuelt; udbytte ved presning skal være maks. 100 liter most pr. 150 kg høstede druer; lagring skal vare mindst 9 måneder, og sukkerindholdet må ikke komme over 50 g pr. liter.

Crémant d’Alsace, serveringsklar!
Crémant d’Alsace, serveringsklar!

Det har tidligere været skik blandt producenterne at skilte med angivelsen méthode champenoise som en form for kvalitetsstempling på vinetikketten. Dette var en torn i øjet på Champagne, der forhandlede sig frem til, at navnet Crémant (som i Champagne hidtil brugtes om champagnevine med halvt som meget flasketryk som de rigtige Champagnevine) fremover skulle anvendes.

Ved at benytte sig af den traditionelle fremstillingsmetode har alle de vine, der nu produceres som Crémant fra et eller andet område, hermed slået fast, at de følger selvsamme teknikker, som har gjort Champagne verdensberømt. Dette borger for deres kvalitet, selvom de i deres afsætning ikke kan trække på samme eksklusive image. De prøver dog alle at opnå ”une montée en gamme”, dvs. arbejder for bedre kvalitet og opbygning af et premium image, med dertil stigende priser.

Fra brut til doux – varierende sukkerindhold
Alle mousserende vine skal anføre deres restsukkerindhold eller dosering. De helt tørre går under betegnelse brut nature (0-3 g pr. liter), så kommer extra brut (0-6 g pr. liter) og brut (0-12 g pr. liter). Sødmegraden stiger med extra sec (12-17 g pr. liter), sec (17-32 g pr. liter), demi-sec (32-50 g pr. liter), hvor sødmen topper med doux (over 50 g pr. liter).

En mangfoldighed af franske bobler
Franske bobler er populære og oplever stor vækst i afsætningen. De kommer fra stort set alle franske vinproducerende regioner, og flere regioner, bl.a. Loire og Languedoc, overvejer omlægning af dele af deres produktion til bobler. Her har vi oplistet de fleste af dem. De sælges både som hvid og rosé og benytter sig af forskellige fremstillingsmetoder. Først og fremmest méthode traditionnelle og méthode champenoise. ’Champenoise’ er egentlig den samme metode som ’traditionnelle’, men betegnelsen ’champenoise’ naturligvis er forbeholdt Champagne. Andre konkurrerende metoder kan anvendes, herunder méthode ancestrale (kendetegnet ved spontan gæring), méthode dioise (som selvsagt bruges i Die og er kendetegnet ved filtrering uden dosering), samt lukket tank-metoden (hvor skum dannes under tryk i lukkede tanke), og som især kendes fra de tyske sekt-vine.

  • Fra Champagne har vi selveste Champagne, der fås som både hvid og rosé.
  • Fra Alsace Crémant d’Alsace, også i hvid og rosé.
  • Fra Bourgogne Crémant de Bourgogne, i både hvid og rosé, og Bourgogne mousseux, der som en af de få boblende vine fås i rød.
  • Fra Bordeaux Crémant de Bordeaux i både hvid og rosé.
  • Fra Sydvestfrankrig kommer Gaillac effervescent (der benytter sig af hele 3 forskellige fremstillingsmetoder: gaillacoise, traditionnelle og ancestrale).
  • Fra Rhônedalen er der Saint-Péray mousseux samt Clairette de Die og Crémant de Die, alle i hvid.
  • Fra Jura bjergene og byen Bugey kommer Crémant du Jura og Bugey mousseux eller pétillant, begge i både hvid og rosé, samt Bugey mousseux, pétillant Cerdon og pétillant Montagnieu.
  • Fra Alperlandet i Savoie får vi Savoie méthode traditionnelle, Savoie méthode traditionnelle Ayze og Savoie méthode traditionnelle Seyssel, alle i både hvid og rosé.
  • Fra Loiredalen, i både hvid og rosé: Crémant de la Loire, Anjou Pétillant eller fines bulles eller mousseux, Saumur Pétillant eller fines bulles eller mousseux, Touraine Pétillant eller fines bulles eller mousseux.
  • Ligeledes fra Loiredalen, men dog kun i hvid, har vi de kendte Vouvray mousseux og Vouvray pétillant samt Montlouis mousseux og Montlouis pétillant.
  • Til sidst fra Languedoc, alle hvide, har vi Crémant de Limoux, Blanquette de Limoux, og Blanquette méthode ancestrale.

Selvom Champagnen stadig troner som kongen over boblende vine i Frankrig og på verdensmarkedet, skal den dog ikke føle sig sikker. Crémant-producenterne gør, som allerede nævnt, en stor indsats for at øge kvaliteten. Og der er fx blevet forsvaret en række ph.d.-afhandlinger på franske og udenlandske universiteter (sidst i Brasilien), der har undersøgt og påvist, hvordan Crémant verden over er i gang med at opgradere sin vinkommunikation, så den med tiden kan blive lige så værdsat som Champagne, uden dog at blive sammenlignet med den! Uanset udfaldet af denne vindyst vil vi ønske vores læsere et godt og lykkebringende år. Lad propperne springe og boblerne stige til vejrs!

_____________________

KILDER
Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

Ordbogskilder
Dico du vin (2019). https://dico-du-vin.com [set 10. december 2019].

Revue du vin de France, Dictionnaire du vin (2019). https://www.larvf.com/,le-dico-du-vin,13178.htm

[set 10. december 2019]

Andre kilder
Gerbod, Catherine (2019). Le marché des effervescents continue de pétiller. https://www.reussir.fr/vigne/le-marche-des-effervescents-continue-de-petiller

[set 10. december 2019]

Vinexpo / IWSR (2019). Le marché mondial du vin et des spiritueux. https://www.vinexpobordeaux.com/ressources/etude-vinexpo-iwsr-marche-mondial/

[set 10. december 2019]

Vand, vin, revolution

I regionen Languedoc knytter der sig en særlig historie til vand, i form af en berømt vandvej, der skiftede status fra transport til turisme, og til vinproduktion, der blev revolutioneret i økologiens tegn. Regionen giver dig endda mulighed for at flytte ind i eget vinslot med egen vinproduktion. Vores rejse starter ved byen Béziers.

Vinkælderen i Château St. Pierre de Serjac

Om Béziers, Riquet og fransk enevælde
Byen Béziers i Hérault departementet i Sydfrankrig er kendt som fødebyen for den franske ingeniør, Pierre-Paul Riquet, der i perioden 1667 og frem til sin død i 1680 ledte projekteringen og byggeriet af en stort anlagt 241 km langt kanal fra byen Toulouse til Middelhavet, med udmunding i étang de Thau, ikke langt fra byen Sète, hvorved Atlanterhavet (idet man kan sejle fra Bordeaux til Toulouse ad en kanal langs Garonnefloden) og Middelhavet blev forbundet. Der er tale om ingeniørkunst på højeste plan, hvilket også har medført, at kanalen er optaget på Unescos verdensarvliste, World Center Heritage.

Anlægget blev statsfinansieret af den franske monark, solkongen Ludvig den 14. (det skal dog lige bemærkes, at Riquet selv betalte en ikke ubetydelig del af byggeriet), og hans finansminister Colbert, der ønskede at etablere en transportlivsnerve ”entre les deux mers”, sætte gang i økonomien, og dermed cementere kongens magt i Lanquedoc, som ellers var kendt som en uroplaget og kriseramt provins. Det stod slemt til i disse år med vin- og kornproduktion, og priserne faldt.

Kanalen blev indviet i 1681 og i de efterfølgende år udvidet og forstærket af en anden kendt fransk ingeniør, marskal Sébastien Le Prestre de Vauban, som i samme periode var kongens militære fæstningsingeniør og lod opføre og ombygge et stort antal befæstede anlæg over det ganske land, igen i absolutismens og solkongens tjeneste, fransk enevælde.

Fra driftig færdselsvej til turistmagnet
I Béziers er en af byens hovedstrøg i dag opkaldt efter Riquet, les Allées Paul Riquet. Først benævnt ”Canal Royal de Languedoc” skiftede kanalen navn til ”Canal du Midi”, en langt mere prosaisk og politisk korrekt benævnelse for de franske jakobiner og girondiner under den store revolution 1789.

I dag har kanalen mistet sine oprindelige logistiske og politiske funktioner, men tiltrækker hvert år et stigende antal turister, der i skyggen af de majestætiske platantræer langs siderne gerne nyder sødmefyldte sejlture ad den smukke, stille vandvej, og udforsker de mange sluseanlæg, gennem små idylliske byer, vinslotte, og vinmarker.

Om postmoderne kultur, der fulgte efter vinoverflod
Den sirlige kanal er i dag blevet et stykke postmoderne oplevelseskultur. Den gennemkrydser det vinproducerende Languedoc, der med naboegnen Roussillon engang i det 18. og 19. århundrede, og helt frem til begyndelsen af det tyvende århundrede, var hovedleverandør af særdeles billig og uprætentiøs, men drikkelig rødvin til hovedparten af den franske befolkning, der ikke havde råd til hverken dyre Bordeaux eller Bourgogne. Altså folkelig konsumvin.

I denne periode blev kolossale formuer skabt af generationer af driftige, vinbondeslægter og vinhandlere, der udvidede beplantning i sletterne langs Middelhavet, øgede produktiviteten og kunne levere uanede mængder for at tilfredsstille den voldsomme efterspørgsel i stort set alle franske byer. Den billige vin blev endda et krigsvåben under 1. verdenskrig, hvor franske soldater i starten fik udleveret 25 cl pr dag og i krigens sidste år en hel 75 cl flaske.

Frankrigs største vindistrikt som kilde til biorevolutionen
Der er som bekendt flydt meget vand i kanalen siden disse storhedstider, der fuldstændig negligerede sådan noget evident som folkesundhed. Vinkulturen og vinforbruget har forandret sig voldsomt siden, selvom regionen stadig kan bryste sig af at bevare sin position som førende vindistrikt i Frankrig, og som den største i verden, med svimlende 14,4 millioner hektoliter så sent som i 2014, svarende til 2 milliarder flasker. I dag er vi nede på 13,3 millioner hektoliter. For der er sket et paradigmeskift, væk fra kvantitet, der til stadighed falder, til fordel for kvalitet, der fortsat stiger. Det betyder en voldsom reduktion af arealer udlagt til vinplanten, en flytning af stokkene til langt bedre jorde oppe i det bjergrige bagland, fokuseret forædling, nøjsom dyrkning og avanceret, moderne vinifikation. Og ikke at glemme langt flere og strengere kvalitetskrav.

Men det er først og fremmest den økologiske revolution, fuldstændig i tidens ånd, som nu stjæler billedet. Languedoc-Roussillon optager i dag pladsen som Frankrigs største producent af økologiske vine, både de traditionelle ”vins bio”, men også de ret nye ”vins nature”, der også stormer frem, fordi kvaliteten er i top og prisen rimelig. Regions andel af økologiske vine stiger fortsat og udgør i dag over 30% af den samlede produktion af økologiske vine i Frankrig.

Bliv din egen vinproducent
De før så stolte slotte, der for vinpengene blev bygget som prægtige kopier af middelalder, barokke eller renæssanceslotte forfaldt. Vinmarkerne blev forsømte. Produktionen ophørte, og de små byer hensygnede. Men en ny revolution er i gang. Takket være kombinationen af kvalitetsomstilling og den økologiske trend, blomstrer syrah, carignan, grenache og mourvèdre druer igen; vinerier er opgraderede, og kunstgødninger og pesticider er bandlyst. Slottene er restaureret til deres storhedstid, der er igen liv i de små landsbyer, og Languedocvin høster nu anerkendelse af kritiske forbrugere og vidende vinanmeldere.

I den lille by St. Pierre de Serjac, lidt nord for Béziers, kan du faktisk i al beskedenhed deltage i revolutionen ved at blive ejer af en unik bolig i vinslottet af samme navn, og med din egen kvalitetsvinproduktion og egne flasker. Og så er der kun ganske kort til kølende sejlads på kanalen midt i sommervarmen. Tjek DK-France for at vide mere, vi hjælper gerne. I november måned vil vi også gentage succesen med vinskole og smagning på Hejmdal i Aarhus. Mon ikke de dedikerede Languedoc biovine den aften finder vej til vores ganer? Kanalvandene må du så have til gode.

_____________________

KILDER

Indlæg udarbejdet v/Patrick Leroyer, DK-France, inspireret af følgende artikler:

Dico du vin (2019). https://dico-du-vin.com/languedoc-roussillon-viticole-2015/ [set 17.08.2019]

Wikipedia (2019). Pierre-Paul Riquet, https://fr.wikipedia.org/wiki/Pierre-Paul_Riquet [set 17.08.2019]

Costières de Nîmes: Frankrigs ældste vin

I vores forrige artikel lovede vi at tage læseren med videre til mindre kendte franske vindistrikter. Turen går denne gang til et bestemt vindistrikt i Rhônedalen, nemlig Costières de Nîmes, midt i et landskab af garrigues (buskhedevegetation), flade, stenede, sletter og så de små kalkbakker, der omringer byen Nîmes, 40 km fra Middelhavet.

Costières de Nîmes

Rhônevin: både kendt og ukendt

Vores læsere vil hurtigt og med rette kunne indvende, at Rhônevin er temmelig kendt i Danmark! Det er ganske vist, men mindre kendte er dog de mange vindistrikter, der er dele af det store Rhôneområde. De har alle spændende historier at fortælle, og er bærere af særlige identiteter.

Inden vi tager sydpå og begiver os til Nîmes, skal vi derfor lige kort ridse op, hvad Côtes du Rhône og Rhônevine i det hele taget er for nogle størrelser. Rhônevine samlet set udgør Frankrigs andet største vinområde, med en årsproduktion på henved 300 millioner hektoliter. For nuværende er 10% af arealerne udlagte til økologisk dyrkning, et tal, der er stærkt stigende grunden forbrugernes støt voksende efterspørgsel på det, som Franskmændene kalder ”biologique”, eller blot ”bio” i daglig tale. Alt i alt dækker Rhônevin-regionen over 250 kommuner og 6 departementer.

Rhônevin-regionen strækker sig fra Côte Rôtie i nord, omkring byen Ampuis, 35 km syd for storbyen Lyon, til Costières de Nîmes og den lille by Vauvert, i sydvest, hvor vinmarkerne slutter, der hvor Camargue, Rhôneflodens store marsklandsdelta starter, en strækning på godt 250 km.

På højre Rhônebred finder man andre Rhonedistrikter, som altså ikke bærer Côtes du Rhône betegnelsen, men som har egen AOC betegnelse. Disse tæller fra nord til syd Côtes du Vivarais, Duché d’Uzès, Clairette de Bellegarde og altså Costières de Nîmes, alle på højre Rhônebred, mens man på venstre bred, også fra nord til syd, finder Grignan, Ventoux og Lubéron (yndet sted for ejendomsturister og frankofile englændere!). Fra vest mod øst er Rhonevinenes vinmarker at finde på en strækning på op til 150 km.

Costières de Nîmes (le Mont Ventoux i baggrunden)

Hvad dækker betegnelse Côtes du Rhône egentlig over?

Betegnelsen ”Côtes du Rhône” er forbeholdt nøje afgrænsede områder i Rhônedalen, alle med stort diversitet. Der laves rød, hvid, rosé og søde dessertvine, herunder den kendte Muscat Beaumes de Venise. Côtes du Rhône produceres og markedsføres i 4 kategorier, som fra bund til top af vinhierarkiet er: AOC Côtes du Rhône, for den kurante rhônevin uden nærmere specifikation af geografisk oprindelse, AOC Côtes du Rhône Villages (men uden angivelse af hvilken village, der er tale om), Côtes du Rhône Villages, med villageangivelse (fx Chusclan, Laudun, Plan de Dieu, Valréas, Visan), og så de bedste, selveste cru-vinene, med eget navn.

Disse hedder noget så forskelligt som Côte Rôtie, Condrieu, Château Grillet, St Joseph, Crozes Hermitage, Hermitage, Cornas, St Péray i den nordlige del af Rhône. I den sydlige del hedder de Lirac og Tavel (efter sigende Frankrigs nummer 1 rosé!) på højre flodbredde. På venstre flodbredde er der Vinsobres, Rasteau, Cairanne, Gigondas, Vacqueyras, Beaumes de Venise og så den berømte Châteauneuf-du-Pape (hvor op mod 14 forskellige druer kan komme i spil, hvilket forklarer vinens stærke karakter og forunderlige kompleksitet).

Der anvendes en lang række druer, Bourboulenc, Calitor, Carignan, Cinsault, Clairette, Counoise, Grenache Blanc, Grenache Noir, Marsanne, Muscat noir, Mourvèdre, Muscardin, Picardan, Picpoul Blanc, Picpoul Noir, Roussanne, Syrah, Terret Noir, Vaccarèse, Viognier. Det er mange, men det er stjernedruerne, der tegner sig for langt den største del af produktionen, nemlig Syrah, Grenache og Mourvèdre for de røde vine, og Marsanne og Viognier for de hvide.

Fra Rhodos til Rom og romervin

Vinen kom som bekendt til Frankrig med de gamle grækere, der 400 år før Kristus kom sejlende fra øen Rhodos og gav navnet til området, Rhodano, der senere blev til Rhodanus og så til Rhône. Det er, om ikke andet, en af de (spændende!) etymologiske hypoteser, for der er andre … Romerne førte vindyrkning mod nord, til byen Vienne, hvor de anlagde terrasser på de stejle skråninger. Den sydlige del af Rhônedalen blev hurtigt til, hvad man i dag vil kalde et logistikcenter, da vinen blev afskibet og sejlet på floden, fx fra havnen i byen Roquemaure, og videre derfra til eksport. Vinene fra Rhône var så populære, at de truede de italienske vine, der blev serveret i Rom!

Området blev også kendt – hvilket et stort antal arkæologiske fund bevidner – som centrum for keramikindustrien, med fremstilling af amforaer – såkaldte ’doliaer’ – til bl.a. opbevaring og transport af vin (og af Garum, den fiskesovs, som Romerne var så glade for, om end amforaer hertil var noget mindre). Det gik tilbage med vindyrkningen efter Romerrigets fald, og det er først med en stor indsats fra de katolske munke i middelalderen, at der igen kom gang i produktionen.

Her spillede den nok så berømte Châteauneuf du Pape en væsentlig rolle, dengang den katolske kirke havde to paver, en i Rom, og en i ”pavens nye slot”, Châteauneuf du pape, hvor 7 franske paver successivt sad i perioden 1305-1377. I dag er pavens palæ, le Palais des Papes, især kendt for, i sin indre Cour d’honneur, hvert år at tage imod friluft teaterforestillinger i regi af Festival d’Avignon, den internationale teaterfestival, der blev afholdt 1. gang i 1947.

Djævelskab og arkæologisk vin

Vi skal lige en tur tilbage til Costières og byen Vauvert, der kan bryste sig af at have de sydligst beliggende Rhonevinmarker, for at tage en lille filologisk afstikker. Det franske udtryk ”aller au diable Vauvert” (at tage hen til Vauvertdjævlen), som på dansk betyder noget i retning af at tage hen, hvor kragerne vender, skulle visselig stamme fra byens historie. Vauvert ligger nemlig på den kendte Compostella-rute, hvor pilgrimmene i middelalderen gjorde ophold og overværede små bibelske forestillinger, i hvilke djævlen, som markant symbol på alskens fristelser på denne jord, ofte spillede en væsentlig rolle. Og man kom langt vejs fra for at se disse. I dag er der flere producenter i Vauvert, der har tiltrukket sig international anerkendelse, og vine herfra – og fra nabokommunen Gallician – frister og kommer vidt omkring i den store verden.

Der er blevet drukket vin fra Costières i over 2000 år, men ingen i dag kan med sikkerhed sige, hvordan vinen – vinum romanum – smagte, når Romerne drak den til deres symposier. Man ved efterhånden en hel del om, hvordan vin blev dyrket, fx at vinplanter og frugttræer nærmest voksede sammen, og også hvilket udstyr man anvendte, for her har arkæologien efterhånden givet os stor viden på området. Hvad kan man så gøre? Jo, man kan gøre som Mas des Tourelles, ved flodbyen Beaucaire, har valgt at gøre, nemlig at fremstille en arkæologisk vin. Det er en vin, der om ikke andet kan give os et temmelig plausibelt bud på, hvordan vinen, eller rettere vinene, for der var flere opskrifter, kunne smage.

Mas des Tourelles: Vinfremstilling med den rekonstruerede galloromanske presse (www.tourelles.com)

Til dette formål har man rekonstrueret vinmarker, vindyrkningsmetoder, vinhøst og vinfremstilling (inklusive presse og nedgravede 400-liter doliaer til gæring) ud fra arkæologiske fund og fra datidens skriftlige kilder, fx den romerske forfatter og vinbonde Appius og andre klassiske forfattere som Plinius og Virgil.

I dag kan man i vingårdens butik vælge mellem 3 vine, der alle er kendetegnet ved tilsætning af en række smags- og konserveringsstoffer: honning, havvand, krydderier, opvarmet druesaft, kvæde m.fl. Resultatet er overraskende – og smagen kan bedst beskrives som en sammenblanding af portvin, mjød og medicinsk helsedrik eller urtelikør. Ikke dårligt, men specielt!

Heldigvis sælger de også gode, nutidige Costières de Nîmes, der passer bedre til vore nutidige smagsløg.

Costières de Nîmes i dag – krokodillen lænket til palmetræet

Nîmes’ byvåben designet af Philippe Starck

Nîmes’ byvåben (billedet ovenfor) fremstiller en stiliseret krokodille lænket til et palmetræ. Det er den verdensberømte designer Philippe Starck, der har tegnet sidste, stærkt stiliseret udgave af byvåbnet, der som bruges som logo til markedsføring af Costières vinene. Historien er den, at de romerske legioner, der kom sejrige hjem fra militære togter i Ægypten, havde medbragt krokodiller. Disse gjorde så stort indtryk på indbyggerne i byen Nîmes – Nemausus på latin – at man valgte at præge en mønt, med indskrift COL. NEM (Colonia Nemausus). Den symboliserede byens nyvundne privilegium som romersk koloni og illustrerede Romerrigets kejserlige magt, med fangeskabet af krokodillen som symbol på erobringen af Ægypten.

De romerske legionærer slog sig i øvrigt ned som vinbønder i de jordlodder, som kejseren havde foræret dem som tak for deres militære bedrifter.

Costières de Nîmes

Selvom der altså er blevet drukket Costières i over 2000 år, er det først i 1989, at AOC Costières de Nîmes blev etableret. Der skal bruges mindst to druer til den vigtige ’assemblage’ (blanding), der vil ende i tank (’cuvée’). Der anvendes Grenache, Syrah og Mourvèdre (af og til også Cinsault og Carignan), mens de hvide laves på grenache blanc, roussane, marsanne (og af til også clairette, bourboulenc, viognier, macabeu et vermentino). Jorbunden er kalk og ler, og så er der masser af de kendte ’galets’, de runde sten, som også findes i Châteauneuf du Pape. De er med til at regulere varmen og begrænse fordampningen. Klimaet er også påvirket af de milde briser, der blæser sydfra, fra Middelhavet, og er med til holde planterne frie for uønsket utøj og skimmel (for slet ikke at tale om ’mistralen’, den stormende nordenvind i Rhônedalen, der indimellem rusker godt op i det hele).

Magtfulde Costières fra Middelhavet

De røde Costières er rubinrøde, med masser af rød frugt, brombær, hyld. Med alderen får de violaromaer, sort oliven, milde krydderier og lakridsagtige taniner. De hvide er gylden gule og med flot farvespil. De har en god syre og byder på aromaer af hvide blomster, citrusfrugter og eksotiske frugter. Rosévinene er svagt rosafarvede, med friske aromaer af jordbær og hindbær, er bløde og med god fylde. De skal bare nydes. Man kan med fordel udforske disse både fyldige og elegante vine, der hver især har deres særlige karakter.

Hver torsdag i juli og august i Nîmes er der markeder og koncerter på de små pladser rundt i byen (les Jeudis de Nîmes). Ved domkirken om aftenen, når temperaturen falder lidt, byder les vignerons des Costières de Nîmes på kølige smagsprøver af deres produktion. De fortæller stolt om deres forskellige ”cuvées”, og det kan være svært at finde frem til sin favorit.

Vil man udforske distriktet, er det et godt sted at starte og aftale et besøg på ’le domaine’ næste dag. De gør det godt, og historien har givet dem ret. De var jo ikke så skøre, de Romere!

__________________________

KILDER
Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

Syndicat AOC Costières de Nîmes: https://www.costieres-nimes.org [set januar 2019]
Inter Rhône: http://www.vins-rhone.com/fr/appellation [set januar 2019]
Patrimoine Urbain: https://foucautalain9.wixsite.com/patrimoine-urbain [set januar 2019]
Mas des Tourelles: http://tourelles.com/ [set januar 2019]
DK-France fotoarkiv

_____________________

Loire-vine: På vineventyr i Frankrigs have

I vores seneste indlæg lovede vi at tage læseren med på en tur gennem mindre kendte franske vindistrikter. Turen går denne gang til Loire-dalen, hvor der produceres spændende vine af fremragende kvalitet. Og vine for enhver smag.

Sancerre
Sancerre, La Forêt des Dames, årgang 2013 – sublim hvidvin !

At påstå, at Loire-vine skulle komme fra et mindre kendt vindistrikt, skal her fortolkes med danske briller, for Loires omdømme fejler bestemt ikke noget i selve Frankrig, der nyder størstedelen af produktionen.

Loire-vine er undertippede i Danmark
Danmark importerer det meste af sin franske vin fra de velkendte, klassiske – og sikre – vindistrikter som Bourgogne, Champagne, Alsace, Côtes du Rhône, Languedoc-Roussillon og ikke mindst Bordeaux. Der er derfor langt mellem rosé, hvide, røde eller boblende vine fra Loire. Disse kan man nemmere anskaffe sig i specialhandler eller på restauranter end i supermarkedernes vinafdelinger. For ikke at tale om nettet. Om ikke andet er det vine, der fortjener større opmærksomhed, og det er synd, de er undertippede i Danmark. Lad os besøge distriktet og lære dem lidt at kende.

Le jardin de la France : en oase for slotsromantik og vindyrkning
Loire-floden, som med sine 1012 km er Frankrigs længste flod, skærer sig gennem Frankrig ca. halvvejs mellem nord og syd, fra øst i Massif Central, mod vest i Atlanterhavet, og udgør en naturlig klimagrænse.

Loire-dalen er desuden begunstiget med et mikroklima, med milde vintre og svale somre, og har gennem århundreder været et yndet udflugtsmål og en grøn oase for bl.a. velhavende parisere, der ville flygte fra byens larm og den dårlige luft for at nyde den smukke natur og bedrive jagt i de store skovområder syd for floden.

Trenden startede i middelalderen og tog til i renæssancen, hvor de franske konger og den franske adel lod sig bygge romantiske pragtslotte, der hver især rivaliserer i skønhed med harmonisk, klassisk udsmykning og sirligt anlagte franske parkanlæg eller middelalderlige tårnanlæg og brystningsmure.

Her kan vi finde Chambord, Blois, Cheverny (som Hergé i sine Tintin-albums brugte som model til kaptajn Haddocks Moulinsart), Amboise, Chenonceau, Villandry, Azay-le-Rideau, Ussé (Tornerose slot i Perraults eventyr), Chinon, Saumur (som har været hovedinspirationskilde til Disneys sleeping beauty slot), blot for at nævne de mest kendte. Betegnelsen ”Jardin de la France” (Frankrigs have) denoterer disse særlige historiske forhold og dette kulturlandskab, hvori vindyrkning kan spores 2000 år tilbage i tiden.

Vugge for moderne fransk
Loire-dalen siges at være vugge for udvikling af moderne fransk. Det var her, digteren du Bellay i 1549 udgav sit berømte forsvarsskrift for det franske sprog og dets forskønnelse, efter at latin officielt var blevet lagt på hylden af den franske konge Frans den første i 1539, der dekreterede, at nu skulle fransk bruges i alle offentlige skrifter.

Du Bellay fulgtes snart af andre poeter og litterater, som Ronsard og Rabelais, og deres renæssanceværker fra 1530-1570 figurerer højt i den franske litterære kanon. Det siges også, at det er her, man i dag vil kunne høre den mest korrekte – og flotteste – franske udtale!

Vine som perler på en snor elle mangfoldighedens have
Spredt på 3 franske regioner, 14 departementer, og med 800 km vinruter, er Loire-vinene kendetegnet ved deres høje diversitet. De indbefatter både AOP (Appellations d’Origine Contrôlée), Dénominations (benævnelser) og IGP (Indication Géographique Protégée Val de Loire) samt en lang række druesorter, hvor Cabernet Franc for de røde og Chenin, Melon de Bourgogne og Sauvignon for de hvide, er de mest anvendte.

Dertil kommer stor variation i jordbundforholdene (terroir), med stenarter som granit, gnejs og skiffer mod vest, og aflejringer af sedimenter mod øst, med gult kridt (tuffeau), sand og grus, flint og lerjernsten.

Produktionen er på 270 millioner flasker årligt, hvoraf 50 millioner går til eksport i 160 lande. Størstedelen vinificeres som hvid (41%). Rosé står for 27%, rød 19% og boblende vine for 13%. Bag denne succes står 2700 selvstændige vinbønder, 300 handelshuse og 15 vinkooperativer.[i]

Grundet den begrænsede spalteplads kan vi ikke udforske dem alle, så her vil vi bare kigge på nogle af de mest prominente.

Fra Nantes til Tours – 3 distrikter

Les vignobles de la Valée de la Loire
Kilde: Wikipedia, Creative Commons

Starter vi mod vest, hvor Loire-vandene løber ud i havet, har vi omkring byen Nantes AOC Gros Plan de Nantes, en maritim hvidvin, der ofte fremstilles ”sur lie” (vinen lagres på fad i 4 til 5 måneder uden forudgående omstikning og udvikler sig sammen med sit naturlige bundfald, hvorved vinen vinder i rundhed og fedme). Det er også hjemegnen for Muscadet, der tæller flere AOC’ere, og som er lavet på melon de Bourgogne, en frisk, liflig vin, med megen frugt og fylde i munden. Her benyttes sur lie-metoden også. Disse vine er perfekte ledsagere til alt godt fra havet.

Lidt længere mod øst kommer vi til Anjou-vinene omkring byerne Angers og Saumur, der kan mønstre stor variation med 19 AOC’ere og benævnelser. Disse vine tæller både tørre og søde hvidvine, rosévine (på Gamay, Pinot Noir og Cabernet Franc) samt rødvine (på Cabernet franc og Cabernet Sauvignon).

Der produceres også boblende vine på Chenin Blanc og Chardonnay, den såkaldte Crémant de Loire. Fælles for Anjou-vinene er de flotte aromaer, med megen frugt og god balance og fylde. Og efter sigende er det vine, man ikke bliver dårlig af, hvis man skal tro sangteksten fra den berømte drikkevise Le Tourdion (1530): aussi désormais je bois Anjou ou Arbois! … (så nu drikker jeg Anjou eller Arbois!)

Vi fortsætter til storbyen Tours og vinene fra Touraine, hvor de mest berømte er Chinon, St Nicolas de Bourgueil og Vouvray. Her møder vi igen variationen fra den store vinpalet, fra lette til fyldigere vine, fra sødmefyldte til friske, tørre hvidvine, fra frugtige, elegante Gamay-vine til intense Cabernets Francs med flotte taniner, og ikke at forglemme, de aromatiske, boblende Crémanter, der er fyldt med kraft. Touraine slutter ved Amboise og Blois.

Små distrikter, stort omdømme
Vi kan ikke afslutte turen uden at nævne den mindre region Centre-Loire, der ligger mere afsides mod øst, men producerer ypperlige vine. Der er her 9 AOC, hvor de bedst kendte er Sancerre og Pouilly-fumé. Det er højkvalitetsvine, mest hvide, der er meget eftertragtede og ofte optræder på vinkortet på de bedste restauranter rundt om i verden.

Her forholder det sig omvendt i forhold til de andre Loire-vine, der hovedsageligt nydes i Frankrig, da 60% af Sancerre går til eksport. De hvide Sancerre brillerer med deres frisked med komplekse citrusaromaer og en stram og elegant mineralitet. Der anvendes i øvrigt sur lie-vinifikation.

Den hvide Pouilly-fumé laves på Sauvignon Blanc og Chasselas. Da den især vokser på kalk- og kiselholdig jordbund med flint og mergel, er den ligesom Sancerre kendetegnet ved sin udprægede mineralske karakter (har derved også en anelse røg- fumé smag). I duften er der klare toner af gyvelblomst og frisk grapefrugt.

Fortjener større udbredelse
Det turde nu stå klart, at Loire har mange gode vine at byde på. Med deres forbavsende varietet kan Loire-vine behage selv de mest kræsne ganer og burde vinde større indpas på de danske middagsborde – eller på terrassen, når sommeren skal nydes.

Næste gang, vi udkommer, vil vi bringe læseren videre på turen til andre franske vindistrikter, der ligeledes fortjener større kendskab.

Læs også vores seneste indlæg:
Cahors – om prinsens vin, terroir og vinkultur

___________________

KILDER:
Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France

Tallene i indlægget er hentet i: vinsvaldeloire.fr, dossier de presse 2018 [set 8. juli 2018]
Billedet Les vignobles … er hentet i: Wikipedia, Creative Commons
___________L________

[i] [i] Kilde: vinsvaldeloire.fr, dossier de presse 2018

Cahors – om prinsens vin, terroir og vinkultur

Med denne artikel vil vi starte en ny serie af artikler, der vil komme rundt og udforske de mindre kendte franske vinområder. Vi vil tage læseren med på en tematisk rejse gennem Frankrigs vindistrikter, hvor læseren får indblik i de forskellige områder og vinenes særlige træk, og hvad der gør dem specielle. Vi finder det derfor oplagt at starte denne nye serie med Cahors-vinen som følge af dennes stigende interesse hos danskerne efter Prins Henriks død.

Vinmarker i oktober
Vinmarker i oktober

En afskedshilsen til Prins Henrik
I denne tid, hvor vi har taget afsked med Prins Henrik, er der kommet en fornyet interesse for “prinsens vin”, der har medført en øget efterspørgsel efter hans vin fra Château de Cayx, og mange steder blev der meldt udsolgt[1]. Dette kan ses som en hyldest til Prins Henrik som vingerningsmand og vinmager, og i den forbindelse sender vi en særlig tanke og tak til Prins Henrik gennem en præsentation af Cahors.

Det mindre kendte vinområde Cahors
Grundet det danske kongehus’ tilknytning til Château de Cayx ringer der sandsynligvis en klokke hos vininteresserede danskere, når Cahors-området omtales. Château de Cayx kan spores helt tilbage til det 15. århundrede, hvor det blev opført for at kontrollere sejladsen på Lot-floden, men i 1974 købte Dronning Margrethe 2. og Prins Henrik slottet, hvor det undergik omfattende renoveringer over årene, herunder vinproduktionen i 1975[2].

Dog er Cahors-vinområdet ikke et af de mest kendte vinområder i Frankrig, da de fleste danskere generelt kender til de store, kendte vinområder i Frankrig såsom Bordeaux, Loire, Bourgogne og Alsace, hvor Cahors ikke hører til. Cahors-området lever i skyggen af disse andre vindistrikter. Men hvad er det, der adskiller dette område fra andre?

Den franske malbec-drue
Malbec-druen (også kendt som Côt eller Auxerrois) har sin oprindelse i Cahors i det sydvestlige Frankrig. “Prinsens vin” følger derfor en gammel tradition ved næsten kun at bruge malbec-druen til rødvine, i det stort set alle af prinsens rødvine er lavet af 100 % malbec. Château de Cayx’ vinmarker er desuden 80 % beplantet med malbec-druesorten[3]. Den franske malbec er i øvrigt hoveddruen i de store argentinske rødvine[4]. Som sagt har malbec-druen sin oprindelse i Cahors, og reelt er Cahors et meget gammelt vindistrikt, der daterer tilbage til 1200-tallet, men i 1912 blev produktionen fuldstændig ødelagt af vinlusangreb. Produktionen kom først rigtigt i gang igen i 1950’erne og måtte opbygges fra grunden, så derfor er Cahors egentligt et ungt vindistrikt[5].

Cahors-vinen er en kraftig vin, der ofte er rig på garvesyre og frugt[6]. Grundet en del regn, ikke alt for mange varme dage (ca. 100) fra blomstring til høst har Cahors-vinen mere markante tanniner, som således giver en mere rustik stil[7]. Den udvikler sig ved lagring og tager derfor typisk flere år om at modne i flasken, før den er drikkeklar. Vinen skal ikke drikkes ung, idet vinens nuancer ikke er fuldt udviklet. Den kan iltes ved dekantering[8].

Cahors-vinen anses for franskmændene som en “ægte” vin de terroir, bl.a. fordi det er en kraftig vin, som er er meget afhængig af den gode jord, i og med der er en del regn og lidt sol.

Terroir – vindyrkning og hjemstavnspræg
Terroir er et fransk udtryk, der betegner særlige kendetegn, såsom geografi, geologi og klimaforhold på en bestemt lokalitet, som præger fx en bestemt vinsort. Ordet terre er fransk og betyder jord, og det er lige præcis jorden, der er det mest essentielle for den franske vindyrkning. Terroir betyder således, at den samme druesort kan være dyrket i forskellige regioner, men stadig frembringe meget forskellige vine. Terroir-effekten kan også helt forsvinde, hvis fx høsten udsættes for overdosering af gødning. Gødningen skal derfor tilpasses ikke alene planten, men også jordbunden[9].

Der har dog været stor uenighed i vinindustrien om, hvor stor indflydelse terroir har, og hvor grænserne for begrebet går. Men terroir rummer i sin kerne forestillingen om, at jorden, hvorpå druerne gror, indgyder dem en særegen kvalitet, som er speciel for den pågældende region[10]. Det vil sige, at vinens jordbund og område kan smages.

Vin som kulturfænomen
Med terroir-begrebet indbygget i den franske fælles bevidsthed er det ikke til at komme uden om, at vin generelt er et fransk kulturfænomen. Den er vævet ind i Frankrigs kultur-DNA, og vin er en integreret del i den franske kultur dels pga. den kristne tradition, hvor vinen er blevet overført til social kontekst og samlingspunkt, og dels pga. Frankrigs langvarige vindyrkning og dets tradition som bondesamfund[11]. Her spiller terroir og esprit de village en stor rolle. Esprit de village ligner terroir i den forstand, at franskmændene mener, deres afgrøder smager og bærer præg af den bestemte bys hjemstavn.

Vi vil i de kommende nyhedsbreve rejse videre gennem Frankrigs mindre kendte vinområder og kaste lys over bl.a. Pays Basque, Centralmassivet, Savoie og Jurabjergene, der også lever i skyggen af de mest kendte vindistrikter.

Hvis denne artikel har vækket interesse, kan du læse mere på følgende hjemmeside:

 _____________________

KILDER:
Indlæg v/Anja Kristensen og Patrick Leroyer, DK-France – inspireret af:

  • http://www.chateau-de-cayx.com/dk/histoire.php [set 12 -04-2018].
  • http://www.chateau-de-cayx.com/dk/terroir.php [set 15-04-2018].
  • https://da.wikipedia.org/wiki/Château_de_Cayx [set 10-04-2018].
  • https://da.wikipedia.org/wiki/Terroir [set 12 -04-2018].
  • http://www.gentside.com/vin/pourquoi-une-telle-culture-du-vin-en-france_art79498.html [set 12 -04-2018].
  • https://jyllands-posten.dk/indland/ECE10321400/vinsaelgere-melder-udsolgt-af-prins-henriks-vin/ [set 06-03-2018].
  • https://www.jyskvin.dk/vinviden/malbec-argentinas-drue [set 10-04-2018].
  • http://www.vindecahors.fr/ [set 06-03-2018].

_____________________

[1] https://jyllands-posten.dk/indland/ECE10321400/vinsaelgere-melder-udsolgt-af-prins-henriks-vin/ [set 06-03-2018].

[2] http://www.chateau-de-cayx.com/dk/histoire.php [set 12-04-2018].

[3] http://www.chateau-de-cayx.com/dk/terroir.php [set 15-04-2018].

[4] https://www.jyskvin.dk/vinviden/malbec-argentinas-drue [set 10-04-2018].

[5] https://da.wikipedia.org/wiki/Château_de_Cayx [set 10-04-2018].

[6] https://www.jyskvin.dk/vinviden/malbec-argentinas-drue [set 10-04-2018].

[7] https://www.jyskvin.dk/vinviden/malbec-argentinas-drue [set 10-04-2018].

[8] https://da.wikipedia.org/wiki/Château_de_Cayx [set 10-04-2018].

[9] https://da.wikipedia.org/wiki/Terroir [set 10-04-2018].

[10] https://da.wikipedia.org/wiki/Terroir [set 10-04-2018].

[11] http://www.gentside.com/vin/pourquoi-une-telle-culture-du-vin-en-france_art79498.html [set 12-04-2018].

Champagne: mellem tradition og innovation

Champagne, Reims - serveret
Champagne, Reims – serveret

Der er Champagne, og så er der Champagne
Hvem kender ikke Champagne, den berømte og yndede vin fra Frankrig? Men mindre kendt er måske den franske region, der også hedder Champagne. For vinen har taget regionens navn og er blevet et eksklusivt brand verden over, en kontrolleret og kvalitetssikret appellation (blandt de mange andre franske såkaldte AOC’ere i øvrigt), et beskyttet varemærke.

Det er navnet, der betyder noget
Leder man efter en god flaske Champagne, fx på nettet eller hos vinkyperen, vil man støde på eller høre nogen bruge betegnelsen ”fransk champagne”.

Det er fint nok at insistere på, at Champagnen skal være fra Frankrig, men betegnelsen er ikke desto mindre forkert, for al Champagne må pr. definition nødvendigvis være fransk. Det kan ikke være anderledes.

Som de franske Champagne-vinbønder og producenter – og hele Champagneindustrien i øvrigt – gerne repeterer: ”Il n’est Champagne que de la Champagne” – ’der er kun Champagne som er fra Champagne – eller med andre ord, Champagne skal komme fra Champagne for at kunne kalde sig Champagne. Gør den ikke det, må en vin med bobler, som er lavet på samme druer og efter samme metode, kalde sig noget helt andet, fx Crémant, hvis den kommer fra Bourgogne, Alsace, Loire eller Roussillon; Cava, hvis den kommer fra Spanien; Prosecco eller Franciacorta, hvis den kommer fra Italien osv. Eller bare vin mousseux, mousserende vin, hvis vi befinder os i den lavere del af vinskalaen.

Alle vinproducerende lande verden over er leveringsdygtige i vine med bobler, for disse er ekstremt populære, og konkurrencen er derfor stor. Der er jo rift om de fine bobler, der kan nydes til gourmet-mad eller er med til at markere vores bedste minder i livet: dåb, bryllup og andre festlige stunder.

Et svært beskyttet navn
Frankrig bruger hvert år kæmpe ressourcer for at værne om sit Champagnenavn. Det kommer til udtryk i de mange internationale aftaler, der gennem årene er indgået, og som har til formål at beskytte appellationen Champagne, ikke kun når denne illegalt anvendes om vine, der ikke kommer fra Champagne, men også i andre sammenhænge uden for vinens verden, hvor betegnelsen fejlagtigt bruges. De fleste lande verden over har tilsluttet sig disse aftaler, dog med et par store undtagelser, herunder Rusland, USA og Argentina.

Champagne er verdensarv
Den juridiske kamp for beskyttelse af navnet har stået på siden 1843, hvor branchen begyndte at organisere sig, men kulminationen for anerkendelsen kom måske i juli 2015, hvor Champagnehusene, Champagnekældrene og Champagneskråningerne blev optaget på Unescos verdensarvliste. Det kunne så tænkes, at den populære sodavandsis, Champagne Brus fra Frisko (del af Unilever koncernen) måske skal til at passe på fremover, så den ikke får en sag, om ikke på flasken dog på halsen – on ne sait jamais, man ved jo aldrig …

Champagne, Reims
Champagne, Reims – kælder

 Treenigheden Maisons, Caves og Côteaux …
Det spændende ved Unescos optagelse er, at den ud over de berømte vinkældere – les caves – der er indrettet 15-20 meter under jordens overflade i tidligere kalkbrud, med gange, som strækker sig over hundredvis af kilometer under jorden, og hvor millioner af flasker under konstant temperatur og luftfugtighed langsomt udvikler sig til fuldkommenhed, har villet hylde hele professionen. For man skal huske, at der er to hovedaktører i Champagne, Maisons og Vignerons.

Maisons refererer til de verdenskendte, luksus Champagnehuse, så som Moët et Chandon (hvis mytiske topvin, Dom Pérignon, er opkaldt efter den benediktermunk, der efter sigende skal have ”opfundet” denne gyldne, brusende vin i slutningen af 17-hundredetallet, men som snarere var en dygtig ønolog, der forfinede metoden), Bollinger, Taittinger, Veuve Clicquot (den ”Gule Enke”), blot for at nævne nogle få. Der er i alt 320 Champagnehuse.

Disse huse har egne vinmarker, men opkøber også druer, om ikke andet for at supplere, og for at følge med efterspørgslen, der stiger hele tiden. Husene er organiseret i UMC, Union des Maisons de Champagne, der åbner deres kældre for besøgende og giver prøvesmagninger, forudsat man har booket på forhånd, vel at mærke.

Vignerons refererer til de op mod 16000 vinbønder, der ejer 90% af hele Champagne vindistriktet. 5000 af disse står i øvrigt for produktionen af den såkaldte Champagne de Vigneron, enten alene eller i selskab med andre. Unescos Côteaux-optagelse må derfor betragtes som en hyldest til disse vignerons, der er organiseret i SNG, Syndicat Général des Vignerons de la Champagne.

Begge organisationer, UMC og SNG, samarbejder i CIVP eller Comité Interprofessionnel des Vins de Champagne, som er brancheorganisationen for hele erhvervet.

Verdens dyreste strøg og en kæmpe business i vækst
At kommerciel og organisatorisk talent, juridisk kampånd, og frem for alt ønologisk knowhow på topniveau er gået hånd i hånd vidner hovedtallene for den franske champagneindustri om. Ifølge Comité Champagne (2017) producerende Frankrig i 2016 svimlende 268 millioner flasker, hvor det gennemsnitlige udbytte pr. hektar ligger på lidt over 9.000 kg. Lageret er over 5 gange så stort, og omfatter 1.478 millioner flasker.

I Epernay, som sammen med Reims er Champagnes hovedby, er de millioner af flasker, der hviler dybt nede under Epernays hovedstrøg, med til at gøre det til verdens dyreste strøg! Omsætningen beløb sig til 4,7 milliarder euroer i 2016, hvor de 2,6 stammer fra eksport. Englændere er de største aftagere, efterfulgt af amerikanerne og tyskerne. Sverige indtager en 10. plads.

Danmark halter lidt bagefter, men forbruget har været støt stigende gennem de senere år, og er godt med nu, hvor landet sidste år lå på en 16. plads på verdensrangliste over de lande, som Frankrig sælger mest Champagne til. Danskerne har virkelig taget Champagne til sig.

Erhvervet kan således bryste sig af solid vækst og støt stigende indtjening, og verdens tørst efter de fine bobler synes at være uslukkelig.

Tradition og innovation
Og hvad er så opskriften på en sådan succes, hvor sølle 0,4% af de franske vinproducerende arealer opnår en sådan performance, både i indtjening og i omdømme?

Svaret ligger i erhvervets formidable evne til at navigere mellem tradition og innovation. For Champagne er begge dele på én gang. Det er både den stolte historie om en vin, der har sin oprindelse 400 år tilbage i tiden, og som konstant siden har arbejdet på forædling af sin drueproduktion og på transformation, hvad enten Champagnen fremstilles ene og alene ud fra årgangshøsten (Champagne millésimé) eller er resultatet af en kompleks sammensætning af forskellige årgange, meget lig de ekspertnæser, der år efter år fremstiller samme vidunderlige dufte (Champagne d’assemblage).

Den rolige vin tranquille er god
Den såkaldte ”vin tranquille”, som er den bobbelløse vin, der produceres foruden for den anden gæring, der foregår i flasken, er i øvrigt ikke, som man skulle tro, en uinteressant, tam, syrlig vin. Man vil under smagning forundres over kvaliteten, der entydigt peger på det mirakel, der kommer til at ske i flasken, under den lange forædling i de mørke kridtgange.

Champagne er tradition, der både er forankret i den glamour, som omkranser de stolte Champagnehuse, og i den faglige stolthed, man møder hos de små producenter, der har begge ben solidt plantet i deres terroir.

Champagne savoir-faire i centrum
Men Champagne er også innovation. De nyeste teknologier tages i brug, prestigefylde uddannelser udvikles til stadighed for at sikre fremtidige generationer af eksperter, der kan holde savoir-faire eller knowhow, i hævd. Nye Champagneproduktioner (såkaldte ”cuvées”) lanceres til stadighed og i kunstnerisk udsmykkede flasker, hvor verdensberømte kunstnere fortolker Champagnen på etiketten.

Champagnekommunikationen overgår sig selv i at fortælle den umådeligt fascinerende historie om de små bobler, der får vine til at transcendere og opløfte vores sindsstemning.

Nye mad- og vinkombinationer på vej
Egentlig sker der i disse år en voldsom fornyelse af vores mad og drikkevaner. Fx er rødvin ved at blive bandlyst sammen med ost. Man har for længst opdaget, at hvidvin, med sin kølige syrlighed og sin stramme, mineralske personlighed (ikke for meget frugt, ikke for meget blomst!) langt bedre passer som modvægt til de lidt anmassende oste. Men Champagnefolk har opdaget, at deres vin gør det endnu bedre! Det smukke, brusende skum, de fine bobler, der som perler stiger til vejrs, løfter oplevelsen til nye, uanede højde, hvor syn, duft og smag forenes i harmoni, og der er åbent op for nye, spændende kombinationer.

Kransekage og Champagne, nej tak!
I en kommende artikel vil vi vende tilbage til Champagne, med flere historier og praktiske råd til indkøb og servering, men én ting vil vi dog allerede advare imod, her hvor vi nærmer os årets afslutning.

Lad for guds skyld være med at servere petits fours eller kransekage til nytårets kl. 24 Champagne! For der er dømt rødt kort til et anstrengt møde mellem det søde og det syrlige, som vil få selv verdens dyreste Dom Pérignon cuvée til at falde i gennem med et brag!

————————-

KILDE: Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France – inspireret af:

Mineralitet eller vinens nye mantra

’Mineralitet’, ’mineral’, ’mineralsk’, er de nye buzzwords i vinsproget. Men hvad betyder det egentlig, at en vin er mineralsk? Har mineralitet noget med duft eller med smag at gøre? Er det godt eller skidt? Og hvad siger vinleksika? Læs mere om dette mystiske begreb i denne artikel.

Hvidvin og mineralitet

Et rigtigt vinmodefænomen
I de sidste 10-15 år har begrebet ’mineralitet’ vundet stort indpas i vinens verden og vinens sprog. Det er blevet en yndet sensorisk, hedonisk deskriptor, der næsten udelukkende anvendes som kvalitetsprædikat. En vin – og her taler vi i virkeligheden kun om hvidvin! – der besidder et præg af mineralitet, eller som er mineralsk, som er ren, frisk, stram, kølig, elegant, uden for megen duft. En vin, som indgyder stor respekt og beundring, og som er i klar opposition til de frugtfyldte og lidt anmassende, blomstrende hvidvine.

Problemet er dog, at begrebet den dag i dag stadig mangler en definition!

Mineralitet er ikke desto mindre blevet det nye mantra og bruges i stor stil i deskriptive tekster om vinen, først og fremmest ved vinsmagninger, men også i stigende grad i normative tekster, der definerer og specificerer vinene, deres område, kvalificerer deres karakter og deres vinifikation.

Mineralitet bruges i stor stil i markedsføringstekster og skaber buzz blandt vinentusiaster. Det er også blevet genstand for ny forskning i vinlaboratorier, forbrugerundersøgelser, og sågar for ph.d.-afhandlinger.

Hvordan er det så blevet til en sådan succes?
’Mineralsk’ og ’mineral’ (og i mindre grad ’mineralitet’) er gloser, vi normalt bruger om uorganiske stoffer, fx i sammensætninger som mineralsk terpentin, mineralsk olie, eller mineral uld, eller om grundstoffer, som fx i mineraltilskud. De rummer egenskaber, som ikke har en særlig tiltrækkende klang, sådan rent sensorisk.

Hvordan kan begrebet mineralitet så gå hen og blive til sensorisk kvalitet, når vi taler om vin? Kan man så smage mineraler?

Mineralitet og vand
Vi kender dog også til mineralvand, som er vand, der indeholder eller er tilsat mineralske stoffer og salte, samt tit og ofte kulsyre.

Vandentusiaster, der ikke regner postevand for noget, vil da også bryste sig af at kunne smage forskellen mellem en Perrier, en San Pellegrino eller en Ramløse.

I et land som Frankrig, hvor der næsten er ligeså mange mineralvand brands som der er oste, vil forbrugerne sværge til deres favorit brand, der har den helt rigtige smag, og som rummer de eftertragtede, påståede helbredsvirkninger. Derved er vejen banet til, at det mineralske nu også indtager vinens sprog.

Mineralitet og forsøg på en definition
Men hvad betyder mineralitet i forbindelse med vin? Kan man smage det? Kan man opfange mineralske dufte? Hvad siger ordbøger og encyklopædier? Hvad siger vinleksika?

Her kommer et par repræsentative eksempler:

Hvad siger ordbøger om begrebet?
I almensproglige ordbøger og encyklopædier er der desværre ikke megen hjælp at hente.

Ifølge Den Store Danske (2017) har ordet ’mineralsk’ to grundbetydninger, og anvendes til at betegne noget, som er mineral eller som indeholder mineraler.

Den Danske ordbog (2017) taler om noget der er fremstillet af, eller består af mineraler.

Begge værker undlader at referere til de mineralske egenskaber, som vinen skulle være i besiddelse af, men peger indirekte på to ræsonnementer. Mineralitet som kategori, hvorved visse vine siges at have mineralsk præg og tilhøre det mineralske rige, fx Chablis, Sancerre, Riesling, og mineralitet som analogi, fordi vinen indeholder duftnuancer, der kan associeres til mineraler.

Er der så også mineraler i vinen? Ja, men i forbavsende små mængder. Man kan så betvivle, hvordan man kan smage disse. Måske smager vinen blot lidt salt? Mineraler dufter heller ikke som sådan, og man kan ikke isolere flygtige ”mineralitetsmolekyler”.

Slår vi op i fagordbøger og leksika, får vi heller ikke den hjælp, vi kunne ønske os.

Om minéralité skriver franske M. Coutier i sin berømte Dictionnaire de la langue du vin (2007): néologisme (= nyt ord) og ikke andet! Ordet ’mineral’ defineres heller ikke, men attesteres gennem citater.

Danske Vinlex.dk (2017) kaster også håndklædet i ringen og afslår fra at bringe en definition. Vinlex anfører dog en række betydninger:

Et smagsudtryk, der ikke er entydigt defineret eller accepteret. Ordet henviser til mineralske aromaer i en vin, som typisk beskrives som flint, kalk eller skiffer. Ord, der betyder det modsatte af frisk frugt, og som ofte benyttes om friske hvidvine […]. En del kritikere betragter mineralske toner som fejl i en vin. Mineraler er ikke-flygtige aromaer og kan derfor heller ikke duftes, hvorfor det slet ikke giver mening af beskrive en vin som mineralsk.

Dette er lidt nedslående, og det er kun en del af betydningsbilledet. For ønologer er uenige. Mineralitet er tvetydigt. Det refererer både til smagsindtryk, når smagen afsluttes med en del syre og vedvarende astringens, men også til den aromatiske dimension, der synes at samle langt større konsensus, hvor man gerne taler om svage antydninger af røg, flintsten, kridt, fossilerede østers, saltholdighed, og sågar olie (!).

Mineralitet som vinstil? Eller vinens mystik?
Så måske skal vi lade være med at søge efter definitioner. For mineralitet er givetvis blot en bestemt vinstil.

I middelalderen var mineraler tæt forbundne med alkymien, og de vises sten, og havde en aura af mystik over sig. Ved tidligere videnskabelige anskuelser delte man således universet op i det mineralske rige (Regnum Minerale), som var alt det uorganiske, knyttet til sten og jord, i planteriget, dyreriget og i det æteriske med alle sine luftformer. En sandsynlig årsag til begrebets popularitet skal nok søges her.

Mineralitet har overtaget en nærmest filosofisk, intellektuel, litterær dimension, som kan være svær at analysere og sætte tal og kendsgerninger på.

Mineralitet stemmer fint overens med vinplantens forunderlige mystik, der henter sin saft og kraft dybt nede i den stenede jord i samklang med naturelementerne, i samklang med le ’terroir’, og som frembringer bestemte vine og tegner deres unikke signatur. Så konceptuel klarhed om mineralitet får vi nok ikke, og måske også godt det samme.

De mineralske vine kan ikke reduceres til kemiske molekyler, de er som alle vine også særlige mentale konstruktioner og opbevarer derved deres aura af mystik, der konstant inviterer os til nye oplevelser i de områder, hvor de har rod: mineralitet som transmutation.

———–

KILDE: Indlæg v/Patrick Leroyer, DK-France – inspireret af:

  • Gyldendal (2017). Den Store Danske. http://denstoredanske.dk
  • Den Danske Ordbog (2017). http://ordnet.dk/ddo/forside
  • Coutier, M. (2007). Dictionnaire de langue du vin. Editions CNRS.
  • Vinleksikon, alt om vin (2017). vinlex.dk